Voldtofte-dynastiet i yngre bronzealder 900-700 f.Kr.

[Karsten Krambs]

Området omkring Voldtofte på Fyn rummer både landets største boplads og landets rigeste grav fra yngre bronzealder, nærmere bestemt tiden fra ca. 900-700 f. Kr. I denne del af bronzealderen lå magtens centrum på en bestemt bakke - Kirkebjerg - nord for det nuværende Voldtofte.

Fund fra bopladsens tykke affaldslag viser, at lerpuds fra fyrstens bolig og de fornemste huse var prydet med farvestrålende vægpaneler i geometriske mønstre og, at der på stedet blev støbt prægtige smykker af bronze, der viser, at man havde god adgang til det kostbare metal, der i rigelige mængder kom til denne del af Fyn fra fjerne steder i Mellemeuropa. Ligeledes blev der importeret bronzekrukker fra Mellemeuropa.

Stumper af støbeforme viser, at man foruden smykker og våben har støbt lurer til brug ved de religiøse ceremonier på bopladsen. Tilmed fandt guld vej til pladsen, hvilket ses af en eds-armring og flere såkaldte stangknapper af guld.

Når områdets høvdinge døde, blev de begravet i imponerende og vidt synlige gravhøje. Man kan opleve flere af de store høje i området. Hvis man går op på Lusehøj, kan man få et godt indtryk af både den og Buskehøj lige syd for. Fra Buskehøj kan man se udover den mark, hvor bl.a. den senest udgravede Guldhøj men også andre nu forsvundne høje har ligget. Den store Bohøj er ikke tilgængelig for offentligheden – men kan også ses fra Lusehøj. Nærmere Flemløse/Voldtofte på Ebberupvej ligger Drengehøj. Kun fire høje kan ses i dag (Buskehøj, Bohøj, Drengehøj og Lusehøj), men på disse morænebakker med udkig over Helnæs Bugt har tidligere tronet mange andre høje. Omkring storhøjene Lusehøj, Bohøj og Buskehøj er alene 10 mindre høje sløjfet på marken.

Stangknapper er fundet i hundredvis i Nordeuropa og er næsten altid af bronze. Undtagelsen er 13 guldeksemplarer, der alle er fundet inden for et lille område på Sydvestfyn. Af disse er de otte (8) fra Guldhøjen, mens to (2) andre fremkom i Lusehøjs 1862-grav. Andre to (2) er fundet i en høj kaldet Buskebanke; dens præcise beliggenhed kendes ikke, men det fremgår af udgraveren Langkildes beskrivelser, at den må have ligget på samme mark som Guldhøjen. Det sidste eksemplar stammer fra gravhøjen Tinghøj 15 km mod sydøst.


De syv (7) sæt guldstangknapper er et helt unikt fænomen fundet i gravhøjen Buskebanke. De har sandsynligvis udgjort en del af mandsudstyret i yngre bronzealder. (Foto: Asger Kjærgaard)

Bronzeøkserne (af typen celte) adskiller sig yderligere ved deres fine udsmykning i form af skibsmotiver, som i øvrigt går igen på den store bronzekniv - ’grebtungekniven’. Tre (3) økser er udsmykket med et bånd af trekanter. På smalsiderne af to (2) af økserne ses en V-formet figur med oprullede afslutninger; der må være tale om sammenbukkede skibe af samme slags, som man ser i stort tal på den yngre bronzealders rageknive, halsringe og helleristninger. Et tilsvarende motiv kendes fra yderligere fire (4) fynske celte. Økserne kaldes Seddinercelte efter et fund, der blev gjort i 1899 i en meget rigt udstyret grav i en kolossal gravhøj ca. 50 km sydvest for Berlin. Seddingraven har fællestræk med den grav, der i 1862 undersøgtes i Lusehøj. Her fandtes også en lignende celt, dog uden skibsmotiv, men til gengæld er Lusehøjøksens hals udsmykket på samme måde som de tre (3) celte og mejslen fra Guldhøjen. Antagelig stammer de fynske Seddinercelte og mejslen fra samme værksted.


