Danaholmen och Landamäre 1

[Karsten Krambs]

Hej Flemming,
Man skal nok ikke tillægge for meget (juridisk) i en ældre lovtekst som Landamäri I, muligvis fra før år 1200. Teksten veksler meget fra lov til lov og det kan nok ikke afgøres, hvilken der er den "rigtige". Her har du et udvalg.

Ældre Västgötalagen:
Danæ holmbær ær skiptær i þre løte • A en lot vpsalæ conongær • Annæn a dana conongær • þridþiæ lot a noregs conongær•

Svensk krønike:
Danæ holmbær ær skiptær i þre løte • en deel vpsala conongær • Annæn om a dana conongær • þridþiæ om a noregs conongær•

Den svenske Rimkrønike:
Danæ holmbær ær skiptis tha þre dela • en deel atte opsala conongær • Annæn deel danmarkx conongær • oc • þridþiæ deel om a noregs conongær•

Borgartingsloven:
Danahulm ær skiptær i þræ hlutir • A en lot upsalæ conongær • Annæn a dana conongær • þridþiæ lot a noregs conongær•

Runicus:
Danaholm ær skifter i þre löter • en lot a dana kununk • annan svia kununk • ok • þriþia norehs kununk•


Det primære ord i meningen her er ikke skiptær - men hlutir, löter, løte eller dele. Del på oldnordisk hedder hlutr og nedstammer fra det middelnedertyske lot - som vi i dag kender fra ordet lotteri.

Eriks sjællandske Lov findes også nedskrevet på middelnedertysk og her ser teksten sådan ud:
Dane holm is ghedeilt jn dreen loten • eyn lot hort dem denschen koninghe • dat ander hort to vppsael konning • dat derde hort dem norwegeschen koninghe•

Så meningen her er del, dele som i det tyske lot – og ikke i meningen lod som parcel.

Hilsen
Karsten

[Odinkarr]

Karsten,

Jeg ville jo gætte på at "løte, hlutir, löter" er fra det oldnordiske "hluti" (del, part, lod), ikke "hlutr" (trække lod om).

Du bruger dagligt ordet på nudansk gennem "lodsejer", hvilket er en beskrivelse af dig ifald du ejer et stykke jord eller land.

Alle ord kan føres til "hlautr, hlauts, hlot" (oldnordisk, gotisk, oldsaksisk) og måske oldengelsk "hlot", alle med betydningen "lod, arvedel". Det senere tyske ord er arvet fra de få overlevende Gamle Saksere.

Det jeg tror loven gør er at opdele en ø i tre dele. I hver del af denne ø gælder den pågældende konges lov og ret; nøjagtigt som en ambassade og dens jord tilhører dets ejermand og ikke det land hvor ambassaden befinder sig.

Udover den sætning jeg viste i mit tidligere indlæg; "ef sundr skipt er lögunum, þá mun sundr skipt friðinum", har vi kendskab til fra lovene i England, at man lovgav for samme område, men med forskellige love gældende for forskellige ætter. Vi ser det f.eks. i fredsaftalen fra år 878 e.Kr. mellem Kong Alfred den Store, lokalkonge af Wessex år 871-899 e.Kr. og den danske Kong Guthorm (Guðrum cing). Fredsaftalen blev indgået efter "Slaget ved Ethandun" (Edington, Wiltshire) maj år 878 e.Kr., og kaldes "Ælfredes and Guðrumes frið" (Alfred og Guthorm's fred).

II. And hi cwædon · gyf mon ofslægen wurðe · eal we letað efen dyrne · Englisene 7 Denisce ·

Som jeg oversætter til:

II. Og de kvædede · givet mand nedslagen vorde · alle vi anser (for) lige dyrbare · Engelske & Danske ·

Der er i samtiden forskellige domme gældende for hvert landskab med forskellige straffe for samme forteelse. Det er vel af samme årsag at ambassader er omfattet af ophavslandets love og ikke værtslandets.

mvh

Flemming

[Karsten Krambs]

Flemming,
Du ”gætter” og ”tror” måske for meget omkring dette emne. Se engang teksternes ordlyd.

Entalsform (hlutr): lot, deel, deel, lot, lot, lot.

Flertalsform: løte, løte, dela, hlutir, löter, loten.

Skiptær, skiptær, skiptis, skiptær, skifter - nævnes på middelnedertysk som ghedeilt.

Udgangspunktet er lovteksternes oprindelige ordlyd fra tidlig middelalder og de lovmænd, der har forfattet teksterne oversætter gennem tiden tydeligvis lot med ordet del.

