Kan "varanger" tänkas betyda/vara ordet "franker" på samma sätt som väl flera andra "franker"-liknande ord i mellanöstern och Asien - "västerlänning" i största allmänhet? Att det alltså kanske fastnat på också vissa nordbor, och i samband med det också den nordnorska halvön och fjorden? Kanske från samma Asien via norra Ryssland?Jotuni skrev:Jag har uppfattning att vikingarna var ursprungligen norska och danska sjörövare, men de Östsjö "vikingarna" kallades varanger eller varjager. Tydligen flesta varanger var svear eller götar, men kanske också ester, balter och slaver. Varanger var yrke, inte nationalitetet.Wavy Gravy skrev:Fanns det inte vikingar i Baltikum och Vendland också? Eller är kriteriet på viking att han talar något nordiskt språk?
Man har försökt förklara ordert "varanger" med Varangerfjord i Norge. Jag är skeptisk. Kanske ordet "varang" har något att göra med ordet "vara", för tydligen varanger hade handelsvaror och de hade lager (på finska varasto) för att lägga varorna in. Varang kunde bli av en man som hade varor (handelsvaror som päls).
När kom vikingarnas förfäder till Skandinavien?
Re: När kom vikingarnas förfäder till Skandinavien?
Re: När kom vikingarnas förfäder till Skandinavien?
I min behandling af dette ord har jeg skrevet følgende
citat
Spørgsmålet er om ikke ”væring” ligeledes kan knyttes til det nuengelske ord ”war”, der kendes på sen-oldengelsk fra ca. år 1050 e.Kr. som ”wyrre, werre”. Ordet er fra normannerfransk ”werre” med betydningen ”krig”, og kendes på oldsaksisk som ”werran”. Fordi dette ord er knyttet til ”(for)virre”, gættes der på at ”wyrre, werre, werran” må have betydet ”at gøre usikker, at få andre til at tabe fatningen”. Denne fortolkning mener jeg må være en afledt betydning, og ikke ordets oprindelige forståelse.
Da ordet ”forvirre” er knyttet til ”værre” (forværre, desværre, hverken værre (vær) eller bedre (bedder)), der som tillægsord kendes som ”værre, värre, verri, wiersa, waírsiza” (olddansk, fornsvensk, oldnordisk, oldengelsk, gotisk), men også til ”bevare” og ”virvar”, synes det at der må være et fælles ophav. Det forekommer mig at "væring" i tanke må være udviklet fra "ver, wer" (oldnordisk, oldengelsk) eller "folk, folket", i dag "vi". I det oldengelske digt "Menneskets begavelser" (The Gifts of Men, sætning 62-63), der findes i Exeter Book fra 900 tallet e.Kr., forekommer "wer" i ejefald som "wera" (folkenes).
Vi kan vise den oprindelige forståelse af ”væring” ved at forstå at en person fra øerne Hitra og Frøya, syd for indløbet til Tronheimsfjorden, Sør-Trøndelag, kaldes henholdsvis en ”hitraværing” og en ”frøyværing”, tilsammen "øyværinger". En person fra Tromsø er således en "tromsøværing", som en person fra Bodø er en "bodøværing". Forståelsen af ”væring” skal derfor sidestilles med ”-farer,-far” i f.eks. Sjællandsfarer, Hallandsfarer og Gullandsfarer.
citat slut
mvh
Flemming
citat
Spørgsmålet er om ikke ”væring” ligeledes kan knyttes til det nuengelske ord ”war”, der kendes på sen-oldengelsk fra ca. år 1050 e.Kr. som ”wyrre, werre”. Ordet er fra normannerfransk ”werre” med betydningen ”krig”, og kendes på oldsaksisk som ”werran”. Fordi dette ord er knyttet til ”(for)virre”, gættes der på at ”wyrre, werre, werran” må have betydet ”at gøre usikker, at få andre til at tabe fatningen”. Denne fortolkning mener jeg må være en afledt betydning, og ikke ordets oprindelige forståelse.
Da ordet ”forvirre” er knyttet til ”værre” (forværre, desværre, hverken værre (vær) eller bedre (bedder)), der som tillægsord kendes som ”værre, värre, verri, wiersa, waírsiza” (olddansk, fornsvensk, oldnordisk, oldengelsk, gotisk), men også til ”bevare” og ”virvar”, synes det at der må være et fælles ophav. Det forekommer mig at "væring" i tanke må være udviklet fra "ver, wer" (oldnordisk, oldengelsk) eller "folk, folket", i dag "vi". I det oldengelske digt "Menneskets begavelser" (The Gifts of Men, sætning 62-63), der findes i Exeter Book fra 900 tallet e.Kr., forekommer "wer" i ejefald som "wera" (folkenes).
Vi kan vise den oprindelige forståelse af ”væring” ved at forstå at en person fra øerne Hitra og Frøya, syd for indløbet til Tronheimsfjorden, Sør-Trøndelag, kaldes henholdsvis en ”hitraværing” og en ”frøyværing”, tilsammen "øyværinger". En person fra Tromsø er således en "tromsøværing", som en person fra Bodø er en "bodøværing". Forståelsen af ”væring” skal derfor sidestilles med ”-farer,-far” i f.eks. Sjællandsfarer, Hallandsfarer og Gullandsfarer.
citat slut
mvh
Flemming