Runesten - runsten

[Karsten Krambs]

Overgangen germansk jernalder/vikingetid
Olddansk, datering: 600-750 og 700-800, 8 runesten, (2) Sjælland, (4) Fyn, (1) Blekinge,(1) Skåne.

Yngre germansk jernalder el. vikingetid
Olddansk, datering: 700-900, 700-1100, 5 runesten, (2) Fyn, (1) Midtjylland, (1) Skåne, (1) Slesvig.

Ældre vikingetid
Olddansk, datering: 750-850, 800-850, 800-900, 900-950, 940-955, 983-1014, 16 runesten, (3) Sjælland, (4) Fyn, (1) Nordjylland, (1) Midtjylland, (6) Sydjylland, (1) Skåne.

Det var datidens stormænd og storkvinder, der rejste runestenene over familiemedlemmer, fæller, høvdinge og hirdmænd. De rejste runesten for at vise slægtens kontinuitet, fællesskab og sikre den efterlevende slægt arverettighederne efter den person, som runestenene blev rejst over.

De ældste danske runesten er rejst fra cirka 700 til midten af 900-tallet og hørte hjemme i et førkristent samfund med indskrifter, der bl.a. påkalder Thor. De er rejst på Fyn, i det sydjyske område og på Sjælland og var ikke mere en cirka 20 i antal. De berømte ældste sten er Helnæs, Gørlev, Glavendrup og Tryggevælde.

Det er påfaldende, at halvdelen af de danske runesten er rejst i perioden 970-1100. Omkring 1020 ophørte runestensskikken i Danmark, bortset fra Bornholm, som først blev kristnet i midten af 1000-tallet. Mere om det senere.

[Karsten Krambs]

• Flertallet af de ældste runesten i urnordisk er rejst i Norge, hvor der findes (4) indskrifter fra perioden 160-375/400.

• Fra perioden 160-520/570 findes i Norge (7) indskrifter.

• Fra perioden 375/400-530/570 findes i Norge (11) indskrifter.

• Fra perioden 600-700 tallet findes i Norge (2) indskrifter.

I Norge findes omkring 70 runesten, i Danmark godt 250 runesten og i Sverige ca. 2500 runesten. På Bornholm er der 40 runesten.

Norske runestein

Det er hensiktsmessig å dele den aktuelle perioden inn i to faser: Fase 1, det vil si tiden fra ca. 950-1030, representerer etableringen av kirken og rikskongedømmet i Norge. Etableringen ble etterfulgt av en lengre konsolideringsfase - fase 2 - fra ca. 1030-1250.

Nøytrale runestein
Nøytrale runesteiner lar karakteristikken ”nøytral” betegne de runesteinene som verken har korsikonografi eller bønninskripsjon.

På bakgrunn av indikatorer som steinenes størrelse, inskripsjonenes lengde, dekorens kunstferdighet og nærheten til monumenter som storhauger eller skipssettinger, kan flesteparten av de norske runesteinene knyttes til høystatusfamilier. Kategorien inkluderer i alt 50 runesteiner med det klassiske minneformularet ”x reiste denne steinen til minne om y”. På denne bakgrunn anslår man at ca. 70% av de norske steinene er nøytrale.

Hovedperioden for reising av runesteiner generelt var ca. 960-1050, selv om det også kan ha blitt reist en del runesteiner frem til ca. 1100. Flesteparten av runesteinene ble altså reist i fase 1 (ca. 950-1030) og noen tiår inn i fase 2 (ca. 1030-1250).

Dette gjelder også de nøytrale steinene spesielt: 15 nøytrale steiner er datert til perioden ca. 960-1050, 6 til ca. 1050-1100 og 7 til ca. 960-1100. Dette innebærer at så mange som 13 nøytrale steiner kan stamme fra tiden opp mot 1100.

Kristne runesteiner
En kristen runestein er en runestein som refererer til kristning eller kristendom gjennom tekst, ikonografi og/eller form. Korset er den kristne referansen som opptrer hyppigst: 11 steiner har ett eller flere innrissede kors, og i 4 tilfeller er selve steinen formet som et kors.

