Borani / Heruli

[Karsten Krambs]

Ottar Grønvik skrev 2005 om erilaR:

"På brakteat 66 Väsby og brakteat 74 Eskatorp finner vi det velkjente ordet urn. erilaR, kanskje sammen med et personnavn 'Wïgar' ?. En erilaR er kjent fra mange andre innskrifter, og der alltid tilordnet en annen person (i genitiv), uten at hans funksjon er helt klarlagt. Når han nå opptrer på en brakteat, kan det tyde på at han kanskje har en slags religiøs funksjon".

[Karsten Krambs]

Forskerne forestiller sig, forudsat at både ’Fallward’ og ’Feddersen Wierde’ udviklede sig parallelt, at den fundne ’tronstol’ med skammel har været nært knyttet til et kultsted som ’Feddersen Wierde’ og at manden fra bådgraven dermed har været den fornemste beboer i en stormandgård i ’Fallward’. Samlet tyder både tronsættet, runeskrift og jagtscenen på, at der her er tale om en ’magisk’ eller kultisk funktion af høj rang.

Interessant er den i ’Fallward’ fundne træskammel af ahorn fint ornamenteret på frontsiden og med en jagtscene på bagsiden samt en runeindskrift på siden. Jagtscenen viser en hjort med et mægtigt gevir, der bagfra angribes af en hund med en vidt åben mund. Selvom denne scene - set i forhold til resten af gravgaverne - kun er en simpel skitse, er den dybt og præcist udskåret med en sikker hånd. Ligeledes er runerne omhyggeligt og sikkert skåret ind i træet - og let læselige. Kniven er ved hvert snit indstillet i en vinkel fra to sider, for derved at opnå en kileformet fordybning.

Med sikkerhed skal det viste billede tolkes som en jagt på en hjort, et dyr som levede vildt i det nærliggende Geest-område. Ved de arkæologiske undersøgelser af ’Feddersen Wierde’ har man netop fundet rester af dyreknogler fra hjorte. I tolkning af hele gravens kontekst ses en tidlig form for germansk fyrste- eller herskerdominans, hvor bl.a. jagtscenen har udgangspunkt i både den byzantinske og romerske udtryksmåde. Her findes talrige traditioner hos romerne både indenfor mosaik-kunsten men også i relieffer udført i keramik kaldet ’terra sigillata’.

Jagtscener af typen som på skamlen i ’Fallward’ ses også på de såkaldte romerske ’Hemmoor’ metalspande udført i både sølv, messing og bronze. ’Hemmoor’ er fremstillet i Gallien på bronzeværksteder i Rhinlandet vest for Køln. Her blev de anvendt samt eksporteret til især Tyskland og Skandinavien, hvor gravfund fra bl.a. Sachsen-Anhalt indeholder denne type, der normalt dateres til perioden C2 eller 2. halvdel af det 3. årh. I området omkring Karmøy og Avaldnes i Norge er der fundet i alt seks (6) romerske bronzespande af Hemmoor-typen, som forbindes med fyrstesædet i Himlingøje på Sjælland. En bronzespand fra Himlingsøje viser en billedfrise med en hund der forfølger et par hjorte. Hemmoor-spande er ligeledes fundet i Sverige på gravfelter i Tuna, Badelunda samt Gödåker, Tensta.

Navnet ’hemmoor’ skyldes fund af atten (18) spande i perioden 1892-93 i området, der i dag hedder Hemmoor og ligger i Landkreis Cuxhaven. En ’Hemmoor’ Typ 55, og såkaldt bronzeeimer fra Warstade, Landkreis Cuxhaven, beliggende lidt øst for ’Fallward’ i Wremen, viser en frise med flere jagtscener. Spanden er fra det 2. - 3. årh. e.Kr.

