Ostmen

[Karsten Krambs]

Ifølge Vikingeskibsmuseet og Maeve Sikora fra National Museum of Ireland, var det vikingerne, der efter år 917 tog kendskabet til urbanisering med parceller med sig ved genetableringen af Dublin. Hvor havde Ivars barnebarn Sihtric ua hÍmair (Cáech) og hans stab denne ekspertise fra?

Urbanisering med parceller kender vi fra Ribe (ca. 720-50), Birka, Arós/Århus (ca. 800), Hedeby (ca. 811), Norske Kaupang (ca. 810) - så der er en vis sandsynlighed for, at Ivar-dynastiet’s oprindelige hjemland skal findes indenfor området med nævnte type urbanisering.

Der er tale om en direkte landskabs- og byplanlægning, der sigter mod en ganske bestemt organisering og struktur. Alle de tidligste nævnte handelsbyer med denne ensartede parcelstruktur, ligger desuden tæt på - og typisk med adgang til - havet.

Ribes parceller har en variation i bredden på 6-8 m og en længde på 150 m. Dublins parceller er ligeledes langstrakte med en variation i bredden på 5-6 m. Yorks parceller har samme mål som Dublins – og synes at være kopieret derfra.

Rekonstruktion af Fishamble Street af
National Museum of Ireland.

[Notarius]

Du er i flere gamle kilder, men har du konsulteret Alexander Bugge undervejs?

[Karsten Krambs]

Lidt mere om Ribes urbanisering og parceller.

Citat:
"Men når vi sammenligner Ribe med Hedeby og Birka og i nogen grad også (norske) Kaupang, er der ingen tvivl om, at fra ca. 780-90 blev der bygget stationære huse direkte på parcellerne. Ribe, i de sene 8. årh. og den første halvdel af 9. årh., må have set ud som Hedeby og (norske) Kaupang. [ . .] Tilstanden med en handelsplads inddelt i parceller på begge sider af en lille gade er helt uden sidestykke i det 8. årh. Skandinavien. Selvfølgelig giver det mening at stille det præcise spørgsmål om, hvem der fik den oprindelige ide og initiativ til, at etablere Ribes markedsplads. Denne by er beliggende tæt ved grænsen af den skandinaviske kultur og i et område under frisisk indflydelse - - og initiativet må komme herfra".

Kilde: Ribe: emporia and town in the 8th and 9th century af Claus Feveile 2012, Paper from Commacchio Symposium, Italy, 2009, s. 114-115 (findes på nettet). Claus Feveile er museumsinspektør, cand.mag. i forhistorisk arkæologi og middelalderarkæologi.

Principskitse på opdeling
i parceller af Ribe
markedsplads i en tidlig
fase af det 8. årh.

[Karsten Krambs]

Fakta & spekulationer

En viking med navnet Olaf erobrede Dublin første gang år 851. De irske krøniker kalder ham for ’Amlaíb, mac righ Laithlind’ og ’Amlaíb Conung’. Laithlind er behandlet tidligere og betyder blot, at denne Olaf var konge af fjord-landet. Om dette betyder fjord-landet i den østlige del af Irland eller - om der spekulativt kan relateres til det norske fjord-land, kan ikke understøttes af kilderne. Mange ældre historikere identificerer denne Olaf med sagaernes person Olaf den Hvide (Óláfr inn hvíti) og dermed som nordmand, men ingenting i hverken irske kilder eller arkæologisk materiale forbinder Olaf/Amlaíb fra Dublin med Norge.

Men at nordmænd var til stede i 800-tallets Irland kan ikke benægtes. Et meget stort antal irske genstande er fundet i Norge specifikt i Rogaland, Hordaland og Sognefjord, dvs. det sydvestlige Norge. De tidlige grave, der er identificeret af den norske arkæolog Egil Bakka, kan dendrokronologisk dateres til årtierne omkring år 800 og er mere præcist koncentreret omkring Møre & Romsdal og Sogn & Fjordane. Dateringen falder fint sammen med tidpunkterne for de irske krønikeskriveres meddelelser om starten på vikingetogterne.