Hoveddelen av de kristne steinene stammer fra perioden ca. 960-1050. Den kristne kategorien har færre sene dateringer enn den nøytrale kategorien; kun 3 av 19 kristne runesteiner kan stamme fra tiden opp mot 1100. Dermed er den dateringsmessige fordelingen relativt skjev; ca. 16% av de kristne mot ca. 43% av de nøytrale steinene har en mulig sen datering.

Kilde: GRENSEOBJEKTER OG MAKTFORHANDLING, Bruken av tvetydige symboler i kristnings- og rikssamlingsprosessen, Masteroppgave i arkeologi, Universitetet i Oslo, Christine Haakstad 2007.

[Notarius]

Her er noget aktuelt om den genfundne Hagby-sten:
(Hagby ved Uppsala).

http://www.k-blogg.se/2016/10/15/en-fot ... or-stenen/

[Karsten Krambs]

Jeg havde her forventet et svensk indlæg der - generelt - informerede om de svenske runesten fra A til Z - måske opdelt på kronologi og/eller kategorier. Mens vi venter - har jeg fundet lidt frem om de svenske runesten.

I Sverige finns cirka 2270 vikingatida runstenar och de första runstenarna ristades under 300-talet i Sverige men det största antalet runstenar restes under sen vikingatid. Denna mer intensiva runstensperiod i Skandinavien började i Danmark i slutet av 900-talet och slutade i Mälardalen vid mitten av 1100-talet. Runstenarna i Sverige är i första hand offentliga minnesmonument och inskrifterna är oftast minnestexter över avlidna familjemedlemmar. Runstenarna ses gärna som någon form av arvsdokument, dels på grund av textinnehållet, men också på grund av runstenarnas placering i landskapet, som ofta förknippas med olika gränsdragningar.

Nordbornas övergång från hednisk sed till kristen tro ses som en lång och utdragen period som började under 800-talet och fortgick ända in på 1100-talet, för att då mer eller mindre avslutas. De senvikingatida runstenarna restes under den period som Norden kristnas (från slutet av 900-talet fram till 1100-talets första fjärdedel), vilket anses gällande inom forskningen. Själva kristnandet kan uppdelas i olika faser där runstenarna vanligen sätts samman med missionsfasen eller med konverteringsfasen.

De senvikingatida runstenarna kan tydligt kopplas samman med kristendomen, både utifrån de korsförsedda runstenarna samt runstenar med en tydlig kristen runinskription, oftast i form av en bön. I Sverige finns det drygt tvåtusen (>2000) senvikingatida runstenar varav 58% är korsförsedda. Jämför man med de norska finns det endast två korsförsedda runstenar, och i Danmark rör det sig om 16% korsprydda stenar.

Kilde: CD-uppsats av Lars Våge Rickard Bindberg, Lunds universitet, vt 2006.

[Karsten Krambs]

Runolog Lisbeth Imer skriver 2016:

I Danmark findes runestenene spredt over hele landet samt Slesvig og Skånelandene, men der er ikke rejst lige mange runesten i alle egne af området eller til alle tider gennem de 400 år, man rejste runesten. Den geografiske og kronologiske spredning afspejler til dels de politiske forhold, der herskede i området, og de skift i magtbalancer, der fandt sted, men udbredelsen af runesten afspejler naturligvis også, hvor folk var bosat.

Allerede i de første århundrede efter Kristi fødsel, altså omtrent samtidig med runeskriftens opståen, blev de første runesten rejst i det, der senere blev til Norge. Mærkeligt nok blev der ikke rejst runesten i det sydlige Skandinavien før langt senere.

De ældste runesten i det gamle danske område stammer fra anden halvdel af 500- eller er fra 600-tallet og blev rejst i Blekinge. I det nuværende Danmark kom skikken til i løbet af 700-tallet. Selv om der under disse sydlige himmelstrøg også blev opført gravhøje og anlagt storslåede gravpladser, har stormændene og deres familier fundet andre måder at manifesterer deres magt på.

I Blekinge kan man tænke sig, at de fire runesten (Björketorp, Stentofte, Istaby, Gummarp) blev rejst i en periode, hvor magten i et større område blev centraliseret på færre hænder; hos Hådulv og hans slægt. Det var i samme periode, at stormandsresidenser som Tissø og Lejre blev grundlagt i det nuværende Danmark, og man må forestille sig, at der har været en parallel til disse store gårde i Blekinge.