Runeindskriften på skamlen er tydet af Klaus Düwel som [sk]amella [a]lguskaþi. Skamella er måske den tidligste form for det latinske låneord scamellus, der på tysk bliver til ’schemel'. På oldtysk scamal, oldsaksisk fotscamal og oldengelsk scemol. [a]lguskaþi kan forklares som algu- hjort, og skaþi- skader; dermed bliver betydningen ’hjorteskader’ eller hjortejæger/-jagt. Teksten relaterer sig til billedet på skamlen.

Kilde: 'Runes and Their Secrets' 2006, “Zur Runeninschrift auf dem Schemel von Wremen, af Matthias D. Schön, Klaus Düwel, Rolf Heine & Edith Marold.


’Hemmoor’ Typ 55, bronzeeimer fra Warstade, Landkreis Cuxhaven.

[Karsten Krambs]

Shamanisme

Den døde mand fra år 421 e.Kr. og bådgraven i ’Fallward’ - må opfattes som en ’shaman’. En shaman havde flere gøremål som at fungere som kultisk præst, at kunne helbrede og spå samt at han ofte var ’smed’, en på den tid betegnelse for håndværkere og kunstnere.

Shamanen fra ’Fallward’ var en ophøjet, fornem person og dubleant for Odin. Han modtog gæster i konsultation siddende i sin fornemt dekorerede ceremonielle ’tronstol’ og med fødderne placeret på den ligeså kunstfærdige skammel. Skamlen var placeret så runerne på kanten vendte mod beskueren; runer var prestigemæssigt vigtige at kende for den tids kultpræst. Den mytiske jagtscene var skjult på bagsiden af skamlen. Ved siden af ’tronstolen’ stod et fint lille bord, hvorpå et fugleformet (en Ravn?) trækar stod samt en lille beholder af Buckelkeramik, karakteristisk for det 5. årh. i området Elben-Weser.

Ved siden af den døde - og ikke på ham - lå et militært bæltesæt af bronze og af typen Vieuxville, der skulle indikere, at den døde i en ung alder og ca. år 400, havde tjent som lejesoldat i den romerske hær. Her mener jeg noget andet. En kultpræst af høj rang har næppe stået i romersk sold, hvorimod bæltet og den skjulte jagtscene har medvirket til at give ham skjulte kræfter. Et sådant romersk militærbælte kan have fundet vej til ’Fallward’ på flere måder enten gennem træfninger mellem romere/germaner eller ved handel. Hele konteksten sigter mod en kultisk funktion - og ikke en kriger. Der er i denne grav ikke fundet våben, hvilket taler for en sådan tolkning.

Som nævnt af runolog Lisbeth Imer, er der tale om en verden af visdom, digtekunst, mytologi og magi, som i datidens kosmologi har givet en fuldstændig ’magisk-kultisk’ mening.

De omtalte guldbrakteater må tolkes i samme retning. C-brakteaten fra Vadstena demonstrerer hele rækken af den ældre fuþark og mønten har antageligt haft magisk kraft. Selvom den falske Strängnäs inskription i Södermanland < -rilaR: wodinR: > skulle vise sig at være sand, bekræfter den kun en sammenhæng mellem den hedenske tro og Odin - og en kultisk udøver, der er ’eril’. Brakteaterne fra Äskatorp og Väsby fortæller, at personen Wigar, der er ’eril’, har skabt kunstværket. Mange billeder på brakteater viser udover heste også hjortelignende dyr, fugle samt Odins magt i form af runerne. Selv runerne på Järsberg-stenen er ristet af den mytiske person ’Ravn’, der er ’eril’.

Det meste kan forklares ud fra mytologien og jeg ser intet behov for en fantasifuld udokumenteret fortælling af TB, der inddrager herulske krigere i det historiske forløb i Skandinavien.

[Troels]

Du Alforbarmende! En shaman eller endog Odin himself i romersk militæruniform! Men det mest morsomme ved det er, at man netop kunne mistænke vestherulerne for at være med til at bringe Woden og C-brakteaterne fra sydvest til Norden. Optræder du selv med shamanistiske evner?

