Vinlandskartan äkta?

Diskussioner kring händelser under nordisk forntid & vikingatid.
Skriv svar
Användarvisningsbild
frodeh
Medlem
Inlägg: 1241
Blev medlem: 8 april 2002, 14:21
Ort: Norge

Re: Vinlandskartan äkta?

Inlägg av frodeh » 7 september 2009, 12:49

Takk for utgreiingen, jeg er forpliktet til å bemerke at jeg ikke har god nok kjennskap til datidens historie til å være aktiv debattant i saken, men jeg merker at mye av dette er kontroversielt.
Jeg er veldig glad i gamle kart, så jeg benytter sjansen til å skrive noe om Tordesillas-skillelinjen, som er avmerket i det som kalles Cantinos planisfære, et verdenskart fra ca 1501/02?:
Tordesillas linjen fra 1494 ble satt til 370 leagues vest for kapp Verde.
Om lengdeenheten League:
*Tradisjonell engelsk League: 3 sjømil, ca 4,8 km etter engelsk landmil, ca 5,6 km etter sjømil.
*Portugal: 3 utgaver, men "maritime legua" gis som 5,55556 km, ganske lik den engelske.

Vi har Cantinos kart fra 1502 som viser Tordesillas-linjen som går gjennom Newfoundland ca lengdegrad 55 - 56 Vest (egentlig ser det ut til at linjen går gjennom stredet mellom Newfoundland og det nord-amerikanske fastlandet, sistnevnte illustreres som en øy (!!). Denne ligger 3500km+ vest for Kapp Verde, grovt målt på en moderne globus.

I 1494 var denne linjen satt til å være 370 Leagues vest for Kapp verde, som nevnt, og vi får flere utgaver av denne avstanden, avhengig av hvilken League vi bruker:

* Tradisjonell engelsk League, med landmil som base: 370 x 4,8 = 1776km (Blå linje)

* Tradisjonell engelsk League, med sjømil som base: 370 x 5,6 = 2072km (Grønn linje)
screen_ Sep. 07 10.37.4769_l.JPG
screen_ Sep. 07 10.37.4769_l.JPG (63.76 KiB) Visad 915 gånger
Det ser ut til at man i dag legger denne linjen til dagens lengdegrad ca 46 grader Vest, hvilket tilsier at man bruker en engelsk sjømil som base.

Begge disse er svært langt unna lengdegraden til Newfoundland, og illustrerer egentlig bare hvilke enorme problemer man hadde med nøyaktige lengdegradsseilaser på denne tiden.

Cantinos kart fra 1501/2:
screen_ Sep. 07 10.38.4670_l.JPG
screen_ Sep. 07 10.38.4670_l.JPG (91.2 KiB) Visad 915 gånger
Det trerike Newfoundland (1). Grønland (2). Island (3). Kapp Verde (4). Som lekmann kan jeg muligens bemerke det absurde i å dele det uutforskede Amerika i en østlig og en vestlig del, men jeg antar at dette kan forklares med at man forventet at det var det asiatiske fastlandet man hadde å gjøre med i østlig retning, og at å legge skillelinjen for langt øst ville kollidere med asiatiske interesser/landområder. Kartet er uansett et interessant stillbilde av den imperialistiske mentaliteten i spesielt det spanske og det portugisiske kongerike. Jeg antar videre at denne linjen er den direkte årsak til dagens portusisiske arv i Brasil.


EDit: Bildevedleggene måtte justeres

Användarvisningsbild
Odinkarr
Medlem
Inlägg: 659
Blev medlem: 16 januari 2007, 13:44
Ort: Bøtø Nor, Falster
Kontakt:

Re: Vinlandskartan äkta?

Inlägg av Odinkarr » 7 september 2009, 15:17

Afrejse fra Grønland

Iflg. Grønlands Historiske Mindesmærker (1845, 3. bind, s. 471) er den sidste sikre beretning fra Grønland fra år 1450 e.Kr. Vi ved dog at der i Bergen, hvor Kgl. Grønlandske Handel havde sæde i samtiden i år 1484 e.Kr. fandtes 40 søfolk, der hvert år farede på Grønland. Disse blev dette år dræbt af tyske handelsmænd og hermed blev al erfaring med sejladsen på Grønland udryddet! Endelig findes en beretning om Dithmar Blefkens rejse til Grønland i foråret 1564. Han beretter at der i klostret i Helgafell, der lå på Thorsnæs på vestkysten af Island, efter den katolske kirkes uddrivelse, stadig boede en blind munk der var født i Grønland. Munken forklarede at han i sine unge dage var blevet indespærret i et kloster på Grønland, men blev frigivet da han var 30 år gammel, hvorefter han kom til Helgafell kloster. Han angav sin ankomst til Helgafell kloster til år 1546 e.Kr. og skulle derfor være født i Grønland år 1516 e.Kr. (s. 508-509). Sidst, men ikke mindst, viser fortegnelsen over Grønlands biskopper at den sidste biskop var Vincentius Petri Kampe i år 1520 e.Kr.. Vi ved dog ikke om denne var en faktisk eller titulær biskop af Grønland. Han døde i Maribo Kloster år 1537 e.Kr. (s. 897).

