Finns några belägg för att kvinnor varit med på vikingatåg?
Om så var fallet, hur vanligt var det och vilken roll hade de?
Kvinnor på vikingatåg?
-
Markus Holst
- C Skalman
- Inlägg: 16728
- Blev medlem: 4 september 2006, 15:28
- Ort: Västergötland
- Kontakt:
Det finns ju berättat i skrift hur vikingar någonstans i österled offrade en kvinlig slav för att begravas tillsammans med den döde "hövdingen". Detta svarar ju, åtminstone delvis, på båda dina frågor. Kvinliga slavar fanns tydligen med och bland annat för att offras.
Förvisso nämns väl inte slavinnans nationalitet.
Förvisso nämns väl inte slavinnans nationalitet.
Kære Knurd,
Kvinders ret og pligt i hæren, som ligestillede fribårne, er stærkt forvrænget af de sene kilder vi har til rådighed. Jeg går ud fra at du med ”vikingetiden” ikke tidsmæssigt afgrænser dig til slutningen af 700 tallet fremefter, men stiller et mere generelt spørgsmål.
Cain Adamnain skriftet om Adamnan loven, hvis oprindelse menes at stamme fra år 696/7 e.Kr. og abbeden Adamnan fra Iona klostret (nordvestlige Skotland), beretter i forordet til loven, der forbyder kvinder at deltage i krigsførelse, om hvorledes situationen var før lovens indførelse:
”Den beskæftigelse som kvinder var bedst til var at føre krig på slagmarken, at gå i sammenstød og slå lejr, slås og lede hærskarer, at såre og dræbe. På den ene side bar hun sin proviant, på den anden sit barn. Sit stangtræ bar hun på ryggen. 30 fod (9 meter) langt var det, og havde i den ene ende en jernkrog, som hun rammede ind i hårlokken på kvinderne i modstandernes hær. Hendes mand var bag hende, med et sværdstang i hånden, piskende hende til kamp. For på denne tid var det kvindens hoved, eller hendes to bryster, der blev taget som trofæ”.
Kilderne er dog stadig mange og jeg skal kun give dig et par eksempler:
Beowulf (sætning 1282-1284) nævner ”wíggryre wífes” eller ”kamp-gruelige kvinder”.
Sigrdrífumál (Ældre Edda) beretter om den højbårne, kvindelige kriger Sigrdrífa (sejrdriver) i 1-200 tallet e.Kr.
Saxo nævner i Gesta Danorum en lang række kvindelige krigerinder, vi kalder dem ”skjoldmø” eller ”en ung ugift kvinde bevæbnet med skjold”: Alvild (Kong Skjolds kone), Stikla (norsk krigerinde, som fandt at ”hun ville hellere udsættes for krigshandlinger end for ægteskab”), Rusla (norsk krigerinde ”en pige der var så begejstret for kamp og strid, at hun forsøgte sig som kriger”),
Kvindenavnet ”Hereburg, Herburga, Heriburg, Hereburg, Herborg” (Sværdbeskytter), der kendes fra alle landskaber i de gamle og nye kongeriger, er tydeligvis udviklet fra forståelsen "en med sværd bevæbnet krigerinde".
Saxo beretter følgende i forbindelse med Ragnar Loðbrók (Bog 7:83 Regner Lodbrog):
”Spurgte han de Tidende fra Norge”....”da lode de høviske Kvinder , som enten vare beskæmmede (voldtaget), eller gik hver Dag i Dødsens Angest for at vorde det, sig Mands-Klæder skære og hastede, med Sværd ved Lænd, til Regners Lejr.....Skjoldmøen Ladgerde, en Jomfru med Mod og Mands-Hjærte, og hende saae man under Slaget, immer i Spidsen, mellem de djærveste Kæmper, til stort Vidunder for alle; .........Han hørte nu, at hun var af fyrstelig Slægt mellem Folket af det norske Tungemaal”.
Vi kan fra Oseberg-tapetet fra år 834 e.Kr. se at kvinder stadig er skjoldmø i disse landskaber i dette tidsrum.
I de danske landskaber har vi fra Hervararkviða/ Vaki, Angantýr! (vers III:18) et par sætninger, nogle af de bedste overhovedet, omhandlende Kong Angantýr (Scyldinga-æt nr. 26, ca. 714-725)’s datter Hervör. Hun siger til sin fader:
Vel gerðir þú, víkinga niðr,
er seldir mér sverð ór haugi;
betr þykkjumk nú buðlungr hafa,
en Nóregi næðak öllum.
