Jellingdynastiet - en illusion

[Troels]

Nu har de danske listemedlemmer diskuteret længe under overskriften Jellingdynastiet, selv om Jellingdynastiet slet ikke eksisterede i kilderne, som jeg tidligere har nævnt. Dynastiet var et produkt af det i øvrigt berettigede opgør med den romantiske historieskrivning og ukritiske brug af sagaerne.

Jeg fik i juni publiceret en artikel i Rigsarkivets blad ”Siden Saxo” om mordet i Finderup Lade, hvor den nye kildekritik er blevet overdrevet i en omvurdering i 1930'erne, som ellers blev meget berømmet. Efter min mening blev der imidlertid begået flere åbenlyse fejl i kildevurderingen og analysen, hvor man postulerede, at de dømte måtte have været offer for et justitsmord - selvkritikken blev glemt i begejstringen over det nye "værktøj". Der var ikke i kildematerialet belæg for påstanden om justitsmord: De dømte syntes modsat påstanden at have haft både motiv og lejlighed til at begå den forbrydelse, de i sin tid blev dømt for ifølge dokumentationen. Vidneudsagn og beviser kender vi ikke mere, så dommen kan slet ikke vurderes juridisk. Jeg har kun fået positive reaktioner - ingen modargumenter.

Måske er det derfor, at ”Siden Saxo” nu 22/3 i nummeret 2016-1 også publicerer min lignende artikel om et andet omdiskuteret "mysterium", ”Harald Blåtands slægt”, som jeg nævnte her i december. Her viser jeg ved en kombination af nyere arbejder af Henrik Janson, Niels Lund, Michael Gelting og Arne Søby Christensen, at de radikale og andre historikere i 1930'erne i alt for høj grad byggede på Adam af Bremen og de kirkelige historikere, som fulgte ham. Grunden til afvigelsen fra sagaernes enkle historie om Gorm den Gamles og Hardeknuds afstamning fra Sigurd Ormøje synes imidlertid at være, at Adams kilde, Svend Estridsen, havde åbenlyse årsager til at tilsløre billedet af Harald Blåtands afstamning. Saxos samtidige, Svend Aggesen, advarede endda eftertiden imod de andre historikeres fejlplacering af personer mod bedre viden. Fjerner man dem, fortæller Adam samme historie som sagaerne.

I artiklen indgår også den engelske mønt, som jeg spurgte om her på listen og siden fik afklaret med British Museum. Det sjældne navn, Hardeknud, er hermed fundet to gange ved York og to gange i den danske kongerække - og ingen andre steder. Dermed er det sandsynligt, at Hardeknud kom fra York - dvs. at hans plejefar, Knud den Fundne, som han ifølge sagaerne fik sit navn efter, må have været den første Hardiknut, der ifølge en engelsk kilde var far til Yorks konge. Danske Hardeknud kom altså fra et plejeophold i Northumbria, hvor hans farbror Ivars familie holdt til, i stedet for Adams dækhistorie om den komplet ukendte Svein fra det lige så ukendte Nortmannia. Hvor Hardeknud voksede op, er dog ikke afgørende for artiklens pointe i øvrigt - det er en mulig forklaring på detaljerne. Tak for tippet!

Jelling er under alle omstændigheder spændende og spektakulært, men det er sandsynligvis Haralds magtdemonstration, som i nyvundet land skulle minde om Gorm og Thyra, Danmarks samling og kristning – og desuden skræmme modstanderne ligesom de senere Trelleborge. Den skyldes antageligt et østdansk dynasti, som kom fra sagaernes Lejre.

Bladet udkommer tilfældigvis meget aktuelt få dage efter åbningen af den udstilling i Lejre, som Notarius skrev om under "Middelalder" fornylig. Her har udgravningslederen, Tom Christensen, i bogen ”Lejre bag myten” i efteråret 2015 udførligt dokumenteret mjødhaller og kultsteder fra et konge- eller høvdingesæde for hele perioden 500-1000 – præcis som Thietmar skrev i 1018 om danernes "caput regni" i Lethre. Historien og arkæologien synes at hænge sammen.