Indskrifternes hovedpersoner er navngivet, så forbogstaverne og efterleddet i deres navne er det samme. Det var en måde at vise slægtskab på i en tid, hvor efternavne ikke var opfundet, og det er en udbredt navneskik, som vi kan følge gennem hele vikingetiden. Navnene betyder Stridsulv (Hådulv), Sværdulv (Hjorulv) og Hærulv. Vi kender ikke så meget til navneskikken i øvrigt i denne del af jernalderen, men de tre navne leder tankerne hen på det krigeraristokrati, som var kendetegnende for skandinaviske magtforhold i yngre jernalder.

Først 500 år efter at de første runesten blev rejst i Norge og Midtsverige begyndte man i Danmark at rejse runesten. Det bliver næsten umuligt at svare på, hvorfor runestenstraditionen i det nuværende Danmark først opstod så sent. Det er altid vanskeligt at afklare, hvorfor fænomener eller traditioner ikke findes, fordi bevisførelsen så at sige bliver negativ.

Kilde: Danmarks Runesten, af Lisbeth M. Imer, Nationalmuseet, Gyldendal, 2016.

Se de første danske runestens placering fra perioden 700-800-tallet.

http://www.vikingetidenskonger.dk/wp-co ... 0_10_a.jpg

[Karsten Krambs]

Denna mer intensiva runstensperiod i Skandinavien började i Danmark i slutet av 900-talet och slutade i Mälardalen vid mitten av 1100-talet.

I Sverige kendes til 2270 runesten, de fleste fra 1000-årene i området omkring Mälaren. Alene i Södermanland og Uppland, er rejst mere end 1500 runesten i løbet af 1000-årene. (Imer 2016).

[Karsten Krambs]

At lære at riste runer

Man kan ikke helt forestille sig, at børn i vikingetid fik undervisning i at riste runer. Alligevel har man fundet adskillelige eksempler på indskrifter, der var lavet fordi folk skulle øve sig. Desværre var materialet der blev ristet på forgængeligt materiale som tilskårne træpinde og flade ribben og knogler fra dyr. Ikke alle havde behov for at lære at riste runer, så derfor blev processen ikke sat i system. I Tønsberg i Norge har man fundet en firkantet pind med mange indskrifter ristet af forskellige runeristere. En af indskrifterne lyder: "Steingrim og jeg har talt meget sammen, fordi jeg vil lære runer af det".

Over hele Norden er der fundet hundredevis af futhark-indskrifter på knogler og benstykker, som vidner om, at folk har øvet sig i at riste runer. I mange af indskrifterne har risteren begået fejl og har ikke været i stand til at stave sig igennem til slutningen af alfabetet. Mange indskrifter består af en lang række øvelser med en række ens runer, for eksempel iiii iii ii i kkk kkkkkkkk kkk k - som må være skriveøvelser. Andre øvelser der kaldes syllabarier, er indskrifter som består af stavelser, for eksempel fu:fo:fi:fy. Sådanne øvelser var helt nødvendige for at blive en dygtig runerister.

Det er ikke til at vide hvor mange mennesker, der lærte at riste og tyde runer i vikingetidens Danmark, men hvis skikken var forbeholdt de få, ville den formentlig ikke have vundet så stor udbredelse. Dog må skriftkyndigheden have været mere udbredt i de højere samfundslag end i resten af samfundet. I stormandsfamilierne har det sikkert været en del af den almindelige dannelse at lære at læse og skrive, uanset om man havde behov for at bruge det aktivt eller ej.

Kilde: Danmarks Runesten, af Lisbeth M. Imer, Nationalmuseet, Gyldendal, 2016.

[Odinkarr]

Mange indskrifter består af en lang række øvelser med en række ens runer, for eksempel iiii iii ii i kkk kkkkkkkk kkk k - som må være skriveøvelser

Det mener jeg ikke er tilfældet. Jeg behandler emnet i mit afsnit "Ældre og Yngre Futhark (runer) som noder", hvor overskriften er mit bud på hvad vi her har med at gøre.

http://verasir.dk/show.php?file=chap33.html#toc191-1

Jeg argumenterer for, og viser utallige eksempler på dette, at Ældre og Yngre Futhark i særlige tilfælde havde en opgave som noder, der viser hvorledes sætninger skulle afsiges i sangform.