Som jeg oversætter til:
Vel gjorde du, vikinge æt,
at række mig sværd ud af høj;
bedre tykkes nu stærkt sværd at have,
end stormkolde Norge alt.
Jeg mener at kvinder før 700 tallet e.Kr. muligvis har udgjort hovedparten af vor ridehær/rytteri.
mvh
Flemming
Kvinders ret og pligt i hæren, som ligestillede fribårne, er stærkt forvrænget af de sene kilder vi har til rådighed. Jeg går ud fra at du med ”vikingetiden” ikke tidsmæssigt afgrænser dig til slutningen af 700 tallet fremefter, men stiller et mere generelt spørgsmål.
Cain Adamnain skriftet om Adamnan loven, hvis oprindelse menes at stamme fra år 696/7 e.Kr. og abbeden Adamnan fra Iona klostret (nordvestlige Skotland), beretter i forordet til loven, der forbyder kvinder at deltage i krigsførelse, om hvorledes situationen var før lovens indførelse:
”Den beskæftigelse som kvinder var bedst til var at føre krig på slagmarken, at gå i sammenstød og slå lejr, slås og lede hærskarer, at såre og dræbe. På den ene side bar hun sin proviant, på den anden sit barn. Sit stangtræ bar hun på ryggen. 30 fod (9 meter) langt var det, og havde i den ene ende en jernkrog, som hun rammede ind i hårlokken på kvinderne i modstandernes hær. Hendes mand var bag hende, med et sværdstang i hånden, piskende hende til kamp. For på denne tid var det kvindens hoved, eller hendes to bryster, der blev taget som trofæ”.
Kilderne er dog stadig mange og jeg skal kun give dig et par eksempler:
Beowulf (sætning 1282-1284) nævner ”wíggryre wífes” eller ”kamp-gruelige kvinder”.
Sigrdrífumál (Ældre Edda) beretter om den højbårne, kvindelige kriger Sigrdrífa (sejrdriver) i 1-200 tallet e.Kr.
Saxo nævner i Gesta Danorum en lang række kvindelige krigerinder, vi kalder dem ”skjoldmø” eller ”en ung ugift kvinde bevæbnet med skjold”: Alvild (Kong Skjolds kone), Stikla (norsk krigerinde, som fandt at ”hun ville hellere udsættes for krigshandlinger end for ægteskab”), Rusla (norsk krigerinde ”en pige der var så begejstret for kamp og strid, at hun forsøgte sig som kriger”),
Kvindenavnet ”Hereburg, Herburga, Heriburg, Hereburg, Herborg” (Sværdbeskytter), der kendes fra alle landskaber i de gamle og nye kongeriger, er tydeligvis udviklet fra forståelsen "en med sværd bevæbnet krigerinde".
Saxo beretter følgende i forbindelse med Ragnar Loðbrók (Bog 7:83 Regner Lodbrog):
”Spurgte han de Tidende fra Norge”....”da lode de høviske Kvinder , som enten vare beskæmmede (voldtaget), eller gik hver Dag i Dødsens Angest for at vorde det, sig Mands-Klæder skære og hastede, med Sværd ved Lænd, til Regners Lejr.....Skjoldmøen Ladgerde, en Jomfru med Mod og Mands-Hjærte, og hende saae man under Slaget, immer i Spidsen, mellem de djærveste Kæmper, til stort Vidunder for alle; .........Han hørte nu, at hun var af fyrstelig Slægt mellem Folket af det norske Tungemaal”.
Vi kan fra Oseberg-tapetet fra år 834 e.Kr. se at kvinder stadig er skjoldmø i disse landskaber i dette tidsrum.
I de danske landskaber har vi fra Hervararkviða/ Vaki, Angantýr! (vers III:18) et par sætninger, nogle af de bedste overhovedet, omhandlende Kong Angantýr (Scyldinga-æt nr. 26, ca. 714-725)’s datter Hervör. Hun siger til sin fader:
Vel gerðir þú, víkinga niðr,
er seldir mér sverð ór haugi;
betr þykkjumk nú buðlungr hafa,
en Nóregi næðak öllum.
Som jeg oversætter til:
Vel gjorde du, vikinge æt,
at række mig sværd ud af høj;
bedre tykkes nu stærkt sværd at have,
end stormkolde Norge alt.
Jeg mener at kvinder før 700 tallet e.Kr. muligvis har udgjort hovedparten af vor ridehær/rytteri.
mvh
Flemming
Det där får du nog motivera lite. Jag tycker inte att det låter särskilt troligt.Odinkarr skrev:Jeg mener at kvinder før 700 tallet e.Kr. muligvis har udgjort hovedparten af vor ridehær/rytteri.