[Notarius]

Ikke kun listens medlemmer skriver om Jellingdynastiet; også en del forskere, der har beskæftiget sig med familien, bruger betegnelsen.
Men lad nu det ligge. Tak for et forfriskende synspunkt om Hardeknud. Der er ingen grund til at læse Adam af Bremen, som om han uanset kilder er sandhedsvidne, hvad han netop i andre tilfælde har vist sig ikke at være.
Ser frem til at læse din artikel.

[Troels]

Jeg er enig i, at Jellingdynastiet allerede blev brugt af de radikale historikere i 1930'erne - men udokumenteret, som mange af de antiteser fra de første kildekritikere - bl.a. Erik Arup og Curt Weibull - der ukritisk blev ført videre i historielitteraturen som den evige sandhed, selv om de ikke var bedre end det, de med rette kritiserede. Autoritetstroen har været alt for stor - også hos danske historikere.

Læg mærke til, at Nationalmuseet næsten ikke bruger begrebet på sine hjemmesider - kun et par ældre sider, hvor de endda på den ene skriver, at Gorm antageligt kom fra Lejre. Det samme gælder Vejle Kommunes officielle www.jelling.dk. Her taler man om et vigtigt monumentområde - og det er jo korrekt. Det er et spektakulært mindesmærke om Danmarks samling og kristning. Det har næppe nogensinde været kongesæde i praksis, men det er da muligt, at Harald Blåtand havde tiltænkt det en rolle.

Det er på Wikipedia og andre mere uofficielle hjemmesider, at man svømmer over med ordet - som her.

[Troels]

Jeg uenig i, at man ikke skal læse Adam af Bremen, men det skal ske under hensyntagen til hans motiver og med forsigtighed. Problemet er, at han som ældste kirkelige kilde fik førsteprioritet, så hans manipulationer visse steder satte de øvrige kilder i unødig miskredit. Det nye Jellingdynasti er resultat af læsningen af ham. Da Henrik Janson og efterfølgende Niels Lund påpegede manipulationerne, skete der ikke en undersøgelse af konsekvenserne af disse med hensyn til de øvrige kilder og diskussioner om dansk historie - herunder Jellingdynastiet og den ellers meget omdiskuterede kongerække. I stedet blev det legalt med endnu flere spekulationer, fordi vi har en tendens til at smide vore kilder ud med badevandet, når de bliver kritiseret. Det kan vi ikke tillade os med vore få middelalderlige kilder - usikker historie er bedre end varm luft.

Men argumentationen om de konkrete punkter må vente til artiklen udkommer. Det vil fylde for meget her.

[Jens Yde]

Nu har de danske listemedlemmer diskuteret længe under overskriften Jellingdynastiet, selv om Jellingdynastiet slet ikke eksisterede i kilderne.

Jelling er sandsynligvis Haralds magtdemonstration, som i nyvundet land skulle minde om Gorm og Thyra, Danmarks samling og kristning – og desuden skræmme modstanderne ligesom de senere Trelleborge. Den skyldes antageligt et østdansk dynasti, som kom fra sagaernes Lejre.

Bag dette ligger en tankegang, som vi i Danmark udmærket kender, og som udlændinge måske er interesseret i at vide mere om.

Tankerne stammer fra Øresunds-området. Herunder følger en tekst om "Dynastiet i Jelling" bragt på Nationalmuseets side angående undervisning og undervisningsmateriale. Nationalmuseet ligger 300 meters gang fra Undervisningsministeriet, som igen ligger 100 meter fra Københavns Havn.

Har ministeriet mon nogensinde udsendt materiale til danske børn indeholdende den mulighed, at udlændingen/engelskmanden Gorm kom fra Norge/Nortmannia til Nordjylland? At Øresundsfolk skulle fremsætte hypotesen, at Gorms kone Thyra var fra Thy, meget langt fra København, forekommer udelukket.