Størsteparten af genstandende er irske og ikke angelsaksiske og bl.a. en del helgenrelikvier kan relateres til Irland, heriblandt små irske bronze-kobjælder eller –klokker, der givetvis stammer fra klostre. En speciel type bred og snoet armring, som arkæologerne mener er produceret i Dublin, er der fundet flere af i gravmaterialet i Norge - end i Irland. Ligeledes er der fundet korsemaljefibler, som er et beslag af bronze med forgyldning eller indlagt glas, halvædelsten og emalje - og er et kendetegn for irsk kristent kunsthåndværk i 8.-9. årh. Disse såkaldte ’insulære beslag’ kendes fra rigtig mange gravfund i Vestnorge fra det 9. årh. (Wamers 1985).

Som tidligere konkluderet, blev sønnerne efter Olaf - dvs. Amlaíb, mac righ Laithlind - fordrevet af Halvdan og Ivar-sønnerne - så plausibelt er det, at de ikke tilhørte Ivar-dynastiet og Lodbrog-slægten.

[Notarius]

Fakta & spekulationer
Mange ældre historikere identificerer denne Olaf med sagaernes person Olaf den Hvide (Óláfr inn hvíti) og dermed som nordmand, men ingenting i hverken irske kilder eller arkæologisk materiale forbinder Olaf/Amlaíb fra Dublin med Norge.

Alexander Bugge skrev i sin bog, med henvisning til den gamle historiker Are Frode, at Olaf den Hvide havde en søn, der hed Thorstein the Red. Han skriver også: "Landnamabok states that his mother was Aud, daughter of Ketil Flatnef in Sogn in Norway."
"According to Are Frode, Oleifr Hvite was a descendant of the ancient Yngling kings, from whom the Norwegian king, Harald Haarfagre, was likewise descended."

”It is at least clear that the Three Fragments consider Olav Hvite, who in 853 became king of Dublin, as a Norwegian. We remember that the Fragments when describing the battle between the Norwegians and Danes in 851, called the Norwegians Lochlannach and the Danes Dannites or Danair. After this description the Annals continue: “In this year also, the sixth year of Maelsechlainn, Amhlaeibh Conung, i.c. the son of the King of Lochlann, came to Erin… … Here it is thus expressly stated, that Olav came from Lochlann, i.e. Norway.”

Fortæller det bare. Aner ikke, hvor korrekt det er. Han er måske bare en af de gamle historikere, der tog fejl?

[Jens Yde]

6) Hvor kom de fra – Ostmen – og hvem var de?

Store norske leksikon forklarer:

"Ostmanni, det alminnelige navn på nordmennene i Irland, særlig fra 1000-tallet av. Etter at de norske bystatene var erobret av anglonormannene, ble den norske befolkningen tvunget til å bo utenfor bymurene i en såkalt villa ostmannorum, østmennenes landsby. Navnet svarer til norrønt austmaðr, plur. austmenn, som ble brukt om nordmennene av islendingene og den norrøne befolkning på de skotske øyene".

[Karsten Krambs]

Kommentar:

Meget små mængder af irske genstande har fundet vej til de store markedspladser som Hedeby, norske Kaupang og Birka. Noget tyder på, at handelsvejene mellem Dublin og York og nævnte handelssteder var en del af Dublinkongernes distribution, så en del varer fandt vej til vikingernes hjemlande. Ser vi igen på de irsk-skandinaviske korsemaljefibler er de fundet i Uppåkra, Sebbersund ved Limfjorden og ved anløbspladsen Vester Egesborg, der ligger 10 km syd for Næstved. De er meget sjældne i Danmark.

Hvor stort er omfanget af irske genstande fundet i Danmark?