Jag kan gott tänka mig att kvinnor deltog i mer lokala strider där det gällde att försvara hus och hem och det finns säkert korn av sanning i de gamla sagorna du nämner där enskilda stridslystna kvinnor deltog i härer.
)? Enligt vad jag hört var kvinnor centrala vid en förberedande fas, dvs. med sejdande osv. (Mycket viktigt då). Deras fysiska deltagande är väl mera ett undantag än regel.Den kvindelige ridehær
Tanken om at den oprindelige ridehær var et virke for kvinder opstod oprindeligt ved at efterse nutidens rideskoler i Danmark, Norge, England og Island (jeg er sikker på at samme må være gældende i det nuværende Sverige). Forholdet mellem drenge og piger der ridetræner er ca. 90% piger (flickor) mod 10% drenge (pojkar). Det er et kæmpeproblem fordi dette forhold i sig selv gør at unge drenge (pojkar) anser ridning for en kvindesport, som de unge grønskollinger (pojkspolingar) i hvert fald ikke skal have med at gøre.
Efterser vi rideskolerne i Spanien, Portugal og hele syd-Amerika opdager man at forholdet er omvendt eller i bedste fald 50/50.
Tanken var derfor om de helt ekstreme forhold i Skandinavien/England i virkeligheden har dybe rødder i historie og sæder?
Hemmeligheden i hvorledes vi, fåtallige som vi er, har kunnet klare os siden arilds tid mod de fjender der alle dage har omringet os er, så vidt jeg kan se, tvefoldig: Rettidig strategisk alliance-bygning, og et set af sæder, hvor hjørnestenen er ”ligestillede fribårne” (se Hávamál vers 73, Ældre Edda).
Som udgangspunkt i vore sæder er derfor mand og kvinde at anse, med ret og pligt, som hærmænd.
Vore konger og dronninger har naturligvis altid skulle haft overblik over hvor stor et forsvar der var til rådighed, og at det var dueligt når det gjaldt. Den vis det skete på var inddelingen af landskaberne i ”Herat” (Herred), hvorover en ”Hariwalda” (Hærvælder) råder, jvf. Harald/Heraldik.
Snorre Edda (Skáldskaparmál, 82. Hópaheiti) siger ”herr er hundrað” eller ”hær er hundred”, hvorfor det forekommer rimeligt at den militære opdeling ”Herat” må være identisk til ”Hundred”.
Opdelingen i ”Hundred” henviser, som Herat-opdelingen, til en militær enhed. Et landområde ”Hundred” kunne stille med 100 eller 120 krigere (”Hundrað” betød oprindeligt 120 (tólffraett)). I England har det betydningen at ”her bor/brødfødes 100 eller 120 familier”. Meningen er formentlig den samme.
Det følger heraf at landfordelingen er udtænkt således at hvert lod (lott) skal kunne brødføde 1 familie, der skal stille 1 kriger til rådighed til hæren. Vi kan se fra Valdemars Jordebog (1231) at systemet er så genialt at størrelsen af hver lod er afhængig af jordens bonitet (ydeevne), hvorfor landfordelingen som tanke er lige. I sæder er den vigtige konklusion dog at der ikke tages hensyn til køn i den kriger der skal stilles til rådighed.
De oprindelige ord for ”rytteri” er ”riddariherr” (oldnordisk) og ”ridanhere” (oldengelsk) eller ”rytterhær”, samt ”riddarilið” (oldnordisk) eller ”Rytterlid”. En ”rytter” kaldes for ”riddari/ríðari/ríðeri” (oldnordisk) og ”ridere” (oldengelsk). Herfra videføres ordet i Middelalderen som ”ridder” og gøres til en titel år 1277 e.Kr. (i Norge).
Ifald oprindelig filosofi afspejler virkelighed er det rimeligt at spørge (fråga) hvor vi finder den kvindelige rytter i vor filosofi?
Vi har 4 mentale hamskifte vi kan undergå, og som vi ser gengivet i vor filosofi.
(Vort langskib undergår, ikke selv men i vore tanker, et hamskifte til ”en fugl i vandoverfladen”. Se f.eks. Beowulf-kvadet (sætning 217) og bådbygger-skikken på Færøerne i Andras Mortensen’s bog "Hin føroyski ródrarbáturin" (kap. 2)).