Nationalmuseet skriver:

Vi ved ikke, hvor Gorm den Gamle kom fra. Der er ikke ret meget, der tyder på, at Gorm selv var jyde. Muligvis kom Gorm den Gamle fra Sjælland. Her har man nemlig kongelige bebyggelser igennem flere hundrede år op til 900-tallet. Blandt andet i Lejre ved Roskilde og ved Tissø i Vestsjælland har man fundet kongelige halbygninger.

Vi har endnu ikke fundet kongehaller i nærheden af Jelling. Det kan betyde, at Gorm og Harald selv boede på Sjælland, men byggede monumenterne i Jylland for at demonstrere deres magt.

Hvem var det så, Gorm og Harald ville imponere? Sandsynligvis både jyderne og tyskerne. Tyskerne boede syd for Danmarks grænse og var en trussel mod den danske konge. Jyderne boede i rigets udkant og skulle derfor mindes om, hvem der bestemte.

http://natmus.dk/salg-og-ydelser/underv ... /dynastiet

Hvad kaldes i øvrigt den "skole" som Henrik Janson og andre hårde kritikere af Adam af Bremen tilhører? Jeg har læst en bog af ham og forstod budskabet. Professor Olof Sundqvist, Stockholms Universitet, opsummerer således:

En del av den kritik som förts fram har enligt min mening gått för långt, så till exempel historikern Henrik Jansons uppfattning. Henrik Janson förnekar att det överhuvudtaget skulle ha funnits en hednisk kult i Uppland under den tid av 1000-talet som Adam avser. Enligt hans mening finns det inga källor som bekräftar en sådan kult.

Janson (1997 och 1998), menar till och med att Adams text är fullständigt värdelös som källa för den förkristna Uppsala-kulten. Adams syfte var inte att skildra den gamla kulten. Enligt Janson är Adams text en satir i allegorisk form med udd riktad mot en påvestödd »gregoriansk» kyrka (kallad gallicana ecclesia), som fått fäste i Uppsala redan under 1000-talets mitt. Under den perioden låg nämligen Hamburg-Bremen-stiftet i en bitter fejd med påven i Rom. Adam för alltså i Uppsala-avsnittet fram en polemik mot Rom i symbolisk form, där Uppsalatemplets triclinium anspelar på Lateranpalatset och dess triclinium majus. De tre gudarna som Adam berättar om är fiktiva och fungerar som sinnebilder för de laster som påven och kurian omfattar: Wodan står för raseriet (furor), Thor för högmodet (superbia) och Fricco för otukt och vällust (voluptas).

Adams skildring är (ifølge Janson) således en allegori som inte syftar till att beskriva den förkristna religionen i Uppsala.

http://www.upplandsmuseet.se/PageFiles/ ... tplats.pdf

Professor Anne-Sofie Gräslund, Uppsala Universitet, er inde på det samme i "Gamla Uppsala: kultplats, kungsgård, kyrka"

Sannolikt kan Adams trovärdighet betecknas som god. Vi vet att han vistades hos den danske kungen Sven Estridsen under en period, och att han där säkert fick en hel mängd information om förhållandena i Norden. Sven Estridsen bör ha haft en gedigen förstahandskunskap om svearna och livet hos dem efter sina tolv år i krigstjänst hos Anund Jacob (Adam II.73). I ett annat sammanhang fremgår det t.ex. att Sven hade kunskap om kungagenealogier hos svearna många generationer bakåt, vilket torde tyde på att han hade taget del av den muntliga traditionen ved Anund Jacobs hov. Även hos Snorre omtalas Svens goda relationer till svearna och till Anund Jacobs familj. (Harald Sigurdssons saga, kap. 18). Sannolikt grundar Adam sig också på uppgifter från köpmän som hade rest i Norden. Därimot bygger han inte sin skildring av Gamla Uppsala på självsyn.

[Troels]

Nu taler jeg om historisk kildemateriale - og skriver at mit resultat ad den vej stemmer overens med den webside, du nu henviser til, hvor Nationalmuseet argumenterer arkæologisk for Lejre.