Og så skaber det ingen værdi at spekulere i - om det nu også var det, der var meningen og om vi taler om lodsejere i 1000-tallet. Vi er på vej ud af en tangent, der efter min mening er det rene gætteri. En lovopdelt lille klippetop i Götaelvens munding ved navn Danmarks Lilja – det giver jo ingen mening.

Hvis du gerne vil videre med din teori bør du læse de gamle landskabslove igennem for der, at finde afsæt i dine teorier og ikke referere til lovgivningen i England.

Hilsen
Karsten

Se artiklen "Et kongemøde, seks grænsesten & Danaholmen" http://www.vikingetidenskonger.dk/artikel-2/

[Odinkarr]

Karsten,

Brugen af "gætte" og "tro" var nu bare for at være venlig.

Jeg er ikke i tvivl om at "skiptær i þre løte" kun kan opfattes som "(ud)skiftet i tre lod". Som jeg viser i ordets oldnordiske form "hluti" (del, part, lod) kan dette opfattes som bl.a. "del". Du viser netop at den svenske rimkrønike skriver "skiptis tha þre dela", så det tror jeg vi er enige i.

Alle lovkoder tilbage til begyndelsen tager udgangspunkt i folkets sæder og sædvane, hvorfor alle lovkoder normalt henviser til et tidligere sæt af lovkoder, der så fastholdes, ændres og videreføres. Ja selv Kong Knud's Skovlov for England fra ca. år 1031 e.Kr. (Incipiunt constitutiones Canuti regis de foresta) henviser til Anglernes lovkoder fra Anglen, Sønderjylland, dvs. tiden før udvandringen til Øst-Anglen år 497 e.Kr.

Derfor skal man have helt styr på alle lovkoderne før det lovsæt man ønsker at efterse, for at forstå ret det ordvalg der gøres brug af.

Gårdsretten, der sad i kongens gård hvorend han var, var omfattende og mundtlig. Den blev sagt højt af lovsigermanden (”lögsögumaður” på oldnordisk) på thinget så man kunne gøre indsigelse før retten sad og domme blev afsagt. De engelske lovkoder nedskrives tidligere qva kristendommens brug af alfabet, og derfor må vi ty til disse for at forstå udviklingen af vore love. Det er vist at de tidlige engelske lovkoder har østdansk dialekt i sproget og derfor er hentet herfra. Rettere kan vi vel sige at udvandrerne fra Jylland og Sønderjylland til Øst-Anglen og Kent bragte deres allerede eksisterende love med sig hjemmefra.

Der opstår oldsaksisk indflydelse på lovkoderne i de saksiske landskaber i England fra slutningen af 800 tallet, og netop derfor begynder vi at se lovsæt der afviger fra hinanden fra dette tidsrum. Det samme har været gældende for Svea-folket og de lovkoder de begynder at skrive med Gøtarne.

Når tre konger derfor træffes som ligeværdige, uanset om dette afspejler virkligheden eller ej, på et tidspunkt omkring år 1000 e.Kr., må vi have en forventning om at deres respektive love gøres gældende ligevægtigt på samlingsstedet. Var lovene enslydende var der ingen grund til opdeling, men det er de ikke når vi når frem til år 1000 e.Kr. Derfor laves der tre helligsteder, hvor hver konges lov og fred er gældende.

Uenigheden mellem os ser ud til at være hvorledes man skal opfatte "lod, del". Så vidt jeg kan se historisk kan man kun udlodde eller dele noget der er samlet før det udloddes eller deles. På helt samme vis som man ikke kan sælge noget man ikke ejer.

Jeg kan vise at det stadig er den samme vis man opfatter dette på i 1600 tallet. Johannes Mejer, Husum, Angel's kort ”Newe Landtcarte Von dem Hertzogthumbe Schleswieg Anno 1650” viser Angel og Sønderjylland til Ejder-strømmen. Syd for Ejder-strømmen har han skrevet ”Dithmarsiæ Pars” (Ditmarsken Del), hvor det latinske "pars" har nøjagtigt samme opgave som "lod". Ditmarsken er en del af en større landsdel.

Er samlingsstedet Hisingen eller Danmarks Lilja eller et helt tredje sted? Aner det ikke. At Danæ holmbær må være en holm et sted i Dana-fjorden synes jeg er en rimelig betragtning, men det forudsætter naturligvis at man skal være enig i at alle "Dana" stednavnene er langt ældre end det nyskabte Danmark, der første gang nævnes af den norske skjald Bragi inn gamli i Ragnarsdrápa (vers 13) som ”Danmarkar” år 850-865 e.Kr.