Bronzeøkserne fra Buskebanke. Skibsmotiverne tolkes som religiøse symboler. (Foto: Asger Kjærgaard)



Seddingraven: Das "Königsgrab" von Seddin:
http://www.fu-berlin.de/campusleben/for ... index.html
http://www.landkreis-prignitz.de/de/zu- ... seddin.php
http://www.stadtmuseum.de/objekte-und-g ... von-seddin

[Karsten Krambs]

Lusehøj (Lusoehoegh 1200-tallet, Lusehøff 1488), storhøj fra yngre bronzealder, ca. 800 f.Kr., oprindelig 36 m i diameter og over 8 m høj.

I 1861 foretog jægermester Frederik Langkilde en udgravning i højen for kong Frederik 7. I højens midte - 13 alen (ca. 8 m) inde i højen og i en dybde af 9 alen (ca. 5,5 m) – fandt man et ’gravkammer’ på ca. 1½ alen (0,9 m) i tværmål, dannet af flækkede sten med en hel sten som overligger. Stenkisten indeholdt en bronzespand med korsformede hankebeslag, anvendt som urne og fremstillet så langt borte som i det sydøstalpine område, muligvis fra Kärnten-Steiermark regionen i Austria. Som låg var benyttet en buet bronzeplade dækket af et harpikslag (birkebeg?) med indlagte ravstumper, og derpå var urnen pakket ind i groft uldtøj og en kohud. Bronzespanden var fyldt med brændte ben, indsvøbt i et stykke fint linnedstof af nældefibre (netteldug), og derunder lå det kostbare gravgods: en edsring af guld, to stangknapper af guld og to af bronze, to rageknive af forskellig form samt to-tre små (stærkt fragmenterede) bronzekar. For at tætte urnen, blev harpiks yderligere smurt ned over bronzespandens rand, og snore blev bundet over låget. I bunden af stenkisten fandtes en celt med rester af træskaftet.

Endnu en udgravning blev foretaget år 1975 af Fyns Stiftsmuseum ved H. Thrane. Ved udgravningen af højen viste denne sig at være opbygget af græstørv mellem risgærder (fletværksvægge) udgående i en vinkel på ca. 35 grader radiært fra højens centrum (fletværks-væggene lignede meget dem, man fandt, da man i 1940'erne udgravede kongehøjene fra vikingetiden i Jelling). Man tolkede dem sådan, at de skulle angive størrelsen og profilen af det kæmpemæssige gravmonument. Højbyggerne vidste således, hvor højt de skulle lægge græstørvene, og hvilken form den færdige gravhøj skulle have. Lignende gærder blev også brugt ved f.eks. opførelsen af en kæmpemæssig gravhøj, Magdalenenberg i Württemberg, Sydtyskland, som kun var henved 300 år yngre end Lusehøj.

Højen var opført i yngre bronzelader periode V, havde oprindelig været ca. 6 m høj og 36 m i diameter og omsat med en randstenskæde. Storhøjen er anlagt over to (2) centrale begravelser fra periode V (900-700 f.Kr.), henholdsvis den i 1861 udgravede stenkiste, indeholdende en bronzespand anvendt som urne og et rigt udstyr (grav AM), og endnu en rig brandgrav i en fletværkskasse (vognkasse?) dækket af en halmmåtte (grav GX). Gravgodset af guld og bronze var dog helt ødelagt af ligbålet men man fandt dog et bronzebeslag fra en vogn samt rasleblik, som antages at have siddet på en lur.

Desuden dækkede storhøjen fire (4) ganske lave høje, ca. 5 m i diameter, hver indeholdende adskillige periode IV (1100-900 f.Kr.) - brandgrave i urner eller i mindre stenlægninger, og med et enkelt udstyr. Under de fire små høje fandtes fire brandgrave (periode IV) nedgravet gennem gammelt marklag med ardspor, som dækkede en ældre bronzealders boplads (periode III/1300-1100 f.Kr.) på stedet. I nordsiden af den overpløjede storhøj fandtes to gruber fra ældre jernalder.


Samtlige genstande fra stenkisten periode V (900-700 f.Kr.)