Det er ikke et spørgsmål om, hvilke spekulationer "Øresundsfolk" og jyder kan finde på - det er et spørgsmål om, hvorvidt man kan bruge sagaernes oplysninger om, at Hardeknud var søn af Sigurd og far til Gorm og konge over Sjælland og Skåne til at forstå og tolke det reelle indhold af de øvrige kilder, som umiddelbart synes at sige noget andet - fordi der er lagt et røgslør ud, som Henrik Janson og Niels Lund har afsløret motivet til.

Gräslund er arkæolog og taler om svenske konger, og jeg er enig med Sundqvist i, at Janson gik lidt for meget i den modsatte grøft vedrørende Uppsala-templet - men det er vel irrelevant i relation til den danske kongerække?

Det var netop dine tidligere indlæg om kongerne fra Thy, som gjorde, at jeg gik lidt for tidligt ud i forhold til min artikel - så du var advaret, inden du rodede dig for langt ud.

[Notarius]

Sannolikt kan Adams trovärdighet betecknas som god. Vi vet att han vistades hos den danske kungen Sven Estridsen under en period, och att han där säkert fick en hel mängd information om förhållandena i Norden.

[/quote]

Håber det er længe siden, hun skrev sådan.

[Troels]

Hun skrev det i 2004. Henrik Jansons disputats, som gav Adam-modstanderne gode argumenter på hænderne, kom i 1998. Den danske historieprofessor, Niels Lund, skyndte sig med på vognen allerede i 1998, så Gräslunds kommentar, som ser ud som om den stammer fra en tidligere tid, må skyldes, at hun som arkæolog ikke havde interesseret sig for spørgsmålet - ellers ville hun have været mere forsigtig. Bemærkningen kan i alt fald ikke bruges som forsvar for Adam.

Den kritik af Adams kildeværdi, som jeg bruger i min artikel går dog på Sven Estridsens motiv til af kaste røgslør over sin egen afstamning, så den rammer ikke hans omtale af de svenske konger, som han kendte fra sin tid i Sverige. Adams kirkepolitiske manipulationsmotiver rammer heller ikke de svenske konger. Her var de antageligt begge neutrale, så derfor kan Anne Sophie Gräslund alligevel få ret.

Når nu Siden Saxo har antaget min artikel, har jeg ikke tænkt mig at publicere udenom. Derfor vil jeg heller ikke foreløbig lægge den ind som et nyt slutkapitel ind i min gamle bog om Danernes Sagnhistorie, som det egentlig var tanken. Resten ligger i en omskrevet 2. udgave i pdf på
http://www.gedevasen.dk/danernes_sagnhi ... dgave2.pdf

[Troels]

Jens Yde skrev bl.a. i tråden om Jellingdynastiet: "Gorm tilhørte Jellingdynastiet, der ifølge Adam af Bremen kom fra "Nortmannia", dvs. Norge eller Normandiet, og efter 900 tog magten fra det dynasti, som kort før år 900 var kommet fra Sverige". (Aarhus Universitet, 2016)
http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og ... gamle-958/

"According to Adam of Bremen Gorm was the son of Hardegon (Harthacnut?) and his family was from Nortmannia (variously identified as northern Jutland, Norway, and Normandy)". (Katherine Holman, University of Hull, 2009).

"Adam fortæller meget om disse folk, deres skikke og gudetro, m. m.: “Mellem Nordmannia og Sueonia bor Wermelani og Finnédi og andre, som nu alle er kristne og sogner til kirken i Skara. I grænselandet til Sueonerne eller Nordmannerne mot nord bor Scritefini, som de sier løper forbi ‘de vilde dyr i sit løp. Deres største by [civitas, egtl. samfund] er Halsingland.