Odin, som konge, shaman og jólnir (Julens Herre) hamskifter til ”halv mand – halv hest” i den rejse efter de udødelige forfædres visdom, som alle dødelige søger i nutiden. Hesten er hellig og er virkelighedens transportmiddel. Derfor hamskiftes der til hest.
Blandt hærmænd har vi to kampformer; ”ulvhednar” (ulveskindskapper) og ”berserkar” (bjørneserker). Begge er mentale hamskifte den enkelte hærmand undergår som kriger til fods, og valget er afhængig af den situation overfor hvilken han eller hun befinder sig. Ideen er at forsøge at eftergøre ulven og bjørnes angrebsform – stilhed eller larmende. Fra kampformen ”ulvhednar” perverterer kristendommen forståelsen gennem dens omskrivning af forståelsen "Werewulf/Werwulf" (oldengelsk), "Verulfr" (oldnordisk) og "Le warou/warwou" (dansk i Normandiet).
Det fjerde hamskifte er rytterens, og hamskiftet er til svaneham. Som alle ryttere ved er en fuld galop næsten at beskrive som at man flyver. Det er dette mentale hamskifte rytteren undergår. På sennordisk, faktisk så sent som i 1000 tallet e.Kr., kender vi disse ryttere som ”Valkyrjer” (på oldengelsk fra samme tidsrum som ”waelcyrge, wælcyrgean, wælcyrigean”) Ordet er nyt og skabes for at adskille de kvindelige krigertempelpræster i oprindelig filosofi fra de nu til Bibelen omskrevne engle-enheder, der ikke er vor egne. Hvad det oprindelige navn kan have været kan vi tage i en særskilt tråd.
I Oddrúnargrátr (vers 16, Ældre Edda) forekommer betegnelsen ”óskmey” (oscmey) eller direkte ”ønskemø” som jeg tror vi skal opfatte som ”udvalgte mø”.
Vi har alle et knivskarpt billede af de kvindelige ryttere der er ”budbringer til hest”, og Hávamál (vers 155, Ældre Edda) kalder disse for ”tvnriþor” eller ”tunridere”, hvor de ses legende i luften (leica lopti a) i deres [svane]ham.
Narts sagaerne er fortalt og nedskrevet af Osseterne i Kaukasus-bjergene. Disse beretninger har store ligheder med Ældre Edda, og har helt samme ”himmelske budbringere” under betegnelsen ”Zeds”.
Det kan derfor argumenteres i filosofi at ikke nok med at ridehæren havde kvindelige ryttere – det ser ud til at ridehæren oprindeligt var et kvindeligt håndværk.
At kvinder har kunnet deres kram som krigere til hest ser vi i ordet "mareridt" (”mardröm” på nusvensk), hvis oprindelige betydning gennem "*mer-" er "at gøre ondt". I 1300 tallet e.Kr. viser Folketroen i Norden og England at "mare" er en ond kvindelig ånd, der rider på de sovende og kvæler dem.
Angriber vi tanken om en kvindelig ridehær fra en anden vinkel, og med grundforståelsen af ”ligestillede fribårne”, skal vi i rationel tanke fordele opgaverne i hæren på den bedste vis. Til ildvåbenet blev opfundet var fysisk styrke, alt andet lige, den absolutte komparative fordel. Det giver derfor fuldt ud mening at vore unge ugifte kvinder, skjoldmøer, skal indsættes hvor det giver størst udbytte i slagstyrke. Jeg mener det åbenlyse svar her er på en hesteryg med lanse (langt spyd).
Ridehæren afløses af kampvogne.
14. januar 2003 forklarede en dansk minister mig, at da 11 danske leopard kampvogne i slutningen af april 1994 kom i slag med serbiske enheder i hvad der nu kaldes Slaget ved Tuzla, Bosnien, da foretog tvstationen CNN et interview med en dansk kvinde, der var artillerist i en af kampvognene. Det serbiske dødstal var 100 mand stort, og den gæve krigerinde blev spurgt om hvorfor hun havde affyret 72 granater mod fjenden. Hertil svarede hun, at hun ikke havde flere!
Derfor mener jeg at den oprindelige ridehær formentlig var unge ugifte kvinder.
Mvh
Flemming
Tanken om at den oprindelige ridehær var et virke for kvinder opstod oprindeligt ved at efterse nutidens rideskoler i Danmark, Norge, England og Island (jeg er sikker på at samme må være gældende i det nuværende Sverige). Forholdet mellem drenge og piger der ridetræner er ca. 90% piger (flickor) mod 10% drenge (pojkar). Det er et kæmpeproblem fordi dette forhold i sig selv gør at unge drenge (pojkar) anser ridning for en kvindesport, som de unge grønskollinger (pojkspolingar) i hvert fald ikke skal have med at gøre.