Øverst: Bronzespanden fra Lusehøj, rekonstrueret. 1:3. Nederst: Rekonstruktion af bronzekop fundet sammen med bronzespanden. 1:2; Tegning Jens Bech. Efter H. Thrane 1984.

[Karsten Krambs]

Stenkisten (Lusehøj) indeholdt en bronzespand med korsformede hankebeslag, anvendt som urne og fremstillet så langt borte som i det sydøstalpine område, muligvis fra Kärnten-Steiermark regionen i Austria. Som låg var benyttet en buet bronzeplade dækket af et harpikslag (birkebeg?) med indlagte ravstumper, og derpå var urnen pakket ind i groft uldtøj og en kohud. Bronzespanden var fyldt med brændte ben, indsvøbt i et stykke fint linnedstof af nældefibre (netteldug), og derunder lå det kostbare gravgods,

På Center for Tekstilforskning (CTR) ved Københavns Universitet, har postdoc Karin Margarita Frei foretaget en strontiumanalyse af det fundne linnedstof af nældefibre fra Lusehøjgraven.

The Lusehoj textile (National Museum of Denmark B26436), found in 1861/2, was wrapped around cremated human remains and placed inside a bronze urn. It is a dense and balanced tabby weave with approximately 16 threads/cm in both thread directions. The yarn is fine and evenly spun, measuring 0.3–0.5 mm in diameter and with an S-twist in both thread directions. The fibre material was originally identified as flax, while later publications suggest nettle based on microscopic investigations which were however, not conclusive.

The typological features of the bronze urn in which the Lusehoj textile was placed, indicate that it was originally imported from the Kärnten-Steiermark region in the south-western area of Austria. The bronze urn and the other impressive grave goods make this find one of the richest Bronze Age graves in Denmark. The bronze urn is typologically dated to the Scandinavian Late Bronze Age Period V 900-700 BC. As part of the present investigation, the Lusehoj textile was also 14C dated to 940-750 BC, which matches the typological and contextual dating.

The strontium isotopic signature of the Lusehoj textile can correspond to several different locations with similar geological backgrounds as, for example Precambrian rocks from Sweden or Norway or the European Hercynian or Variscan orogenies. However, based on the provenance of the bronze urn, which originally contained the textile, a plausible area of production for the Lusehoj nettle textile could also be Central Europe, in particular the Kärnten-Steiermark region, which also has a Precambrian crystalline basement with a strontium isotopic signature matching our measurements.

http://www.nature.com/articles/srep00664

Professor, mso, Marie-Loise Nosch er chef for Center for Tekstilforskning (CTR) og desuden cand. mag. i historie og klassisk fililogi samt Ph.d. fra Salzburgs Universitet. Hun er desuden specialist I Linear B – der er et mykensk skriftsystem, der blev benyttet til at holde styr på tekstilproduktionen for over 3000 år siden i Grækenland.

CTR’s undersøgelser bygger især på målinger af isotoper af grundstoffet strontium. På den måde er det blandt andet lykkedes at finde ud af, at det ældste stykke vævede tekstil af plantefibre, er lavet i udlandet, formentlig i Alperne nær Kärnten-Steiermark i Østrig. Der er tale om et ligklæde fremstillet af brændenældefibre, som lå i en askefyldt urne i gravhøjen ’Lusehøj’ ved Voldtofte på Fyn. Helt siden udgravningen i 1861 har dette ligklæde, der stammer fra ca. 800 f.Kr., spillet en ganske særlig rolle i dansk arkæologi. For antagelsen var, at klædet kunne tjene som en slags historisk pejlemærke for, hvornår vi herhjemme begyndte at væve stoffer af plantefibre. Lige indtil en af CTR’s forskere, Karin Margarita Frei, i 2011 kunne vise, at de brændenælder, der havde leveret fibrene til ligklædet, havde et strontiumniveau, som slet ikke svarede til danske forhold.


Fragmenter af 3 stk. 2800 år gamle originale nældefibre, Mus.nr. 26436.


Det 2800 år gamle Lusehøj originale tekstil af nældefibre, Mus.nr. 26436.


