I England blev briterne overladt til sig selv allerede årene 406-7. En stor del af de frisiske bosættelser ved Vadehavskysten blev forladt successivt i det 3. og 4. årh. - og navnet ’friser’ forsvandt ud af kilderne. Først i det 5. årh. skete en gen-bosættelse af de forladte ’terpen’. Efter at Britannien formelt udtrådte af det Romerske rige år 430, medførte det en rokering af germanske folkestammer, hvilket muligvis igangsætter en decideret folkevandring fra omkring år 450.[b]TB[/b]'s site/heruler skrev:Disse (vest)heruler havde fungeret som romerske lejesoldater - fortrinsvis i England i det 4. århundrede - men efter romernes tilbagetrækning fra England og den senere opløsning af det vestromerske kejserrige i 476, måtte lejesoldaterne finde andre indkomstkilder. Senere drog flere af dem antageligt tilbage til England med deres angliske og saxiske naboer. Det er nærliggende at antage, at det bl.a. var dem, som briterne kaldte til assistance i 448. De blev sidste gang nævnt i de historiske kilder i 478. Nogle af dem kan være draget mod nord til de nye skandinaviske kongedømmer som militære rådgivere og lejesoldater.
Kilderne beskriver at jyder, angler og sakser fra den nordligste del af Tyskland efterfølgende trak mod sydvest til vadehavskysten, hvilket nok i virkeligheden betyder et mix af flere forskellige germanske grupper, der generelt benævnes som ”saksere”. Snarere er der tale om grupper fra både Danmark, Slesvig, Holsten og Nordtyskland, der gen-bosatte sig ved flodmundingerne i området mellem Elben, Weser og Ems.
Arkæologien bekræfter hele dette forløb, hvor den frisiske stil i keramik forsvinder i det 3. årh., hvorefter området og den materielle kultur i Østfrisland i høj grad efterfølgende ses påvirket af ”saksernes” sæder og stilart i det 5. årh. Sprogforskningen peger desuden på, at tilflytterne - i denne periode - medbragte viden om runeskriften. Der er tilmed fundet runer på genstande fra det 5. årh. og fremad, ligeledes i de østlige og sydlige dele af England.
En enkelt kilde fra 400-tallet, Sidonius Appolinaris og biskop i Clermont, nævner herulerne som var bosat ved ’det yderste hav’ - der så kan være mange steder. TB’s scenario placerer derefter herulerne i Harlingerland (se kortet) i Østfrisland, hvorfra de emigrerer til Skandinavien i den sidste halvdel af 400-tallet. Herulernes emigration er kontra den historiske skildring af de germanske vandringer, samt til et nordisk ukendt område de ingen indsigt eller interesse havde i.
Diversifikation
Spredningen af fund med eril-indskrifter er et problem.
Enkelte sene kilder beretter om herulerne, at de drev pirateri langs Nordsøkysten. Det forudsættes, at herulerne stadig agerede sammen i større grupper af krigere, hvilket styrkemæssigt gav dem deres fordele. Spørgsmålet er, om der ved emigrationen stadig er tale om én eller flere grupper af vest-heruler, og TB taler ligeledes om senere mulige Øst-heruler?
Skulle heruler, der i flere generationer har ernæret sig som pirater samt med opkrævning af tribut, pludselig ændre adfærd og indenfor kort tid bosætte sig på nordiske 500-tals stormandgårde, hvor de under stormanden skulle fungere som militære rådgivere? Vi taler om en klan, der i mange generationer har fungeret som lejesoldater i romersk ’betalt sold’ (soldare), og modtaget deres faste hyre i solidus.
En fremmed gruppe krigere ville givetvis holde sammen rent styrkemæssigt, da det i ukendt terræn var for farligt at sprede sig enkeltvis eller kun et par stykker. Det virker ikke videre sandsynligt, at mindre grupper af heruler fik kost og logi på mange forskellige stormandsgårde spredt udover det meste af Skandinavien. Usandsynligt er det samtidig, hvis stormanden skulle aflønne dem med sold.
Og hvordan fik de mange stormænd pludselig, og på næsten samme tid den geniale ide, at ansætte fremmede ukendte krigere som militærrådgivere? Eller lejesoldater? Og hvordan fandt herulerne frem til de meget spredt liggende stormandsgårde? Ville herulske krigere i det hele taget være loyale? Og turde stormændene løbe den risiko at have dem boende? Spørgsmålene er mange. Svarene er få.
eril-indskrifterne
Tre (3) svenske indskrifter skriver ”jeg, eril ristede/malede” hvilket de fleste forskere tolker som, at det må betyde en form for stillingsbetegnelse/titel, der forbindes med runekunst. De to (2) brakteater tolkes endda af flere som ”jeg, eril malede, (kunstværket)”. To (2) norske indskrifter involverer begge kvinder. I det ene tilfælde gjorde en ’eril’ med navnet Wagigar tjeneste hos kvinden med navnet Agilamundon. I det andet tilfælde er en ’eril’ med navnet Hrorar begravet med sin private smykkenål (fibel) i en kvindegrav.
Jeg har ikke analyseret baggrunden for de resterende anerkendte eril-indskrifter, men ovennævnte (ca. 50%) synes ikke at kunne indpasses i en kontekst med herulske krigere.
Kommentar: Jeg har kun efterprøvet teorien om en mulig emigration af herulske krigere til Skandinavien i det 5. århundrede - og jeg er langt fra overbevist. Håber at der ved denne gennemgang har været interessante nyheder. Jeg har selv lært en del nyt. Tak for nu.