Efterser vi rideskolerne i Spanien, Portugal og hele syd-Amerika opdager man at forholdet er omvendt eller i bedste fald 50/50.
Tanken var derfor om de helt ekstreme forhold i Skandinavien/England i virkeligheden har dybe rødder i historie og sæder?
Hemmeligheden i hvorledes vi, fåtallige som vi er, har kunnet klare os siden arilds tid mod de fjender der alle dage har omringet os er, så vidt jeg kan se, tvefoldig: Rettidig strategisk alliance-bygning, og et set af sæder, hvor hjørnestenen er ”ligestillede fribårne” (se Hávamál vers 73, Ældre Edda).
Som udgangspunkt i vore sæder er derfor mand og kvinde at anse, med ret og pligt, som hærmænd.
Vore konger og dronninger har naturligvis altid skulle haft overblik over hvor stor et forsvar der var til rådighed, og at det var dueligt når det gjaldt. Den vis det skete på var inddelingen af landskaberne i ”Herat” (Herred), hvorover en ”Hariwalda” (Hærvælder) råder, jvf. Harald/Heraldik.
Snorre Edda (Skáldskaparmál, 82. Hópaheiti) siger ”herr er hundrað” eller ”hær er hundred”, hvorfor det forekommer rimeligt at den militære opdeling ”Herat” må være identisk til ”Hundred”.
Opdelingen i ”Hundred” henviser, som Herat-opdelingen, til en militær enhed. Et landområde ”Hundred” kunne stille med 100 eller 120 krigere (”Hundrað” betød oprindeligt 120 (tólffraett)). I England har det betydningen at ”her bor/brødfødes 100 eller 120 familier”. Meningen er formentlig den samme.
Det følger heraf at landfordelingen er udtænkt således at hvert lod (lott) skal kunne brødføde 1 familie, der skal stille 1 kriger til rådighed til hæren. Vi kan se fra Valdemars Jordebog (1231) at systemet er så genialt at størrelsen af hver lod er afhængig af jordens bonitet (ydeevne), hvorfor landfordelingen som tanke er lige. I sæder er den vigtige konklusion dog at der ikke tages hensyn til køn i den kriger der skal stilles til rådighed.
De oprindelige ord for ”rytteri” er ”riddariherr” (oldnordisk) og ”ridanhere” (oldengelsk) eller ”rytterhær”, samt ”riddarilið” (oldnordisk) eller ”Rytterlid”. En ”rytter” kaldes for ”riddari/ríðari/ríðeri” (oldnordisk) og ”ridere” (oldengelsk). Herfra videføres ordet i Middelalderen som ”ridder” og gøres til en titel år 1277 e.Kr. (i Norge).
Ifald oprindelig filosofi afspejler virkelighed er det rimeligt at spørge (fråga) hvor vi finder den kvindelige rytter i vor filosofi?
Vi har 4 mentale hamskifte vi kan undergå, og som vi ser gengivet i vor filosofi.
(Vort langskib undergår, ikke selv men i vore tanker, et hamskifte til ”en fugl i vandoverfladen”. Se f.eks. Beowulf-kvadet (sætning 217) og bådbygger-skikken på Færøerne i Andras Mortensen’s bog "Hin føroyski ródrarbáturin" (kap. 2)).
Odin, som konge, shaman og jólnir (Julens Herre) hamskifter til ”halv mand – halv hest” i den rejse efter de udødelige forfædres visdom, som alle dødelige søger i nutiden. Hesten er hellig og er virkelighedens transportmiddel. Derfor hamskiftes der til hest.
Blandt hærmænd har vi to kampformer; ”ulvhednar” (ulveskindskapper) og ”berserkar” (bjørneserker). Begge er mentale hamskifte den enkelte hærmand undergår som kriger til fods, og valget er afhængig af den situation overfor hvilken han eller hun befinder sig. Ideen er at forsøge at eftergøre ulven og bjørnes angrebsform – stilhed eller larmende. Fra kampformen ”ulvhednar” perverterer kristendommen forståelsen gennem dens omskrivning af forståelsen "Werewulf/Werwulf" (oldengelsk), "Verulfr" (oldnordisk) og "Le warou/warwou" (dansk i Normandiet).
