Inlägg
av Camilla.dk » 27 september 2009, 19:01
Jeg tror nationalismen virker på flere forskellige måder, og diskussioner der umiddelbart virker som modsætningsforhold mellem nationaliteter kan også være bundet af traditionen for historieskrivningen i den enkelte nation.
Hvis man til eksempel sammenligner den danske historieskrivning med den svenske de sidste 50 år, så har og er stadig den svenske historieskrivning mere nationalistisk og højreorienteret hvorimod den danske har haft tradition for at være mere venstreorienteret. Når danske røde historikere kritiserer forsvenskningen for at være fascistisk, så er det ikke ud fra nationalistiske betragtninger men ud fra socialistiske analyser af at et land, som overtager et andet, forbyder befolkningens sprog og indfører sit eget, nedlægger områdets religion og erstatter den med sin egen, erstatter områdets myndighedspersoner med egne eller lokale, der viser sig at være venlige og imødekommende overfor den nye magt, eller erstatter landets love med egne og tillige love med tilbagevirkende kraft, der således kriminaliserer handlinger der før den nye magtovertagelse var legale, så er dette per definition forbrydelse mod menneskeheden efter moderne definition og dermed kendetegnende for fascisme i nogen form.
Omvendt er det i svensk historieskrivning helt legalt at betegne denne overgang som temmelig uproblematisk og ganske gavnlig, oprørere som kriminelle og udskiftning af sprog, kultur, religion og lov som ganske praktisk og fornuftig. Dette ville være uhørt at betegne nogen form for en sådan magtovertagelse for positiv i nogen rød historiebog uanset om det var Sverige, Sovjet eller Nazi-Tyskland, der taltes om. Omvendt ville man i svensk historieskrivning være helt enige om at forbrydelser begået mod menneskeheden i noget andet land end Sverige selv, og revisionisme og positiv tilkendegivelser af sådanne magtovertagelser, er helt utilstedelige og fordømmes, og det er således kun tilladt hvor Sverige selv er indblandet som den magtovertagende.
Historie og nationalisme har ofte været knyttet tæt sammen – forstået på den måde at højrenationalister og ekstremister ofte benytter sig af historien til at understrege sit særlige tilhørsforhold. Hvis man går ind på Youtube og søger på konger/kungar så får man diverse svenske hits med hyldest til store svenske konger, der kaldes helte, svenske historiske slag, det svenske flag og ikke mindst hyldning af Sveriges mange vellykkede krige – men man kan ikke finde en eneste dansk side om historiske konger, hyldest til landet, nationen og folket ud fra historien. Det eneste man finder er hyldest til øl og fodbold.
Dette skyldes først og fremmest at i Sverige har historieskrivningen været mere nationalistisk, at det yderste højre i Sverige benytter sig af historien til at hylde svenske krigskonger, flaget og nationen, mens at historieskrivningen i Danmark først og fremmest bruges af venstrefløjen til at påvise det modsatte: nemlig at fortidens konger var fascister, undertrykkere og kapitalister etc. Af same årsag har historien ikke den store interesse for nationalisterne.
De svenske nationalt sindede kan ligeledes bruges historien som en ventil til at ytre sig nationalt uden at virke fuldstændigt ekstremistiske – det er nemlig helt legalt i svensk historieskrivning at knytte det nationale til historien selvom det er mindre acceptabelt at knytte det til nutiden.
Lige præcis her er der en markant forskel på Sverige og Danmark, for ud fra disse eksempler skulle man tro at Sverige var mere nationalistisk, men det er faktisk ikke tilfældet, men lige modsat. Der er faktisk ikke behov for en ventil, som historien, til at ytre sig nationalt – for alle har jo lov at være nationalistiske i det almindelige rum. Men man i Sverige faktisk har højreekstremister og nazister, så er de sjældne i Danmark af andre årsager, nemlig at i Sverige er det IKKE det almene at være nationalistisk og ekstremistisk, det betragtes af flertallet som noget ubehageligt og odiøst. Omvendt er det i Danmark nu så almindeligt at opføre og tale så ekstremistisk og nationalistisk, at det ikke længere opfattes som ekstremistisk, men ganske normativt.
FOR AT SAMMENFATTE kan man sige at nationalisme er noget ganske uvanligt i Sverige og at det ofte betragtes negativt og ekstremistisk, men at historien og dyrkelsen af svensk historie kan bruges nationalt og patriotisk som en ventil til at ytre sig nationalistisk uden at virke ekstremistisk (selvom det også anvendes af ekstremister).
I Danmark har alle lov at være så uhæderligt nationalistiske og ekstremistiske i deres daglige liv, at ingen ventil er nødvendig og historien som sådan er uinteressant i den sammenhæng. Derimod bruges historien af venstreorienterede og socialister til at forklare og problematisere nationalismen.
Altså skulle man mene at Sverige som sådan er unationalistisk, men at svensk historieskrivning har en nationalistisk tradition, mens Danmark er uhørt nationalistisk, men har en venstreorienteret ikke-nationalistisk historietradition.
Jeg mener ikke der findes nogen historiske belæg for at folk ikke ”nationalistiske” eller ”nationale” i ældre tider, jeg har heller aldrig set det diskuteret i europæisk historietradition, men kun af svenske højreorienterede historikere, der har behov for at forklare at de befolkninger Sverige underlagde sig var ret ligeglade og at det ikke gjorde så meget, for de var alligevel ikke nationale og derved kan Sverige ikke have opført sig nationalistisk – men jeg tager måske fejl?
Vår form av nationalism är en slags antinationalism, vi gör en speciell nationell sak av att vara inte nationella. 
