Jeg har kigget nogenlunde grundigt på emnet i mit kapitel "At riste lyde":
http://verasir.dk/show.php?file=chap32.html#toc189
Det første vi nok bør gøre i tanke er ikke at tænke på emnet som runesten, men som "bautasten" jf. Hávamál (vers 72, Ældre Edda):
Sonur er betri,
þótt sé síð of alinn
eftir genginn guma:
Sjaldan bautarsteinar
standa brautu nær,
nema reisi niður að nið.
som jeg oversætter til:
En søn er en gave, selv om han blev født efter faderen ikke længere er i live.
Bauta-sten ville sjældent nær vejen stå om ikke ætten rejste dem der.
citat fra min behandling af Hávamál
Vi har et absolut perfekt eksempel på en Bautasten "nær vejen". Lige nord for Rødby, Lolland finder vi stednavnet ”Runsten” og ”Runestensvad” (Nebbelunde sogn), hvor sidstnævnte betegner vadestedet over Gerringe Bæk, der har været skelbæk mellem to jorde (i dag er der Runestensvad Bro). Her blev ”Tirsted-stenen” (DR 216, i dag Nationalmuseet) sat i 900 tallet e.Kr. af Osraþr (Asråd, Ásráðr) og Hiltu--R (Hildvigr) for deres frænde Froþa (Frode, Fraða, Freða). Han døde i Svea-folkets landskab (suoþiauþu) som viking.
Bauta-stenens opgave, og brugen af runer til eftermæle, er gengivet som de afsluttende ord på runestenen i Nöbbele, Östra Torsås sogn, Konga Herred, Småland (SM 16), dateret til 900 tallet e.Kr.:
”þy : mun * ko... ... -m kitit * uerþa * meþ * sin * lifiR * auk * stafiR * run”
(så(ledes) den gode mand omtalt (vil) være; medens stenen lever og runer staves)
Skythisk ”forfader”-bautasten fra ca. 4-300 tallet f.Kr., forgængeren til rune- og billedsten, der kendes øst for Tanais-floden fra tiden efter Slaget ved Troja ca. år 1184 f.Kr. fremefter. Hugget i sten, og af samme størrelse som runesten, blev disse ”forfædre”-sten sat på toppen af, og i en ring rundt om, den skythiske gravhøj (kaldet "kurgan"), eller i en dobbelt række bort fra gravstedet (”æresgarden”). ”Forfader”-stenen, også kaldet ”baba, balbal” (forfader), gengiver normalt en kriger med et drikkehorn i sin højre hånd, og den beskyttende forfader er normalt også bevæbnet med enten sværd eller scramasax. Bemærk at når forfaderen, og krigeren, løfter drikkehornet for at drikke, vil hornets spids pege mod Moder Jord. ”Forfader”-stenens formål har været dels som mindesten for eftertiden, dels som værnende (æres)garde for den højlagte. Drikkehornet er navet i kunsten på en "forfader"-bautasten fordi det hævede drikkehorn hilser (hiller), og derfor ærer, den højlagte. Der er intet i denne kunst eller skik, der ikke kan knyttes til Skandinavien.
Det forekommer mig at ordene "baba, balbal" (russisk, ukrainsk, kirgisisk) og ”bauta” oprindeligt må have været det samme ord. Det oldnordiske ”bauta” har betydningen ”at dræbe, at slå ihjel”, og får i formen ”bauti” betydningen ”falden kriger”, der er forståelsen af ”bauta-steinn” som en mindesten. Ordet har en indoeuropæisk oprindelse fra ”*bhau-” (at slå), underforstået ”ihjel”. På oldengelsk forekommer ordet som ”beadu, beatan og bytl” (slag, at slå og hammer), i dag ”batter, battle, beat”. Vi genfinder ordet på italiensk som ”babau” i moderens trussel til barnet: ”Se non stai bravo viene il babau e ti porta via!” (hvis du ikke opfører dig ordentligt, så kommer babau og tager dig!). I dialekten i Venedig udtales ”babau” som”bau-bao”, og betegner i dag en ansigtsmaske gennem brugen af ”la bauta”. Ansigtsmasken er åbenlyst oprindeligt en dødsmaske og ”babau, bau-bao” en død kriger der vender tilbage, og derfor kan bruges til at skræmme børn med.
Billedkilde: Jeannine Davis-Kimball: Nomads of the Eurasian Steppes in the Early Iron Age (1995, Fig. 28, s.71)
citat slut
Bautasten som mindesten er en importeret skik der ankommer med de to folkevandringer vi ser ca. år 40-77 e.Kr. og igen ca. år 200 e.Kr. Det er samme ætter der importerer brugen af Ældre Futhark, som det er samme ætter der importerer stænderopdelingen på Jarl, Karl og trælle æt. Jeg gætter på at disse ætter er "Aesir" (Aserne) med alle As- forstavelserne i navnene på begge køn.
Ophavet af runer, ikke nødvendigvis bautasten, ser jeg som billedtegn i Bronzealderen, og med samme ophav som kinesiske billedtegn. Udfaldet af Slaget ved Troja ca. 1184 f.Kr. bringer de oldphrygiske runer fra Lille-Asien videre ud i verden gennem folkevandringer. Ældre Futhark er et af flere eksempler på dette. Andre er etruskiske runer og Musnad-runer fra Yemen.
Jeg viser i øvrigt også i mit kapitel hvorledes vi kan se dialektforskelle i Ældre Futhark på geografi med bl.a. *sowilu-runen (lydværdi S).
mvh
Flemming