Citat:
”Hvis vi ser overordnet på de genstande, der er importeret fra det engelsk-irske område i vikingetiden, drejer det sig på nuværende tidspunkt om 50 stykker. Her er især tale om forskellige pyntebeslag af kobberlegering, der oprindeligt har været en del af skrin, kors, altre med mere, men som er blevet brækket af, for derefter at være transporteret til Danmark. Her blev de ofte omarbejdet til enten smykker eller vægtlodder – det vil sige genstande, som man kunne pryde sig med eller fremvise. Hele 28 af disse metalsager kan med sikkerhed tilskrives kirkeinventar – og måske drejer det sig endda om endnu flere. Men nogle af genstandene er så ødelagte af tidens tand, at dette kun er gætværk”.

Kilde: ’Vikingetid i Danmark’. Tekster udgivet i forbindelse med seminaret Vikingetid i Danmark afholdt på Københavns Universitet den 22. februar 2013. Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet, 2013.

Som det ses er det en blanding af angelsaksiske og irske genstande - hvor det præcise antal vurderede irske, kan være minimale i forhold til det samlede norske antal. Som sagt - ingen opdeling på antal, desværre, men med overvægt af helgenrelikvier og kirkeinventar.

[Karsten Krambs]

”It is at least clear that the Three Fragments consider Olav Hvite, who in 853 became king of Dublin, as a Norwegian. We remember that the Fragments when describing the battle between the Norwegians and Danes in 851, called the Norwegians Lochlannach and the Danes Dannites or Danair. After this description the Annals continue: “In this year also, the sixth year of Maelsechlainn, Amhlaeibh Conung, i.c. the son of the King of Lochlann, came to Erin… … Here it is thus expressly stated, that Olav came from Lochlann, i.e. Norway.”

Jeg skrev sådan tidligere om Lochlann, Lochlainn -

Olaf bliver i de irske annaler kaldt for både mac Laithlind’ (Lothlend) og mac Lochlainn, hvilket har ført til mange spekulationer om navnene kunne refererer til Norge og Vestfold-dynastiet. Lingvistiske undersøgelser har dog vist, at de tidlige irske ord som ’laith’, ’loth’ - over tid - har udviklet sig til ’loch’, ’lough’ i betydningen fjord. Et ekstempel er her den irske fjord Strangford Lough eller Strangford Loch. Termen ’lind’, ’lend’, og ’lainn’ betyder blot land. Termens betydning kan på engelsk tolkes som ’land of sea-loughs’.

Amhlaim mac righ Laithlinde eller Amhlaoibh Conung .i. mac rígh Lochlainne skal dermed ses i betydningen »Olaf, konge i fjord-landet«. De fleste forskere mener ikke at irerne i det 9. årh. havde noget navn for Skandinavien eller de enkelte landsdele. Først i det 11. årh. synes termen ’Lochlainn’, at kunne relateres til Norge.

[Karsten Krambs]

7) Hvor kom de fra – Ostmen – og hvem var de?

Fjendskab mellem ætterne – del 5.

Den ’anden viking-fase’ indtræder først igen omkring år 917. Dette år i august 917, ankom to vikingeflåder til Irland. Den ene kom til Waterford ledet af Ragnall ua hÍmair, barnebarn af Ivar I. Den anden ankom til Cenn Fuait (Confey), der ligger ved kysten og Leinster, og her var lederen Sihtric ua hÍmair (Cáech), mulig bror til Ragnall. Ragnall ua hÍmair forlod Irland igen i år 918 men vendte tilbage og blev konge af York 919-921.

Sihtric ua hÍmair (Cáech) blev konge af Dublin perioden 917-921 og samtidig i York 921-927. Tilsyneladende ser det ud til, at både Ragnall ua hÍmair og Sihtric ua hÍmair kom til Irland fra et ukendt sted, måske endda fra hjemlandet siden de kendte til urbanisering.