Vestribygð (Godthåb), der med mere nordlig beliggenhed bliver tidligere ramt af det forværrede klima, og derfor tidligere må tage beslutningen, ved vi forlades før år 1347 e.Kr. og formentligt år 1342 e.Kr.

De fleste synes at mene at grønlænderne forlader Eystribygð (Julianehåb) ca. år 1450-1500 e.Kr. Jeg mener dog vi kan have en ganske god formodning om at der helt frem til i hvert fald år 1516 e.Kr. har været en lille hård kerne af kristne i og omkring Skt. Thomas klostret på Grønland. Jeg er ikke helt er klar over hvor klostret lå, men det gengives også af Theodore de Bry: Conterfactur der 3 schiffarten welche di Holländer durch das Mitnachtischen Mer nemlich bey Norwegen Mosca Nova Zembla (1599) som "Thomas Cenobium", samt af Johannes Isaksen Pontanus på hans kort "Tabula geogr. in qua admirande navigationis cursus et recursus designatur : Polus Arcticus" (1611) som "S. Thome cænobium". Begge steder er det gengivet indlands i det sydvestlige Grønland og derfor i Eystribygð (Julianehåb).


Vidnesbyrd om bosættelse på Newfoundland

Lad mig vise hvad jeg har fundet frem til.

Bild

Som jeg har vist på kortet ovenfor er det mit bud at grønlændernes bosættelse på Newfoundland var koncentreret omkring to steder på øen.

Codroy Valley, Sydvestkysten af Newfoundland.

Ordet ”Codroy” må være oldnordisk og sammensat af enten ”Kódr” + ”ey” eller ”Kot ” + ”ey” i betydningen ”øen med torsk” eller ”øen med bondehytter”. ”ey” blev på vestnordisk skrevet ”oy”. Vi kender ikke oprindelsen til det nuengelske ord for torsk ”cod” og det kendes først fra 1273 som ”cotfish”. Ordet er dog urgammelt og nok forbundet til det oldnordiske ”Kóda” (liden rødspætte). Mange mener, fejlagtigt tror jeg, at ”roy” i ”Codroy” oprinder fra det franske ord for konge ”roi” eller det portugisiske ”Cabo do Rei” (kongens kap).

Red Indian Lake, midten af Newfoundland

James P. Howley udgav i 1914 ”The Beothucks or Red Indians: The Aboriginal Inhabitants of Newfoundland” hvori de fleste tidlige kilder om de oprindelige bosættere er gengivet.

Af de mange beretninger om de traditionelle skikke hos Beothuk stammen har vi nogle yderst mærkværdige beretninger, der måske giver os nogle spor til den fulde forståelse.

Pietro Andrea Mattioli skriver i forbindelse med et kort ”Terra Nova” (Det nye land) år 1547-8 e.Kr.:

”Terra Nova af Codfisken er et koldt sted. Indbyggerne dyrker idoler, nogle dyrker solen, andre månen og mange andre slags idoler. Det er en hvid (blanche) race, men primitiv (rustique)...... I denne provins med Baccalos (saltede fisk) bærer mænd og kvinder bjørneskind. Om sommeren er de nøgne, men om vinteren bærer de klæder af skind på grund af den megen kulde, lig stilen brugt i Flanders (Belgien), for de har de samme klima”.

Denne beskrivelse af sol- og månegudsdyrkelse, dvs. den forne sæd, og en lyshudet befolkning der bærer bjørneserk som man gør i Flandern, lyder som en verbatum beskrivelse af grønlænderne som vi må forvente de har levet i Vestribygð.

John Guy, guvernør af Newfoundland år 1610-11 e.Kr. skriver i år 1612 e.Kr. en beretning om sine oplevelser. I sin beskrivelse af nogle af de lokale bosættere skriver han:

”De har store sorte øjne; farven på deres hår var forskellig, nogle sort, nogle brunt og nogle gult.....”

Vi får her beskrevet at nogle af de lokale bosættere har brunt og lyst hår på Newfoundland i år 1611 e.Kr.

T.G.Lloyd oplæste 1873-4 to foredrag om de røde indianere fra Newfoundland på The Antropological Institute of Great Britain 1.

1 T.G.B. Lloyd, C.E., F.G.S., M.A.I, ”The Red Indians of Newfoundland”. Fra James P. Howley’s ”The Beothucks or Red Indians: The Aboriginal Inhabitants of Newfoundland” (1914).