Du kan finde citater af alting i denne sag. Den har været diskuteret i 100 år med alskens meninger, så alle er blevet trætte af den. Adam og scolion-skribenterne kunne overhovedet ikke hitte rede i navnene, som blev brugt i flæng. Man kan i samme scolion (27/28) hos Adam se både Suedia, Norwegia og Nordmannia anvendt. Det skyldes antageligt, at normanner (Normans) sydpå var folk fra hele Norden eller Nordmandiet som en samlebetegnelse, men han var ikke konsekvent. Derfor er der frit valg mellem Norge, Sverige, Skåne, Sjælland, Jylland og Normandiet - og jeg kan tilføje en fejlhøring af Northumbria, som er det eneste sted, hvor navnet Hardeknud optrådte ud over i Danmark.

Du kan altså ikke bruge Adam som dokumentation for at Hardeknud kom fra Norge, fordi Adam skrev om en Hardegon fra Nortmannia - han viser også her med al ønskelig tydelighed, at han for vild i de nordiske navne. Det hjælper dig heller ikke, at der optræder et par norske navne i Hanherred, da de overhovedet ikke kan knyttes til Hardeknud.

Man skal analysere sammenhængene i kildegrundlaget meget mere tilbundsgående for at få noget ud af det. Mit resultat i artiklen er, at Hardeknud i overensstemmelse med sagaerne var af sjællandsk kongeæt, men han voksede op i pleje hos Hardiknuts familie i York, Northumbria, da hans far døde. Han blev konge over Sjælland og Skåne, som blev arvet af sønnen Gorm, der siden erobrede Hedeby. Adam har bevidst eller ubevidst fejldateret den danske erobring til 911-16 (Hardeknuds tid) i forhold til den langt tidligere kilde, Widukind, som stadig havde Gnupa som konge i Hedeby i 934. Gorm eller hans far må have erobret Hedeby i 934-36, da Gnupa var svækket af den tyske kejsers angreb i 934. I 936 var Gorm konge i Hedeby. Argumentationen omkring kildematerialet er for lang til at bringe her - den står i artiklen.

[Karsten Krambs]

Jeg er enig i, at Jellingdynastiet allerede blev brugt af de radikale historikere i 1930'erne -

Ifølge Kongerækken - oplistet på Kongehusets hjemmeside – nævnes:

NÆVNT 936, D. CA. 958 GORM DEN GAMLE

Gorm den Gamle (antagelig født mellem 908 og 918, død ca. 958), formodentlig søn af Jellingdynastiets grundlægger, Knud 1. Hardeknud Svendsen, der kort efter 900 tog magten i Vestdanmark. Gorm omtales første gang som konge i skriftlige kilder fra 936. Da han døde omkring 958, begravedes han i nordhøjen i Jelling, men blev senere genbegravet i den første trækirke i Jelling. Ifølge indskriften på den lille Jellingesten var han gift med Thyra (Dannebod), og på den store omtales han som Harald 1. Blåtands fader.

Den historiker, der redigerer siden med kongerækken ser ud til at anvende ordet 'Jellingdynastiet'.

http://kongehuset.dk/monarkiet-i-danmark/kongerakken

[Troels]

Det er de selvfølgelig nødt til, da man ikke hidtil har kunnet komme længere tilbage end Gorm uden at ende i stor uenighed - og han ligger i Jelling. Det eneste, som imidlertid er helt sikkert, er, at Jelling kom han ikke fra - men det er vel ikke kongehusets opgave at forske i det.

[Karsten Krambs]

Det samme gælder en anden sag i dette forum, hvor en række uhistoriske kilder får historisk nyt liv gennem analysering af bl.a. sagaerne.
Sagaernes Sigurd Ormøje får pludselig (ifølge Troels Brandt) en mindreårig søn ved navn Hardeknud og denne blev i henhold til sagaerne sat i pleje hos en anden Hardiknuth i England ved navn Ennignub alias Engelske Knud alias Guthfrith (Hardecnutson). Dokumenteret er det at denne Guthfrith blev konge af York ca. år 883. Guthfrith var kristen og en god ven af St. Cuthberts klostersamfund og efter sin død år 895 blev han begravet i domkirken Old Minster i York.
Analog mit seneste indlæg om Harald Blåtands dåb som belyser danernes kristning, er det umuligt at forestille sig denne plejesøn Hardeknud som hedning efter, at have opholdt sig mange år i pleje hos den kristne konge Guthfrith. Som (mulig) far til hedningen Gorm den Gamle og bedstefar til Harald Blåtand virker denne konstellation usandsynlig ligesom koblingen til Lejrekongerne. Der har vist aldrig eksisteret en tidlig trækirke i Lejre.