Det fjerde hamskifte er rytterens, og hamskiftet er til svaneham. Som alle ryttere ved er en fuld galop næsten at beskrive som at man flyver. Det er dette mentale hamskifte rytteren undergår. På sennordisk, faktisk så sent som i 1000 tallet e.Kr., kender vi disse ryttere som ”Valkyrjer” (på oldengelsk fra samme tidsrum som ”waelcyrge, wælcyrgean, wælcyrigean”) Ordet er nyt og skabes for at adskille de kvindelige krigertempelpræster i oprindelig filosofi fra de nu til Bibelen omskrevne engle-enheder, der ikke er vor egne. Hvad det oprindelige navn kan have været kan vi tage i en særskilt tråd.
I Oddrúnargrátr (vers 16, Ældre Edda) forekommer betegnelsen ”óskmey” (oscmey) eller direkte ”ønskemø” som jeg tror vi skal opfatte som ”udvalgte mø”.
Vi har alle et knivskarpt billede af de kvindelige ryttere der er ”budbringer til hest”, og Hávamál (vers 155, Ældre Edda) kalder disse for ”tvnriþor” eller ”tunridere”, hvor de ses legende i luften (leica lopti a) i deres [svane]ham.
Narts sagaerne er fortalt og nedskrevet af Osseterne i Kaukasus-bjergene. Disse beretninger har store ligheder med Ældre Edda, og har helt samme ”himmelske budbringere” under betegnelsen ”Zeds”.
Det kan derfor argumenteres i filosofi at ikke nok med at ridehæren havde kvindelige ryttere – det ser ud til at ridehæren oprindeligt var et kvindeligt håndværk.
At kvinder har kunnet deres kram som krigere til hest ser vi i ordet "mareridt" (”mardröm” på nusvensk), hvis oprindelige betydning gennem "*mer-" er "at gøre ondt". I 1300 tallet e.Kr. viser Folketroen i Norden og England at "mare" er en ond kvindelig ånd, der rider på de sovende og kvæler dem.
Angriber vi tanken om en kvindelig ridehær fra en anden vinkel, og med grundforståelsen af ”ligestillede fribårne”, skal vi i rationel tanke fordele opgaverne i hæren på den bedste vis. Til ildvåbenet blev opfundet var fysisk styrke, alt andet lige, den absolutte komparative fordel. Det giver derfor fuldt ud mening at vore unge ugifte kvinder, skjoldmøer, skal indsættes hvor det giver størst udbytte i slagstyrke. Jeg mener det åbenlyse svar her er på en hesteryg med lanse (langt spyd).
Ridehæren afløses af kampvogne.
14. januar 2003 forklarede en dansk minister mig, at da 11 danske leopard kampvogne i slutningen af april 1994 kom i slag med serbiske enheder i hvad der nu kaldes Slaget ved Tuzla, Bosnien, da foretog tvstationen CNN et interview med en dansk kvinde, der var artillerist i en af kampvognene. Det serbiske dødstal var 100 mand stort, og den gæve krigerinde blev spurgt om hvorfor hun havde affyret 72 granater mod fjenden. Hertil svarede hun, at hun ikke havde flere!
Derfor mener jeg at den oprindelige ridehær formentlig var unge ugifte kvinder.
Mvh
Flemming
Hävdar du alltså till att kvinnodominansen inom ridningen skulle vara en obruten tradition i Norden ända sedan järnåldern? Vad skulle isåfall vara anledningen till att vi ser så lite referenser till kvinnliga ryttare från medeltiden och fram till slutet av 1900-talet? (jag tror det var på 1950-talet som det blev tillåtet för kvinnor att ens delta i vissa ridsporter).
Den absolutte hovedårsag til at den kvindelige ridehær forsvinder er at det forbydes med kristendommen. Vi kan fra Bayeux-gobelinen se at forbudet er absolut allerede i år 1066 e.Kr. da Hertug Williams ridehær består alene af mænd. Det er, så vidt jeg kan se, ikke muligt at sige endeligt om de ryttere vi ser afbildet på Oseberg-tapetet fra år 834 e.Kr., og som er iført bukse-kjoler, alle er kvinder. Nogle er rytterne er i hvert fald.
At ridehæren var et kvindeligt virke, der fjernes i Britannien med Adamnan loven fra år 696/7 e.Kr., kan også forklare det ellers uforklarlige fænomen at Alfred Den Store år 871 e.Kr. begynder at opbygge sin hær i 2 fylking/folc, som var vor vanlige vis at gøre det på. Dette inkluderer rytteri. Vi ved at der er ridehær i de gamle kongeriger i samtiden, men af en eller anden årsag findes den ikke i de nye kongeriger i Britannien, og skal bygges op fra bunden.
