Ja det er faktisk et uhørt spændende sprogområde, som kan deles ind i en mængde forskellige sprog- og historiestudier.

Selv kigger jeg på terminologi indenfor genstandsfeltet dragt, og til dels også tekstil. Men der er naturligvis en mængde andre terminologiske studier, der kan gøres.
Hvis man kigger på individuelle termer ud fra rent typologiske og etymologiske kriterier, så får man eet billede, mens man når man kigger sproghistorisk på hele området får et andet, som selvfølgeligt samlet set giver et overordnet fælles billede.
De enkelte termer stammer fra indoptag fra forskellige historiske perioder og er blevet bevaret som relikttermer eller har videreudviklet sig til rigsmålet på forskellig vis. Man kan således i skånelandsk som helt område finde termer, der kan føres tilbage til forhistorisk tid (oldnordisk – fællesnordisk ophav), nyere optag fra middelalder-nyer moderne dansk, der er endt som skånske relikttermer (idet de ikke har videreudviklet sig med dansk) og særskånelandske termer, der kun findes i Skåneland men ikke i nogen af de andre dialektområder i nærheden (ej heller i hverken svensk eller dansk).
Derudover kigger man på om termer har udviklet sig til fællestermer som tilfældigheder (altså gennem fælles ophav) eller via påvirkning. For at forklare det på enklere vis, kan man sammenligne det med ringene i en træstub. Den inderste ring, eller cirkel er det fælles ophav, men jo længere ud i ringene man kommer, desto længere ligger de forskellige dialekter fra hinanden. Hvis man således kigger på den yderste ring, så vil man kunne slå ned på et bestemt sted (en dialekt) og få et helt andet ”sprog” end hvis man slå ned et andet sted. F.eks. hvis den inderste kerne er oldgermansk, så kan man i den yderste ring findes østrigsk og islandsk, der ikke umiddelbart er indbyrdes foreståelig sprog, men har en fælles sproglig kerne eller ophav. Denne udvikling er foregået over en så lang periode, at udviklingen er logisk kronologisk udviklet bort fra den oprindelige kerne.
Med Skånelandsk er denne udvikling sket på så kort tid (rent historisk set) og endda i nyere tid, at det giver en fantastisk mulighed for at studere disse fænomener.
Ind imellem kan man eksempelvis se at hvis man slå ned på to tilfældige steder på den yderste ring, så er der pludselige sammenfald. Dette kan være vanskeligt at afgøre om disse skyldes tilfældighed (ophav) eller påvirkning. Dette har vi bedre mulighed for at studere i skånsk.
Eksempelvis kigger sprogforskeren professor Inger Ejskjær på gloseoverensstemmelser mellem skånsk og jysk, og kommer frem til at disse er tilfældigheder (fælles ophav) og ikke gennem senere påvirkning. Se eventuelt denne artikel i tidsskriftet Ord & Sag:
http://www.hum.au.dk/jysk/publikationer/ordsag15.pdf
Det samme må gælde det store termsammenfald mellem nordskånsk og bornholmsk, mens hele mellemområdet mangler disse ord. Eksempelvis hedder øje iva på både bornholmsk og nordskånsk, dette er et oprindeligt særskånelandsk ord for øje. I mellemområdet finder man derimod i nogle områder det moderne svenske ord öga, men også områder der har bevaret ord, der lægger sig op af det danske øje, og altså er et ord bevaret fra da sprogområdet overgik fra dansk til svensk.
Dette kan man tolke som at mellemområderne før overgangen, havde optaget et mere storbydansk og derfor brugte storbydanske ord, mens yderområdene brugte de gammelskånske ord. Efter overgangen til Sverige, har områderne været påvirket af svensk, og har derfor byttet ud de særskånske og danske gloser med svenske ord, mens andre har bevaret dem.
Der er mængder eksempler på disse fænomener, man finder dem også hvis man går endnu længere ud i periferien, eksempelvis kan man finde glosesammenfald mellem gammelskånsk og islandsk, (også grammatisk) dette må uden tvivl hidrøre fra et fælles oldnordisk mål og ikke gennem senere påvirkning.