Guthfrith ua hÍmair og bror til Sihtric, overtog styret i Dublin år 921-934 og York i året 927. I Guthfriths regeringsperiode blev Ivar-dynastiet udfordret på magten af udefra kommende vikinger.

År 922 ankom høvdingen Tómar, Tómrair mac Ailche eller Thormódr (Thórir) Helgason, med en stor flåde fra et ukendt sted og gjorde sig selv til konge af Limerick.

Longas Luimnigh .i. mac Ailche for Loch Rí coro ortatur Cluain M Nois 7 huile innsi ind Locha co rucas preid mair eter or 7 argat 7 innbusa ili (Annals of Ulster); Flåden i Limerick ledet af mac Ailche tog til Loch Rí, plyndrede Clonmacnoise og alle øerne i fjorden og fik et stort udbytte i guld, sølv og skatte.

Fra start blev mac Ailche den ledende rival, som var fjendtlig indstillet overfor kongeriet i Dublin. Allerede år 924 mødtes rivalerne Guthfrith og mac Ailche i et slag ved Limerick, som Guthfrith tabte og mange af hans mænd faldt i kampen.

sloghadh la Gothbrith h. nImair o Ath Cliath co Luimnech co fargbadh slog dimar dia muintir la m. nAilche; Guthfrith ua hÍmair foretog en ekspedition fra Dublin til Limerick og en stor del af hans følge blev dræbt af mac Ailche.

Igen år 927 plyndrer mac Ailche i Loch-Neagh.

mac Ailche for Loch nEchach co muiriucht di Gallaibh coro inder innsi in Locha 7 confinia eius; mac Ailche og en stor del af de fremmede tog med en flåde til Loch-Neagh og han hærgede øerne i fjorden og dens naboer.

Samme år lykkedes det mac Ailche at erobre Dublin mens kong Guthfrith ua hÍmair var fraværende i York. I et forsøg på at knække hans magt beordrede Dublin en styrke i Waterford til at angribe Kilmallock, men de blev slået tilbage. Dog tog Guthfrith atter magten i Dublin år 928, men York overgik efterfølgende til den engelske kong Athelstan af Wessex (indtil 939).

Tómrair mac Ailche’s succes var imponerende og hans magtområde forøgede sig. År 929 var han aktiv i Lough Corrib og i de tidlige 930’er var Limerick igen i strid med Dublin om magten i Kilkenny.

[Karsten Krambs]

Kommentar:

Ser vi her et opgør mellem slægterne efter Olaf ’Amlaíb, mac righ Laithlind’ - og Ivar-dynastiet, Uí Ímair?

Har ætterne aldrig glemt, at begge parter fra start var samregenter i Dublin?

Det ser umiddelbart ud til, at Tómrair mac Ailche’s eneste formål var, at fratage efterslægten efter Ivar I magten i Dublin og samtlige longphort’s, der tilhørte dette koloni-rige. Allerede to år efter sin ankomst stod den første træfning i Limerick mellem parterne - og tre år senere angreb mac Ailche selve Dublin.

[Karsten Krambs]

Finngaill & dubgaill

Amhlaim m. righ Laithlinde do tuidhecht a nErinn coro giallsat Gaill Erenn dó, & cis o Goidhelaib; Amlaíb mac m. righ Laithlinde, ankom til Irland, og de fremmede (Gaill) i Irland sluttede sig til ham, og han lod sig hylde af irerne.

Kilde: Annals of Ulster, 851; Chronicum Scotorum 851; Annals of the Four Masters, 849 [=851].

De irske krøniker beskriver i midten af 800-tallet konflikter mellem to forskellige nordiske grupper dubgenti eller dubgaill - og finngenti eller finngaill. Specielt var det dubgaill, der forsøgte at tage kontrol over Dublin.

