Guldspiralerne blev udgravet inden for et område på nogle få kvadratmeter. De lå fordelt i to koncentrationer. I den ene lå de på række eller i små bundter af tre og fire stykker sammen. I den anden, som er særlig interessant, lå spiralerne samlet i en bunke.
Guldspiralerne lå samlet i en stor klump, og nedenunder fandt vi sorte flager af noget, som ligner beg, der har indgået i det træskrin, som indeholdt spiralerne. Undersøgelser på Nationalmuseet afslører, at der er tale om birketræsbeg. Begflagerne har tydelige aftryk af træskrinets overflade på den ene side og aftryk af skind på den anden. Meget tyder på, at begen har været brugt til at holde en skindforing fast på indersiden af et træskrin; en form for klædekiste eller hatteæske til en fin guldprydet dragt eller hovedbeklædning.
http://www.mynewsdesk.com/dk/nationalmu ... e=sendgrid