Et af de bedste, og lettest genkendelige, eksempler vi har på dette er de afslutttende runer i indskriften på Ledberg-stenen fra gravhøjen Ledbergskulle, Östergötland (Ög 181). Stenen er dateret til ca. år 1000 e.Kr. og runerne er i Yngre Futhark.

Trylleformlen lyder:

: þmk : iii : sss : ttt : iii : lll :

Þistil · Mistil · Kistil

(Tidsel · Mistel[ten] · [liden] kiste)

Fordi samme trylleformel også er rejst på Gørlev 1-stenen (Sjælland), indskriften ved ”Buslubæn” i ”Bósa saga ok Herrauðs”, og indskriften på runekisten i Lomen stavkirke, Vestre Slidre (Oppland), kan vi se nøjagtigt hvad der foregår på Ledberg-stenen.

Trylleformlen afsiges således at det sidste ord ”Kistil” synges ”kiiissstttiiilll” dvs. ordet trækkes ud. Dette er runer benyttet som noder.

mvh

Flemming

[Karsten Krambs]

Mange indskrifter består af en lang række øvelser med en række ens runer, for eksempel iiii iii ii i kkk kkkkkkkk kkk k - som må være skriveøvelser

Jeg argumenterer for, og viser utallige eksempler på dette, at Ældre og Yngre Futhark i særlige tilfælde havde en opgave som noder, der viser hvorledes sætninger skulle afsiges i sangform.

Et af de bedste, og lettest genkendelige, eksempler vi har på dette er de afslutttende runer i indskriften på Ledberg-stenen fra gravhøjen Ledbergskulle, Östergötland (Ög 181). Stenen er dateret til ca. år 1000 e.Kr. og runerne er i Yngre Futhark.
Trylleformlen lyder:
: þmk : iii : sss : ttt : iii : lll :
Þistil · Mistil · Kistil
(Tidsel · Mistel[ten] · [liden] kiste)

Fordi samme trylleformel også er rejst på Gørlev 1-stenen (Sjælland), indskriften ved ”Buslubæn” i ”Bósa saga ok Herrauðs”, og indskriften på runekisten i Lomen stavkirke, Vestre Slidre (Oppland), kan vi se nøjagtigt hvad der foregår på Ledberg-stenen.

Gørlev 1-stenen, datering 800-850 (DK nr.: Sj 46, DR-nr.: 239)

Stenen blev fundet i 1921 som tærsklen foran det søndre våbenhus i Gørlev Kirke mellem Kalundborg og Slagelse.

Translitteration:
Side A, þiauþui : risþi : stin þąnsi : aft uþinkaur : | fuþąrkhniastbmlR : niut ual kums :
Side B, þmkiiissstttiiilll (:) iak sata ru--ri(t) | kuni armutR kru(b)------
Dansk oversættelse:
Tjodvi rejste denne sten efter Odinkar. fuþąrkhniastbmlR. Nyd kumlet vel! {þmk} tidsel, mistelten, lille kiste. Jeg satte runerne ret. Gunne, Armund...

Stenen er rejst af kvinden Tjodvi efter Odinkar; vi må formode, at han har været hendes mand eller søn. Gørlev’s Odinkar har været en mand af et vist format og man kan let forestille sig en sammenhæng med den nærliggende stormandsresidens ved Tissø. Indskriften på stenen indeholder forskellige elementer, som er interessante for udforskningen af 800-tallets skriftvæsen.

Sekvensen ’Jeg satte runerne ret’ skal sikkert forstås i denne kontekst, hvor den forenklede 16-tegns-futhark netop er udviklet. Runeristerens anvendelse af udtrykket demonstrerer en vis selvhævdelse; at vedkommende hørte til blandt dannede mennesker, der havde lært at riste og råde. Det er muligt, at den efterfølgende sekvens þmkiiissstttiiilll også har at gøre med runeristerens evne til at riste.

