Sønder Vilstrup-stenen Dr 36

[Karsten Krambs]

Sønder Vilstrup-stenen / Landerup-stenen, Dr 36 (SJy 3), fra perioden 970-1020.

Allerede i 1643 aflæste og tegnede Worm en ukendt runesten fra Sønder Vilstrup, Brusk Herred, Vejle Amt. Han tydede runeskriften således -

[... lit : ku]bl : þisi : [kaurua : haralt ...rm... ... faþ(u)(r) ...]

... lēt kumbl þessi gǫrva, Harald ... faður ...

… lod gøre disse kumler, Harald … fader…

I 1600-tallet indsendte Jørgen Seefeld på Koldinghus en indberetning om en runesten med næsten udviskede runetegn. Stenen lå skjult af græs og krat i landskabet. Kløvningshuller på en skitse af Søren Abildgaard fra sidste halvdel af 1700-tallet viser, at man havde forsøgt at sprænge stenen. Desværre forsvandt stenen herefter og først i 1910 genfandt adjunkt Fr. Orluf et brudstykke af stenen med en enkelt huggefure, nær dens oprindelige plads i Sønder Vilstrup. Brudstykket måler 188 cm i højden, ca. 40 cm i bredden og 22-23 cm i tykkelse - og er beskrevet i indberetninger til Nationalmuseet af 25.7. og 17.12 1910. Sprængningen må være udført efter år 1808. Fragmentet af stenen ligger i dag i parken ved Kongens Kilde på Landerupgård.

Dette er de officielle oplysninger om den ødelagte runesten. Dog har jeg fundet yderligere informationer om stenen, jeg ikke har set andre steder. Der skulle have eksisteret en næsten fuldstændig originaltegning af Laurits Bording fra 1642, der sammenholdt med den resterende tekst på fragmentet fik rektor Johann Mejer fra Ribe til at rekonstruere teksten - en art drotkvæde.

Þorwe lēt kumbl þessi gǫrva
Harald Gormssunar (gilda)
sian(da) faður en’s hwintepp
hin mi(nni)shlinni ati

Dette kvad fik flere lærde på den tid til at mene, at det var Harald Blåtands datter Thyra, der havde rejst en runesten efter sin fars død (†986-88). Samtidig ville det så rykke lidt ved sandheden i en islandsk saga der beretter, at Thyra sultede sig ihjel og døde 9 dage efter slaget ved Svold. Ifølge sagnmaterialet var Thyra først gift med sveakongen Styrbjørn og senere (>995) med norske Olav Tryggvason (†1000).

Nogen der nogen der kan hjælpe med en oversættelse af dette drotkvad?

[Odinkarr]

det brudstykke vi har kan ses her:

http://www.arild-hauge.com/arild-hauge/ ... lstrup.jpg

Om historien, se her:

http://runer.ku.dk/VisGenstand.aspx?Tit ... strup-sten

Jeg synes ikke det fremgår klart nok nogen steder at Laurids Bording må anses som endog ganske pålidelig fordi han var elev under Ole Worm. Fra 1625, hvor Ole Worm fik kongebrev på at oprette et runologisk laboratorium, er det Laurids Bording (og Jonas Skonvig) der laver alt arbejdet. Hvis Laurids Bording derfor har haft en fuld optegnelse af stenen, så må det anses for en god kilde. Det må også være derfor at Moltke 1958 (s. 183f.) har tillid til at Worms gengivelse af stenen i Danicorum Monumentorum (1643) er en korrekt gengivelse udført at Worm' egen elev.

Er det den danske kartograf Johannes Mejer (1606-1674), du tænker på, og som har forsøgt sig som skjald?

Der er i værkets Forord en person der underskriver sig “Joannes Mejerus, Sch. Cathedralis Ripensis, Rector”. Det må være den samme person der fortager en fortolkning af runestenen.