viewtopic.php?f=36&t=46145&p=740957#p740676

En anden ting er runeindskrifter og runesten versus Gl. Lejre. Det er sagt, at runesten følger i slipstrømmen efter Jellingdynastiets virke, hvilket ses af de mange runesten der relateres til Gormslægten. Er der fundet runer i Gl. Lejre? Tja . . En bred søgning på Lejre i ’Danske Runeindskrifter’ får kun én træffer (DK nr.: Sj 97). På et udateret benstykke er ridset nogle skrifttegn ’uden sproglig mening’ og der tilføjes, at det er en skriftefterligning. Med de mange års konge- og sagnhistorie Lejre tilskrives, burde der her findes runesten med urnordisk skrift.

En enkel runesten har Lejre dog fået. Da ’Sagnlandet Lejre’ fyldte 50 år forærede foreningen ’Sagnlandets Venner’ stedet en helt ny runesten, Gunvalds Sten. Det er en kopi af Snoldelevstenen (DR-nr.: 248 ) dateret til perioden 700-800, der er overgangen fra germansk jernalder/vikingetid.

[Karsten Krambs]

Jeg kan da nævne hele tre (3) efterfølgende konger, der arver kongenavnet Sven(d) efterfølgende i den danske kongerække.

Ja 120 år efter - men pointen er, at navnet er ukendt på det tidspunkt - og man fik aldrig kongeværdigheden af ingenting. Ellers er der forklaringer på alles afstamning fra de nordiske kongefamilier både i sagnhistorien og historien - det skulle de nok sørge for, selv om det næppe altid var sandheden i sagnhistorien.

Svend rangerer som kongenavn på lige fod med Harald og Knud. Her nævnes de alle -

• Suein, (ca. 882-940)
  Gorm, Harðecnudth Vurm, Harðegon' filius Suein (ca. 908-†958)
  Harald Blåtand, (ca. 928-986/88), søn af Gorm, far til Svend Tveskæg
  Svend Tveskæg, (ca. 960-†1014), søn af Harald Blåtand, far til Knud den Store
  Knud en Store, (ca. 995-†1035), søn af Svend Tveskæg, far til Estrid
  Svend Alfivasen, (ca. 1016-1035), søn af Knud den Store
  Svend Estridsen, (ca. 1019-†1074/76), søn af Knud den Stores’ datter Estrid
  Svend Tronkræver, (†1104), søn af Svend Estridsen
  Svend Grathe, (†1157), søn af Erik Emune (Erik er igen søn af Svend Estridsen)

Alle nævnte Svend og konger, peger tilbage i samme slægtslinje (æt) til den - af Adam af Bremen - først nævnte Suein.

Slår man navnet - Sven, Svæinn, Sveinn - op i ’Lexikon över namn på vikingatida personer’ - udarbejdet af Lena Peterson, ligger navnet på en flot førsteplads (147) for hele Norden efterfulgt af Biôrn (118), Þórstæinn (90) og UlfR (75). Afgrænses der til det danske materiale ligger navnet på en andenplads (14) efter navnet Tóki (22). I det norske materiale findes kun et enkelt eksempel med Svæinn.

Ser vi igen på det danske materiale ligger både Knud (Knút(r)) og Harald (Harald(r)) ikke indenfor de 29 mest almindelige navne. Det ser ikke ud til at navnet ’Svend’ var særlig ukendt i vikingetid?