At vi kan forstår sekvensen þmkiiissstttiiilll og tolke den som þistil mistil kistil ’tidsel, mistelten, lille kiste’ skyldes, at denne remse er bevaret i flere yngre norske runeindskrifter, for eksempel dem, der er indridset i stavkirkerne Lom og Borgrund i Norge, på en pind fra middelalderens Tønsberg i Oslofjorden samt på den svenske Ledberg-sten fra 1000-tallet. Man plejer at kalde sådan en formel en ’utydesformel’, simpelthen fordi vi med vores moderne briller på ikke umiddelbart kan tyde den. Men især når det gælder runepinden fra Tønsberg, får man det indtryk, at remsen har været en del af læringsprocessen for en runerister (mrthk iiiii sssss ttttt lllll) samt forbogstaverne – eller runerne – til talrækken 1 til 20).
Kilde: Danmarks Runesten, af Lisbeth M. Imer, Nationalmuseet, Gyldendal, 2016.

Kommentar: Der nævnes ingenting om runer som noder, der skal synges?

[Karsten Krambs]

Fordi samme trylleformel også er rejst på Gørlev 1-stenen (Sjælland), indskriften ved ”Buslubæn” i ”Bósa saga ok Herrauðs”,

At vi kan forstår sekvensen þmkiiissstttiiilll og tolke den som þistil mistil kistil ’tidsel, mistelten, lille kiste’

þmk + istil-runerne => þ-istil m-istil k-istil => þistil mistil kistil

Lisbeth Imer skriver:
Formlen kendes fra den islandske Boses saga fra 1300-tallet, som er overleveret i tre håndskrifter fra 1400- og 1500-tallet. Sagaen handler om fosterbrødrerne, Herrød, søn af den mægtige kong Ring, og bondesønnen Bose, hvis mor er den troldkyndige Busle. Runerne er skrevet som som en del af en gåde umiddelbart efter et vers, hvor Busle truer kong Ring med frygtelige forbandelser, medmindre han opfylder hendes ønske.

• Her skal komme seks mænd,
  sig du mig deres navne,
  alle opløste,
  jeg skal vise dig (dem):
  får du dem ikke rådet,
  således at det synes mig ret,
  da skal hunde,
  gnave dig ihjel,
  og din sjæl
  synke til helvede.

Herefter kommer runerne, som i teksten er ordnet i seks grupper, så det passer med de seks mænds navne. Det vil sige, at de seks runer r.(o).p.k.m.u forbindes med istil-runerne, således, at der opstår seks navne, der alle ender på -istil: Ristil, Oistil, Pistil, Kistil, Mistil og Uistil. Busles budskab er ikke til at tage fejl af: Medmindre kongen løser runernes gåde og finder navnene på de seks mænd, sker der ham de frygteligste ting.

[Odinkarr]

Yngre germansk jernalder
Urnordisk, datering: 600-700, 4 runesten, Blekinge.

Karsten, jeg er ikke enig i din dateringsmodel her. Jeg har ikke gennemgået dette fyldestgørende men lade mig give dig eksempler på hvorfor jeg ved at din datering til år 6-700 er for sen. Først må vi forstå hvad du forsøger at afgrænse: Er det bautasten (det kan være rune eller billedsten, eller begge)?; er det brugen af runer, der jo blev rejst på meget andet end bautasten?

DR 8 (DK Sl 12), Torsbjerg, Anglen, Sønderjylland, år 100-150, runer rejst på skjoldbule

DR 7 (DK Sl 11),Torsbjerg, Anglen, Sønderjylland, år 250, runer rejst på Dupsko

DR 10 (DK Sl 14), Frøslev, Sønderjylland, ankomsttiden, runer rejst på en træpind

DR 12 (DK SJy 60), Gallehus, Møgeltønder, Sønderjylland, 400 tallet, runer rejst på guldhornene

DR 13 (DK SJy 64) , Nydam mose, Sønderjylland, år 200-350, runer rejst på en pil

DR 18 (DK SJy 7), Strårup, Sønderjylland, år 400, runer rejst på en halsring af guld

DR 194 (DK Fyn 4) og DR 195 (DK Fyn 6) og DR 196 (DK Fyn 7), Kragehul, Fyn, 400 tallet, runer rejst på spydskaft, knivskaft, horn

og så videre, der er masser af genstande med runer rejst fra urnordisk tid i de tidlige år af vor ankomsttid før den decentrale nationalstat er skabt år 450. Vi har også masser af guldskillinger med samme tidlige dateringer fra år 385-450 fra samme områder over hele det gamle Danmark.