Mus.nr. 26436

[Karsten Krambs]

Når man ser på Voldtofteområdet samlede fund fra yngre bronzealder tegner der sig et helt usædvanligt mønster af en sydvestfynsk elite i nogle generationer omkring 800 f.Kr. En samling på måske 25 storhøje i nærområdet er for nogles vedkommende opført samtidigt, mens andre - herunder Lusehøj - først er bygget midt i yngre bronzealder. Samtidig bebyggelse kendes ikke i nærområdet; den finder man 1,5 km mod øst i landsbyen Voldtofte.

Koncentrationen af rigt udstyrede grave og den usædvanlige boplads viser, at Voldtofte-området havde centrale funktioner langt ud over lokalområdet. Spredningen af markante statussymboler som de vægtige edsringe af guld peger på, at centerets nære interesseområde i hvert fald har dækket Fyn - og måske mere. Især fundene fra Lusehøj afspejler, at de lokale fyrsteslægter var en del af et elitært netværk, der strakte sig langt ned i Mellemeuropa - og udsmykningen på Voldtofte-husene skal man måske helt til Middelhavsområdet for at finde paralleller til.

Gennem hele bronzealderen foregik der en livlig udveksling af råstoffer, færdigvarer, idéer og teknisk viden over hele det europæiske kontinent. Også Danmark modtog talrige impulser fra fremmede kulturområder, både fra nærtliggende områder som Nordtyskland, men også fra fjernere egne som Central-, Øst- og Vesteuropa.

Allerede tidligt i det 2. årtusinde f.Kr. krydsede de første bådlaster med metal Østersøen. Bådene satte ud fra Østersøens sydlige kyster, hvorfra der på det smalleste sted ikke var mere end 25 km til de øer, der i dag hører til det danske område.

Hovedparten af de fremmede bronzegenstande, der kom til Danmark kom fra det mellemtyske område, hvor der i tiden efter 2000 f.Kr. udviklede sig en rig bronzealderkultur, den såkaldte Aunjetitzkultur, hvis rigdom hvilede på lokale metalforekomster i bl.a. Harzen og de böhmiske bjerge. I tiden efter ca. 1600 f.Kr. voksede en bronzealderkultur frem - højgravskulturen - som strakte sig gennem hele det centraleuropæiske område fra Rhinen i vest til Karpatherne i øst. Det var navnlig fra denne vidt udbredte kultur, at impulserne til dannelsen af den nordeuropæiske bronzealderkultur udgik.

Omkring midten af det 2. årtusinde f.Kr. havde tilførslerne af bronze til Danmark nået et sådant omfang, at et selvstændigt bronzehåndværk kunne udvikle sig. Men stadig var man afhængig af tilførslerne udefra. Hovedparten af de fremmede genstande kom fra Sydtyskland og Tjekkiet, medens Lüneburgområdet og Slesvig-Holsten indtog pladsen som formidler mellem nord og syd.

Midten af det 2. årtusinde f.Kr. var også det tidspunkt, hvor et internationalt net af fremmedforbindelser blev opbygget. Det nordiske ravs udbredelse til middelhavslandene er et af de mest fascinerende eksempler herpå. Det ældste nordiske rav, vi med sikkerhed kender fra Grækenland, er fra ca. 1600 f.Kr.

Rav fra Lusehøj 1027566.jpg (36.49 KiB) Visad 1746 gånger

Lidt inde i det 1. årtusinde f.Kr., skete der en kraftig økonomisk vækst i de vestlige dele af kontinentet. Disse ændringer mærkedes tydeligt i fremmedforbindelserne til Danmark. Omkring den yngre bronzealders midte begynder varer fra de vestlige dele af Centraleuropa at gøre sig gældende. Omkring 800 f.Kr. oplevede områderne i Schweiz, Sydvesttyskland og Østfrankrig en økonomisk blomstring. Herfra udgik en bred strøm af importvarer i retning mod Østersøområderne, inkl. Danmark. Efter år 800 skete en afdæmpning af fremmedforbindelserne, og igennem bronzealderens to sidste århundreder svandt bronzetilførslerne kraftigt ind. Fortsat bragte forbindelserne mod sydøst dog f.eks. lange bronzesværd til landet. Men det er tydeligt, at bronzen var ved at miste sin betydning i vareudvekslingen. Dermed svandt også en vigtig del af grundlaget for samfundssystemet i det nordeuropæiske område.