I hans afsluttende kommentarer til foredraget siger T.G.Lloyd følgende:

”Med hensyn til Den Hvide Kvinde set ved Red Indian Lake blandt indianerne af løjtnant Buchan, og på det ydre en indianer i klæde etc. har jeg forgæves forsøgt at opnå bekræftelse på denne udtalelse og har søgt at få bekræftet om der blandt de lokale fiskere findes beretninger om en hvid pige der var blev kidnappet af indianerne, dog uden held. Cormack søgte åbenbart også oplysninger omkring dette for jeg har set i nogle af hans optegnelser at dette spørgsmål blev stillet til Shanawdithit omkring tilstedeværelsen af en hvid kvinde, ”Nej” og Cormack tilføjer ”Buchan har ikke ret”. Ikke desto mindre kan jeg ikke se hvorledes Buchan kunne begå en sådan fejl. Han var en mand af høj uddannelse, meget iagttagende, og havde muligheden for mere end nogen anden person (så vidt vi ved) at have tæt kontakt med dem (Beothuk) i adskillige timer i deres bygd, Red Indian Lake. Hans beskrivelse af denne kvinde er for præcis til at kunne betvivles. Han siger om hende: ”Forestil Dem min overraskelse at beskue en kvinde med alle ydre tegn på en europæer, med lyst rødblondt hår, og ansigtstræk lig de franske, åbenbart omkring 22 år gammel, med et spædbarn som hun bar i sin Cossack, hendes optræden værende yderst forskellig fra de andres. I stedet for den pludselige ændring fra overraskelse og rædsel til fortrolighed, sagde hun aldrig et ord, og overkom aldrig den rædsel, vor pludselige og uforventede besøg frembragte”. Det var en skam at Buchan ikke tænkte på at afhøre denne kvinde på såvel engelsk som fransk, for selv om hun var blevet kidnappet som barn, ville hun formentlig har genkendt sin egen tunge, hvad denne nu måtte have været, hørte hun den igen. Jeg mener også han burde have gjort en indsats for at hjælpe denne stakkel tilbage til civilisationen. Måske ville han have gjort det havde indianerne været der da han vendte tilbage til søen (Red Indian Lake)”.


Bild

Shanawdithit blev taget til fange af Cormack 1823 og døde 6. juni 1829. Hun boede først hos John Peyton Jr. på Exploits Island og fra 1828 i St. John, Newfoundland hos William Epps Cormack (1796-1868). Han var én af de første der begav sig ind i det indre af Newfoundland i 1822. Før 1811 var kun kysten af Newfoundland kendt af de nye bosættere. Denne unge kvinde er beskrevet som ca. 180 cm høj. Mon ikke ”dithit” i virkeligheden er ”dóttir” eller ”datter”! Vi ved at "datter" i dialekten på Grønland blev skrevet "dotir".

Richard Whitbourne udgav år 1622 e.Kr. ” A Discourse and Discovery of the Newe-founde-lannde”. Han skriver:

”...for det er velkendt at de indfødte disse steder har et stort lager af rød okker, som de bruger til at bedække deres kroppe, buer, pile og kanoer på malende vis; hvilke kanoer er deres både som de bruger på søen, der er bygget som ”wherries” på Themsen floden, med småt træ, ikke tykkere eller bredere end tøndebånd (hoops); og i stedet for borde bruger de barken fra birketræer, som de sammenføjer tæt sammen, og de overdækker sammenføjningen med harpiks, som beg/harpiks (pitch) bruges i sammenføjningen på skibe og både;....”

En ”wherry” er en klinkbygget robåd der blev brugt til transport på Themsen og i Norfolk, Øst-Anglen og hvis oprindelsen er fra før 700 tallet e.Kr. hvorfor dens oprindelse er identisk til Færøbåden.

I en Beothukgrav fundet i september 1886 lå en 10-12 årig dreng begravet. Han var bl.a. begravet sammen med en træfigur af en dreng og 2 små barkkanoer (rejsen med båd i begravelsesskikken fra den forne sæd).

Vi ved at grønlænderne, af mangel på træ, udskiftede træbordene er med skind og bark. Vi kalder i dag disse både for "konebåde" på Grønland, men vi ved at disse oprindeligt blev kaldt "húðkeipa" - sammensat af "huð" (hud) + "kópi" (sælhund), hvorvd vi kan se at båden er overtrukket med sælhundeskind.

Sir Joseph Banks var naturhistoriker og besøgte Newfoundland og Labrador sommeren år 1766 e.Kr. Han skriver i sine optegnelser fra år 1766 e.Kr., efter hans beskrivelse af wigwam (whigwham) beboelsen, følgende:

”Af de vinkelrette beboelser blev kun to set på hele rejsen; én ved Sabbath Point i Lieutenant’s Lake 1, og den anden en kort vej ovenfor Little Rattle. De var meget lig hinanden og ved undersøgelse af sidstnævnte fandt vi den rektangulær, udformet næsten som et engelsk fiskerhus, kun var bindingsværksstolperne (studs 2 ) lidt fra hinanden, fra hvilke det stod klart at de i denne tilstand ikke alene kunne forme underhuset (shell), som i engelske bygninger, hvor de er tæt sammenføjet. Men ca. 18 inches (46 cm) inden for og parallel til dette (bindingsværket) var der endnu en ramme af mindre håndværksmæssig kvalitet gående til loftet. Fra håret klinet til stolperne så det ud som om dette mellemrum havde været fyldt med dyreskind, der ikke kunne være bedre gennemtænkt for at holde kulden borte. Kun 3 sider var således bygget, den fjerde (side) bygget med tømmer gjort firkantet og placeret horisontalt ovenpå hinanden med mellemrummene tætnet med mos. Forskellen skyldes muligvis manglen på skind da denne ringere side af beboelsen lå mod sydøst, hvilket krævede mindre beskyttelse end de andre (sider). Anbringelsen af tagspærrerne på bjælkerne og de nødvendige samlinger var gjort så præcist som i husene beboet af vore fiskere. Taget var en lav pyramide, omgivet i en afstand af 3 fod (91 cm) fra dets toppunkt af et tøndebånd (hoop) sat fast på tagspærrerne med læderremme. Her stoppede tagdækningen og området ovenfor tøndebåndet var åbent, som i en wigwam, for at røgen kunne komme ud, ildstedet, jvf. skikken, værende i midten.