Jeg vil stadig holde på at holmen, der netop ved brugen af ordet "holm" må angive en meget lille ø, har været et lille isoleret sted, hvor kun konge, rådgivere og livgarde, dvs. et skib pr. konge, har kunnet holde træf. Sikkerhedsrisikoen har været alt for stor for alle kongerne ifald rytteri og større troppeenheder havde adgang til samlingsstedet, og flugtmuligheder derfra. Se bare hvad der skete under Blodgildet i Roskilde 9. august 1157 e.Kr.

Nok om det.

mvh

Flemming

[Karsten Krambs]

Flemming,
Problemet er at du tillægger samfundet i 1000-tallet en højere samfundsstruktur og organisering, der hører sen-middelalderen til. Det er også derfor mange af dine referencer er fra den tid.

I begyndelsen af 1000-tallet var det kun Danmark der var struktureret i en spirende statsdannelse. Hverken Norge eller Sverige var på det tidspunkt så langt med organiseringen - og alene af den grund er der ikke hold i dine teorier. Ingen norsk og svensk konge kunne gøre krav gældende ud fra egen lovgivning, der ikke fandtes og var forankret i en tidlig form for stat. Sædvaner kan du ikke bruge her.

På det tidspunkt – og tidligere – ser vi diplomatiske aftaler indgået gennem afholdte grænsemøder (ved Ejderen) med mange vidner fra hver side af parterne for at stadfæste det aftalte. Som vi ser det i kongemødet på Danaholmen. Sådan forgik det.

Jeg har gennemgået de norrøne - og oldnordiske lærebøger, hvor hlutr primært betyder lot, del.
Ordet hlutr, hlutir havde flere betydninger i de tidligste norrøne tekster. Flest i betydning af -

lod - i lodkastning
lod i - eller andel i noget
del – af noget større
en ting eller genstand

Sætningen ”höggva sundr í tvá hluti” betyder hugge sønder i to dele, stykker.

Sætningen ”inn nezti hlutr trésins” betyder den nederste del af træet.

Hilsen
Karsten

[Odinkarr]

I begyndelsen af 1000-tallet var det kun Danmark der var struktureret i en spirende statsdannelse

Karsten,

Jeg er klar over hvor uenigheden opstår. Jeg har en nogenlunde indsigt i England og Skandinavien fra ankomstiden år 40-77 e.Kr. frem til ca. år 1000 e.Kr. Jeg sidder derfor og anskuer fremtiden set fra fortiden. Det er mit indtryk at du forsøger at gøre det modsatte; at anskue fortiden set fra fremtiden. Slutkonklusionerne er desværre ofte vidt forskellige.

Jeg kopierer et bidrag jeg netop har skrevet i en anden blog om netop dette emne.

citat

Skrønen om at statsdannelsen opstår ca. år 1000 e.Kr. er en bevidst (kristen) omskrivning af sandheden, sikkert fra 1800 tallet....

At det er en usandhed kan vi bl.a. se fra opdelingen af landskaberne i herred (Herat), der er afsluttet senest i 500 tallet e.Kr. Et Herat (herred) er en baglæns landopdeling der viser det stykke land der skal til for at kunne brødføde 120 krigere til kongens hær. Derfor er vore herred ikke ens i størrelse da disse er afhængige af jordens bonitet og ydeevne.

Der er 191 herreder i Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr.

Ligeledes udsteder vi guldskillinger, som vi finder i alle vore landskaber i hele Skandinavien fra år 385-670 e.Kr. Der sker en møntreform på samme tid i alle landskaber fra guldskillinger til sølvpenge, gangbar mønt i alle landskaber fra år 670-755 e.Kr. Herefter går der koks i det hele, men det er en anden historie.

Nationalstaten, ifald vi nogenlunde opfatter dette som en samlet evne til at lovgive, dømme og udøve magten over et antal landskaber, herunder et ekstremt højt udviklet pengesystem, er derfor på plads i 500 tallet e.Kr. At udøvelsen af Nationalstaten blev gennemført med højst muligt selvstyre på egnen, findes stadig i Grundloven og den vis Grønland og Færøerne har udvidet selvstyre på.

citat slut

Jeg vil derfor mene at det er vrang at anskue samtiden år 1000 e.Kr. som en samtid med enten ikke-eksisterende statsdannelse eller spirende samme. Der er ikke mere landnám at gøre nogen steder når vi er fremme ved senest 600 tallet. De mest øde områder har naturligvis været det nordlige Sverige og indlands i Midt- og Nord-Norge.

