Danmark bliver ét kongerige

[Notarius]

Nu bliver vi vist lidt off topic, men Hviderne havde to yndede kalkmalere midt i 1100-tallet - Jørlunde-mesteren og Finja-mesteren. Jørlundemesteren malede i Måløv Kirke noget, som mest af alt ligner italienske byhuse - og det harmonerer godt med at Andreas Sunesen fra familien med Knardrup senere studerede i Bologna (sammen med den senere pave). Hans bror byggede i Ledøje en kirke med Karl den Stores paladskirke i Aachen som model. Finja ligger ved skånske Häsleholm i et område, som havde været ejet af Margrethe Fredkullas - og han malede det berømte billede i Fjenneslev. De kulturelle påvirkninger gik på kryds og tværs - og den tidligere danske vikingekultur har været letpåvirkelig, uden at vi skal lægge for meget i det.

Jeg ved ikke, om du i virkeligheden stadig søger efter den byzantinske tankegang bag indretningen af Harald Blåtands byggerier. Jeg mener, at den er sandsynlig - men den kan sagtens være en isoleret dille, da der jo beviseligt var nordisk forbindelse til Byzans dengang. Den behøver ikke at skyldes østkristendommens udbredelse, som det er på mode i Sverige. På samme måde var Rökstenen kraftigt påvirket af kristen frankisk renæssance og klassisk kultur - men ham, som fik den rejst, var overbevist hedning - derfor kan runologerne ikke få den til at falde på plads i deres vante mønster.

Egentlig leder jeg ikke efter netop dét, men er blevet mere opmærksom på datidens forbindelser østpå, som har været nedtonet – i min reol står bogen 'Kristendommen i Danmark før 1050', resultat af et symposium. I den kan man lede længe efter omtale af indflydelse fra den kant, men historikeren/slavisten John H Lind har beskrevet varægernes gradvise overgang til kristendom, og at en del af dem var blevet døbt ved indgåelse af ny aftale i 944. Hvad kalkmalerier angår, har kunsthistorikeren Ulla Haastrup i en artikel "Byzantinsk klædte ærkeengle i danske fresker" skrevet om adskillige kirker på Sjælland og i Skåne. Hun stiller spørgsmålet: Hvorfor og i al verden malede man i Skåne og på Sjælland specielt udklædte ærkeengle, som var de hofmænd hos den byzantinske kejser? (... nævner Hvideslægten og deres kirker ...) . På en eller anden måde må menigheden i det østlige Danmark have forstået betydningen af disse, specielt udklædte engle. (...) Det må have krævet en tæt kontakt med den ortodokse kirke og dens kunst at acceptere sådanne ærkeengle. Men for de skandinaviske varæger, lejesoldaterne ved kejserens hof, var det selvfølgelig naturligt." John H Lind har også gjort opmærksom på, at Thietmar af Merseburg via en meddeler kunne skrive om "snapfodede danskere" i Kiev lidt senere (c 1016).

https://www.academia.edu/8801396/Byzant ... 100-tallet

og

https://www.academia.edu/12864633/Tissø ... _in_Danish_

I sidstnævnte artikel står også nogle linier om Harald Blåtand og hans (unikke?) muligheder for at sende mandskab østpå, da han var den eneste med en sådan kapacitet. Kristendommen fra øst havde gode muligheder for at blive kendt i Danmark.

[Troels]

Jeg kender godt Ulla Haastrups artikel. Hun kontaktede mig i 2014, da hun skulle holde foredrag i Farum - fordi jeg på en hjemmeside havde skrevet om de fragmenter, vi har i Farum af et Majestas Domine-maleri, som jeg mener er af Finja-mesteren - trods omgivet af Jørlunde-malerier. Hun sendte mig ved den lejlighed et korrektureksemplar af den artikel, du omtaler, og skulle i øvrigt næste dag have besøg af netop John Lind. John Lind er meget optaget af østkontakterne - men jeg er ikke sikker på, at det er bevis på, at Hvide-kontakten er direkte. Der er næppe tvivl om, at både Jørlunde- og Finja-mesteren havde lært kunsten i udlandet - og havde været i kontakt med både Norditalien og Byzans, som hun var meget optaget af på det tidspunkt. I Norden har man vel blot set på kalkmalerierne som fremmedartede historiske scener - og Jerusalem ligger jo nærmest Byzans. Hun konkluderer jo også, at skismaet øjensynligt ikke havde stor betydning i Norden.