Termen ‘genti’ er oprindeligt det latinske ord ’gentīlis’ som betyder hedning eller fremmed, oprindeligt fra ’gēns’ i betydning klan eller stamme. Over tid ændrede ’gentīlis’ sig til det Old irske ’gen(n)ti’ og ’gein(n)ti’, hvor termen ’geinnte’ anvendes allerede i de tidligste skrifter. Rent statistisk viser kilderne, at der sker i skift til brugen af termen ’gaill’ (singular gall) i perioden 920-970, som anvendes i 92% af de opgjorde tilfælde. Yderlige viser teksterne, at ’geinnte’ mest anvendes i en nedsættende sammenhæng og termen ’gaill’ er tilsyneladende neutral. Gall betyder på gælisk blot ’en fremmed’.

Tidligere tiders historikere mente traditionelt, at dubgaill var danere og finngaill var nordmænd, men nyere tids forskning tvivler på denne tolkning. Andre kilder mener at dubgaill skulle betyde ’sorte fremmede’ (gælisk dub = sort) og finngaill for ’hvide fremmede’ (gælisk finn = retfærdig eller lyshåret), hvilket igen er tolket som forskellen på folkets hårfarve. Uanset hvilken betydning disse kaldenavne har haft, viser det klart, at to hovedgrupper af skandinaver har udskilt sig fra hinanden, set med de lokale ireres øjne.
Et eksempel:
Ragnall ua hÍmair og konge i York (911; 919-921) blev af irske kilder kaldt ’ Ragnall rí Dubgall’ i den forbindelse. Da Ragnall døde år 921 blev han kaldt for ’Ragnall rí Finngall & Dubgall’.

Min fortolkning:
Dubgall kan være skandinaver bosatte i York eller måske hele Danelagen. Finngall kan være skandinaver bosatte i Dublin og de muligt tilhørende longphorts. Måske lidt på samme måde som den engelske kong Alfreds oplysninger fra 890’erne - om norddanere og syddanere.

[Karsten Krambs]

8) Hvor kom de fra – Ostmen – og hvem var de?

Udbredelsen af anglo-irske genstande i Nordeuropa. Måske en indikator på, hvorfra vikingerne kom i 800-900-tallet?

Kilde: Müller-Wille; Das northumbrische Kloster Lindisfarne im Jahre 793. Die Überfalle von Wikingern auf Klöster der Britischen Inseln und ihre Folgen in der historischen und archäologischen Überlieferung. Acta Praehistorica et Archaeologica, Band 34, 2002, s. 225-240. Berlin.

[Karsten Krambs]

Danerne

Hvem var ’danerne’ og i hvilken udstrækning deltog dette folk i vikingetogterne i 800-tallet? Med særskilt fokus på Irland.

Kildernes ’danerne’ er ikke - rent geografisk - defineret i de gammeldanske landskaber. Vi har et par usikre kilder, der taler om ’norddanere’ og ’syddanere’ - men i virkeligheden er danernes udstrækning som folk aldrig præcist defineret og afgrænset.

Søren Michael Sindbæk, mag.art., ph.d., og professor ved Aarhus Universitet, har beskæftiget sig en del med kulturelle forskelle, sociale netværk og regionalitet. I 2008 gennemførte han en analyse af udgravede bebyggelser i Danmark, Sydsverige og Nordtyskland, hvor der er identificeret mindst ét hus fra perioden 700-1100 e.Kr. Registreringen omfatter 237 pladser i Danmark, 141 i Sydsverige og 105 i Nordtyskland. For Danmark og Sydsveriges vedkommende beløber dette sig til en næsten komplet liste over relevante udgravninger. Materialets kronologiske opløsning er gennemgående lav. De fleste inventarer kan bredt henføres til en ældre periode (ca. 700-950 e.Kr.) eller en yngre (ca. 950-1100). Kortet viser arkæologisk undersøgte bebyggelser (firkanter), grave (trekanter) og andre fundsteder (prikker) i Sydskandinavien og Nordtyskland fra perioden ca. 700-1100.



I Jylland ses tætte koncentrationer med bebyggelser i områderne omkring Hedeby og Ribe og ligeledes i hele Øresundsregionen. En anden region, der markerer sig er Limfjordsområdet.