Kilder: arkæolog og museumsinspektør ved Odense Bys Museer Mogens Bo Henriksen, Guder & Grave – Nationalmuseet 1998.

[Karsten Krambs]

Spredningen af markante statussymboler som de vægtige edsringe af guld peger på, at centerets (Voldtofte) nære interesseområde i hvert fald har dækket Fyn - og måske mere.

Fynske fund af edsringe og andre guldarmringe fra yngre bronzealder.

Figur 1.jpg (23.33 KiB) Visad 1746 gånger

Bemærk at mange af ringene er fundet omkring det samtidige magtcenter ved Voldtofte. Grafik: Allan Larsen

Odense Bys Museer har for et stykke tid siden fået indleveret en massiv og ikke mindre end 481 gram tung guldarmring fra yngre bronzealder (ca. 800 f.Kr.). Det er næsten 100 år siden, at en ring af denne type sidst fremkom på Fyn, så fundet betegnes som lidt af en sensation.

Typisk edsring fundet i Voldtofte.

Figur 2.jpg (14.57 KiB) Visad 1746 gånger

[Karsten Krambs]

Sydvestfyn med de vigtigste bronzealder-lokaliteter omkring Helnæs Bugt: 1: Lusehøj. 2: Bohøj. 3: Buskehøj. 4: Kvindehøj. 5: Kirkehøj. 6: Kirkebjerg. 7: Lodnehøj. 8: Saruphøj. 9: Brydegård. 10: Enemærket. 11: Flenstofte. 12: Brunehøj. 13: Gissehøj. 14: Jordløse matr. 20p. 15: Jordløse matr. 9a. 16: Egemosen. 17: Ny Stenderup. 18: Avernakø.

Kilde: Danmarks Oldtid. Kort fremstillet af Jørgen Truels Jensen.



Fra Buskehøj kan man se udover den mark, hvor bl.a. den senest udgravede ”Guldhøj” men også andre nu forsvundne høje har ligget. Nærmere Flemløse/Voldtofte på Ebberupvej ligger Drengehøj. Omkring storhøjene Lusehøj, Bohøj og Buskehøj er alene 10 mindre høje sløjfet på marken.

Kilde: Nyere oversigt af arkæolog og museumsinspektør ved Odense Bys Museer Mogens Bo Henriksen.

[Karsten Krambs]

Diverse (klima)- ændringer i bronzealderen

Bronzealderens klima var generelt mere varmt og tørt end i dag. Dog skete i bronzealderens første del en klimatisk ændring, der øgede fugtigheden og dermed skabte forbigående nedbørsrige kuldeperioder. Gennemsnitshøjden for mænd og kvinder øgedes gennem perioden, hvor højden i tiden frem til bronzealderen for mænd var 171 cm og for kvinder 156 cm. I bronzealderen steg højden for mænd til 173 cm og for kvinder til 164 cm. Måske skal der her korrigeres for indvandring?

Periode I 1700-1500 f.Kr.
Allerede år 1700 f.Kr. dukkede spyddet op i gravene, hvor importerede spydspidser er fundet i nogle få grave i Danmark og Sverige. Omkring år 1500 f.Kr. kom hesten til som husdyr og bøgen indvandrede til de fleste landskaber.

Periode II 1500-1300 f.Kr.
I denne periode blev storhøjene - kaldet højgravskulturen (Tumulus culture) - bygget, hvori de fleste døde blev gravlagt i ege- og stenkister vedlagt et rigt udstyr af våben og smykker. Kulturen blomstrede op i en bred centraleuropæisk zone og syd for Østersøen i de nordtyske og polske lavlandsområder er højene talrige og samtidige med det store højbyggeri i Sydskandinavien. Samtidig skabtes en form for ’billedværker’ - helleristninger - i store områder af Skandinavien, fra Trøndelag i nord til Faster i syd, fra Norges vestland ved Bergen til Uppland og Gotland i øst.