Du citerer hele tiden bogen Danmarks Runesten. Det ville være fint, hvis det var det, tråden handlede om. Imer skriver imidlertid kun sporadisk om tiden før stenene for at trække linjer op gennem en almen opfattelse. De første 10 danske runesten kom i 700-tallet (hvis vi ser bort fra Lister-stenene, som hun ikke gør meget ud af), og de danske sten kom først for alvor i 800-tallet med 16-tegns futharken. Det er 4-500-tallets 24-tegns indskrifter, som vi diskuterer i denne tråd – og dem diskuterer hun vel slet ikke. På hvilken side gennemgås f.eks. problematikken med ErilaR-indskriften, som du citerede hende for?

Runologerne har store problemer. Deres speciale er at læse runer – og det går faktisk fint også i den ældste tid. Mange af dem er også sprogforskere og kan derfor oversætte. Når det kommer til tolkning af teksten ender det imidlertid i ren forvirring. En af fagets nestorer, Michael Barnes, skrev for nogle år siden: ”The study of runic writing in all its aspects is certainly in need of critical reappraisal … Methodological guidelines for interpretation have largely been conspicuous by their absence…”. Eller sagt på almindeligt dansk: ”Runologerne har ingen videnskabelig metode til fortolkning”. Derfor hjælper det ikke at overvælte os med tilfældige citater, som passer i dit kram – man skal analysere tekst og kontekst på kryds og tværs og argumentere – og når du endelig forsøger bliver en stakkels lejesoldatofficer og hjemlig høvding til en shaman!!!

Hvad med at koncentrere dig om en tid med mere egnet stof til citatsamling - som de danske vikingekongers slægtninge i Frisien? Det gjorde du meget bedre.

[Karsten Krambs]

Derfor hjælper det ikke at overvælte os med tilfældige citater, som passer i dit kram – man skal analysere tekst og kontekst på kryds og tværs og argumentere, [ . .] Runologerne har store problemer. Deres speciale er at læse runer – og det går faktisk fint også i den ældste tid. Mange af dem er også sprogforskere og kan derfor oversætte. Når det kommer til tolkning af teksten ender det imidlertid i ren forvirring.

Det glæder jeg mig fremover til at se i dine artikler generelt, men her drejer det sig specielt om herulerne. Som før nævnt indeholder dine skriverier frygtelig mange påstande som du anvender til at underbygge dine fantasier med - uden argumentation og verificering. Er der overhovedet nogen anerkendte forskere, der har givet dig en positiv tilbagemelding? Jeg ser gerne en henvisning til en anerkendt og nutidig forskningslitteratur, af en ligeså anerkendt nulevende forsker - som har haft en gennembrud med at dokumentere herulernes tilstedeværelse i Nordeuropa og Skandinavien.

Når jeg afprøver enkelte af dine påstande og i en række indlæg (inklusiv en bæredygtig kontekst) refererer til flere forskningsartikler der går imod dine tolkninger, reagerer du kraftigt på dem. For mig er dette en positiv tilbagemelding, da jeg dermed må have ramt noget rigtigt. Jeg husker du tidligere har udskældt arkæologerne for deres tolkninger og nu er det åbenbart runologernes tur. Er du ikke bare amatør?

Prøv for eksempel at orientere dig om fund af romerske bæltespænder; de er mere almindelige i hele Nordeuropa end du åbenbart er klar over. Skal de så allesammen knyttes til herulerne? Der er bl.a. fundet et sæt af en anden type i Warstade, Landkreis Cuxhaven, samme sted som den førnævnte Hemmoor spand. Hvis du hver gang du påstår noget tager et dybere spadestik analytisk, slipper du for disse tilbagevendende kritiske indlæg.

[Karsten Krambs]

i romersk militæruniform?