Denne forståelse af kvinders tidligere forbindelse med hesten, og en ret taget fra dem, ses også den gamle folkevise "En vnger Frøicken føris aff Danmarck til Suerig", der gengives af Anders Sørensen Wedel (1542-1616), Folkemindesamler og Kongelig Historiograf.
Jeg nævnte denne folkevise i Quiz-afdelingen, og lad mig kort gengive nogle af de ting jeg skrev.
Folkevisen gengiver at kvinder var ligestillede fribårne, der ikke blot selv kunne afsadle deres egen hest, men selv red til gilde eller i krig. Vers 20 og 21 siger:
De Suenske Fruer,
i føre oss hid ingen Judske Sæder:
Saddel aff Sølff oc forgyldene Mile,
der met pleje Suenske Jomfruer at ride.
Forgyldene Mile,
der met pleje Suenske Jomfruer at ride:
Saddel aff Sølff oc langen spange Mile,
saa ride wi Suenske Fruer til Gilde.
At det er uden for tvist at folkevisen ønsker at fremhæve vor oprindelige sæd om at mand og kvinde var ligestillede fribårne fremgår af sætningen ”Fruer oc Jomfruer de age met mag” (vers 24).
Ordet ”age” har på olddansk betydningen ”bevæger sig frem, kører, befordrer sig”. Ordet ”mage” fra ”mágr, megir” (oldnordisk) ser ud til at betegne en gennem giftermål tilkommen mandlig person. Kom i hu at i vore sæder forbliver kvinden altid i egen slægt, modsat stort set alle andre stammer. Det er derfor manden, der kommer til en ny slægt. Mandfolkene i kvindens slægt vil derfor betegne svigersønnen som en ”mágr”. Samme betegnelse vil svigersønnen give sin svigerfader. Jeg mener at ordet er det samme som "maki" (oldnordisk) og "gemacca" (oldengelsk) eller "sidestykke, ligemand, ægtefælle", i dag "mage".
Når derfor alle vore kvinder ”ager med mager” så har det betydningen af de er at finde side om side med deres ægtefælle og ligemand. Det er afskaffelsen af denne hjørnesten gennem eksporten af den katolske kristendom til vore landskaber, at folkevisen beklager og er afvisende overfor. Her er kvindens tab af selvstændigheden som rytterske glimrende vist ved hendes nye passivitet som passager i en hestevogn med en mandlig køresvend som kusk.
Jvf. folkevisen, vers 19 og 20, knyttes skikken med brug af "karm og køresvend" (overdækket hestevogn, karet) til i "Judske Sæder" og i vers 25 til "Tydsk Mands Sed".
Fra den sønderjyske præst og Christian IV’s hofastrolog (kalendiograf) Niels Heldvad (Nicolaus Helduaderus, 1564-1634)’s ”En ny oc Skøn Formular Bog, Som indeholder, huorledis mand skal forstaa, nytte oc bruge, de Latinske, Juridiske, Judske-Tydske Gloser oc Vocabula, som nu hos os oc komme i brug….” (1625) kan vi se at der ved brugen af ”Judske” (vers 19, 20) og ”Tydsk” (vers 25) tænkes på én og samme sag.
Denne yderligere forringelse af kvinders stilling kommer op fra de germansk kontrollerede Hanse-stæder på et tidspunkt i Middelalderen i ca. 12-1300 tallet e.Kr. Germanerne påbegynder deres emigration mod nord til Østersøens sydlige landskaber fra ca. år 1158 e.Kr. fremefter.
Mvh
Flemming
At ridehæren var et kvindeligt virke, der fjernes i Britannien med Adamnan loven fra år 696/7 e.Kr., kan også forklare det ellers uforklarlige fænomen at Alfred Den Store år 871 e.Kr. begynder at opbygge sin hær i 2 fylking/folc, som var vor vanlige vis at gøre det på. Dette inkluderer rytteri. Vi ved at der er ridehær i de gamle kongeriger i samtiden, men af en eller anden årsag findes den ikke i de nye kongeriger i Britannien, og skal bygges op fra bunden.
Denne forståelse af kvinders tidligere forbindelse med hesten, og en ret taget fra dem, ses også den gamle folkevise "En vnger Frøicken føris aff Danmarck til Suerig", der gengives af Anders Sørensen Wedel (1542-1616), Folkemindesamler og Kongelig Historiograf.
Jeg nævnte denne folkevise i Quiz-afdelingen, og lad mig kort gengive nogle af de ting jeg skrev.