Periode III 1300-1100 f.Kr.
Skikken med ligbrænding er ældst i de sydøstlige egne af Centraleuropa og blev gradvis indført i Skandinavien, hvor der i starten af denne periode endnu kun var få procent af gravene, der var brandgrave. Ligbrænding blev indført i Danmark over en relativ kort periode på kun 200 år, hvor det omkring år 1200 f.Kr. skønnes at ca. 33% af samtlige grave var brandgrave - og resten var jordfæstegrave. Fra omkring år 1100 f.Kr. skønnes ligbrænding at være næsten enerådende. Et af de tidligste eksempler på en brandgrav, er fundet på den frisiske ø Fur. Mærkeligt nok brændte man i begyndelsen kun mennesker og ikke de gravgaver, den døde havde fået med sig i graven.

Periode IV 1100-900 f.Kr.
Efter år 1000 f.Kr. indtraf igen et mere tørt klima, hvorved dyrkningen af de lettere, sandede jorder i Jylland ophørte. Interessant er det, at bygningen af storhøje - generelt - ser ud til at udfases i samme tidsrum. I yngre bronzealder blev de tidligere opførte høje genbrugt til indsættelse af urnegrave. Der er flere tilfælde på en ældre høj, hvis sydlige eller østlige del er fyldt op med yngre urnebegravelser.

Periode V 900-700 f.Kr.
De fleste småhøje er bygget i perioden 900-500 f.Kr. og var enten opbygget af jord eller af sten med en kappe af jord - også kaldet en røse. Sidstnævnte findes især i det østskandinaviske område som på Sjælland i Odsherred, Hornsherred og syd for Sorø. I Sverige findes røser fra bronzealderen bl.a. i Skåne og på Gotland. En anden gravform viste sig som den bådformerede grav - skibssætningen - der første gang introduceres i Skandinavien. Klimaet ændrede sig to gange i denne periode, første gang i perioden 850-760 f.Kr. og sidst - og mere pludseligt - omkring 650 f.Kr. Samtidig blev det tidligste ret primitive agerbrug successivt opgivet igen af bønderne i årtierne omkring år 700 f.Kr. - og efterfulgtes af de såkaldte oldtidsagre (Celtic fields).

Periode VI 700-500 f.Kr.
Små dynger af mere eller mindre forbrændte knogler fra brandgravene er alt, hvad der blev tilbage af de generationer, som levede og døde i denne sidste periode af yngre bronzealder. Det gamle bronzehåndværk ophørte, men også de traditionelle offerskikke var på retur. Endnu i det 7. og 6. århundrede f.Kr. blev der dog fortsat foretaget henlæggelser af metalgenstande i vådområderne i Sydskandinavien, men mest i den østlige del. Offernedlæggelser ophørte omkring 500 f.Kr. i både Danmark, Sverige og Norge.

Før-romersk eller keltisk jernalder 500-1 f.Kr.
I Danmark kaldes tiden efter bronzealderen for keltisk jernalder, da det var kelterne der dannede baggrund for udviklingen af denne periode. Perioden opdeles i fire afsnit: I 500-300 f.Kr. ; II 300-150 f.Kr. ; IIIa 150- 50 f.Kr. ; IIIb 50-0 Kr.f.

[Karsten Krambs]

Udsagn og spørgsmål jeg er støt på ved gennemlæsning af diverse publikationer om Voldtofte-dynastiet.