1 Menes at være Bloody Pt, Red Indian Lake i den vestlige del af det indre Newfoundland. Se det arkæologiske fund nedenfor.
2 Et lerklinet hus kaldes på engelsk ”stud and mud house”.


Bild

Metaldørhængsel udgravet fra Indian Point, Red Indian Lake, Newfoundland. L: 6.25 inches (15.9 cm) (Dateret til sidst i 1700 tallet e.Kr. Er beskrevet som kommende fra et Beothuk hus, dvs. uden for de nye engelske bosætteres område ude ved kysten.
Kilde: Canadian Museum of Civilization (DeBd-1:1832)

Bild

Metalsøm udgravet fra Indian Point, Red Indian Lake, Newfoundland. L: 4.25 inches (11 cm) (Dateret til sidst i 1700 tallet e.Kr. Er beskrevet som kommende fra et Beothuk hus, dvs. uden for de nye engelske bosætteres område ude ved kysten.
Kilde: Canadian Museum of Civilization (DeBd-1:1836)

Brugen af dørhængsler og metalsøm og dermed behandling af jern er ikke et oprindeligt håndværk fra de oprindelige beboere på det nordamerikanske kontinent, men vor egen teknik videreført af grønlænderne, og sikkert medbragt til Newfoundland.

Fra James P. Howley’s ”The Beothucks or Red Indians: The Aboriginal Inhabitants of Newfoundland” (1914):

”En gammel mand Georges Wells, fra Exploits Burnt Island, gav mig følgende oplysninger i 1886. Han var da en mand på 76 år......Wells er sikker på at de (Beothuk) forstod at varme og behandle jern, han siger de lod det (jernet) være i flere dage i ilden for at gøre det blødt. De brugte en gammel økse, satte den ind i en samling af træ, med den skarpe ende vendt op, hvorefter de bearbejdede jernet frem og tilbage indtil det fik den form de ønskede og herefter gjorde de den skarp på en sten.”

T.G.Lloyd oplæste 1873-4 to foredrag om de røde indianere fra Newfoundland på The Antropological Institute of Great Britain 1.

1 T.G.B. Lloyd, C.E., F.G.S., M.A.I, ”The Red Indians of Newfoundland”. Fra James P. Howley’s ”The Beothucks or Red Indians: The Aboriginal Inhabitants of Newfoundland” (1914).



Hans andet foredrag behandlede hovedsagligt sten, ben og andre redskaber han selv havde fundet under hans rejse på øen.

Han begynder med at opremse de steder hvor han har fundet genstandene og nævner bl.a. Codroy River og ”i det indre ved Grand Lake, Sandy Lake, Red Indian Lake”.

Han opdeler genstandene i 9 forskellige kategorier og kalder kategori 9 ”slibesten, skuresten og andre forskellige genstande”. Under kategori 9 skriver han:

”(9) forskellige genstande, en af hvilken, et tyndt stykke glimmeragtig sten ca. 10 cm lang og 1 cm bred omkring midten, spids i begge ender, derfor visende 4 grupper af småindskæringer på den ene side af stenen. Med næsten ens afstand mellem sig er indskæringerne samme længde. Udover dette, adskillige syle-formede redskaber af hornsten, en af dem visende mærker af slid på spidsen, en anden delvis takket på den ene side. Lignende boreredskaber af flint er blevet fundet i Danmark sammen med skrabere og andre redskaber, utallige skuresten og fladsten, åbenbart slibesten etc... ”.

Jeg er naturligvis ikke den første der foreslår at Beothuk stammen på Newfoundland i virkeligheden er grønlænderne. Dette forslog William Epps Cormack (1796-1868) allerede i 1800 tallet efter at han selv havde berejst området fra 1822 og nedskrevet Beothukstammens sprog fra Shanawdithit’s forklaringer.