Derfor tror jeg ikke, at man skal lægge for meget religiøst og politisk i det - udover at Hviderne af strategisk årsager skulle acceptere rus og skulle demonstrere deres overlegenhed med internationale forbindelser og pragt - herunder også den kostbare lazurblå og forgyldning. Kunsthistorisk er observationen derimod særdeles interessant.

[Karsten Krambs]

For det kan jo tolkes, som om Lejreslægten i 7-800-tallet byggede et brohoved ved Erritsø ligesom Lejre,Tissø og Järrestad [ . .] Det forklarer, hvorfor man ikke kan finde spor før Harald i Jelling - hvis jeg nu skal fortsætte, hvor jeg slap.

Lidt fabulering.

Vi har debatteret dette skisma før - var det samme 'æt' eller 'klan' der udvidede sin dominans eller - var det specielle håndværks traditioner, der gik i arv fra fædre til sønner. En slags Naver.

Vikingetidens beboere i Erritsø har måske blot hyret et håndværker-sjak fra enten Lejre eller Tissø til at bygge netop deres hal.

Et eksempel er Trelleborghusene, hvor beslægtede huse kendes fra Westfalen og hurtigt blev almindelige i det frisiske område (midt 7. årh.). Yngre huse fra samme område i 700-800-tallet (Waterbolks type Odoorn C) er nært beslægtede med Trelleborghusene. Første kendte hus på dansk område og Hedeby er opført ca. 874. Herefter optræder husene i både Jelling og Trelleborgene sidst i 900-tallet. Husene kendes ligeledes fra dusinvis af landbosættelser og i Vestjylland på fire pladser med et ekstra fag, indrettet som stald. Efterfølgende dukkede denne konstruktion op mange steder på den svenske vestkyst.

Specielle håndværks traditioner ser vi bl.a. i opbygningen af gravhøje og volde - og selv Trelleborgene har sin opfindelse i de frisiske ringsborge, der er 100 år ældre end de danske. Runer var på samme måde en speciel håndværks tradition og vi ser sten ristet af samme runerister på både Sjælland og Fyn.

Det specielle håndværk behøvede naturligvis ikke altid og fremadrettet at bygge på arvelig overlevering og tradition alene, da andre i datiden sikkert aflurede de nye tekniker.

[Troels]

Det karakteristiske ved Erritsø er, så vidt jeg forstår, ikke specielt hallen, men indhegningen og indretningen, som også findes i Lejre, Tissø og Järrestad. Disse anlæg menes at have et ceremonielt / religiøst formål. Det er derfor man gætter på, at østdanerne byggede disse anlæg.

Hvad der afviger, er befæstningen rundt om gården, og derfor kan man gætte på et anlæg i eller nær fremmed territorium.

[Karsten Krambs]

Det karakteristiske ved Erritsø er, så vidt jeg forstår, ikke specielt hallen, men indhegningen og indretningen, som også findes i Lejre, Tissø og Järrestad. Disse anlæg menes at have et ceremonielt / religiøst formål. Det er derfor man gætter på, at østdanerne byggede disse anlæg.

Hvad der afviger, er befæstningen rundt om gården, og derfor kan man gætte på et anlæg i eller nær fremmed territorium.