»Det ser ud til, at disse magtfulde mennesker er kommet meget pludseligt til deres høje status, men også at de har mistet grebet om magten efter ekstraordinært kort tid. Fundene fra området understreger, hvor lidt vi ved om denne historisk mørklagte periode i Danmarks historie; vi aner ikke, hvem disse mennesker var, eller hvor de forsvandt hen?«

»Alle fund, som viser, at Voldtofte en overgang har været et magtcentrum uden lige, er dog begrænsede til den 200-årige periode fra 900 til 700 f.Kr. Området har godt nok været beboet både før og efter, men der er ingen fund fra disse perioder, der viser, at det skulle have skilt sig ud statusmæssigt.«

»Det ser ud til, at dette rigdomscenter er opstået med ét; og efter en relativt kort periode er forsvundet igen lige så pludseligt. Hvor kom de fra - og hvor blev de af, disse Fyns magtfulde fyrster?«

»Det er i virkeligheden her, mysteriet ligger. Hvorfor opstår det her magtcentrum, som blomstrer fuldstændig med det samme? Og hvorfor forsvinder det så hurtigt igen?«

Måske kan andre debattører her på Skalman hjælpe til med at besvare disse spørgsmål?

[Varulv]

Det har vært mange nylige publikasjoner om at den skandinaviske bronsealderen ikke var mindre turbulent enn vikingtiden, og med tanke på hva de skriftlige kilder berettet om den italienske halvøya og det greske landet i tiden fram til år 400 kan man kjapt forestille seg at det var en tid med stadige skiftende maktforhold der rivaliseringen utelukkende var om inntektsbringende kontroll - Voldtofte ligger nemlig på en nedgående skrent på sørvestlige Fyn med fri utsikt mot den kystfare Lillebælt og man vet at den sørjyske kysten vendt mot Lillebælt samt dagens Slesvig-Holstein var et funnrikt område fra bronsealderen og den keltiske jernalderen. Bronsealderen hadde vært utsatt for en historieromantiske feilvurdering i fortiden, hvor man oppriktig trodde det var talt om en relativ fredelig tidsalder, det var først idet man for alvor begynte med å utforske denne perioden man så at det er mye som måtte avsannes. I Norge skulle en massegrav med ti drepte ha blitt funnet - inkludert barn.

Mye tyder på at de første tegn på forekommende statsdannelser dukket opp i den yngre bronsealderen fra 1000 til 400 f.kr selv om Kivik-graven i Skåne tyder i det minst flere ekstra århundrer før, og det vil dermed betyr en meget turbulent tid med rivaliserende høvdinger som kappet med hverandre om å skape kontrolletater ikke bare for å beskytte bronsehandelsnettverket, men også alle andre inntektskilder som oppsto. Voldtofte-riket kan ha vært en av disse rivaliserende maktsfærer som oppsto og deretter gikk under. Deleuran i hans Illustreret Danmarks Historie for Folket i bind 2, s. 43-48 lot til å ha vært av den mening om at det var i den tiden de første rikedannelser oppsto og dermed ment det var en krigersk periode, blant annet nevnte han Lusehøj i Voldtofte. Han deretter påpekte at det merkelige navnet på gravhøyden minner om Lejrekrønikens historie om kong Snjo som dør av lusebitt. På s. 46 var det sagt at liknende bevis på riksdannelser fantes i Kivik, Skåne, Alberdorf, Slesvig (Ditmarsken) Kong Bjørns høyde ved Mälaren og Kong Hinzs høyde ved Elben.

Ingen av disse riksdannelsene fra den yngre bronsealderen har overlevd, hvilken er jo helt presist i tråd med den historiske utviklingen for tre tusen år siden.

[Notarius]

Deres forfædre var fra Tarup-Davinde, og deres efterkommere bosatte sig i Gudme.
Først og fremmest en morsomhed, men kan der være nogle sammenhænge?


*
Spøjst, at man kan læse om Tarup-Davinde på en side om Faaborg, som ligger meget tættere på Voldtofterne.
http://www.visitfaaborg.com/ln-int/preh ... -gdk613726
?

Cirka 19 km (kortere i lige linie) fra Hårby er der fund fra stenalder og jernalder i Brylle.

[Karsten Krambs]

Boligerne på Voldtoftebopladsen har bestemt ikke været kedelige, grå hytter. Rester af det ler, der var klinet på væggene viser, at husene har været udsmykket med maling og profilerede lerlister. Hvor kom en sådan tradition fra?

Tegnet af Elisabeth Rask

Voldtoftehus.jpg (10.34 KiB) Visad 1657 gånger