Gürtelgarnitur (bæltesæt), Abbeville, Dept. Somme, typ Vieuxville, (Böhme 1974: s.61)

Die Kerbschnittgürtelgarnituren vom Typ Vieuxville (Abb. 20) unterscheiden sich in mehrfacher Hinsicht von den anderen Garnituren mit Kerbschnittverzierung (Fundliste 12). Aus den ursprünglich großflächigen Platten der 3teiligen Gürtelgarnituren sind drei sehr schmale, rechteckige Beschlagplatten geworden, die mit je einer Astragalröhre verstärkt sind und vier Niete besitzen (Abb. 20, a-c). Zwei der Platten (a und b) bilden das „Gegenbeschläg". Die Tierkopfschnalle hat ein eigenes, sehr schmales Beschläg mit zwei Nieten, ist separat befestigt und liegt auf der dritten astragalierten Platte (c) auf.

Die Garnituren aus dem reichen Kriegergrab von Vieuxville (140; Taf. 110, 5-9) und aus Kreuznach weisen jeweils drei kerbschnittverzierte, schmale Platten mit Astragalröhre und eine Schnalle mit sehr kleinem Kerbschnittbeschläg auf, so daß man deutlich die Ableitung dieser Gliederung von den 3teiligen Garnituren sehen kann. Die Mehrzahl der Garnituren, die zum Typ Vieuxville gerechnet werden können, bestehen nur aus zwei schmalen Kerbschnittbcschlägen mit Astragalröhre und der zugehörigen Schnalle.

Diesem Schema entspricht auch die Garnitur aus Abbeville/Somme (142; Taf. 114, 1-4). Nur die mit Randtieren besetzten Beschlagplatten und das fast unverzierte Schnallenbeschläg weichen von der Normalform ab.

Som det ses er der tale om en rig krigergrav i Vieuxville. Om det samme er tilfældet med fundet i Abbeville/Somme og i området omkring Oxford er uvist. 'Fallward' betegnes ikke som en krigergrav, snarere tværtimod. Troels, du har en god sag hvis du kan koble alle fund af bælter af typen Vieuxville sammen med herulernes deltagelse/rokering i den romerske hær. God fornøjelse med det.

[Troels]

God dag mand - Økseskaft

Jeg stillede dig et konkret spørgsmål om et sidetal på diskussionen af ErilaR i den kilde, du henviste til.

I stedet fabler du om nogle bæltespænder, hvor jeg blot citerede de tyske kilders omtale af lighedspunkter i Frankrig og England og den begravedes antagelige rolle som romersk lejesoldat i England - og det harmonerer ikke med en shaman. Jeg påstod ikke at bæltespænderne var herulske - konstaterede blot, at vestherulerne boede i området (et resultat af 4 historiske kilder) og havde været romerske lejesoldater, men om Fallward er herulsk, chaukisk eller saxisk, kan jeg da ikke vide på dette grundlag.

Min påstand om, at herulerne kom til den skandinaviske halvø, har slet ikke noget med arkæologi at gøre. Den er historisk og anses for pålidelig, hvilket bl.a. er bekræftet over for mig af nogle af de eneste internationale specialister med artikler om herulerne og Procopius, den østrigske professor Andreas Schwarz og Alexander Sarantis, som kommer fra Oxford. Men det kunne du have læst i min artikel.

[Karsten Krambs]

Runologerne har store problemer. Deres speciale er at læse runer – og det går faktisk fint også i den ældste tid. Mange af dem er også sprogforskere og kan derfor oversætte. Når det kommer til tolkning af teksten ender det imidlertid i ren forvirring. En af fagets nestorer, Michael Barnes, skrev for nogle år siden: ”The study of runic writing in all its aspects is certainly in need of critical reappraisal … Methodological guidelines for interpretation have largely been conspicuous by their absence…”. Eller sagt på almindeligt dansk: ”Runologerne har ingen videnskabelig metode til fortolkning”. Derfor hjælper det ikke at overvælte os med tilfældige citater, som passer i dit kram – man skal analysere tekst og kontekst på kryds og tværs og argumentere – og når du endelig forsøger bliver en stakkels lejesoldatofficer og hjemlig høvding til en shaman!!!

