Inlägg
av Odinkarr » 12 februari 2008, 11:23
Det var vist Snorre i Gylfaginning (Snorre Edda):
54. kafli
”Þar var þá Þór kallaður, og er sá Ásaþór hinn gamli. Sá er Ökuþór og honum eru kennd þau stórvirki er Ektor gerði í Tróju. En það hyggja menn að Tyrkir hafi sagt frá Úlixes og hafi þeir hann kallað Loka, því að Tyrkir voru hans hinir mestu óvinir”.
Som jeg oversætter til:
”Der blev da Thor kaldt, og han er Asa-Thor den gamle. Han er Öku-Thor og til ham er tilskrevet det store virke som Hector gjorde i Troja. Mænd af Tyrkiet har berettet fra/om Odysseus og har kaldt ham Loke, fordi for tyrkerne var han deres værste uven”.
Dette sagn er grundlæggende sagnet om vort tabt af Troja år 1184 f.Kr. – et sagn vi kan se på den hellige kop fra Hoby-gravfundet, Lolland dateret til år 0-100 e.Kr., og som også Fredegarius giver i 600 tallet e.Kr.
Den sidste del af folkevandringen fra øst for Tanais-floden (dvs. Asien) mod nordvest og, tror jeg, gennem Estland til Skandinavien tror jeg finder sted i tidsrummet år 36 f.Kr. til år 40-77 e.Kr. Kontrollen over Skandinavien sker i gradvise erobringer af landskaber med to hovedryk ca. år 200 og ca. år 400 e.Kr.
Thor Heyerdahl’s bog ”Jakten på Odin” (2001) er elsket af alle indebrændte akademikere da det giver dem muligheden for at udtrykke sig i svinske vendinger og faktisk få det trykt.
Problemet med bogen er dels at den er fuld af sjuskefejl – et udtryk af elendig korrekturlæsning. Hovedproblemet er dog, så vidt jeg kan se, at i Heyerdahl’s tanke er ”Odin” én dødelig person, hvilket jeg mener er fejl.
Op til det hedenske trosskifte ca. år 600-630 e.Kr. mener jeg at alle Hariwalda-konger havde titlen Odin – derfor forekommer ordet i flertal i Beowulf-kvadet. Det udløser en række fejlfortolkninger i folkevandringstanken.
Men Heyerdahl var jo blot det seneste skud på en lang række dygtige landsmænd, der har gjort opmærksom på denne folkevandring.
Þormóður Torfason (”Tormodus Torfæus”, 1636-1719) gjorde det.
Grundtvig peger ligeledes klart, omend ikke dybtgående, på en folkevandring fra Asovhavet i Nordens Mythologi (1832):
”...i Gylfe-Legens1 pudsige Fortale, hvor det hedder, at Thor var en Datter-søn af Kong Priamus i Troja, og blev opfødt i Thracien hos Hertug Loricus og Fru Lore. Hvor snurrigt nu end dette klinger, har det sikkert ogsaa sin gode Grund i et nært Folke-Frændskab mellem de gamle Indbyggere omkring det Sorte Hav og vore Fædre, der vel endnu med Tiden kan klare sig, og historisk bringe os Grækerne lidt nærmere”2.
1 Gylfaginning (Snorre Edda)
2 Nordens Mythologi (1832, s.460-1). Se også s. 288: ”Vende vi os derimod til Folke-historien om Oplysning, da finde vi ikke blot Aspurg (As-borg) og Phanegoria (Vane-Gaard) inde ved det Asovske og Sorte Hav..” (parenteserne er Grundtvigs).
I 1876 aflagde Karl Nikolai Henry Pedersen (1849-1896) en doktordisputas på 139 sider. Han skriver i afhandlingen (side 107, nr. 1) at ”sagnene om Odins folkevandring mod nord muligvis indeholder en kærne af sandhed.”
Museumsinspektør for Nordiska Museet i Stockholm Karl Bernhard Salin (1861-1931) foreslog i 1903 at Ynglingasagaen er en verbatum historie af faktiske begivenheder, der med tidens tand er blevet upræcis, men basalt set forbliver korrekt.
I sin bog ”Die altgermanische Thierornamentik” (side 353) fra 1904 siger Bernhard Salin på godt svensk følgende:
”Wir gehen aus von den Ländern am Schwarzen Meer, und denken uns die nördliche Küste mit der Krim als Centralpunkt. Von hieraus ergoss sich ein Strom zunächst in der Richtung nach Ostpreussen, welcher dann die Richtung nach Westen gegen Dänemark hin nahm und von dort nach der skandinavischen Halbinsel ablenkte, besonders nach Norwegen........ Ich bin im Laufe meiner Studien mehr und mehr zu der Ueberzeugung gelangt, dass dieser Kulturstrom zu grossem Teil zugleich eine Völkerbewegung bezeichnet."
Eller i hovedtræk at kulturstrømmene fra Krimhalvøen ved Sortehavet, via Østpreussen kommer til Danmark, og herfra udbreder sig til den skandinaviske halvø og tilsidst til Norge. Berhard Salin skriver også at han er overbevist om at denne kulturstrøm skyldes en folkevandring fra dette område.
Barði Guðmundsson (1900-1957) skrev om det i Uppruni Islendinga (1959) og på engelsk ”Origin of the Icelanders” (1967),
Vladimir Ivanovich Sherbakov i 1980erne om beliggenheden af Asgård og Stein Jarving i 1998 i Volvehekser og Valkyrjer.
Alle er videreførelse af sagn vi kan se findes fra ankomsttiden.
Mvh
Flemming