James P. Howley forklarer i ”The Beothucks or Red Indians: The Aboriginal Inhabitants of Newfoundland” (1914):

”Hr. W.E. Cormack, denne dristige og foretagsomme herre, der hengav så megen tid og penge for at frembringe venskabelige forbindelser med de stakkels Røde mænd, og som også gennemførte en indgående undersøgelse af alt vedrørende deres væremåde, skikke, sprog etc., fremkom med ideen at Beothukerne muligvis havde deres oprindelse fra nordboerne, som folketroen vil, opdagede Amerika i 900 tallet e.Kr. og efterfølgende sendte bosættere for at bebo disse områder. Uden for tvivl kom Cormack frem til denne antagelse gennem det netop offentliggjorte oversættelse af de islandske sagaer, af den lærte danske oldkyndige Dr. Rink (Henry Rink). Cormack greb åbenbart ivrigt denne interessante historie og så den som en mulig løsning på mysteriet (om Beothuk stammens oprindelse). Havde han været i stand til at få sin teori antaget da ville det have bekræftet beretningerne i sagaerne og ville have gjort ham berømt blandt hans samtidige. At han var optaget af denne teori fremgår af hans skriftlige arbejder, og jeg finder i hans noter forsøg på at sammenligne Beothuck sproget med dialekterne fra Island og Grønland.....Cormack ser ud til at have fastholdt sin vurdering til sin død.... Den forgangne biskop Mullock fra St. John (Newfoundland) var ligeledes enig i denne holdning og mente af de muligvis var efterkommere af Leif’s bosættere, muligvis blandet op med indfødte folk”.

Som bekendt er vi kommet et stort skridt videre mod W. E. Cormack’s teori gennem Anne og Helge Ingstad (1899-2001) og deres 2. ekspedition ved L'Anse aux Meadows, Newfoundland i 1962.

Lad os da efterse navnet som stammen kaldte sig selv. I dag skriver vi dette ”Beothuk”. Da W. E. Cormack nedskrev det navn som stammen kaldte sig selv, baseret på oplysninger fra kvinden Shanawdithit’s forklaringer, skrev han ”Beathook” eller ”Behathook” og at det svarer til ”rød indianer”. Han skriver at den fonetiske udtalelse af ordet er ”Boeothuck” eller ”Boethuck” med tryk på ”oe” næsten uden at udtale ”o”. Det menes at ordet er en flertalsudtalelse.

Det første vi kan konstatere er at ”Boeothuck” eller ”Boethuck” ikke betyder ”rød indianer”. Man kan se fra de tre dokumenter hvor ordene er skrevet ned at dette er vor oversættelse af ordet. Ordet skal klart opdeles i to; ”Bea, Beha, Boeo, Boe” + ”thook, thuck”.

Vi har følgende ord på oldnordisk:

”Bú” der bl.a. betyder ”bo” i betydningen ”at bo på et sted” hvorfra ordet ”Búandkarl, Bóandkarl” eller ”bondekarl” eller bare ”bonde” udvikles.

”Þoka” der bl.a. betyder ”tåge”, jvf. ”Þokaland eller ”Det tågede Land”, der netop er en af Grønlændernes betegnelser for dele af det nordamerikanske kontinent. I flertal skrives ordet da ”þokur”.

Det berettes i Erik den Rødes Saga (Eiríks saga rauða) at Bjarne (Bjarni) er søn af Herjulf (Herjúlfr) og Thorgerde (Þorgerðr), der først fik land på Island mellem Vaag (Vogs) og Reykenæs (Reykjaness), og siden år 986 e.Kr. fulgte med Erik den Røde og i Grønland gjorde landnám på Herjulfsfjord (mundingen af Narksamiut fjord og næsset Ikigeit i Eystribygð, lige over for Frederiksdal, lidt nordvest for Kap Farvel (Nunap isua)).

Sommeren år 1000 e.Kr. ankommer Bjarne til Eyrar (Øre, nu ”Eyrarbakki” ved udløbet af Ølvesá (Hvítá), Arnæs Syssel, sydlige Island). Da faderen var afrejst herfra til Grønland under Våren beslutter Bjarne at slutte sig til ham ved at sejle direkte videre til Grønland, et ekstremt risikabelt foretagende eftersom der ikke synes at være en styrmand ombord med viden om hvorledes man sejlede dertil. De kommer naturligvis i havsvilde og det beskrives således:

”...ok sigldu þrjá daga, þar til er landdit var vatnat; en þá tók af byrinn, ok lagði [á norrænur ok þokur, ok vissu þeir eigi, hvert at þeir fóru...”

Som jeg oversætter til:

”...og sejlede 3 dage, der til at landet var vandet; end da tog af børen, og lagde [sig] norden[vinde] og tåger, og vidste de ikke, hvor at de fore...”

Det er brugen af ”þokur” (tåger) der her er spændende. Det er klart et frygtet fænomen, der af styrmænd er forbundet med Grønlandsfarten, og derfor formentligt også farten til Nýaland (Vínland).

Mit gæt er derfor at ”Beothuk” i virkeligheden er det oldnordiske ”*Búþokur” og betyder ”De der bebor det tågede (land)”. Dette har været kolonien i Eystribygð’s betegnelse for de grønlændere, der flyttede til Newfoundland år 1342 e.Kr.

Jeg undskylder på forhånd for dette lange indlæg, men det er hvad jeg ved om denne sag.

mvh

Flemming

Användarvisningsbild
frodeh
Medlem
Inlägg: 1241
Blev medlem: 8 april 2002, 14:21
Ort: Norge

Re: Vinlandskartan äkta?