Jeg mener faktisk vi kan se hvor langt man er nået. Om Óláfr trételgja (Olaf Trætelge) ca. år 500-550 e.Kr. hører vi: "Óláfr, sonr Ingjalds konungs illráða af Svíaríki, ruddi Vermaland", dvs. han gjorde landnám i Värmland. Han må søge ind i skovene mod nord, som han må fælde før han kan skabe sig agerjord fordi der ikke er mere land at få mod syd. Denne forståelse er helt konsekvent med at Gøtarne og Svea-folket har deres afgørende slag ca. år 497-521 e.Kr.; igen landnám er fuldendt og der er ikke mere plads.

Herredsinddelingen er på plads overalt i Skandinavien og det gælder også for Svea-folket.

Upplandslagen, stadfæstet af Kong Birger Magnusson 2. januar år 1296 e.Kr., forklarer os at når kongen byder leding, der skal ”4 skibe af hundrede hver” (”fiugher skip aff hundæri hwariu”), dvs. 4 skibe af snekke-klassen år 1296 e.Kr. svarer til det fysiske antal eller det gamle landområde ”hundred”. Det antyder meget stærkt at ”hundred” er det oprindelige ”120” da snekken i så fald kun skal have 30 mand ombord, hvad den sagtens kan år 1296 e.Kr. Denne lov må være langt ældre da snekken allerede fra 600 tallet e.Kr. kan have dette antal ombord.

Jeg accepterer fuldt ud at man kan tale om at statsdannelsen i de danske områder, som det blev opfattet i 500 tallet e.Kr., går i opløsning efter år 755 e.Kr. hvor sølvpenge ophører med at være fællesmønt i alle landskaber. Men stridighederne der følger er ikke en spirrende statsdannelse. Det er kivsmål om overherredømme over allerede eksisterende herreder og hundreder (Tíundalandi (10 x hundred + land), Erlinghundra, Seminghundra, Sjuhundra og Långhundra).

Heldigvis kan jeg vise at at de norske ætter havde endog ekstremt højt udviklet lovgivning allerede i 400 tallet e.Kr., og denne arvelov og arvelod kan vi med rimelighed antage har været gældende for alle ætter nord for Ejder-strømmen i samtiden.

Tune-steinen fra 400 tallet e.Kr. (nu Oldsakssamlingen, Historisk Museum, Oslo), stod oprindeligt på Tune kirkegård i Østfold, muret inde i kirkegårdsmuren. Den siger:

”…þrijoRdohtriRdalidunarbijasijosteRarbijano”

Der muligvis skal læses som:

”… þrijōR dohtriR da‹i›liðun arbija si‹b›jōstēR arbijanō”

Som muligvis skal opfattes som:

”Tre Døtre delte Arven (som) de nærmest beslægtede af Arvingerne” (Sophus Bugge, 1903)
”Tre døtre gjorde gravølet hyggelig, som de elskligste av arvinger” (Ottar Grønvik, 1998)

Det er naturligvis ekstremt spændende hvorledes vi skal opfatte de rejste runer, men ingen synes uenige i at de tre nævnte døtre har fuld arvelod efter den på stenen nævnte *WoduridaR (woduride), og derfor i vor lovgivning på tidspunktet hvor stenen rejses i 400 tallet e.Kr. Det viser brugen af det urnordiske ”arbijano” (arvinger, ejefald flertal).

Vi har mange flere eksempler på dette i den meget vigtige sondring af hvem der havde arveret til odelsjord, i jura kendt som ”Hauld” (oldnordisk), eller ”Holder”. Se f.eks. Malsta-stenen i Via, Backa by, Rogsta socken, Hälsingland (Hs 14, originalen nu på Hälsinglands museum i Hudiksvall), dateret til vikingetid. "Friholder"-retten blev oppebåret efter 6 slægtled. Malsta-stenen gengiver 7 slægtled, dvs. nogenlunde fra 600-tallet frem til stenen blev sat. Det forekommer rimeligt at netop dette antal af slægter i tid viser os tidspunktet hvor landnám er afsluttet i Hälsingland. Den retslige forståelse, der var ens overalt, føres direkte ind i Gulathing (Gulaþingslög, Gulating) lovgivningen (for Vestlandet) :

”Nu er þar domr settr. Þeir scole telia til langfeðra sinna. V. er átt hava. en sa hinn sette er bæðe atte at eign oc at óðrle”.

