Her henviser jeg til forskernes tidligere udførte ”kort- & langskalle” opmålinger.
I første halvdel af 1900-tallet blev en række undersøgelser af skeletdele fra gravfund undersøgt og opmålt. På 100 individer fra romersk jernalder blev hovedskallerne målt med det resultat, at 84 var rene langskaller (dolichocrane), 3 var rene kortskaller (brachycrane) og 13 lå i mellem. Denne opdeling blev sammenlignet med målinger fra yngre stenalder hvor fordelingen blev 30 % langskaller, 23 % kortskaller og 47 % mellemskaller. Undersøgelsen blev dengang ledet af danskeren H.A. Nielsen der hævdede, at denne forskel må have ydre årsager. ”Nye langskallede folk må i romertidens periode ca. år 200, være indvandret til Danmark, måske over Skåne og til de danske øer og denne konklusion stemmer godt overens samtidig med en ny gravskiks opdukken”.
For vikingetiden er der ligeledes foretaget undersøgelser af kranieformen, der er et samspil mellem genetiske og kulturbestemte faktorer. De allerfleste individer i vikingetid i Norden var langskallede og når vi ser specifikt på det danske område er undersøgelserne svært homogene dvs. praktisk talt alle de danske kranier er langskallede. Undersøgelser i Norge viser en lidt større variation, idet der findes flere kortskallede individer der muligvis var samiske indslag. Dog bliver konklusionen den, at de fleste danske og norske vikingetidsgrave indeholdt skeletter der har et nordisk præg dvs. de har lange, smalle og middelhøje kranier. En forespørgsel hos hollandske forskere bekræfter at friserne var langskaller og folket chaukerne kortskaller.
Så kig jer lige engang i spejlet og lad mig vide hvordan det står til.
Selv er jeg langskalle.
Hilsen
Karsten