Hur navigerade vikingarna?

[Jens Yde]

De hadde ikke kompas, ingen instrumenter, eller nogen av vor tids hjælpemidler til at finde sit sted på havet.
Det var først et halvt årtusen senere at andre nationers skibe skulde finde frem til de samme havstrøk – fra Novaja Semlja og Spitsbergen til Grønland, Baffinsbugten, Newfoundland og Nordamerika.

Av sagaenes ofte brugte uttryk at de drev om på havet i tykke og usigtbart veir (uten at se himmellegemerne) og visste ikke hvor de var, synes at tale mot kompas som ”leidarstein på et halmstrå eller en træflis flytende på vand i en skål”, som Irgens foreslo i 1904.

Vi ser at de stundom brugte fugler, ravner, til at finde retning av land. Stundom kom de i motsatte retning av ventet, som på Torstein Eiriksson’s forsøg på fra Grønland at finde Vinland, hvor de kom under Island istedenfor under Amerika.

Forskjellige beretninger viser at Nordboene forstod på land at lægge nøie merke til solen, i hvad retning og på hvad tid den gik ned, hvor lang dagen eller natten var ved sommer- og vintersolhverv o.s.v.. Derav dannet de sig en mening om sin nordlige bredde. Den slags iagttagelser har de vanskelig kunnet gjøre ombord på sine lange sjøreiser.

Til at danne sig noget begrep om sin vestlige eller østlige længde, kunde de ikke ha noget andet middel end bestikket; og så længe sol og stjerner var synlige, og de visste i hvad retning de seilte, har de sikkert hat stor øvelse i at beregne dette.

I usigtbart veir kunde de endnu klare sig så længe vinden stod uforandret; men når den kantret var det ingen mulighet, de måtte da dømme efter tegn som fugl, fra hvad land de kunde være, i hvad retning de fløi, og vi hører stundom at de fik fugl av Irland, eller av Island o.l.

I seilforskiftene sies det også at de la merke til hvalen; I Landnamabok (Hauksbok) heter det således at når en vilde seile fra Norge til Grønland skulde en holde så langt sønden for Island at en hadde fugl og hval derfra.

Drivis eller isfjeld, om de traf dem, kunde hjælpe til retledning, og likeså stundom rækved (drivtømmer) og drivende tang.

Sjøens farve kan sikkert ha været vigtig for så skarpe iagttagere; selv om vi ikke hører noget om det; det har ikke undgåt dem at f. eks. Golfstrømmens vand hadde en renere blå farve end det mere grøn-brune vand i kyststrømmen nær Norge eller i den Øst-Islandske Polarstrøm; forskjellen mellem vandet i den Øst-Grønlandske Polarstrøm og Atlanterhavet og også iøinefaldende.

Det kan også tænkes at folk har lagt merke til utbredelsen i havet av dyr som de store røde brænde-manéter (gopler).

Loddet har de også brukt, det fremgår av Historia Norwegiæ, hvor det heter at Ingolv og Hjorleiv fandt Island ”idet de undersøgte bølgene ved lod”.

Men at det ikke altid var let at finde frem, viser bl.a. meddelelsen om Eirik Raudes bosætning i Grønland, da 25 skibe drog ut fra Island, men bare 14 skulde ha nått dit.
Kilde: Fridtjof Nansen, Nord i Tåkeheimen, 1911.

[Stefan Lundgren]

Jag skulle nog vilja dra upp en liten teori.

Om någon har en teori om att öarna mellan Storbrittannien och Island var närmare varandra under vikingatiden så har det nog ingen avgörande betydelse. Nu vet jag inte hur pass landhöjningen har varit i detta område, men om det är 2 mm per år under tusen år och då skulle det inte vara någon betydelse.

Stefan

[Jens Yde]

Teorien om solsten er ikke opgivet.

"Krystaller ledte vikingerne på vej langs 61. breddegrad N til Newfoundland. Det er nu sikkert, at vikingerne brugte avanceret optik, når de skulle sejle fra Norge til Island, for ikke at blive væk på Atlanterhavet. Metoden er tæt på at være helt rekonstrueret."

Det skrev Ingeniøren her i 2011 på bagrund af ungarsk forskning.

http://ing.dk/artikel/116116-krystaller ... non_mobile

Se også de mange kloge kommentarer.