A æ æ’ u o æ ø i æ å, jysk contra trøndersk

[Jens Yde]

Angriberne fra Vestnorge, der slog sig på Jylland omkring år 200, ser ud til at have bragt en kulturomvæltning med sig. Kan det spores i sproget? Kan der i dag findes lighedstræk mellem sproget i Jylland, jysk, og sprogene i Vestnorge, heraf trøndersk?

I forhold til ø-dansk er der to kendetegn ved jysk. Det ene er a og æ, der betyder ”jeg”. Det andet er bortfald af e i endelsen af ord, så huse bliver til huus, hoppe bliver til hopp.

I Jylland dominerer a, men i to yderdistrikter, Thy i nordvest (med Thyholm og Harboøre) og i Sønderjylland optræder formen æ, når man omtaler sig selv.

Mange anser ældre runisk ek for at være den sandsynlige oprindelse for både a og æ. Sproghistorisk gik ek via æk til ak, og med svækkelse og senere tab af konsonanten blev det til æ og a. Derved er æ(k) en ældre form end fornyelsen a(k), der bredte sig over det meste af Jylland, således at æ(k) blev trængt tilbage til de to nævnte relikt-områder.

Formerne for ”jeg” i ø-dansk har en anden oprindelse, idet der regnes med eka som oprindelse, som har ændret sig til iak, iæk, iegh og jeg. Det danske sprogområde skilles derved af en primær sproggrænse gennem Lillebælt, hvor dialekter vest og øst for har henholdsvis ubrudte og brudte former, der altså hænger sammen med forskellig oprindelse af runisk ek og eka.

Tilstedeværelsen af æ i de to adskilte distrikter i Jylland er imidlertid ikke udtryk for en særlig sammenhæng mellem dem, siger sprogforskerne, ”men er udelukkende et resultat af fornyelse i det mellemliggende område”. (H.F.Nielsen, 1979,s.103.

I Thy og Sønderjylland siger man æ, og det gør mange også i Trøndelag. Trøndelag med Trondheim omtales som landet, hvor man bruger Æ, Ø og Å. Det beviser ikke noget, men er i det mindste påfaldende.

Der er lavet ordspil over æ, ø, å o.s.v.
A e u o æ ø i æ å, e a. (Dansk: jeg er ude på øen i åen, er jeg. Engelsk: I am out on the island in the river, am I).
Denne form ser dog ud til at være konstrueret, således at man kunne lave en sætning bestående af samtlige alfabetets vokaler.

Men i dele af Vestjylland siger man vitterligt: ”A æ u o æ ø i æ å, æ a”.
I Thy siger man ”Æ æ u po æ ø i æ o, æ æ”.
Jysk ”ikke” hedder et eller itt, men der er også nogen, der siger æ’, med hårdt stød, for ordet ”ikke”. Det er så spørgsmålet, om man ikke kan finde en lokalitet, muligvis på øen Mors i Limfjorden, hvor det er korrekt sprogbrug at sige ”A æ æ’ u o æ ø i æ å”, (jeg er ikke ude på øen i åen).

Som det ses anvendes i Vestjylland foranstillet kendeord, som på engelsk. Æ mand = the man. Æ hus = the house.

Ordspil fra Trøndelag:
Æ e i a, æ - Jeg går i klasse A på skolen.
Æ e i a, æ å - Det gør jeg også.
Æ e trønder æ. Det e itj då’li, - en sang af Åge Aleksandersen.

Tydalsmålet skiller sig fra «vanlig» trøndersk ved at det ikke har apokope (bortfald af endelse) på overvektsord, altså hedder det å skrive på tydalsmål, mod å skriv på de fleste andre trøndermål.

Jeg tillader mig at foreslå, at der kan være en sammenhæng mellem æ i Thy og Sønderjylland, og spørger nu, om der også kan være en forbindelse til æ, apokope og andet sprogligt i Norge omkring Trondheimsfjorden.
http://no.wikipedia.org/wiki/Tr%C3%B8ndersk
http://no.wikipedia.org/wiki/Tydalsdialekt
Det vestnorske kan forsøgsvis sammenlignes med vendelbomål, der tales i det nordligste Jylland. ”Ikke” hedder intj på vendelbomål.
http://no.wikipedia.org/wiki/Vendelbom%C3%A5l
http://en.wikipedia.org/wiki/Jutlandic_dialect