Vikingahjälmsinfo sökes

[nool]

Bilden näst längst ned påminner väldigt mycket om en kräkla/biskopsstav.
Skulle det kunna vara så att den - i detta fall - symboliserar religöst snarare än värdsligt ledarskap?
East Anglia var ju halft om halft kristnat vid denan tidpunkt (åtminstonde kungamakten och adeln).

[Odinkarr]

Bilden näst längst ned påminner väldigt mycket om en kräkla/biskopsstav

Godt set, og jeg er helt enig.

Jeg mener dog at sammenhængen er omvendt. Det er fordi en "heststafr, skeidstang” et et symbol på "kraft" at de kristne biskopper overtager "staven" som deres biskopale kæp(hest) og krumstav. I kristen tanke er undersåtterne jo uvidende får der skal hyrdes på rette sti og vej, og dertil behøver man en hyrdestav.

Vi har et par eksempler her:



Penning slået under Kong Knud IV./VI. (1182-1202) i Ribe. Dannebrog er gengivet med et kryds, og ”krydset” er normalt Ravnefanen Danebroge/Danibrók. Hyrdestaven skal sikkert opfattes som symbolet på kristendommen og at vi har et ærkebispesæde nord for Ejder-strømmen.



Dansk mønt i Estland.

Til venstre: "Tårnbrakteater”, hvoraf kun kendes 111 mønter. ”Tårnet” er Pikk Hermann inden for Tallinn’s bymur. Korset i Pikk Hermann tårnet, der altid symboliserer hvem der regerer over Tallinn, er Dannebrog i liv-kors udgaven. Denne mønt må være slået år 1219-1241 e.Kr.

I midten ”Biskopbrakteaten” med bispestav og sværd. Mønten tilskrives Anders Sunesøn/Sunesen (ca.1165-1228), og viser derfor Hvide-ættens grundmærke tilpasset Sunesøn-grenen. (mærket genfindes på mønt fra Valdemar I. den Store's tid, hvor Absalon er med). Hans fader, Sune Ebbesøn, var fætter til Absalon og lensmand i Skåne. Anders Sunesøn var statholder af Estland fra år 1219 e.Kr. indtil Hertug Knud indsættes år 1223 e.Kr. og mønten må være slået i dette tidsrum. Anders Sunesøn trak sig som spedalsk tilbage til Ifø, Skåne hvor han blev til sin død. Afbildningen er i sig selv ekstremt spændende fordi den bryder alle kunstens regler ved at vise en biskop med stikvåben (sværdet), hvad ikke var tilladt. Da vore biskopper stadig kom ud af krigerslægter og var hærfører først, biskop derefter, har man sikkert set stort på disse regler.

For at vise hvor gammel krumstaven er som symbol på "kraft" kan vi efterse etruskerne:




Terracotta tavle fra Poggio Civitate (Murio) ved Siena dateret til ca. 550 f.Kr. Tavlen viser måske en etruskisk gudstjeneste. Professor Timothy Nolan Gantz (1946-2004) mener vi her ser det etruskiske modsvar til Thor, som de kaldte ”Tinia, Tins” (sidestilles med de græske bystaters "Zeus" og romernes kopiering ”Jupiter”) med den krogede stav (Lutiuus), siddende på sin foldestol til højre (set fra læseren). Dette er Fader Sky og kongen (”lauxum” på etruskisk) i første række, hvor krumstaven har scepter-opgaven som ”holder af visdom”. Bagved står ”Menrva” (sidestilles med de græske bystaters "Pallas-Athene" og romernes kopiering "Minerva") stående med spyd (lanse), den kvindelige gudehird (og jordlige moder?). Den etruskiske Tre-enighed afsluttes med ”Uni” (sidestilles med de græske bystaters "Hera" og romernes kopiering ”Juno”) der, vendt mod læseren, sidder på tronstolen som Dronning og Moder Sky. Etruskerne havde, som os, et 12 mandsråd hvorover kongen rådede. Dette gengives i deres gudeverden, hvor Tinia's råd består af 12 guder, 6 af hvert køn! Romerne kaldte dette "penates" eller "husguderne" på latin. Der var 9 guder med evnen til at afgive lynild. Romerne kaldte dette "novensiles" på latin.

mvh

Flemming

[nool]

Hej Flemming,

Jag håller helt och hållet med dig om att stavar (och kräklor) som makt- och kraftsymboler är äldre än kristendomen (ditt etruskiska exempl är ett bra exempel, den egyptsika was-staven (http://en.wikipedia.org/wiki/Was) ett annat).