Det er ikke meget der pt. foreligger af informationer.

http://www.vejlemuseerne.dk/story/har-v ... kingetiden

[Troels]

Der foreligger ganske rigtigt ikke meget information, men Tom Kristensen omtalte og bragte en tegning af udgravningen i sin store bog om Lejre sidste år. Han skrev om visse fællestræk med Lejrehusene - herunder også indretningen - og en vis lighed med fase 3 af hele pladsen ved Tissø. Det er næppe tilfældigt, at arkæologerne nu taler om østdanskere. Der er ikke markeret flere faser på nuværende tidspunkt, men primært talt om 7-800-tal. Derfor har jeg hidtil regnet med, at det var et strategisk placeret brohoved ved bæltet ved norddanernes mobiliseringen i sammenhæng med Kanhavekanalen og den store udbygning af Dannevirke. Varulf nævnte vist Ivar Vidfadme i den forbindelse - hvad jeg er enig i - han er antageligt den samme sagnskikkelse som Lejrekrønikens symbolske Dan.

Jeg burde nok have henvist til mit resumé af Danernes Sagnhistorie uden så meget Saxo (www.gedevasen.dk/danerne.html) i stedet for hele bogen, da det er tilstrækkeligt i sammenhæng med denne tråd.

[Karsten Krambs]

• Det hadde eksisterte riksdannelser siden yngre bronsealder i Syd-Skandinavia, selv om de fleste kunne ansees å være stammeriker i seg selv,
• Et vakuum hadde oppstått i 200 til 500 e.kr,
• Beowulf-kvadet antyder eksistens av en geatsk/jysk kongeslekt og deretter et egne kongerike på den jyske halvøya i 400- og 500-tallet.
• "Dania", er grundlagt og fuld operativ senest år 450 e.Kr.
• Lejre i 500-tallet, for ifølge sagnhistorien kom kong Skjold
• at "grunnleggelsen" ikke var tidligere enn i 500-tallet. Men det betyr ikke at alle kongeriker skulle ha sin begynnelse i Lejre,
• landsdele, som samlede stammerne i kongeriger fra omkring 500.
• 515/518/528 Chochilaichus/Hugleik
• Kanskje første gang Daneriket var blitt samlet, var i perioden 650 til 700 da Ivar Vidfamne levde,

Tak for de mange interessante bidrag til emnet. Som det ses af ovenstående har jeg klippet tekster ud af de forskellige indlæg og opsat dem i nogenlunde kronologisk orden. Umiddelbart ser det ud til at noget hændte i 500-tallet. Der nævnes muligheden for en alliance, hvor 'småkonger' organiserer sig under en slags 'overkonge', måske endda i et (administrativt styret?) tributs system.

Vurderes et sådant system at kunne eksistere i 500-tallet? Uden administrative systemer som herredsopdeling eller områdeinddeling baseret på Sysler - som vi kender fra Uppsalaområdet i det tidlige 1000-tal (hund, hundare, huntari). Var et tributs system en frivillig ordning eller baseret på en enkelt klans dominans? Hvilken form for merværdi skulle en 'småkonge' se i denne model? Er det realistisk?

[Troels]

Vi har ingen grund til at tro, at danernes løse stammesamfund i et ørige af sig selv pludselig skulle finde sammen i en "avanceret" og større overordnet struktur. Incitamentet til den slags kommer normalt udefra eller ved erobring. Det gjorde det også de to efterfølgende gange i 700-tallet og 900-tallet, hvor det var en overhængende trussel fra kejsermagterne, som førte til samling af naboerne - helst omkring en stærk leder. Forløbet i 800-tallet, hvor 700-tallets samling gik i opløsning, da truslen forsvandt, tyder tværtimod på, at strukturen bagved havde været svag - den har været baseret på det forsvar, som netop var kongens opgave.

Man kan i øvrigt ikke udtænke historie ved filosofi - det kan kun blive en efterfølgende vurderingsmetode. Man er nødt til at begynde ved kilderne - hvor svage de end er - og omkring 500 er de i øvrigt ikke så svage igen - formodentlig netop på grund af markante begivenheder.

[Karsten Krambs]

Som Varulf så rigtigt skriver, synes der at opstå et vakuum i perioden 200-500 e.Kr.