Inlägg av frodeh » 7 september 2009, 16:11

Om jeg tillater meg å spekulere litt kritisk over dette, så er det i alle fall ett spørsmål som må besvares:

Hvordan klarte folket fra Vestbygda å komme seg over til Newfoundland? Et hovedproblem for dem var mangelen på jern til nagler og trevirke, de hadde med andre ord ingen midler til overfarten. Dette er jo ikke akkurat gjestmilde farvann, og direkte useilbart om vinteren. Dette var jo lenge et blomstrende samfunn hvor Eirik Raudes historier om Frisland og Markland må ha vært levende i en fortellertradisjon over generasjoner, men de hadde jo ikke båter? Eller? Dette er interessant i sammenheng med en inuitt-legende som Niels Egde skrev ned på 1700-tallet fra en inuitt som hadde fått den overlevert fra sine forfedre. Den gikk i hovedtrekk gikk ut på at tre fremmede skip seilte inn fra sørvest for å plyndre, og at flere nordmenn ble drept. Til slutt fikk nordmennene kontroll, og to av skipene seilet ut igjen mens det tredje ble kapret av nordmennene. Året etter kom en hel flåte og plyndret bygda. Da tok de overlevende seg ut til sjøs i båter (hvor kom de fra?) og seilte sørover, men noen ble igjen. Året etter returnerte så piratene igjen, og da flyktet inuittene etter legenden og tok med seg noen av nordmennenes kvinner og barn med seg. Året etter, da inuittene returnerte til bygda, var det helt tomt for folk.

Hvordan denne legenden har blitt til og hva som er basis for den aner jeg ikke, men den gir jo rom for mye spekulasjoner.. Det er Dale Mackenzie Brown som forteller dette på archeology.com, men han bemerker også fraværet av skikkelige arkeologiske bevis for et slikt hendelsesforløp.

I 1997 skrev professorene McCovern og Keller en kronikk i Dagbladet for å imøtegå visse påstander framsatt i en bok av den ikke ukjente Thor Heyerdahl og Per Lilliestrøm. Siden dette har direkte relevans for det spor denne tråden tar, gjengir jeg kronikken i sin helhet, lenken til opprinnelig nettsted er http://www.dagbladet.no/kronikker/970424-kro-1.html :
Slaver fra Grønland?
Hvor ble det av den norrøne befolkningen på Grønland i middelalderen? I Aftenposten 23. og 27. juni 1995 hevdet den svenske karteksperten Per Lillieström at den norrøne befolkningen på Grønland ble bortført av portugiserne og solgt som slaver etter 1492.