Som jeg oversætter til:

”Nu er der dom sat. Du skal fremsige forfædrene dine. 5 der haver ejet det. End så hin sjette (,) der både ejede i ejendom og i odel”.


Du kan se forståelsen af "hluti" og "hlutr" i Oldnordisk Ordbog (1863, s. 235).


mvh

Flemming

[Karsten Krambs]

Flemming,
Jeg kaster håndklædet i ringen - jeg giver ganske enkelt op.
En sidste bemærkning er taget fra en anmeldelse af en bog om danske borge. Jeg har skrevet Xx ud for forfatterens navn, men gengiver her det udsnit af teksten, som jeg mener passer på situationen.

Efter at have læst Xx's bog ved jeg næsten ikke, hvad jeg skal mene om den. Han anskuer virkeligt mange ting på en helt anden måde end den gængse opfattelse af symboler, religion, historiske begivenheder m.m. Man sidder lidt og ryster på hovedet - og alligevel er der andre gange, hvor man tænker at det var alligevel interessandt og kunne det tænkes at han har ret...? Men én ting er sikker; han mangler kilder til sine tolkninger utroligt mange steder! Han kunne lige så godt have opdigtet mange af tingene ud af den blå luft - det er ikke til at se hvor han har sine ideer fra og om der er hold i dem.

Tak for nu!
Karsten

[Odinkarr]

Hej Karsten,

Det er ikke alle tanker der holder vand, og man skal ej heller være alt for stædig, hvis det er sandheden man forsøger at tvinge frem (sagt til mig selv mange gange).

Lad os se om vi ikke kan komme frem til et løsningsforslag der fanger dine tanker, og de grundlæggende geografiske og juridiske omstændigheder jeg mener må være gældende for samtiden år 1.000 e.Kr.

Jeg har fundet frem til et kort jeg ikke havde adgang til for ti år siden da jeg første gang forsøgte at gennemtænkte hvor Danæ holmbær nu var.

Carl Gripenhielm: Geographisk carta öfwer Baahus Lähn uthi sin wederbörliga form bracht af Carl Gripenhielm (ca. 1690).

http://www9.vgregion.se/vastarvet/bm/up ... .asp?ID=24

Kortet er intet mindre en genialt og endog meget detaljeret. Du kan komme helt tæt på geografien i bohuslen som den var i 1600 tallet e.Kr.

Den første øvelse jeg vil foreslå er at efterse de hundredevis af "holme"; i såvel Göta älvens løb (hvor Bahuus (Bohus slot) ligger til Tuurholmen højere oppe), og hele vejen langs kysten.

Givet at kongetræffet fandt sted på en "holm", mener jeg vi må kunne sige uden for tvist at den geografiske forståelse for en "holm" år 1000 i Bohuslen (og alle andre steder) udelukker Hising (Hisingen). Omvendt forstærkes sandsynligheden for at det netop må have været den "holm" der i 1600 tallet kaldes "Lilla Dannemarck, Lilla Danemark".

Kortet "Geometrisch affrijtning öfwer Holmen Lilla Danemark eller Lillia kallat, liggandes innanför Winga Båk.... 1729" bekræfter for os at man anså "Lilla Dannemarck, Lilla Danemark" for en holm.

Men Carl Gripenhielm's kort giver os yderligere muligheden for at anskue samtiden i fugleperspektiv, og nu bliver det spændende:




Jeg har længe været klar over at Hising (Hisingen) var opdelt i en norsk og en svensk del uden at tænke videre over dette. Prøv nu i et tankeeksperiment at lade holmen "Lilla Dannemarck, Lilla Danemark" været navet i dit syn og se dig omkring i en 360 graders ring.

Spørgsmålet er hvorvidt vi ikke ser den trefoldige udlodning "skiptær i þre løte" videreført til også at omfatte den langt større ø lige nord derfor, der jo netop er Hising (Hisingen).

Kortet viser os at øen i 1690 stadig er opdelt i "Norske Hysingen" (østlige, vestlige og nordlige del af øen) og "Svänske Hysingen" (2 mindre jordlod på øens sydlige del). Det viste kort er fremstillet efter Freden i Roskilde 1658, hvor landskabet gik tabt for Danmark. Hvad derfor mangler på kortet er en forklaring på hvem der har (havde) herredømmet over alle øerne i Danafjorden syd og vest for Hising (Hisingen), herunder "Lilla Danemark, Lilla Dannemarck". Det mener jeg kan have været det danske lod. Jeg har fremhævet med gul stiplet linie landegrænsen omkring det svenske lod (Svänske Hysingen). Afgrænsningen er mildest talt akavet, og en unaturlig grænse, med mindre formålet har været at skabe nem adgang til og fra et thingsted midt i Danafjorden kaldet "Danæ holmbær".