Som jeg husker det var denne periode præget af indbyrdes ufred. Der ses fremstød af militære enheder fra Sydnorge og tilstødende dele af Sydvestsverige mod Jylland og Fyn i perioden 200 til 250 e.Kr. (Ilkjær 1993). Jørgen Ilkjær har ligeledes forsket i de sydsvenske offermoser, hvor våbendeponeringer fra Skedemosse på Öland og Hassle Bösarp i Skåne tyder på, at det var krigere fra Uppland og omegn, der opererede ca. år 300 e.kr. i nævnte områder. Ligeledes har der i perioden været indfald i Jylland fra det Nordtyske område.

Som Notarius har været inde på kan vi kun gætte os til, hvad der senere hændte Anglerne.

Ovenstående tyder på at netop Jylland - måske - havde manifesteret sig i forhold til de andre områder - og sikkert Skåne, - som Varulv ligeledes har været inde på. Ingen bekymrer sig åbenbart i nævnte periode om området Lejre. Tråden om 'Hjemvenderne' afslørede et halvt dusin hypoteser, der ved nærmere granskning fusede ud som vådt fyrværkeri til Nytår. De svage og upræcise kilder giver ikke éntydige svar.

[Troels]

Vi taler om to vidt forskellige ting.

Jylland havde en turbulent periode på grund af ændring af landbrugsforholdene og udvandring. Ufreden viste sig 200-500 i form af diger og krigsbytteofre, som også viste indtrængende folk fra Tyskland, Norge og Sverige. Vestfyn hørte med til denne zone. Her havde vi angler og jyder og måske også andre grupper, mens kimbrerne var udvandret før Kristus. Beowulfs geats kan være jyder, göter eller andre folk - det aner vi ikke.

Skåne, Sjælland og Østfyn havde derimod en helt anden arkæologi med rige samfund som Uppåkre, Himlingøje og Gudme. Det var her de danske stammer levede og hvor centralplads-dannelserne ændrede sig fra 365-550 - og det havde næppe noget med jyderne at gøre. Her var den østgermanske påvirkning en faktor, som både viser sig i arkæologien og historien - og i øvrigt en kraftig samhandel via de tyske og polske floder, som ændredes, da slaverne trængte frem efter folkevandringerne. Det er danerne 500-965, jeg har skrevet om i det resumé, jeg henviste til.

Først omkring 700 opstår der tydelige tegn på en centralmagt (fælles militærmagt) - men det skyldes uden tvivl frankernes trussel. Syddanerne nævnes først i 890, men er antageligt opstået omkring 700 - men nogle kan forinden have opfyldt den nordlige del af det angliske tomrum.

[Karsten Krambs]

• Det hadde eksisterte riksdannelser siden yngre bronsealder i Syd-Skandinavia, selv om de fleste kunne ansees å være stammeriker i seg selv,

Ser vi på en tidligere periode i førromersk eller keltisk jernalder (500 – 1 f.Kr.), eksisterede en større bosættelse på Als eller omegn. Omkring år 350 f.Kr. kom mellem 80-100 krigere sejlende i fire til fem kanoer - ca. 20 m lange - og angreb en boplads på Als. Krigerne tabte i kampen og våben og udstyr samt en enkelt krigskano blev ofret i mosen. Det er uvist hvorfra krigerne kom.

Der er tale om det første store våbenoffer på dansk jord, der blev nedlagt i Hjortspring Mose. Mosen lå på Nordals ved Hjortspringkobbel midtvejs mellem Augustenborgfjorden og Østersøkysten. Mærkeligt nok er der i Hjortspring Mose ikke fundet våben eller udstyr med indgraverede tegn/skrift. Det må tolkes derhen, at de to nordgermanske stammegrupper - der deltog i kampen - endnu ikke havde nået det nødvendige kulturelle niveau. At nedkæmpe en gruppe på mellem 80-100 krigere kræver en ret så stor bosættelse. Muligheden foreligger, at vi måske arkæologisk endnu ikke har afdækket eventuelle stormandsmiljøer i Jylland fra dette tidspunkt og de næste ca. 800 år. Hvad véd vi egentlig her, udover det allerede omtalte Erritsø fra det sene 700-800-tal?