Av THOMAS MCGOVERN OG CHRISTIAN KELLER, PROFESSORER


Han mente å kunne påvise at en stor del av dem endte opp som slaver på sukkerplantasjene på Tenerife. Dette skulle ha sin bakgrunn i at pave Alexander 6 la Grønland åpent for slavehandlere gjennom et brev fra 1492, der han erklærte at grønlendingene hadde frafalt den kristne tro. Thor Heyerdahl utdypet argumentene i et intervju i samme oppslag 27. juni 1995, hvor han hevdet at Lillieström hadde løst et gammelt problem om nordbokolonienes ødelegging. Videre henviste Heyerdahl til antakelsen at Columbus skulle ha oppdaget Amerika dvs. Labrador, på 73 grader nord under en reise i februar 1477.
Disse påstandene ble imøtegått av Helge Ingstad i en artikkel 8. oktober 1995. Ingstad påpekte blant annet at farvannene mellom Labrador og Grønland ikke er seilbare i februar på grunn av isforholdene, og reiste dermed berettiget tvil om Columbus' reisemål.
Kan de arkeologiske kildene på Grønland bekrefte eller avkrefte Lillieströms og Heyerdahls teorier om kolonienes undergang? De norrøne grønlendingenes skjebne har vært gjenstand for forskning siden 1721. De siste tiår har forskning med nyere metoder, som C14-dateringer av arkeologisk materiale, nye analyser av skjeletter og klimahistoriske data fra Grønlands innlandsis gitt oss ny innsikt i de norrøne kolonistenes skjebne.
I lys av disse analysene er det vanskelig å akseptere Lillieströms og Heyerdahls argumenter om at portugiserne bortførte befolkningen og dermed la de norrøne koloniene på Grønland øde. Heyerdahl er sitert slik: «Hvordan ellers forklare at 5000 mennesker, kuer og alle dyr plutselig forsvant?» Vi vil prøve å forklare hvordan.
Det er nå temmelig klart at befolkningsnedgangen på Grønland startet tidlig, antakelig omkring 1300. Videre at den maksimale befolkningen ikke behøver å ha vært større enn 3500. De siste, detaljerte klimakurvene fra boringene i innlandsisen på Grønland (GISP 2 og GRIP) viser at klimaet ble dramatisk kaldere utover 1300-tallet. Omkring 1350 hadde Vesterbygda (som var den nordligste av de to bygdene) vært utsatt for flere kalde perioder. Kulden virket ødeleggende på befolkningens næringsgrunnlag, som vi ut fra utgravinger og registreringer vet besto av en blanding av februk og jakt. Undersøkelser av gårdsanlegg i Vesterbygda indikerer at avfolkingen av denne bygda på 800- 900 mennesker skyldtes svikt i ftrhøsting og i beiteressurser på grunn av flere etterfølgende år med dårlige vekstsesonger. Dette må ha ført til nedslakting av husdyr. Sjøpattedyrene kan også ha endret oppholdssted som følge av endrede isforhold. Et økende antall C14-dateringer fra topplagene i møddinger og bolighus støtter de skriftlige kildene som angir at Vesterbygda ble lagt øde omkring 1350. Bygda var etter dette tom for norrøne folk.
Den siste bosetningen i Østerbygda er vanskeligere å datere, fordi bygda er så stor. Foreløpig er det imidlertid ingen ting som tyder på at bygda var bosatt lenger enn til ca. 1450, men en rekke gårder lå øde allerede før dette tidspunkt. Pollenanalyser, som viser vegetasjonssammensetningen gjennom tid, viser at landskapet i norrøn tid var preget av gress- og beiteplanter. Nordboerne skapte dette vegetasjonsbildet gjennom brenning og hogst av bjørk og vier. Ku og sau holdt landskapet fortsatt åpent gjennom beiting. Midt på 1400-tallet ble beitemarkene invadert av vier og bjørk, og gresset forsvant. Dette må bety at det ikke lenger fantes beitende husdyr i området - en ganske god indikasjon på en ødefase. Det er tvilsomt om det var folk i live i Østerbygda så sent som etter 1492, men om det var noen, så var det svært få.
Tidligere antok man at Østerbygda var i funksjon fram til ca. 1500. Disse dateringene var basert på stilstudier av drakter utgravd på Herjolfsnes. Vi vet nå at de aktuelle stilarter var vanlige i første halvdel av 1400-tallet, og at draktene fra Herjolfsnes ikke behøver å være eldre enn fra ca.1450, da bygda ser ut til å ha dødd ut.
I utgangspunktet var det begynnelsen på den kuldeperioden som kalles «Den lille istid» omkring 1300- 1325 som vanskeliggjorde livbergingen. Denne kuldeperioden var den kaldeste siden siste istid for 12000 år siden. Vi kan se at antallet husdyr sank, og at folks kosthold i økende grad kom til å bestå av sjøpattedyr.
Graden av kontakt med eskimoene som innvandret fra Canada i perioden ca. 1100- 1400, er foreløpig lite kjent, men de fleste forskere som har arbeidet med problemet, mistenker at eskimoene direkte eller indirekte kan ha medvirket til avfolkingen av de norrøne bygdene.
Flere steder er det også påvist jorderosjon på beitemarkene. Den norrøne befolkningen kan altså i noen grad ha bidratt til egen sårbarhet gjennom overbelastning av beiteressursene.
Selvsagt kan man ikke kategorisk avvise muligheten for at det kan ha forekommet slavetokt til Grønland, men om de skal ha hatt noen betydning for avfolkingen må det ha skjedd mens en vesentlig del av befolkningen fremdeles var i live - og altså lenge før pave Alexander skrev sitt brev i 1492.
Heyerdahl henviste også til et brev fra pave Nikolaus 5 fra 1448 som omtaler en påstått bortførelse av grønlendinger i 1418. En del av de bortførte skal ha vendt tilbake i 1444. Nå er det ingen kjent skipskontakt med Grønland etter 1408. Men i 1418, altså samme år som det påståtte angrepet på Grønland, mottok kongen (Erik av Pommern) klager etter et karelsk angrep på Nord-Norge. I pavebrevet fra 1448 beskrives Grønland som en øy beliggende nord for Norge. Angriperne blir beskrevet som «barbarer» som kom fra «hedningenes tilgrensende kyster». De skal ha ødelagt de hellige bygningene (kirkene) med ild og sverd. Paven ville neppe omtale portugiserne som barbarer, eller kalle Portugal for «hedningenes tilgrensende kyster», så her er det nok andre som har vært på ferde. Barbarer og hedninger var sterke betegnelser, og ble vel helst brukt om muslimer og ikke-kristne etniske grupper som skrelinger (eskimoer og indianere) og karelere (fra den nåværende Karelske republikk øst for Finland).
Brevet fra 1448 er forvirrende, og paven er sannsynligvis blitt påvirket av sin kartograf, Claudius Clavus, som beskrev hvordan han «selv hadde sett» hvordan skrelingene ved flere anledninger hadde angrepet Grønland. Clavus var en begavet skrønemaker som aldri hadde vært på Grønland, og pave Nikolaus har åpenbart delt samtidens misoppfatning at Grønland lå nord for Finnmark. Brevet er derfor en nokså usikker kilde - det kan hende at det egentlig refererer til hendelser i Nord-Norge, og ikke til hendelser på Grønland. Det skal legges til at fra omkring 1500 ble navnet Grønland brukt om alt land i nordområdene - fra Novaja Semlja til Labrador.
Teorien om at de norrøne koloniene på Grønland skal ha fått en brå avslutning på grunn av raid fra portugisiske slavehandlere etter 1492, står altså i motsetning til nyere forskningsresultater. Alle indikasjoner tyder på en gradvis befolkningsnedgang fra begynnelsen av 1300-tallet og fram mot 1450 - altså en periode på ca syv generasjoner.
Gjennom de siste hundre år er det fremmet mange teorier om årsaken til avfolkingen av de norrøne bosetningene på Grønland. De tidlige teoriene var dominert av enkle årsaksforklaringer, som sjørøveri, genetisk degenerering p.g.a. isolasjon, eller invasjon av sommerfugllarver, for å nevne noen. De fleste forskere som har befattet seg med de norrøne bygdene på Grønland de senere år, ser et mer sammensatt årsakskompleks. Trolig var det en kombinasjon av klimatiske og menneskelige faktorer som gjorde det av med samfunnet i ytterkanten av middelalderens Europa.
vignettGrønland
Kronikkforfatterne redegjør her for nyere forskning som avviser teorien om at de norrøne koloniene på Grønland skal ha fått en brå avslutning på grunn av raid fra portugisiske slavehandlere. Blant andre Thor Heyerdahl har støttet den teorien, mens Helge Ingstad har imøtegått den. Thomas McGovern er professor i arkeologi ved Hunter College, City University of New York, mens Christian Keller er professor i nordisk arkeologi ved Universitetet i Oslo.

