Vikingarna var kanske inte först på Färöarna

[PeterE]

Brittiska och färöiska arkeologer har gjort fynd som pekar på att vikingarna inte var de första som bosatte sig på Färöarna:

http://jyllands-posten.dk/kultur/histor ... listermest

Mvh,
Peter

[CHJIMS]

Kelter kanske.

[Dûrion Annûndil]

Om iriska och skotska munkar nu kom först till Island så låter det ju inte otroligt att de även kommit till Färöarna innan dess.

[Jens Yde]

Undersøgerne skriver: We report on the earliest archaeological evidence from the Faroe Islands, placing human colonization in the 4th–6th centuries AD, at least 300–500 years earlier than previously demonstrated archaeologically.

Altså helt tilbage fra år 300 . . . og før der var sejlbåde i Skandinavien.

Kan det være nogen, der er flygtet fra romerne i Britannien? Der er 300 kilometer fra Færøerne til de nærmeste øer nord for Skotland, hvilket er noget længere end afstanden fra Gotland til Polen.

[frodeh]

Mitt inntrykk er at man lenge har antatt at irske munker var først til Færøyene så vel som til Island. Men tidsangivelsen gitt her (4. -6. århundre) er vel enda tidligere enn hva man har ment at disse kom til Færøyene (600-tallet).

[Odinkarr]

Altså helt tilbage fra år 300 . . . og før der var sejlbåde i Skandinavien

Jeg behandlede for nogle år siden emnet i mit underafsnit "Færøerne - hvor kom fårene fra?":

http://verasir.dk/show.php?file=chap31-1.html#toc174

Som overskriften på underafsnittet antyder er det ikke Einstein-teori at øerne må have haft tidligere beboere før Grímur Kamban's landnám af Færøerne efter år 825 e.Kr., og meget tæt på Harald Hårfagers fødselsår ca. år 858 e.Kr.

Det er vigtigt at forstå at det urnordiske juridiske begreb "landnám" betyder "at tage ubeboet land i besiddelse". Færøerne er derfor ubeboede i begyndelsen af 800 tallet e.Kr.

Landnámsstedet på Østerø (Eysturoy), Færøerne antages at være ved stednavnet ”Funningur”, en lille bygd med i dag 83 indbyggere ved foden af Færøernes højeste bjerg "Slættartindur" (882 m), på nordvestkysten af Østerø. Stednavnet er fra det oldnordiske ”fundr, fyndr” (fund, finden, opdagelse).

Den irske munk Dicuil: De mensura Orbis terrae (Om jordklodens udstrækning) fra ca. år 825 e.Kr., beretter om en øgruppe, som man når til fra Britannien efter to dages og én nats sejlads mod nord. Disse var næsten alle adskilt fra hinanden af smalle stræder. Øerne var ubeboede (i ca. år 825 e.Kr.), men 100 år tidligere (dvs. fra ca. år 725 e.Kr.) havde de været beboet af irske eneboermunke, indtil disse på et ukendt tidspunkt før år 825 e.Kr. valgte at forlade øerne på grund af skandinaviske vikinger.

Vi kan med stor sikkerhed sige at den irske munk Dicuil ikke beskriver en sejlads til Færøerne, men han beskriver en sejlads fra Hebriderne over Orkney til Shetlandsøerne. Det forekommer derfor en logisk brist, at ifald de irske eneboermunke drog til Orkney, Shetland og Island, at de så ikke skulle have gjort landfald på Færøerne. Stednavnene "Paparøkur" (ved Vestmanna, midten af Streymoy) og "Papurshílsur" (ved Saksun, nordvestlige Streymoy) antyder at eneboermunkene ankom til Færøerne. Gravstenene på kirkegårdene Ólansgarður på Skúvoy og Kirkjubøur på Streymoy med kors af latinsk og irsk type, kan enten være fra eneboermunkene eller fra de tilførte britiske (keltiske) kvinder.

Men hvordan kendte munkene til disse øer? De gjorde de fordi kelterne/kimbrerne besejlede dem.

Gaius Julius Solinus: Polyhistor (kap. 22) skriver i 2-300 tallet e.Kr.:

“...Ab Orcadibus Thylen usque 5 dierum ac noctium navigatio est; sed Thyle larga et diutina Pomona copiosa est...”
som jeg oversætter til

”...Fra Orkney, Thule er 5 dage og nætter’s sejlads; ydermere Thule har rigelig og langvarig frugtbar overflod...”