Kilde: 'Runes and Their Secrets' 2006, “Zur Runeninschrift auf dem Schemel von Wremen, af Matthias D. Schön, Klaus Düwel, Rolf Heine & Edith Marold.

Før du skriver mere "kistepræk" burde du læse de kilder jeg løbende har citeret og refereret til. Så vil du se at jeg blot - og helt som det er min stil - har videregivet kildernes tolkninger. Det med at tage et spadestik dybere før du skriver, er der her et eksempel på. Det er yderst kompetente forskere, jeg henviser til og som tolker den døde i 'Fallward' som en person med høj kultisk rang. Samlet tolkes tronsættet, runeskrift og jagtscenen som, at der er tale om en ’magisk’ eller kultisk funktion muligvis i sammenhæng med et kultsted som ’Feddersen Wierde’. Hvad er det så for et team, der har medvirket i den citerede kilde? De kommer her -

• Matthias D. Schön M. A., arkæologidirektør og leder af det arkæologiske og kulturhistoriske museum Museum Burg Bederkesa med ansvar for bl.a. fundene i ’Wurtensiedlung Feddersen-Wierde’ og ’Altsächsischen Gräberfeldern an der Fallward’.
  
  Klaus Düwel, professor ved universitetet i Göttingen, er deutscher germanistischer und skandinavistischer Mediävist, er internationalt anerkendt som en af de førende indenfor rune-epigrafik. Han er medlem af ’Kungl. Gustav Adolfs Akademien för svensk folkkultur’ i Uppsala, ’Det Kongelige Norske Videnskabers Selskab’ i Trondheim, Det Norske Videnskaps-Akademi (DNVA) i Oslo samt medlem af det Österreichische Akademie der Wissenschaften (ÖAW).
  
  Rolf Heine, er uddannet tysk klassisk filolog, har arbejdet som lektor, adjunkt og seniorforsker ved Institut for Klassiske Studier, universitetet i Göttingen. Har speciale indenfor latinsk grammatik og leksikografi.
  
  Edith Marold, D. phil., Professor i ‚Altgermanische und Altnordische Philologie‘ ved universitetet i Kiel, er österreichische germanistische und skandinavistische Mediävistin, Professorin für Literatur und Kulturgeschichte des skandinavischen Mittelalters | Akademieprojekt RuneS | Skaldik-Projekt. Hun har skrevet en del litteratur om skjaldedigtning, (nordisk) mytologi, Gotlandske billedsten, Eiriksmal, Snorris Gylfaginning samt runologi. Fik sin doktorgrad ved afhandlingen: „Der Schmied im germanischen Altertum. Wien 1967”.

Nu ser jeg at du efterhånden trækker i land på flere fronter efter mine mange indlæg - en klogt træk, da du ikke mere kan snakke dig ud af problematikken. Fallward er ikke en krigergrav og kan desværre ikke anvendes som indicie i dit scenario om herulerne. Et gennembrud omkring herulernes tilstedeværelse i Nordeuropa og Skandinavien findes åbenbart ikke; jeg ser ikke du refererer til eksempler på afhandlinger. Ydermere, er din tolkning af Rökstenen blevet blåstemplet af den akademiske verden? Af hvem? Hvornår?

[Karsten Krambs]

Fundpladsen Flögeln-Eekhöltjen ligger i området Elben-Weser i det nordlige Niedersachsen, Lkr. Cuxhaven. Bosættelsen lå i den nordlige kant af en Geest-ø, på et lille lavtliggende næs, som var omgivet af sump og mose på alle sider. Stedet har været bosat fra det 1.-2. årh. e.Kr. og frem til det 5.-6. årh., hvor stedet tilsyneladende forlades. Flögeln-Eekhöltjen har haft ca. fem (5) forskellige byggefaser.