At de kosmopolitiske handelsbyer som Hedeby og Ribe har omsat udenlandske genstande i handelen kan ikke undre, og her er der da også fundet små mængder af de irsk-skandinaviske korsemaljefibler fra det 9. årh. Samme fibler er fundet på handelspladsen ved Sebbersund ved Limfjorden og Uppåkra i Skåne.

Ser vi generelt på anglo-irske fund i Danmark begrænser de sig til 50 stykker. Der er primært tale om genstande som pyntebeslag af kobberlegering, der oprindeligt har været en del af skrin, kors, altre med mere, som efterfølgende er blevet omarbejdet til enten smykker eller vægtlodder. Hele 28 af disse metalsager kan med sikkerhed tilskrives kirkeinventar. Kilde: ’Vikingetid i Danmark’. Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet, 2013.

En anden undersøgelse fra år 2000 er foretaget af mag.art., arkæolog, ph.d. Iben Skibsted Klæsøe. Projektet ’Vikingerne på kontinentet’ undersøgte arkæologiske vidnesbyrd på kontinentet med relation til vikingetogterne dvs. indsamling, registrering og bearbejdning af de arkæologiske spor perioden 800-1100 e.Kr. Resultatet viste en tydelig overensstemmelse mellem de historiske beretninger og de arkæologiske informationer og konklusionen blev - citat: ”at flere af de fundne oldsager fra disse togter synes at stamme fra Norge. Selvom ordet ’daner’ er den mest benyttede betegnelse i de skriftlige kilder for de nordfra kommende folk, er det imidlertid vanskeligt ud fra genstandsmaterialet at finde danskere på Kontinentet”.

Kommentar: Der er ikke meget der dokumenterer dansk deltagelse i vikingetogterne i 800-tallet.

[Karsten Krambs]

Danerne

Når vikingen Ivar nævnes som ’daner’ skaber det en del forvirring, specielt på folkets leksikon wikipedia. Wikipedias engelske side om ’Uí Ímair’ refererer til Ivars herkomst som enten fra Skjoldungeætten, Ynglingeætten eller Munsøætten.

Den norske historiker Kim Hjardar og arkæologen Vegard Vike mener, at vikingen Ivar, Inguar, Ímair dvs. Ivar-dynastiet’s (Uí Ímair), er samme person som ’daneren’ Ivar Benløs og at han og ’nordmanden’ Olaf, ’Amlaíb, mac righ Laithlind’ - også nævnt som ’Amlaíb Conung’ - er identisk med sagaernes person Olaf den Hvide (Óláfr inn hvíti).

Den norske arkæolog Terje Gansum har nærstuderet Gokstadhøjen i en analyse fra 1996. Han mener Gokstadhøjen er et monument over en leder, som med kendskab til den europæiske kultur og religion demonstrerer norrøn gravskik. Gansum spekulerer i, om denne gravhøj muligvis kan matche en høvding som Olaf den Hvide.

Ifølge den irske forsker Donnchadh Ó Corráin findes der ingen beviser for, at en gren af ’danernes’ dynasti regerede en række kolonier i Irland. Han argumenterer også for, at Olaf, ’Amlaíb Conung’ blot betyder konge (oldn. konungr) og at hans tilknytning til den norske Ynglingeæt ikke kan dokumenteres. Donnchadh Ó Corráin konkluderer, at Ivar-dynastiet’s oprindelse skal søges i og omkring det skotske fastland.

Som nævnt i forrige indlæg er det svært at få øje på en dansk deltagelse i 800-tallets vikingetogter. Derimod er der hjembragt rigtig mange irske genstande til Norge og især 800-tallets fund i kvindegrave viser mange kostbare prydgenstande, hvis oprindelse kan spores til Irland.

Så vikingekongen Ivar, mulig søn af Ragnar Lodbrog, var næppe ’daner’ i ordets nuværende betydning?