Jag bara undrar om det - i detta specifika, anglosaxiska fall - kan vara så att det de facto handlar om en biskopsstav?

Du har säkerligen betydligt mer kött på benen än jag i dylika frågor, så jag passar också på att fråga om det finns belägg för just kräklor/krumstavar i Norden före kristendomens intåg?

/Erik

[Odinkarr]

Hej Erik,

Kong Hygelác (scyldinga-æt nr. 18, Ynglinga-æt nr. 13, 497-521) kaldes i Beowulf-kvadet (sætning 1832) for "folces hyrde" (folkets hyrde).

Også den frisiske ”Folcwalda” (Folkevælder) Finn Godwulfing (446-448) kaldes ”folces hyrde” i Finnsburgh Fragmentet, (sætning 46).

Svea-folkets konge Ongenðío (Ongentheow) kaldes ligeledes for "folces hyrde" i Beowulf-kvadet (sætning 2981).

Afledninger af denne poetiske ærestitel findes i “ríces hyrde” (rigets hyrde) i omtalen af Beowulf (Beowulf-kvadet, sætning 3080), der også kaldes ”folces hyrde” (sætning 610) fordi han bliver konge over sit folk.

I senere kristne skrifter inflateres ordet til at betegne præster, jvf. ”Þeóda hyrde” (folkets hyrde), og mister hermed sin oprindelige og vigtige betydning.

Den forsølvede plade (22 mm x 18 mm) fra Øst-Anglen fra år 670 e.Kr. viser et bryllup hvor manden giver sin, bevidst forstørrede, hånd som Handsel til kvinden – manden kommer altid til kvindens slægt i vore sæder.

Som vi andetsteds har talt om er vort oprindelige bryllupsrite i diamentral modsætning til kristen lære og tanke.

Kunsten fra Øst-Anglen er i tanke og sæder en ubrudt videreførelse af en lang række bryllupsgengivelser vi kender til fra Bornholm:



Guldguber fra Bornholm dateret til ca. år 550-600 e.Kr. Alle viser, så vidt jeg kan bedømme, enten bejleri, kvindens håndslag herpå eller kyssen og ”tage-i-favn” efter vielsen har fundet sted.
Øverste række, nr. 1 fra venstre: Identisk motiv til pladen fra Øst-Anglen bortset fra at manden her ikke er vist med sin ”heststafr”. Motivet er så identisk, fra klæderne på gom og brud til brudgommen rækkende sin overdimensionerede hånd til kvinden, at vi må kunne sige at det er samme guldsmede-tradition vi finder i Øst-Anglen og på Bornholm.
Øverste række, nr. 2 fra venstre: Igen identisk motiv til pladen fra Øst-Anglen, herunder at manden her er vist med sin ”heststafr” og kvinden har langt frit hår. Samme guldsmede-tradition i Øst-Anglen og på Bornholm.
Øverste række, nr. 3 fra venstre: Identisk motiv til pladen fra Øst-Anglen bortset fra at manden her ikke er vist med sin ”heststafr”. Også her har kvinden langt frit hår.
Øverste række, nr. 4 fra venstre: Som nr. 3.
Nederste række: 3 eksempler på ”kysse-tage i favn”-afbildninger. Billedmotivet er anderledes og skal måske vise tilstanden efter vielsen har fundet sted.
Billedkilder: Bornholms Museum, herunder brochure fra Bornholms Museum (s. 13).


Den katolske kristendom vinder indtog i England i 600 tallet med Troskiftet år 600-630 e.Kr., men er først nået frem til de nordengelske landskaber med Beowulf-kvadet fra ca. 755-757 e.Kr.

Fredegarius (Fredegar) skriver i sin krønike (Bog IV:5) fra 600 tallet e.Kr. (omhandlende Frankerne fra midten af 500 tallet til ca. år 641 e.Kr.) at Pave Gregory I. (Pave fra 3. september år 590 til sin død 12. marts år 604 e.Kr.) sendte ”Augustine, Mellitus, John og andre præster af den kristne tro til Britannien, der nu kaldes England, for at omvende folket til Jesus Kristus’ tro”. Augustine ankommer til Kong Æthelberht til Kent år 597 e.Kr. og bliver den 1. ærkebiskop til Canterbury. Det sker til Kong Æthelberht fordi han er Bretwalda og regent år 560-616 e.Kr.