Den naturlige landegrænse følger Göta älvens løb mod nord fordi denne elv er Götarnes gamle grænse.

Med denne forklaring kan vi sige at kongetræffet fandt sted på holmen "Lilla Dannemarck, Lilla Danemark". Hver konge har haft sin lejr, med telte, forsyninger og hærstyrker på sit lod. Herfra udskibede man til træffet når det fandt sted. Hver konge har haft "ryggen fri", og dermed frit lejde, til at kunne drage bort fra træffet uden risiko for at få flugtvejen blokeret i en knibtangsmanøvre.

mvh

Flemming

[Odinkarr]

I fortsættelsen af tanken om at lade holmen "Lilla Dannemarck, Lilla Danemark" været navet i omgivelserne, har jeg forsøgt at gennemtænke hvad vi egentlig kan sige om området syd for denne holm, som jeg argumenterer for kan være den danske lod, når vi nu kan se at den norske og svenske lod lå på Hising (Hisingen).

I den samlede overvejelse skal vi også holde os øje, at ”trekonger-stævnet” på Danæ holmbær ca. år 1050 e.Kr. er en videreførelse af tidligere afholdte stævner på samme sted, og med samme formål. Laxdæla Saga siger:

12. kafli Leiðangur

Það varð til tíðinda um sumarið öndvert að konungur fór í stefnuleiðangur austur í Brenneyjar og gerði frið fyrir land sitt eftir því sem lög stóðu til hið þriðja hvert sumar. Sá fundur skyldi vera lagður höfðingja í milli að setja þeim málum er konungar áttu um að dæma.

Min oversættelse til nudansk:

Kap. 12 Leding

Det var tidende i begyndelsen af sommeren at kongen [Haakon den Gode (Hákon Aðalsteinsfóstri), regent ca. år 930-960 e.Kr.] fór i stævne-leding østen ud [fra ”Víkinni”, dvs. Oslofjorden] på Bræn(dings)ø(erne) og gjorde fred for sit land efter det som lovene (under)støttede til hver tredje sommer (at gøre). På dette skyldigt afholdte møde lagde høvdingene (sig) i mellem at afgøre de [søgs]mål som kongerne oppebar æt-ret til at dømme om.


Jeg antager her at sætningen ”áttu um að dæma” er en henvisning til ”áttrèttr”, dvs. en ret der tilkommer en person som følge af hans byrd (æt), her egenskaben kongebyrd.



”Bræn(dings)ø(erne)” nævnes som ”Brenneyjar” (flertalsform; Laxdæla Saga, kap. 12), ”Brenneyjar” (Fagrskinna, kap. 10), ”Brenneyia” (Olaf Tryggvassons saga, kap. 58), ”Brenneyja” (Egils saga, kap. 48. Egill hefir vetrvist með Arinhirni), ”Brænnæø” (Hallandslisten i Valdemars Jordebog fra år 1231 e.Kr.).

Widsith-digtet (sætning 25) fra 600 tallet e.Kr. nævner ”Breoca Brondingum” (Breoca [leder af] Brændingerne). Beowulf-kvadet (sætning 506-7) forklarer videre:

'Eart þú sé Béowulf sé þe wið Brecan wunne
on sídne saé ymb sund flite?

Min oversættelse til nudansk:

Er du den Béowulf der med Breca dystede
på den brede sø (og) på sundet kappedes?


Det oldengelske "wunne" er datid af "vinde", dvs. vandt, men i betydningen "dystede".
Det oldengelske "sídne" er en gradbøjning af "(bred)side".


Béowulf og Breca har i 500 tallet e.Kr. kappestrid i robåd i 7 dage under vinterhalvåret; en kappestrid Béowulf tabte. Breca går i land og tænker på sin hjemstavn, jvf. Beowulf-kvadet (sætning 521):

Lond Brondinga eller "Brændingernes land"


Brugen af "lond" (land) antyder at flertalsformen ”Brenneyjar” kan have været den oprindelige.



Béowulf var Götar-æt og hans klan, Wægmund’s klan, medskaber af Götaland.