Afbildningen af runestenen i Danicorum Monumentorum (1643) kan ses her, med kommentarer (s. 445-446):

http://books.google.com.br/books?id=qA_ ... up&f=false

Min viden ligger i Ældre Futhark så jeg skal absolut ikke kloge mig på Yngre Futhark og brugen af binderuner. Jeg har efterset runeindskriften kort, og kan sige at teksten er endog meget vanskelig at tyde, og at der her må være tale om en særlig dansk-engelsk brug af rune da jeg kan se at der er runer brugt som vi ser i samtidens angel-saksiske runer.
Der er tydelige rune-grammatiske fejl i teksten, hvilket er uhyre sjældent, og må datere stenen ganske sent. Det kan ses i bl.a. øverste (linie 1) og nederste (linie 4) linie, hvor er rejst to Tyr (lydværdi T)-runer som binderuner. Dette er grammatisk vrang, men må betyde at disse ord i udtalen har haft to x lydværdi T (runegrammatik tilsiger at man kun rejser en rune, uanset udtale). Der er også problemer med læseretninger på de rejste runer. Det er ud til, men det er kun et gæt fordi jeg ikke kan se hvad ordene betyder, at læseretningerne er:

linie 1: fra højre mod venstre
linie 2: fra venstre mod højre
linie 3: fra højre mod venstre
linie 4: fra venstre mod højre

linie 1: TH S L TH KL B U : ? TT I LR (el. K)
linie 2: U R U A H A R A L T R [=Harald] R M
linie 3: U H K ?A R I U TH A F [=fathuir] ? ? L S
linie 4: ? ? A N T A B H I LA TT ? S H L ? Y? TH : AT?


Hvis jeg får lidt tid vil jeg prøve at sammenholde runerne med den angelsaksiske runestav. Jeg kan også se hvor Gormsøn kan være en ret fortolkning, men det må vist siges at være mere et godt gæt end hvad vi synes at kunne se fra runerne.


mvh

Flemming

[Karsten Krambs]

Egentlig ganske interessant - det historiske forløb hænger rimelig godt sammen, så 'historien' kan være troværdig. Ærgeligt at teksten måske ikke er helt pålidelig, da denne sten måske kunne have afklaret en del omkring vor lange reflektering over Gormslægtens tilstedeværelse i hele trekantsområdet omkring Jelling. Noget tyder på at Haralds datter Thyra har haft sin bolig i dette område og at hun måske rejste denne sten - men desværre - vi ved det ikke med sikkerhed.

[Odinkarr]

Jeg synes faktisk det er værd at få en runolog til at genoverveje skriften som den kommer til os fra 1643.

Det der især falder mig for er den tilsyneladende angelsaksiske indflydelse på runerne. Og der spøger jo en engelsk slægt i samtidens kongerække. Saxo fortæller at Thyra Danebod (Þyri Danmarkarbót) var datter af den engelske konge Æthelred. Om dette er Æthelred til Wessex riget eller Æthelred II af Mercia riget (år 883-911 e.Kr.) ved jeg ikke.

Sønnen Harald Blåtand's datter Thyra kan vel også have været datter af Svend Tveskæg og den engelske Dronning Gyrith (Gunhild). Også her spøger der en engelsk linie.

Harald Blåtand's datter Gunhild blev, med sin engelske Jarl Pallig, dræbt i England under Danemordet 13. november 1002.

Jeg kunne godt tænke mig at se en ny fortolkning af indskriften med brug af angelsaksiske runer, f.eks. med udgangspunkt i ”Scramasaxen fra Themsen ved Battersea” (800 tallet e.Kr., 28 runer) og "Brandon Pin Head"-runerne (800 tallet e.Kr.).

mvh

Flemming

[Ralf Palmgren]

Jag känner tyvärr inte till den här vikingatida danska runstenen. För ytterligare information borde du nog kolla flerbandsverket Danmarks runeindskrifter. Den utgavs i tre volymer åren 1941 och 1942.