Interessant er et specielt langhus nr. 20 fra byggefase 5 og 6 (kan ikke separeres), der ikke er konstrueret som andre i bebyggelsen. Vestenden på dette hus viser en særlig bred og ca. 30 cm dyb gravet rende for vægkonstruktionens stolper, samt dybe tværgående stolper nedlagt i jordlaget. Som en slags kraftig fundering. Huset synes at være indrettet som beboelse med et slags forrådsrum samt et yderligere mindre afsnit. På grund af den fundne stolpeplacering er det usandsynligt, at der har været en stald. Det har ikke været muligt at rekonstruere huset ud fra optegnelserne.

Fra fundamentet i vestenden af huset er der fundet tre (3) objekter:
En sølvnål med en guldbelagt sølv-manchet under et kegleformet hoved som afslutning; en romersk bronze skive-fibel med rester af rød og måske blå emalje - fra det 2. til tidlige 3. årh.; en bronzetråd dannet som en ringformet åben bue, måske en rest fra en anvendt ring-fibel. Sølvnålen har ingen direkte paralleller men manchetter af samme type er fundet i Dankirke ved Ribe.

Fundene og den usædvanlige konstruktion af vestenden af huset taler for at huset havde en speciel funktion. De besynderlige fund fra den vestlige del - specielt sølvnålen - tegner i den samlede kontekst et billede af et særligt magisk sted. Zimmermann tolker huset beboer som en person, der har haft en fremtrædende social status og at huset muligvis har været et kulthus.
Kilde: „Die Siedlungen des 1. bis 6. Jahrhunderts nach Christus von Flögeln-Eekhöltjen, Nieder Sachsen: Die Bauformen und ihre Funktionen“, W. Haio Zimmermann 1992, s.133-34.

Kommentar: det ser ud til at kultiske funktioner var ret almindelige i perioden romersk jernalder, hvor hver større bosættelse givetvis har haft deres eget kulthus og person med høj kultisk rang.

[Karsten Krambs]

Min påstand om, at herulerne kom til den skandinaviske halvø, har slet ikke noget med arkæologi at gøre. Den er historisk og anses for pålidelig,

Det bedst kendte eksempel på historieskrivning jeg kender, er af D.phil. Jørgen Jensen, der skrev værket Danmarks Oldtid i fire bind, som udkom første gang i 2004, samt 2. udgave fra 2006. Dette værk baserer sig tværfagligt på en kombination af både historie og arkæologi. Bedre kan det ikke gøres - hvis man vil skrive historie.

http://denstoredanske.dk/Danmarks_Oldtid

[Karsten Krambs]

En sølvnål med en guldbelagt sølv-manchet under et kegleformet hoved som afslutning; [ . .] Sølvnålen har ingen direkte paralleller, men manchetter af samme type er fundet i Dankirke ved Ribe.

Flögeln-Eekhöltjen

Sølvnål med guldbelagt sølv-manchet

[Karsten Krambs]

eril-teorierne

Tidligere har jeg nævnt den anerkendte tyske professor Klaus Düwel, der er førende specialist i rune-epigrafik. Han har i 2008 analyseret erilaR-indskrifterne i bogen „Studien zu Literatur, Sprache und Geschichte in Europa“, hvor han kom frem til -

„Sammenfattende kan fastslås om erilar: Det drejer sig om en titel, der bæres af en runemester, der er både rune- og skriftskyndig, er indviet i (en form for) præstegerning og sikkert befinder sig på et højt, hvis ikke det højeste sociale rang-niveau".

Sammen med mine citater af Erik Moltke og Ottar Grønvik er der således stor uvished om den teori, at der etymologisk er en forbindelse mellem herul og eril.