Øen kaldes i dag ”Brännö”, og er intet mindre end den mod syd tilstødende ø til holmen ”Lilla Danemark, Lilla Dannemarck”, som jeg mener må være identisk med Danæ holmbær.

I Heimskringla (Olav Tryggvason Saga, kap. 58) hører vi i Óláfr Tryggvason (Olav Trygvason, regent 995-1000 e.Kr.)’s femte regeringsår, dvs. år 1.000 e.Kr., at Svend Tveskæg (regent 986-1014) siger til Jarl Sigvald, i C.C. Rafn’s oversættelse fra 1836 (Om Kong Svend og Dronning Sigrid):

”Og Kongen sagde til Sigvalde: “Hvis du vil have dine Besiddelser tilbage, saa skal du drage i mit Ærende til Sverrig og Norge med sikre Kjendemærker til Kong Olaf den svenske ["Olav den svenske" = Kong Olaf Skötkonung (regent 995-1022)]. og siden til Kong Olaf Tryggvesøn, at vi alle skulle mødes i Brennøerne næste Sommer”.

I Egils saga (kap. 48. Egill hefir vetrvist með Arinhirni) hører vi:

Heldu þeir Þórólfr liðinu til Brenneyja. Þar var í þann tíma víkingabæli mikit, því at þar sigldu kaupskip mjök í gegnum eyjarnar.

Min oversættelse til nudansk:

(Be)holdte da Þórólfr (hær)liden på Bræn(dings)ø. Dér var på den tid stort vikingeleje fordi mange handelsskibe sejlede forbi øerne.

Det oldnordiske "í gegnum" (igennem), men i betydningen "forbi".




Med andre ord, Bræn(dings)ø var et naturligt leje for skibe at ligge underdrejet, og stedet blev regnet ”norðr fyrir Halland” (nord for Halland). Egill Skallagrímsson’s samtid er ca. år 910-990 e.Kr. Det må være en åbenlys mulighed at det danske lod har været Brännö, måske i flertalsforståelsen, der i så fald gør holmen ”Lilla Danemark, Lilla Dannemarck” til navet i den trefoldige udlodning. At Danæ holmbær siden omdøbes til "Lilla Danemark, Lilla Dannemarck" kan være et ekko fra fortiden om at dette udgjorde en del af det danske lod - et lille Danmark.

Svend Aakjær bemærker i sin afhandling om Valdemars Jordebog i forbindelse med Hallandslisten:

"Grænsen begynder paa Danaholm (nu Danmark), i Skærgaarden ved Indløbet til Göteborg, og i Stamsund, Sundet mellem Rivö og Brännö, Styrsö sogn; men disse to Steder har dog aldrig hørt til Halland".

Man har derfor altid været opmærksom på denne mærværdighed; at grænsen burde være ved Hallands nordlige grænse, men ser ud til at gå ved ”Lilla Danemark, Lilla Dannemarck” (Danæ holmbær) og midt i sundet nord for Brännö (hvor færgen til Frederikshavn dagligt sejler forbi). Jeg mener vi kan forklare denne mærkværdighed ved at forstå at området nord for Halland til indsejlingen til Gøteborg har været "den danske lod".

mvh

Flemming

[Valdemar Sappi]

Spännande det här! Inget att tillföra annat än att som Göteborgare så är för mig en holme något mycket litet.
Hur det kan ha ändrats genom åren vet jag förståss inte...

[Karsten Krambs]

Hej Anders,
Du har ret – sådan opfatter jeg også ordet holm i vor nutid. Men jeg tror ikke at holm blev opfattet som en meget lille ø i 1000- tallet. Her er hvad Adam af Bremen skriver om Bornholm, der må siges at have en vis størrelse.

Adam af Bremen beretter at biskop Egino i Dalby "kristnede en del af de afgudsdyrkende folk, især de barbarer der hedder Pleicaner og de, der lever på øen Hulm (latin Hulmus) i nærheden af göterne".

Det ser ud til at der dengang blev sat lighedstegn mellem en ø og en holm. Bornholm hed gennem tiden Burghændæholm, Burghændeholm og Burghændholm i Kong Valdedears Jordebog, Borgundarhólmr i islandske sagaer, endvidere Borghundarholm, Borendæholm og Borendholm. Alle har endelsen holm.

Ordet hulm er oldnordisk for holm. Borgartingsloven skriver Danahulm og omkring sprogets udvikling kan man læse sådan om hulm -

: hulm (Danahulm i Runehåndskriftets landemærke).
Med henblik herpå forstår vi nu de ovenfor omtalte moderne
normanniske former: homme ved siden af houme; i det første
går o tilbage til oldfransk o, der kun kan gengive formen holm, i
det andet kan vokalen ou (o: u) udgå fra oldfransk o, som er den
organisk nødvendige gengivelse af et hørt u i hulm.