Herfra er det så til gengæld helt rigtigt at vi har stenene fra Blekinge:

DR 357 (DK Bl 3) Stentoften, Blekinge
DR 358 (DK Bl 2)
DR 359 (DK Bl 4)
DR 360 (DK Bl 6)

Men, så vidt jeg kan se, er bautastenene fra Blekinge urnordiske, efter ankomsttiden år 77-200, men langt tidligere end år 600 - jeg gætter på statsdannelsen ca. år 450. Der er muligvis en sammenkædning af statsdannelsen og brugen af bautasten der gør odelsjorden arvelig som hauld (friholder).

mvh

Flemming

[Karsten Krambs]

Fra Blekinge findes følgende: Gummarp-sten, Stentoften-sten, Istaby-sten og Björketorp-sten – alle fra perioden 600-700. Björketorp-stenen er den eneste der står på den oprindelige plads, hvor Björketorp-, Leråkra- og Listerby-sognene mødtes.

Yngre germansk jernalder
Urnordisk, datering: 600-700, 4 runesten, Blekinge.

De ældste runesten i det gamle danske område stammer fra anden halvdel af 500- eller er fra 600-tallet og blev rejst i Blekinge.

Karsten, jeg er ikke enig i din dateringsmodel her. Jeg har ikke gennemgået dette fyldestgørende men lade mig give dig eksempler på hvorfor jeg ved at din datering til år 6-700 er for sen. [ . .] Men, så vidt jeg kan se, er bautastenene fra Blekinge urnordiske, efter ankomsttiden år 77-200, men langt tidligere end år 600 - jeg gætter på statsdannelsen ca. år 450. Der er muligvis en sammenkædning af statsdannelsen og brugen af bautasten der gør odelsjorden arvelig som hauld (friholder).

Min datering er hentet fra Danske Runeindskrifter, hvor Stentoften-stenen (600-700), Istaby-stenen (600-700), Björketorp-stenen (600-700) er dateret som Senurnordisk (U); en periode i Yngre germansk jernalder(550-750), hvor det urnordiske sprog gennemgik en række forandringer. Mere om det senere.

[Karsten Krambs]

Min datering er hentet fra Danske Runeindskrifter, hvor Stentoften-stenen (600-700), Istaby-stenen (600-700), Björketorp-stenen (600-700) er dateret som Senurnordisk (U); en periode i Yngre germansk jernalder(550-750), hvor det urnordiske sprog gennemgik en række forandringer. Mere om det senere.

I løbet af jernalderen gennemgik runealfabetet en række store forandringer, hvor antallet af runer gradvist reduceredes (fra 24 til 16 runetegn). Overgangen fra 24 til 16 runetegn foregik i flere skridt.

ŋ (ᛜ)- og ï (ᛇ)-runerne var sjældent brugt; ŋ kunne erstattes af forbindelsen /ng/, mens lydværdien for ï-runen er usikker. De to gik formentlig relativt hurtigt ud af brug. Jernalderens sprog gennemgik i løbet af 600-tallet nogle væsentlige ændringer, som man i fagsproget kalder synkope, omlyd og brydning. Ordene fik færre stavelser, og mange ord kom til at lyde helt anderledes. Det fik konsekvenser for runernes navne, for eksempel blev i *īsaR (ᛁ) til īss, s *sōwilo (ᛊ) til sōl (ᛋ), men værst var det med de runenavne, som fik ændret den første lyd i ordet, for eksempel e *ehwaR (ᛖ) der blev til iōR og j *jāra (ᛃ) der udviklede sig til a ār (ᛅ). Det var jo netop den første lyd i ordet, som var runens betegnelse. Måske blev det vanskeligt at huske, hvilken lyd enkelte runer stod for, og det kan være grunden til, at nogle runer gik ud af brug. Andre runer ændrede simpelthen deres lydværdig. j-runen *jāra (ᛃ) fulgte de sproglige udviklinger og kom til at betegne /a/ sent i jernalderen og vikingetiden. Det sidste skridt i ændringen af 24-tegns-alfabetet må have foregået som et bevidst fravalg af runerne d og g, måske ud fra et ønske om et forenklet skriftsystem.
Kilde: Danmarks Runesten, af Lisbeth M. Imer, Nationalmuseet, Gyldendal, 2016.