Den norske runolog og Dr. phil. Terje Spurkland har specialiseret sig i runer og runeindskrifter og har i bogen ’Norwegian Runes and Runic Inscriptions’ fra 2005, behandlet de norske eril-indskrifter. Han gennemgår de forskellige eril-teorier og fremhæver, at ”forbindelsen med herulerne er den mindst sandsynlige af teorierne”.

Terje Spurkland mener, der er god grund til at tro, at en ’eril’ tilhørte én eller anden form for overklasse i proto-skandinavisk tid og at det er usikkert om ’eril’ betyder ’kenskab til runer’ eller ’runemester’. Spurkland sammenfatter det sådan -

Som det ses fremgår det kun i to (2) ud af otte (8) tilfælde, at ’erilen’ ristede runerne og at det kunne betyde en form for stillingsbetegnelse (titel) der forbindes med runekunst. Resten af indskrifterne skriver kun ”jeg, eril” eller ”jeg (er) X’s eril”.

Kommentar: Ingen af de eksisterende teorier vedrørende ’eril’ har pt. opnået en generel godkendelse. Årsagen er, at det er vanskeligt lingvistisk at få kortet til at passe til terrænet. Udover ganske få, som f.x. Mees (2003), der mener at eril og herul har samme sproglige rod, tager flertallet af sprogforskere afstand fra denne teori.

[Karsten Krambs]

De norske eril-indskrifter ifølge Terje Spurkland

Veblugsnes fjeldindskrift:
ek irilaR Wiwila(n)
”jeg (er) Wiwila's eril" eller "jeg (er) eril Wiwila”

Rosseland runesten:
ek WagigaR irilaR Agilamundon
“jeg (er) WagigaR, Agilamundo’s eril”

Det sidste ord ’Agilamundon’ tolkes som et kvindenavn i genitiv. Det er det eneste eksempel på en kvinde, der har en eril i sin tjeneste. Kvinden vurderes til at have en høj verdslig eller religiøs rang.

Bratsberg fibula/broche/spænde:
ek erilaR
”jeg (er) eril”

Runerne er skrevet på bagsiden af brochen og menes at have givet ejeren magisk beskyttelse.

By, Sigdal runesten:
ek irilaR hroRaR
”jeg (er) eril Hrorar”

Kommentar: Det er svært at forklare en indskrift - ristet i sten - i Rosseland, der beretter om en eril, der tjente hos en kvinde. Specielt hvis eril er synonym med en herulsk kriger. Fiblen eller spændet fra Bratsberg er ligeledes interessant, da en sådan smykkenål generelt kun blev anvendt af både mænd og kvinder frem til 400-tallet. Fiblen fra Bratsberg (KJ 16) er af sølv, fundet i en inhuman kvindegrav dateret til c. 475-485 af Grønvig (1987) og c. 475-525 af Lisbeth Imer (2007).

Generelt er eril-indskrifterne dateret til det 5. og 6. århundrede.



Billede af Bratsbergs fibula, bagside med runeskrift - samt fiblen set forfra.

[Starkodder]

Agilmund brukar väl vara ett mansnamn?? Hur uttalas den kvinnliga varianten här, Agilmunda? Låter skumt...

[Karsten Krambs]

Agilmund brukar väl vara ett mansnamn?? Hur uttalas den kvinnliga varianten här, Agilmunda? Låter skumt...

Prøv at Google på Agilamundon og du vil få en del træffere, hvor du kan læse at der er tale om et kvindenavn.

Citat:
Siste ord kan leses agilamundon, da n oftest ikke uttrykkes foran homorgan klusil i innskrifter i eldre runer; det er et sammensatt personnavn, kjent i masc. fra kontinentet, latinisert Agilamundus. Endingen -ön må være en oblik kasus av en fem. n-stamme, her genitiv. I oversettelse: Jeg (er) WagigaR, Agilamundos eril.