Hilsen
Karsten
Wadbring har ligeledes gjort sig sine tanker om Danaholmen og bl.a. Svold.
http://wadbring.com/historia/sidor/svolder.htm

[Karsten Krambs]

Området ved Götaelvens munding blev i 1200-tallet kaldt Utlanden og Adolf Schuck redegjorde i 1953 for, at Askim, Vättle och Sävedalens herreder tilhørte Danmark indtil år 1255. Kristina Bengtsson (doktorand i arkeologi ved Göteborg Universitet) er her enig - og selv førnævnte Wadbring (historiesider) har fået Utlanden med –

Under medeltiden var Västergötland ett gränslandskap där både
många och långa strider utkämpades mellan de nordiska länderna.
Under tidig medeltid nådde landskapsgränsen inte Kattegatt, först vid 1200-talets mitt blev Utlanden svenska - Askim, Vättle och Sävedalens härader.

Bedst er det at bruge hans egen søgefunktion. Her vises flere kort over landskabet med Hisingen og senere Utlanden.

http://www.wadbring.com/historia/sidor/longbo.htm

Hilsen
Karsten

[Karsten Krambs]

Lidt mere fra Wadbrings sider -

Billedet skulle være en del af et kort over Danmarks grænser fra 1250-tallet. Tak for lån til Bengt. Hisingen ser meget opdelt ud - faktisk i tre dele

Link til siden hos Wadbring
http://www.wadbring.com/historia/sidor/gbg.htm

[Odinkarr]

Utlanden

Brugen af begrebet "Udland" kender vi også fra Valdemars Jordebog. Her betegner det Det Nordlige Friesland/Lille Friesland". Det skrives ”Vtland” og bestod af:

”Skibherrederne” (”3 skipen” eller ”Trelande” ved Ejder-floden; Tønning Herred/Ejdersted, Garding/Giæthning Herred eller Everschop/Hever Schip, og Utholm eller Holmbo Herred.

”Øherrederne” (øen Sild (oprindeligt Siland/Silund, dvs. som Sjælland ”landet i søen”), samt øen Før/Føør med de 2 herreder Østerland og Vesterland).

”Marskherrederne” eller ”Nordherrederne” (Horseby og Bøking/Bokyngheret Herreder)

”Strandherrederne eller ”Nordstrand” eller ”de fem herreder” (Beltring/Byltryngheret, Viriks/Wyriksheret, Pelvorm/Pylwærmheret, Edoms og Lundbjerg Herreder).

Hvorledes bør vi opfatte betegnelsen ”Vtland” (Udland) i Vadehavet?

Jeg mener vi må forstå det på samme vis som det oldnordiske "utjörð", direkte "udjord", men opfattet som "længere bortliggende gård eller jordegods", underforstået ift. hovedgården eller "höfuðból" (hovedbolen). Det olddanske "utlænde" betegner da også "et jordstykke tilhørende en gård, men beliggende uden for toften".

”Vtland” (Udland) betegner derfor alt land tilhørende riget, men beliggende ude i søen (havet) vest for den jyske vestkyst.

I Laxdæla Saga (kap. 73) ser vi f.eks. at man ”fara út til Íslands”, samt da ”Bolli hafði verið einn vetur í Danmörku þá byrjar hann ferð sína út í lönd og léttir eigi fyrr ferðinni en hann kemur út í Miklagarð”.

Forståelsen er derfor ikke "udlandet", dvs. landskaber under fremmede folkeslags kontrol, som vi i dag forstår dette. Sidstnævnte forståelse opstår først i 1800 tallet.

Jeg er ikke stedkendt i Göteborgs skærgård og yderliggende øer og holme, men mon ikke "Utlanden" har haft samme forståelse her?

mvh

Flemming

[Valdemar Sappi]

At Askim, Vättle och Sävedalens herreder tilhørte Danmark indtil år 1255 blir meget vigtigt!
Sävedalen ligger lige mod öst ud efter åen Säveån. Dvs den dal som jernbanen og motorleden mod öst går genem i rettning af Alingsås.

Danaholmen, som alltså godt kan vare en stor ö, må så ses i lyset mod det at allt syd og öst for Hisingen varet danskt.

Som opvoksen i Sävedalen så er jeg så - dansk!