Kongen konverterer år 601 e.Kr., hvorefter Augustine samme år kalder Mellitus (død år 624 e.Kr.) til England. Han bliver den 1. biskop af London, og den 3. ærkebiskop til Canterbury. Augustine kalder også John (Justus, død år 627 e.Kr.) til England. Han var romer og blev den 1. biskop til Rochester, men blev sendt i landflygtighed da kristendommen blev forkastet igen efter Kong Æthelberht til Kent’s død år 616 e.Kr.

Smedekunsten fra Sutton Hoo, Øst-Anglen år 617-625 e.Kr., der går igen i guldsmykkerne dateret til 600 tallet e.Kr. fundet af Steve Sherlock i 2007 ved Loftus, Teeside i det nordlige England viser, så vidt jeg kan se, ingen tegn på kristen indflydelse, og er helt vor egen kunsstil.

Derfor er min vurdering at krumstaven fra Øst-Anglen må være en ”heststafr, skeidstang”.

Det tidligste eksempel jeg kender til i kunst er denne billedsten:



Kopi af Häggebystenen (Hästkampstenen) ved Häggeby kyrka, Häggeby socken, Håbo kommun, södra Uppland og dateret til år 375-550 e.Kr (U665) Denne billedsten er ikke særligt bekendt, men viser på den ene side af stenen en ”hestavíg” (hestekamp) mellem to hingste. På hver side ser vi de to ejere ægge deres hest til yderligere kamp om hoppen/maren, som vi ikke ser i billedet. Hver mand har en pisk i den ene hånd og en ”heststafr” (hestestav) eller ”skeidstang” i den anden. Hestestaven bruges til at holde hesten i indelukket. Den anden side af billedstenen viser et langskib roet af 12 roere + styrmand. Originalen findes på Statens historiska museum, Stockholm.


mvh

Flemming

[nool]

Tusen tack för ett väldigt bra och utförligt svar!

[Karsten Krambs]

Hej Flemming.

Jeg er kun bekendt med ét sted i Danmark, hvor der er fundet en såkaldt værdighedsstav. Staven er fra Ladbyskibsgraven på Fyn, der er dateret til tidsrummet år 900-925.

Værdighedsstaven – en slags scepter (kongeembedets insignier) var et symbol på retten til at kalde sig konge og som i vikingetid kun menes at være brugt af medlemmer af en kongefamilie.

[Karsten Krambs]

For de interesserede vises her udsmykningen (gribedyr) på stavens håndtag -

[Odinkarr]

Hej Karsten,

Den var ny. Flot indspark. Ved du hvor lang staven er? Har den en stok opgave eller er det kun til pynt?

mvh

Flemming

[Karsten Krambs]

Hej Karsten,
Den var ny. Flot indspark. Ved du hvor lang staven er? Har den en stok opgave eller er det kun til pynt?
mvh
Flemming

Som skrevet - funktionen har nok været mere som en slags scepter. Staven kan ses i udstillingen på museet i Ladby. Som jeg husker det er længden måske mellem 25-40 cm lang.

//karsten

[Jan Eskildsen]

Arkælog Margrethe Watt har gennemgået > 15.000 fund fra Sorte Muld-området og tegnet omkring 1000 genstande. Fundene er registreret i en database, og der er en bog på vej, som sikkert bliver i to bind (der er 900 sider og 2000 billeder). Hun holdt foredrag om var bl.a. ind på staven i vinterens folkeuniversitet, og jeg må se, om jeg kan finde mine notater.

[Jan Eskildsen]

Man håber at kunne få midler til at grave dybere i Sorte Muld på Bornholm, hvor der er fundet 2500 guldgubber og der stadig findes nogen.
Ved hjælp af geomagnetisme er det påvist, at der på stedet har været nogle bygninger, som bl.a. kan vise sig at være et tempel.
Den omtalte guldgubbebog udkommer formentlig sidst på året.

[Jan Eskildsen]

I notaterne fra foredraget, som omhandlede guldgubberne og deres gestus (gester) står der, at det er en magisk stav.
Hvis personen har en finger i munden, kan han se ind i fremtiden, og hvis han står med en magisk stav og en finger i munden kan han også se ind i fremtiden. Mere husker jeg ikke. I sin forskning har Margrethe Watt sammenlignet de mange guldgubbber med (hinanden og med) andre billeder fra andre kulturer, og vi kan se frem til en spændende bog.