Asgård kan findes ved Trondheimsfjorden

[Odinkarr]

Du tycker inte det är problematiskt att Snorre läst Homeros innan han skrivit sin Edda?

Der ligger i denne sætning en underforstået højkristen antagelse, at før Snorre, Saxo, Absalon, Sven Aggesøn og Anders Sunesøn fik sig en rigtig romersk katolsk uddannelse i Paris, var de uvidende og historieløse.

Jeg har kigget på problemstillingen og mener dette:

citat

At Snorre i Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 54) skriver ”Úlixes” betyder at Snorre har en latinsk udgave af Homer: Odyssey foran sig da han forfatter Gylfaginning og Snorre Edda år 1220-30 e.Kr. Så vidt vi i dag har kendskab til, gøres den første latinske oversættelse af Iliaden og Odyssey kort tid efter år 1354 e.Kr. af Leontius Pilatus på foranledning af Petrarch (dette værk kaldes normalt ”Latin Homer”). Der må derfor findes tidligere latinske udgaver af Iliaden og Odyssey. F.eks. skriver Baebius Italicus under Kejser Nero (regent 54-68 e.Kr.) en kort latinsk oversættelse af hele Homer’s værk på kun 1070 linier. Dette er et væsentligt uafklaret spørgsmål i vor samlede forståelse for hvad Snorre vidste fra Homer, og hvad han vidste fra Ældre Edda.

citat slut

Saxo: Gesta Danorum gør brug af Dudo, Plinius den ældre og Vergil i sin beretning om Den Trojanske Krig, og begge historieskrivere gør opmærksom på når de gør brug af ikke-nordiske kilder i deres beretning. Man skulle mene at man herfra kan slutte at når intet andet er nævnt, kan vi antage at det er nordisk historie vi er vidner til.

Problemstillingen med Snorre og Saxo's brug af ikke-nordiske kilder ender op med at være et aktiv fordi Ældre Edda entydigt og fyldestgørende behandler Den Trojanske Krig. Alt hvad Snorre og Saxo gør er at videreformidle til deres egen samtid viden de allerede besidder. Som historieskrivere gør det også i dag, udvider de deres viden med en komparativ analyse af ikke-nordiske kilder, hvor de samstemmer samme beretninger fra to forskelige steder i verden. Denne fremgangsmåde er, så vidt jeg kan se, korrekt i dag og i tidsrummet hvor begge nedskriver deres værker.

Rent faktisk kan vi fra brugen af udenlandske kilder datere Snorre og Saxo's værker.

Saxo: Gesta Danorum gør brug af landskabsnavnet ”Hellesponti” som et heite for Troja og Þrúðvangar.

Snorre ved i Snorre Edda (Gylfaginning, kap. 54) at det Troja han, og Saxo, har kendskab til fra Ældre Edda skal befinde sig et eller andet sted i Miklagarð’s gamle landområde og Lille-Asien. Troja’s faktiske beliggenhed var ukendt i deres samtid. Væringe-garden opløstes ved Miklagarð’s fald år 1204 e.Kr. Men hvor Snorre vælger befolkningsbetegnelsen ”Tyrkir” fordi den tyrkiske invasion af Lille-Asien var blev påbegyndt allerede år 1067-1069 e.Kr. og fuldendt år 1204 e.Kr., gør Saxo brug af de geografiske betegnelser han har lært fra Plinius den ældre (23-79 e.Kr.): Naturalis Historiae (Bog XXXVII). Plinius den ældre betegner i sit værk området for ”Hellesponti”, og kalder indbyggerne ”Hellespontian, Hellespontii”. Saxo gør helt det samme i sin beskrivelse af trojanerne.

Vi kan føre tanken et skridt videre.

Snorre skriver Snorra Edda i årene 1220-30 e.Kr., dvs. efter Miklagarð’s fald år 1204 e.Kr. Han skal derfor gøre brug af betegnelsen ”Tyrkir” for at afspejle sin egen samtid sandfærdigt.

Saxo: Gesta Danorum slutter med at venderne gøres underdanige år 1185 e.Kr. hvorfor værket må være færdigskrevet kort tid derefter. Dette understøttes af at Sven Aggesøn: Brevis historia regum Dacie (Kortfattet historie om Danernes konger), der var hirdfælle med Saxo, også afslutter sit værk i året 1185 e.Kr. Vi ved også at Saxo er nået til beskrivelsen af Kong Svend II Estridsøn kort efter år 1184 e.Kr. (Bog XI af XVI bøger) fordi Sven Aggesøn tilpasser sin egen beretning efter Absalon har fortalt ham om dette. Dette medfører at Saxo: Gesta Danorum er afsluttet før Miklagarð’s fald år 1204 e.Kr., hvorfor det ville være direkte vrang for Saxo at bruge en anden betegnelse end gradbøjninger af ”Hellesponti”.

mvh

Flemming

[Dûrion Annûndil]

Ber om ursäkt, mitt inlägg om kopplingen mellan Homeros och Sturlasson var nog mest riktat till Jens Yde, angående att göra kopplingar mellan uppgifter ur deras verk.

[Jens Yde]

Hvis Odin var født i 28 e. Kr., og 70 generationer er gået siden da, så er en generation 28 år.

