Inlägg
av Troels » 05 sep 2016 12:44
Da Varulf ikke er kommet med nye kilder, går jeg ud fra, at det kendte kildemateriale fortsat gælder, dvs:
Boranerne (Boradi) nævntes alene 253-55 for deres røvertogter langs Sortehavskysten, hvor Zozimus i 400-tallet fortalte, hvordan de tvang Bosporanerne til at sejle for sig – de havde altså ikke selv nogen skibstradition. De anses normalt for at have været et sarmatisk folk, som ifølge Zozimus skulle bo ved Donau og optræde sammen med goterne, men man hører aldrig mere om dem.
Angrebene i 267-69 skyldtes skyter ifølge den samtidige kilde, Dexippos, som kun findes i brudstykker. Også de fik flådehjælp og hjælp til at bygge skibe ifølge Zozimus, som oplyste, at disse ”skyter” var sammen med goter, heruler og peucae. Også Syncellos og Vitae Augustae omtaler dem. Flåden sejlede første gang hjem i 267 efter at have sat dem af, så herulerne i stedet blev slået ved en landoperation af kejser Gallenius i Makedonien (Syncellos). De skildres altså ikke som søfolk, som mange vil gøre dem til. Heruler (eller eluroi) nævnes ingen steder før disse begivenheder i 267-9.
De hidtil romerske undersåtter, bosporanerne, fik deres byer ved Krim ødelagt i 260’erne – samtidig med udlånet af flåden. Arkæologerne har konstateret både østgermansk og sarmatisk islæt i byerne. Lederen af den herulske gruppe, som blev slået i Makedonien, havde et bosporansk kongenavn, Naulobates.
Derfor har østrigske og engelske forskere konkluderet, at herulerne sandsynligvis opstod ved en etnogenese af østgermanske, sarmatiske og skytiske folk på østsiden af Dnepr i 260’erne – herunder goter, bosporani, sarmater og måske også de ukendte borani. Først kan der være opstået en krigergruppe omkring en ukendt leder, som udviklede sig til et egentligt folk med kongedynasti og religion. Teoretisk kan borani være de oprindelige heruler, men det har vi ikke noget grundlag for at påstå. Hvor dynastiet oprindelig kom fra ved man ikke, men hvis der skal indgå et nordeuropæisk element peger områdets arkæologi på Vistula-området eller Nordtyskland/Sydjylland. Intet er naturligvis sikkert i denne sammenhæng, men der er intet, som peger mod den Skandinaviske Halvø som herulernes oprindelse – bortset fra den gamle misforståelse.
Resultatet bliver, ligesom af den direkte kildekritik, at både Jordanes’ og Procopius’ omtale af konfrontationen mellem daner og heruler må gælde 500-tallet – et begivenhedsforløb, hvor danernes ry først fandt vej til Byzans og åbenbart siden til Beowulfs indledning.