[Karsten Krambs]

Sigurd Ormøje, efterfulgte den danske alliances leder, Horik II, mellem 867 og 876, men faldt i Tyskland i 891. Hans mindreårige søn, Hardeknud, blev ifølge sagaerne sat i pleje hos en Hardiknuth. Ifølge Svend Aggesen og Saxo hed han Ennignub ~ Engelske Knud?

For omkring fire år siden mente Troels Brandt noget helt andet.

I en debat rodede han sig ud i, at kildematerialet peger på at Gorm var fra York og Northumbria. Han argumenterede for at Saxo kaldte Gorm for Engelskmand (Orm Anglicus) og at historiker Erik Kroman derfor pegede på, at Gorm kunne være den Guthrum, som optrådte på dokumenter i forbindelse med York i 934.

Rigtigt er det at Erik Kroman har skrevet bogen ”Det danske rige i den ældre Vikingetid” 1976, hvor der side 105-108 redegøres for en række underskrivere af kongebreve (vidnelister) fra kong Athelstans’ tid, perioden 928-934. Her optræder navnet Gudrum (Guthrum) flest gange, hvorimod der år 934 mangler denne underskrift. Desværre for Kroman optræder navnet igen år 937 på et gavebrev, hvilket bortforklares med, at Gorm har været i England for at forhandle med kong Athelstan. Kroman redegør side 108 i fodnote 13, omkring det endelige bevis og diplom år 937.

Dokumentet er bedømt som værende falsk. Niels Lund skriver senere, citat: "Dette forsøg på at føre Svend Estridsens’ krav på England længere tilbage end til hans bedstefader Svend Tveskæg må altså betragtes som mislykket".

Kommentar:
Om Saxos konge ’Orm Anglicus’ skriver Troels Brandt: ”Saxo skildrer desuden åbenlyst Gorm som East Anglias Guthrum/Athelstan”, som var konge i East Anglia årene 879-890/91. I kilderne kaldes denne konge for Godrim (870), Godrum (875), Guthrum (878) samt i den norrøne litteratur som Gorm Enske, Gormo Enski.

Troels Brandts nye analyse bygger på Svend Aggesens landsdelsstyrer ’Ennignupus’ som Saxo adopterer og kalder for formynder. Brandt følger i Saxos spor og fortolker ’Ennignupus’ som ’Engelske Knud’, der så bliver til Hardeknud - og far til Gorm den Gamle.

Ser vi på en senere Hardeknud og søn af Knud den Store, kaldes denne af Saxo for ’Angliam Kanuto’ dvs. Engelske Knud. Men denne regerer først i Danmark 1035-1042, og i England 1040-1042. Ingen kilder nævner en ’Engelske Knud’ efter år 891 og personen er frit opfundet af Troels Brandt. Om denne Hardeknud var plejebarn hos kong Guthfrith Hardacnutsson af York (konge 883-895/96) - se tidligere indlæg på denne tråd.

På Gutfrith Hardacnutsson’s tid var Danelagen opdelt i to provinser med hver sin konge. Gutfrith regerede York og Northumbria fra år 883 og i Cambridges og East Anglia regerede kong Guthrum (Athelstan) 879-890/91.

Brandt har tidligere i et indlæg sagt følgende om at anvende sagaerne som kildegrundlag: ”usikker historie er bedre end varm luft”. Her har vi så fået begge dele.

Denne link har lidt om Den store Hær, samt viser oversigter over Danelagen. http://www.wikiwand.com/da/Store_Hedenske_H%C3%A6r

[Troels]

Da jeg undersøgte problemet for 11 år siden, forstod jeg sammenhængen lige så lidt som du - og ingen andre kunne heller få sammenhæng i kildematerialet.

Jeg forbeholder mig derfor ret til at have fået en anden forståelse af problemet, som man altså har fundet værd at publicere i Siden Saxo. Du har åbenbart ikke villet læse artiklen, som rummer en anden vurdering af kildematerialet. Du vil hellere selv skrive den ene mail efter den anden, hvad du skal være velkommen til - men har du slet ikke bemærket, hvor få der gider at svare ?