Følgende tekst på engelsk lagde jeg i februar ind på et dna-forum, som imidlertid lukkede pludseligt, og titusindvis af indlæg forsvandt. Teksten er sakset fra professor Hedeager:

The Germanic peoples in Early Christian Europe kept a pagan Scandinavian origin myth as a remarkable part of their identity and self-perception in opposition to the Roman world. The Germanic tribes established themselves in the midst of the political turbulence of the fifth and sixth centuries and gave Europe a new and very different face. The Roman Empire was firmly entrenched to the east, but to the west it was replaced by barbarian groups such as the Franks, the Swabians, the Goths, the Vandals, the Langobards, the Burgundians, and so on. These migrating peoples derived their identity from their connection with a particular war-king and warrior-group, whose traditions they adopted.

According to one myth each of these nations derives from Scandza, Scandinavia. This can be traced back to Ablabius who is thought to have written the history of the Visigoths in the mid-fifth century, and was adopted from here by Cassiodorus who passed it on to the Balkan Goth Jordanes in turn, who finished his Getica in 551, and the migration story recurs in the majority of the early national origin myths: the Lombards, the Burgundians, the Anglo-Saxons, that of the Heruli and so son.

When Cassiodorus wrote his history of the Goths c. 525 AD, he told that Theoderic the Great, born c. 454 and dead 526 AD, had a grandson, Athalaric, who descended from the first king of the Goths, Gaut/Odin, through 17 generations...(So if Athalaric was born in 510 and 17 generations had passed since Odin, then we can calculate that 17 x 28 years is 476 years, and so - 476 years before 510 AD - Gaut/Odin was born in 34 AD; and that’s close to the 28 AD, I suggested)... Both Cassiodorus and Jordanes made the Christian Ostrogoths and their powerful Italian kings descend from pagan Scandinavia and from the war-god Odin, and they did this at a date nearly two centuries after this people and its kings had adopted Christianity.

Also the genealogy of the Amals was so deeply rooted in Scandinavia and in northern mythology, that it could not be brushed aside like some mere fancy. Amal, the founding father of the Amals, was, according to the Getica, the great-grandson of Gaut/Odin, the ancestor of the Scandinavian Gautar. As another prop to shore up the Scandinavian connexions, Gaut/Odin is said to be followed by his son Humli, who is the progenitor of the Danes.

The Langobards’ history too was linked to Scandinavia. Like the Gothic history the Langobards genealogy was composed of 17 generations that lead back to Odin and Scandinavia; told in Historia Langobardorum, but it cannot be seen as a copy of the Goths’. The inauguration ritual of the Langobards included the transfer of the royal symbol – Gungner – Odin’s holy lance. Whoever was in the possession of this lance was king and the Langobards’ saga name the kings “ex genere Gungins”, that means – related to Odin. Langobard means long beard, after Odin’s beard.

Early-medieval tribal sagas are not known for all Germanic peoples, but only for those who belonged to Scandinavia or who regards themselves as having migrated from there and came into contact with the post Roman literary world. Their royal families were of divine origin and were related to the pagan northern pantheon. Besides the Goths and the Langobards there were, for instance, the Angles and Saxons, the Vandals, the Svear, the Burgundians, the Heruli and more, but not, among others, the Franks.

Various pieces of evidence, both philological and archaeological, indicate that there may in fact be a grain of truth in these stories. The animal styles, the Nydam Style/Style II is closely associated with southern Scandinavia. On the Continent and in England, Style I is richly represented from the second half of the fifth century down to AD 600, when the new Style – Style II – was developed, a style that is uniform from Italy to Scandinavia. The Scandinavia silver brooches are found along the Rhine in particular, in Alamannic and Thüringian areas up towards the Franks (who do not have these brooches) and among the Anglo-Saxons in southern England. Scandinavian gold bracteates are found dispersed over much of the Continent, from England to Hungary and the Ukraine. Their iconography can in some cases be interpreted in term of scenes from Scandinavian mythology, revolves around the war-god and prince of the gods Odin. The Scandinavian core of Germanic style history of the Migration Period is unmistakable and cannot be ignored. The early Scandinavian – pagan – iconography must have had an organizational role in the construction of the new Germanic kingdoms and it must have functioned as an active element in the political legitimization of an elite whose official religious universe was the Christian one

.

Fra European Journal of Archaeology, 1998, vol. 13, “Cosmological endurance. Pagan identities in early Christian Europe”, by professor Lotte Hedeager, University of Oslo. Også fra “Skygger af en anden virkelighed”, Shadows of another Reality, by Lotte Hedeager, 1997.

[B Hellqvist]

Upprepar min fråga: Jens, när du skriver "gudar", menar du övernaturliga väsen eller personer som fått gudalika attribut i senare mytbildning?

[Jens Yde]

Upprepar min fråga: Jens, när du skriver "gudar", menar du 1) övernaturliga väsen eller 2) personer som fått gudalika attribut i senare mytbildning?

2) gudalika attribut i senare ..., i det mindste når det drejer sig om Odin og Zeus med familier.

(En lille dansk prinsesse blev i øvrigt døbt i dag, hun hedder Athena, temmelig usædvanligt navn).