Folkevisen gengiver at kvinder var ligestillede fribårne, der ikke blot selv kunne afsadle deres egen hest, men selv red til gilde eller i krig. Vers 20 og 21 siger:
De Suenske Fruer,
i føre oss hid ingen Judske Sæder:
Saddel aff Sølff oc forgyldene Mile,
der met pleje Suenske Jomfruer at ride.
Forgyldene Mile,
der met pleje Suenske Jomfruer at ride:
Saddel aff Sølff oc langen spange Mile,
saa ride wi Suenske Fruer til Gilde.
At det er uden for tvist at folkevisen ønsker at fremhæve vor oprindelige sæd om at mand og kvinde var ligestillede fribårne fremgår af sætningen ”Fruer oc Jomfruer de age met mag” (vers 24).
Ordet ”age” har på olddansk betydningen ”bevæger sig frem, kører, befordrer sig”. Ordet ”mage” fra ”mágr, megir” (oldnordisk) ser ud til at betegne en gennem giftermål tilkommen mandlig person. Kom i hu at i vore sæder forbliver kvinden altid i egen slægt, modsat stort set alle andre stammer. Det er derfor manden, der kommer til en ny slægt. Mandfolkene i kvindens slægt vil derfor betegne svigersønnen som en ”mágr”. Samme betegnelse vil svigersønnen give sin svigerfader. Jeg mener at ordet er det samme som "maki" (oldnordisk) og "gemacca" (oldengelsk) eller "sidestykke, ligemand, ægtefælle", i dag "mage".
Når derfor alle vore kvinder ”ager med mager” så har det betydningen af de er at finde side om side med deres ægtefælle og ligemand. Det er afskaffelsen af denne hjørnesten gennem eksporten af den katolske kristendom til vore landskaber, at folkevisen beklager og er afvisende overfor. Her er kvindens tab af selvstændigheden som rytterske glimrende vist ved hendes nye passivitet som passager i en hestevogn med en mandlig køresvend som kusk.
Jvf. folkevisen, vers 19 og 20, knyttes skikken med brug af "karm og køresvend" (overdækket hestevogn, karet) til i "Judske Sæder" og i vers 25 til "Tydsk Mands Sed".
Fra den sønderjyske præst og Christian IV’s hofastrolog (kalendiograf) Niels Heldvad (Nicolaus Helduaderus, 1564-1634)’s ”En ny oc Skøn Formular Bog, Som indeholder, huorledis mand skal forstaa, nytte oc bruge, de Latinske, Juridiske, Judske-Tydske Gloser oc Vocabula, som nu hos os oc komme i brug….” (1625) kan vi se at der ved brugen af ”Judske” (vers 19, 20) og ”Tydsk” (vers 25) tænkes på én og samme sag.
Denne yderligere forringelse af kvinders stilling kommer op fra de germansk kontrollerede Hanse-stæder på et tidspunkt i Middelalderen i ca. 12-1300 tallet e.Kr. Germanerne påbegynder deres emigration mod nord til Østersøens sydlige landskaber fra ca. år 1158 e.Kr. fremefter.
Mvh
Flemming
Hei! Jeg må med respekt beklage og si at jeg ikke ser holdbarheten i denne argumentasjonsrekken. Mange interessante passasjer fra de gamle norrøne kildene, men de er hver for seg ikke overbevisende, og jeg synes nok også at det er langstrakt å forsøke å sette de sammen for å underbygge påstanden (den gamle ridehær var unge ugifte kvinner).Odinkarr skrev:Den kvindelige ridehær
...
Ridehæren afløses af kampvogne.
14. januar 2003 forklarede en dansk minister mig, at da 11 danske leopard kampvogne i slutningen af april 1994 kom i slag med serbiske enheder i hvad der nu kaldes Slaget ved Tuzla, Bosnien, da foretog tvstationen CNN et interview med en dansk kvinde, der var artillerist i en af kampvognene. Det serbiske dødstal var 100 mand stort, og den gæve krigerinde blev spurgt om hvorfor hun havde affyret 72 granater mod fjenden. Hertil svarede hun, at hun ikke havde flere!
Derfor mener jeg at den oprindelige ridehær formentlig var unge ugifte kvinder.
Mvh
Flemming
La meg ta et eksempel: Du hevder kvinnelige rytterhærer forsvant med kristendommen, og at vi kan se hvor totalt forubdet er i Bayeux-teppet, siden alle rytterne er menn. Dette er ikke holdbar argumentasjon.