Gaius Julius Solinus’s samtid er 2-300 tallet e.Kr. Orkney er kendt af romerne fordi øgruppen visuelt kan ses fra fastlandet i Briannien. Det ”Thule” Solinus her omtaler efter 5 dages rejse dag og nat, er under ingen omstændigheder en længdegradssejlads mod nord. Den efterfølgende sætning, der beskriver overflod af afgrøder udelukker selvklart, at dette kan være Island eller Færøerne. Det er derimod en breddegradssejlads. Antager vi at sejladsen er sket med ca. 65 sømil på 24 timer, kan vi slutte at den samlede rejse har været på ca. 325 sømil. Stikker vi en kurs ret øst fra Orkney med ca. 325 sømil til rådighed, da ankommer vi sikkert til sydvestkysten af Norge (Hordaland, Rogaland og Vestagder), og formentlig til en havn omkring Björgvin (Bergen), måske ved halvøen Nordnes, hvor rettersted og ærkebispegården lå i begyndelsen af 1300 tallet e.Kr.

Anders Sørensen Wedel (1542-1616): Hundredevisebog (1591) giver os i folkevisen ”Kong Hogen Hogenssøns dødelig affgang vdi Kirckeuog paa Orckenø” (vers 28) sejlruten mellem Orkney og de norske landskaber:

”Fra Kirckeuog lagde de vd met Skib,
til Bergen monne de seyle:
Der Bleff vndfangen den Herris Ljg,
som hand begerede at huile”

Kong Hogen Hogenssøn er identisk til Håkon Håkonsson (regent 1217-1263). Da hans søn Magnus Lagabøte (Magnus VI., regent 1263-1280) nævnes (vers 7, 23), og da dette omhandler Kong Håkon’s død, er året 1263 e.Kr. og dagen fredag den 14. eller lørdag d. 15. december (vers 27). Kongen døde under en sørejse fra ”Kirckeuog” (Kirkevig, Kirkwall) på Orkney undervejs til Bergen Brygge, hvorfra de var afsejlet (vers 6). Vi ved han var på tog mod Aleksander III, konge af Skotland (Den Strålende, regent 1241-1286) for at forsvare Isle of Man og Hebriderne (Suðreyjar, Suðrland) mod anfald fra Skotland (vers 2). Dette blev kendt som Slaget ved Largs, North Ayrshire (2. oktober 1263). Sejlruten var med afgang fra Bergen Brygge. Herefter sejledes mod syd langs den norske vestkyst til landkendingen ”Lindesnes” (vers 11), den sydligste spids i de norske landskaber i Vestagder, og hvor det første norske fyrtårn blev rejst i 1656. Herefter lagde man en breddegradskurs direkte vest til ”Kirckeuog” (Kirkevig, Kirkwall) på Orkney.

Det ”Thule” Gaius Julius Solinus har beskrevet for os i 2-300 tallet e.Kr. er derfor identisk med de norske landskaber, der igen svarer til den opfattelse Procopius har ca. år 550 e.Kr.

Sejlruten mellem Norge og Orkney er derfor kendt allerede i 2-300 tallet e.Kr.

Sejlet er i brug på langfartsskibene allerede i Bronzealderen; deres størrelse betinget af vævens størrelse. Det er en lidt anden snak, men der må have været sejl på skibsfarten mellem Norge og Orkney i 2-300 tallet e.Kr.

Jeg mener nu bare arkæologien understøtter hvad historien allerede forklarer os, og således skal det jo helst være.

mvh

Flemming

[Jens Yde]

Arkæologerne har ikke noget endeligt svar på, hvorfra de første folk på Færøerne kom.

Var det folk hørende til Skotlands ældre jernalder? Var det nysgerrige rejsende fra Skandinavien? Var det kirkelige folk fra Irland, som dem den irske munk Dicuil skrev om ca. 825? Her omtalte munken nogle øer i Nordatlanten, men om han sigtede til Færøerne er omdiskuteret. Fortsatte de videre til Island eller udgør Færøerne et midlertidigt - og endeligt? - opholdssted for nogle udvandrere, hvor de måtte vente på senere tiders søfarende vikinger, før mennesker kunne sejle videre til Island og Grønland – og tilbage igen.

Den nye opdagelse baserer sig på studier af forkullet byg-korn på Sandø, der ligger syd for den største ø, Strømø.

Den ældste C-14-datering af forkullet byg - fundet i aske efter tørvebrænding spredt i det vindomsuste sandområde - siger 245-430 e. Kr.

En vægtet middelværdi af flere fund fra Á Sondum på Sandø siger 351-543.

Byg findes ikke oprindeligt på Færøerne og må således være indført og/eller dyrket af mennesker. Der er tidligere fundet pollen af byg-størrelse på øerne.

Kilde: Quaternary Science Reviews, Church et al.