Användarvisningsbild
Boreas
Medlem
Inlägg: 432
Blev medlem: 29 augusti 2006, 03:45
Ort: Norway
Kontakt:

Re: Vinlandskartan äkta?

Inlägg av Boreas » 8 september 2009, 10:36

Heyerdahl henviste også til et brev fra pave Nikolaus 5 fra 1448 som omtaler en påstått bortførelse av grønlendinger i 1418. ... I pavebrevet fra 1448 beskrives Grønland som en øy beliggende nord for Norge. Angriperne blir beskrevet som «barbarer» som kom fra «hedningenes tilgrensende kyster». De skal ha ødelagt de hellige bygningene (kirkene) med ild og sverd. Paven ville neppe omtale portugiserne som barbarer, eller kalle Portugal for «hedningenes tilgrensende kyster», så her er det nok andre som har vært på ferde. Barbarer og hedninger var sterke betegnelser, og ble vel helst brukt om muslimer og ikke-kristne etniske grupper som skrelinger (eskimoer og indianere) og karelere (fra den nåværende Karelske republikk øst for Finland).
Paven kaller ikke "barbarene" for "portugisere". Trolig vet han meget vel at portugiserne er skyldige i ødeleggelsene. Men, av politiske grunner ønsket man å gi barbarene skylden.

Pavebrevets hensikt er fremst å bevise og beklage at "nordmennes konge" ikke klarer å hevde kirkens interesser og utnytte ressursene vest i havet mer effektivt. Dette førte til at pavekirken inførte en ny politikk i nord - hvilket innebar at piratene selv, styrt fra Portugal, skulle overta domenet over Grønland. Når pave Nicholaus henviser til "hedngenes kyster" anvender han en kjent term for "landene vest av Grønland". Portugisernes herjinger ble åpenbart feid under teppet - og skylden for Grønlands sammenbrudd tilskrevet "hedningene".

---

Handels- og pirat-tokter mot nord startet allerede på midten av 1300-tallet, fremst fra Portugal. Beskrivelsen fra pavebrevet og eskimo-legenden bekreftes av et større antall brev og beretninger - fra engelske, portugisiske, spanske og venetianske arkiver.

Spillet om ressursene i NV-Atlantern - og pavekirkens skrupløse dobbelspill i saken - førte uansett till at områdene i nord ble overført til Lisabons pirat-adel. Når paven omsider offentliggjør avtalen i Tordesilias 1494 er Grønland og øyene vest i havet forlengst overført til piratenes portugisiske konge - til suveren disposisjon.

Arkeolog Kellers fakta fra utgravningene og klima-analysene på Grønland er intressante fakta. Men hans kunskap og betrakninger om middelalderns økonomiske og politiske brytninger bygger i alt for stor grad på antagelser. Forøvrig er hans argumentasjon langt mer polemisk enn den er analytisk.

Användarvisningsbild
Boreas
Medlem
Inlägg: 432
Blev medlem: 29 augusti 2006, 03:45
Ort: Norway
Kontakt:

Re: Vinlandskartan äkta?

Inlägg av Boreas » 22 september 2009, 19:00

Nordiska koppar-vapen från Michigan?!

http://books.google.com/books?id=tMUnJQ ... ze&f=false

Användarvisningsbild
Lejonmod
Medlem
Inlägg: 688
Blev medlem: 23 juli 2007, 12:19
Ort: Stockholm

Re: Vinlandskartan äkta?

Inlägg av Lejonmod » 28 september 2021, 16:50


Skriv svar