[Karsten Krambs]

Danske Runeindskrifter

Stentoften-stenen
Tolkningskommentar: Særlige tegn: Runerne har normal urnordisk form, idet s-runen har to bløde knæk, R-runen har nedadvendte bistave. Den gamle jara-rune benyttes i linje tre som *begrebsrune, her translittereret 'j'. Samme rune i en yngre udformning med fuld runehøjde og krydsende bistave (som en vikingetids h-rune) anvendes som rune for oralt a, her translittereret 'A'. AnsuR-runen bruges for nasalt a.

Istaby-stenen
Tolkningskommentar: Jara-runen synes anvendt for oralt /a/ og ansur-runen overvejende for en indskudsvokal (svarabhakti-). Særlige tegn: Der er benyttet urnordiske runeformer. Dog anvendes ved siden af den gamle ansur-rune den tidligere jara-rune med udseende omtrent som en vikingetids s-rune som rune for /a/. R-runen har opadvendte bistave.

Björketorp-stenen
Tolkningskommentar: Særlige tegn: Af urnordiske særformer bemærkes s-rune med to bløde knæk, k-runen med fuld runehøjde og opadvendte bestave, R-runen har ligeledes opadvendte bistave, mens A-runen har krydsende bistave (som vikingetidens h-rune).

Kommentar: Lisbeth Imer daterer disse sten til, fra anden halvdel af 500- eller er fra 600-tallet.

[Odinkarr]

Kommentar: Der nævnes ingenting om runer som noder, der skal synges?

Det gør det vel ikke mindre sandt . At "kiiissstttiiilll" ikke er skriveøvelser mener jeg ikke er særligt kontroversielt. At det er runer rejst som noder er ganske vist en ny forståelse jeg har forslået, men som jeg nu mener holder vand ganske godt.

Hvorvidt Lisbeth M. Imer har andre eksempler på rejste runer der kan forsvares som værende skriveøvelser ved jeg ikke, men jeg kan sige at runegrammatik ikke tillader at to ens runer rejses efter hinanden, og at runer altid skal rejses ret. Derfor kan det ikke være skriveøvelser, og da slet ikke når vi taler om Ældre Futhark.

I mit afsnit "Stavefejl – fejl på staverne":

http://verasir.dk/show.php?file=chap32-4.html#toc148-4

kigger jeg på problemstillingen om runetekster rejst med grammatiske fejl. Her når jeg frem til konklusionen at stavefejl er uhyre sjældne frem til Troskiftet år 600-630 e.Kr., dvs. i perioden hvor Ældre Futhark er i brug. Fra 900 tallet fremefter begynder vi at se flere grammatiske fejl, som også påpeget af Egils saga (kap. 73).

Hvis jeg skulle komme med et forslag til runeindskrifter der måske kan beskrives som en skriveøvelse, ville jeg i stedet for foreslå indskrifter hvori indgår runerne "fuþark", f.eks.:

DR 417 (DK Sl5) Hedeby, Sønderjylland, år 1000
DR NOR1988;5 (DK SJy 38) Malt, Jylland, 900 tallet
DR EM85;478C - (DK SlB 10) Slesvig, Sønderjylland, 1100 tallet
DR EM85;524 - (DK SJy 19) Gammelsogns kirke, Jylland, Middelalder
DR EM85;528 - (DK SJy 56) Hvidings kirke, Jylland, Middelalder
DR EM85;533E - (DK SkL 66), Lund, Skåne, Middelalder
DR EM85;533G - (DK SkL 68) Lund, Skåne, Middelalder
osv.

Ja, for sidstnævntes vedkommende er jeg nok mere tilbøjelig til at sige at her har vi netop et eksempel på en skriveøvelse. Runerne, Yngre Futhark fra Middelalderen, lyder:

mmmmmmmmmmmmmmmmmm
fuþ mmmmm(m)

Her er det kort værd at erindre hvorfor vi kalder opstillingen af runer for "fuþark", i Ældre og Yngre form. Det gør vi fordi vi mener at de ældre runer blev opstillet i 3 rækker - "ætt, átt" (retning) - af 8 runer, tilsammen 24 runer. "fuþark" betegner de første 6 runer i 1. række, læst fra venstre mod højre.

Når vi derfor ser "fuþark" rejst i runer, er vi ikke i tvivl om at dette må være en skriveøvelse, hvor runemesteren (eller -lærling) viser at han/hun mestrer at rejse runerne i rette rækkefølge.

mvh

Flemming