[Karsten Krambs]

Der er vægtige indicier, der alle peger på et folk, der i det 9. årh. benævnes ’danere’ og som geografisk måske ikke er helt sammenfaldende med nutidens landskaber.

På et tidspunkt havde jeg kongen Erik 1. (rex Danorum), søn af Gudfred, under behandling. Erik 1. nævnes af Rimbert og Adam som Ericum, Hericum, Horici og denne fungerede som en slags overkonge i dele af Sydskandinavien fra perioden 848-850 - og indtil sin død. Konkret dokumenteres påstanden ved Rimberts beretning om, at Ansgar medbragte et tegn (signum) og en bemyndigelse (mandatum), som skulle overbringes til kong Olef af Birka.

Ligeledes førte min analyse af ’Vem var Ragnar Lodbrog?’ frem til, at de to historiske personer Bjørn ’Bier Costae Ferrea’ Jernside og Ivar ’Inguar’ Benløs, begge er nævnt af forfattere med tæt forbindelse til Rollo- og Ivar-dynastiet eller, med forbindelser til det nordiske område. William af Jumiège har i perioden ca. 1050-1070 informationer om Bjørn Jernside (Lotbroci, Bier Costae ferrea) og Adam af Bremen skriver ca. 1070 om Ivar Benløs (Lodparchi, Inguar). Samme oplysninger gentages først i de nørrøne kilder i perioden 1122-33 til 1138-40. Kilde: tråden Vem var Ragnar Lodbrog?

I Danelagen og handelsbyen York regerede Ívar I (Ímair) Ragnarsson fra år 871 samtidig med handelsbyen Dublin i Irland - og Ivar-dynastiet fastholdt magten i Dublin til op i 1000-tallet. Fra år 883 dukkede Guthfrith - søn af Hardacnut - op i York, og dennes slægt regerede her frem til år 910. Hardacnut-slægten og ’danere’ er sammenfaldende og mon ikke slægten kan indplaceres et sted i Midtjylland? Lodbrog-sønnerne Bjørn Jernside og Ivar Benløs relateres af flere sagaer til området Mälaren.

I Mälaren ligger et par interessante øer som Adelsö, Björkö og Helgö.

På Helgö er der fra 800-tallet fundet en del irske liturgiske genstande, der alle antages at stamme fra vikingernes plyndringstogter i Irland. Bebyggelsen på Helgö strakte sig over ganske lang tid - mellem 200-tallet og 800-tallet e.Kr. Almindeligvis skønnes det, at Helgö forlades til fordel for det nærliggende Birka/Björkö.

En hel del fund på Helgö bekræfter den irske forbindelse f.eks. en irsk biskopsstav (kräkla) oprindeligt fra 700-tallet - samt et klokkeskrin af samme type som de irske (fundet dateres til 800-tallet). Fra Birka/Björkö findes kirkeinventar som kander og skåle til nadvervin og døbevand, samt bronzefade - og andre små pyntegenstande af bronze af irsk oprindelse. Sandsynligvis plyndringsgods fra Irland.

Der kendes til i alt ca. 30 små træspande med bronzebeslag, formentlig bestemt for helligt vand til liturgisk brug. De 20 af spandene er fundet i Irland og de resterende er fra vikingegrave dateret til det 9. og 10. årh. i Norge og Sverige.

Flere svenske forskere har den teori, at alle nævnte irske genstande skal ses i sammenhæng med en tidlig kristning i 800-tallet og atter andre mener, at Helgö var et kultsted. Hvis det sidste er sandt, hvorfor har jeg så fundet ca. 65 trekantede (treuddar) grave på Björkö og kun 3 trekanter på Helgö?

Jeg ser en mere sandsynlig sammenhæng mellem 800-tallets vikingetogter og røvergods og en deltagelse minimum fra øerne Björkö/Helgö.

Se kortet - triangler & trekanter i Mälaren - på mit site.