Tilbage til perioden 200-500 e.Kr.

Selvom Norden muligvis var ret isoleret i forhold til begivenhederne på kontinentet, må det have påvirket handelen, at Britannien rent formelt udtræder af det Romerske rige år 430. Det kan ikke være forbigået datidens handelsfolk.

Den romerske svækkelse kan desuden aflæses direkte i frisernes ekspansion. Friserne koloniserede både Brabant og Flandern et sted mellem 4. til 7. årh. e.Kr. Brabant er kystområdet der ligger ud for øriget Frisiae et Seelandiae, hvor Walcheren er den største af øerne. I Brabant har 58% af befolkningen YDNA type R1b-U106, mens Flandern ligger 12% lavere. I Vest-Frisland og efter år 450 e.Kr. er de tidligste boliger fundet i det nordøstlige område omkring byen Medemblik. Her blev den første grundsten lagt til frisernes senere udbygning med kongeslægt og riget Frisia Magna i det 8. århundrede - med efterfølgende bosættelser langs Jyllands vestkyst.

Præcis hvornår grupper af Angler og Jyder - muligvis i 400-tallet - immigrerede til England ved vi ikke - og hvor kom de fra?

Ældre Futhark skønnes opstået i perioden 200-500 e.Kr. og om denne begivenhed skriver runologen Lisbeth Imer, 2016:

"En hvilken som helst sprogligt begavet person kan have opfundet runerne, men når man tager i betragtning, at runealfabetet relativt hurtigt vandt stor udbredelse i Norden, må skriftliggørelsen af talesproget have foregået i et miljø, hvor kontakterne mellem de forskellige egne var gode, og så er det nærliggende at tænke på et af de stormandsmiljøer, som blomstrede i 2. eller 3. århundrede efter Kristi fødsel. [ . .] Runerne opstod i et samfund, hvor alle var analfabeter".

Interessant er det her, at de urnordiske runer havde spredt sig til det frisiske kerneområde allerede i den første halvdel af 400-tallet e.Kr. I Bergakker, der ligger ca. 3 km fra byen Tiel og floden Rhinen, er der fundet en inskription i Ældre Futhark, hvor translitteration af teksten kan læses som »haþuþȳwas ann kusjam logūns«.

Den første reference i litteraturen - der omtaler runer - er en merovingisk tekst af poeten Venantius Fortunatus fra 500-tallet -

barbara fraxineis pingatur rhuna tabellis quodque papyrus agit, virgula plana valet
oversat til:
"tegn blot den barbariske rune på asketræstavler; alt hvad papyrussen gør, det formår også den flade gren"

Teksten viser, at kendskabet til de nordiske runer havde nået de kontinentale litterære kredse.

[Karsten Krambs]

Jeg har kopieret denne tekst fra tråden om 'Runesten' da den er relevant for denne tråds emne, i fortsættelse af mine sidste indlæg.

I Blekinge kan man tænke sig, at de fire runesten (Björketorp, Stentofte, Istaby, Gummarp) blev rejst i en periode, hvor magten i et større område blev centraliseret på færre hænder; hos Hådulv og hans slægt. Det var i samme periode, at stormandsresidenser som Tissø og Lejre blev grundlagt i det nuværende Danmark, og man må forestille sig, at der har været en parallel til disse store gårde i Blekinge.

Kilde: Danmarks Runesten, af Lisbeth M. Imer, Nationalmuseet, Gyldendal, 2016.

[Karsten Krambs]

Skåne, Sjælland og Østfyn havde derimod en helt anden arkæologi med rige samfund som Uppåkre, Himlingøje og Gudme. Det var her de danske stammer levede . . .

Se tidligere debat om 'Himlingøje' her på Skalman -

viewtopic.php?f=36&t=35916&p=608810&hil ... je#p608810

[Troels]

v Karsten Krambs » 28 okt 2016 14:00

Jeg har kopieret denne tekst fra tråden om 'Runesten' da den er relevant for denne tråds emne, i fortsættelse af mine sidste indlæg.

Lisbeth Imer skrev:
I Blekinge kan man tænke sig, at de fire runesten (Björketorp, Stentofte, Istaby, Gummarp) blev rejst i en periode, hvor magten i et større område blev centraliseret på færre hænder; hos Hådulv og hans slægt. Det var i samme periode, at stormandsresidenser som Tissø og Lejre blev grundlagt i det nuværende Danmark, og man må forestille sig, at der har været en parallel til disse store gårde i Blekinge.

Det var da morsomt - og lidt pinligt. Jeg havde slet ikke nået at få købt og læst hendes bog, da jeg gav mit bud på forklaringen, som tidligere har været meget diskuteret i Sverige: http://www.gedevasen.dk/lister.pdf

[Karsten Krambs]

Skåne, Sjælland og Østfyn havde derimod en helt anden arkæologi med rige samfund som Uppåkre, Himlingøje og Gudme. Det var her de danske stammer levede . . .

Se tidligere debat om 'Himlingøje' her på Skalman -
viewtopic.php?f=36&t=35916&p=608810&hil ... je#p608810

I området omkring Himlingøje – eller rettere Himlings Høje – etablerede et dynasti sig i sidste halvdel af 2. årh. og frem til slutningen af det 3. århundrede. Mærkeligt er det, at i løbet af denne periode havde dette sjællandske magtcentrum faste kontakter til Østersøkysten, Mecklenburg, det nordlige Polen – og endda helt til Sortehavet. Yderligere gik der kontakter via Polen til mellemste Donau og Rhinlandet. Samtidig blev der fra området omkring Himlingøje oprettet et system af sattelit-centre (f.x. Varpelev og Valløby), der politisk og socialt var bundet sammen med Himlingøje. Spredt ud over hele Sjælland findes rige grave fra undercentre (Nordrup-Ringsted, Høje Tåstrup-vest f. København, Gunnerupgård-Vallø, Slettebjerggård-Åmose, Borritshover-Fakse Å, Skovgårde-Udby), der var afhængige af hovedcentret Himlingshøje. I det 3. årh. synes der at udgå en militær ekspansion fra Østdanmark, hvor magtcentret i Himlingøje, ved hjælp af allierede forsøgte at erobre dele af Fyn og det østlige Jylland.

Kilde: ’Danmarks Oldtid’ af museumsinspektør Jørgen Jensen.

Fra magtcentret i Himlingøje i Sydsjælland (2. og 3. årh. e.Kr.) ses kontakter til bl.a. Gudme på Sydfyn (3.-7. årh. e.Kr.), samt så langt som til den vestnorske ø Karmøy. Her er der med centrum i Avaldsnes og omegn fundet specielle fingerguldringe, af samme type som i Himlingøje og dateret til yngre romertid C1b (210-250 e.Kr.), C2 f.eks. Avaldsnes, Hove (250-310 e.Kr.) og C3 (310-371 e.Kr.).

Kilde: 'Status Rings as Indicators of Centres in Western Norway in the Late Roman Iron Age' af den norske forsker Håkon Reiersen.

I slutningen af 2. og i 3. årh. e.Kr. kom således nye betydningsfulde familier til magten i Skandinavien. De havde fælles magtsymboler og kontakter over store afstande. Ved hjælp af alliancerne med romerne opretholdt familierne deres magt. De var de største forbrugere af romerske varer i Nordeuropa. Et stort antal bronzekar, smykker, drikkeglas og mønter fandt vej fra de romerske Rhin-provinser. Kontakterne med Romerriget fik stor betydning for de skandinaviske magthavere, der til en vis grad overtog romernes livsstil.

Jeg skønner det er svært at konstatere, hvilken germansk stammetype, der her er tale om? Men Himlingøje's magtbase synes at være funderet på et betydeligt og velfungerende handelsnetværk, bl.a. af romerske prestige varer - der var efterspurgt.