hur kommer det sig då att historien om Jesus och apostlarna utspelar sig i Judéen och Galileen och inte i Gallien? Och om Esus skulle vara samma gud som Jesus, hur kommer det sig då att kristendomen har så mycket mera gemensamt med judendomen än vad den har med den keltiska religionen
Lad mig starte bagfra, og med spørgsmålet "Hvilken udgave af Kristendommen taler vi om?". Den nuværende udgave i romersk-katolsk og byzantinsk omskrivning gennem græsk- og russisk ortodoks, har endog meget lidt med de oprindelige røverhistoriers mytologi at gøre. Hvad vi har i dag er fuldstændigt omskrevne og tilpassede ord til de magtcentre der udgav sig for at være de sande vogtere over sandheden.
Lad og skrue tiden tilbage til begyndelsen af 700 tallet e.Kr.
Fra Bede: De Temporum Ratione (kap. 15) fra ca. år 725 e.Kr. kan vi se at vort oprindelige navn for tidsrummet 21.3-14.4 er "Eostur-monaþ", hvor "Eostur" (Easter) modsvares af Påske. Tidsrummet omkring Påske (Eostur) i den keltiske (kimbriske) ceremonielle kalender svarer til tiden omkring Sommersolhverv i vor ceremonielle kalender, hvor Balder/ætlingen ofres for at blive genfødt 6 måneder senere på den 1. juledag om morgenen den 24. december. Det forekommer derfor ligetil at den keltiske (kimbriske ) tømrergud Esus (*Aisus) er blevet ofret i Eostur-ritet, og at navneformen "eius" i kalenderen fra Northumbria er et vidnesbyrd om dette.
Det er måske her værd at erindre at den uden sammenligning største teologiske strid mellem den romersk-katolske kristendom og den keltiske kirke (Celtic Church) i Irland og Britannien var beregningen af netop "Eostur"-ritet. De afvigende beregninger af tidspunktet for ritet medførte at fejringen fandt sted på forskellige tidspunkter, hvilket særligt i Britannien var åbenlyst for alle. Denne strid varede ved helt frem til år 716 e.Kr., hvor Iona klostret, nordvestlige Skotland til sidst antog den romersk-katolske beregningsmetode.
Bede: Historia Ecclesiastica Gentis Anglorum (H.E., Bog II:II) fra år 731 e.Kr. skriver om året 603 e.Kr.:
"INTEREA Augustinus adiutorio usus Aedilbercti regis conuocauit ad suum colloquium episcopos siue doctores proximae Brettonum prouinciae in loco, qui usque hodie lingua Anglorum Augustinaes Ãc, id est robur Augustini, in confinio Huicciorum et Occidentalium Saxonum appellatur; coepitque eis fraterna admonitione suadere, ut pace catholica secum habita communem euangelizandi gentibus pro Domino laborem susciperent. Non enim paschae diem dominicum suo tempore, sed a XIIII usque ad XX lunam obseruabant; quae computatio LXXXIIII annorum circulo continetur".
Med andre ord, med bistand fra den jyske konge Æðelberht (Ethelbert, Regent 560-616), der var konverteret til kristendommen år 595 e.Kr. og var Bretwalda (vælder af Britannien), indkaldes der til synode blandt kelterne (briterne). Pave Gregory I. (pave 590-604) sendte år 597 e.Kr. Augustine til Britannien, hvor han bliver den 1. ærkebiskop til Canterbury. Han udbeder sig at de keltiske præster ophører med at beregne Påske Søndag (paschae diem dominicum) fra den 14. til den 20. måne med en cyklus på 84 år. Hvad kelterne beregner er "Eostur", og hvad den romersk-katolske kirke vil have beregnet er en helt anden størrelse kaldet ”paschae” (Påske), ritet der er skabt til at overtage det oprindelige "Eostur"-rite.
Jeg vil derfor argumentere at vi i 600 tallet har endog lige så stærke vidnesbyrd om at kristendommen i samtiden er knyttet til keltisk (kimbrisk) kultur, som til en langhåret sandal-mand i Mellemøsten.
Originale kilder der behandler Jesus-figuren.
Fordi det trods alt ikke lykkedes den romersk-katolske kirke fuldstændigt at udrydde nogle af tankerne som vi kender dem i den absolut tidligste kristendom, arianismen, kan vi se at hele forståelsen for, og gengivelsen af,
Jesus-figuren er fuldtstændigt omskrevet væk fra oprindelig kristen tanke. Det Nye Testamente må derfor forkastes fuldstændigt som en kilde der kan bruges til at bekræfte
Jesus-figurens som et faktisk menneske. Det er der vist ikke mange, udover kirke-kristne, der vil være uenig i.
Den eneste kilde der kan siges at være troværdig er Plinius Den Yngre’s brev til Kejser Trajan år 112 e.Kr. (Bog 10:96), hvor han, som guvernør af Pontus/Bithynia fra 111-113 e.Kr., udbeder sig ordre fra Kejser Trajan (regent 98-117 e.Kr.) om hvad han skal gøre ved de kristne i hans område.
Han skriver i brevet om de kristne:
”....Adfirmabant autem hanc fuisse summam vel culpae suae vel erroris,
quod essent soliti stato die ante lucem convenire carmenque Christo quasi deo....”
Som jeg oversætter til:
”.....De bekræfter dog at hele deres skyld eller deres fejl
skyldes at de havde for vane at træffes før lysets frembrud og tilsynge Christo næsten som en gud.....”
Som vi kan se tilbeder de tidlige kristne, som alle andre folkeslag på Jorden i samtiden, Daggry, der er den jordlige moder. Dette bekræfter Quintus Septimius Florens Tertullianus for os.
Den enhed der tilbedes er ”Christo”, det latinske ord for det græske ”khristos”, der igen er en oversættelse af det det hebraiske ”mashiah”, der var den titel der synes at være tilskrevet en af tronarvingerne eller tronpåkræverne til Huset David.
År 30-36 e.Kr. sker der noget alvorligt i Pontius Pilatus ansvarsområde (han er år 26-36 e.Kr. procurator/landeværner af Judæa). Baseret på at det år 66-73 e.Kr. medfører en jødisk opstand, kan det være sandt at en eller alle tronarvingerne/tronpåkræverne bliver dræbt ca. år 33 e.Kr. Kom ihu at hele opstanden begynder med at Kejser Gaius Caligula (år 12-41 e.Kr.) år 39 e.Kr. beorderede statholderen af Syrien og Palæstina, Publius Petronius, at opstille statuer af ham selv i templet i Jerusalem således at han kunne tilbedes som en gud.
Det virker ikke troligt at Plinius Den Yngre med sin egen, og onklen Plinius Den Ældre’s samlede viden ikke skulle kende til navnet på den tronarving/tronpåkræver, der muligvis dræbes bare et slægtsled tidligere. Det gør han ikke – men kalder enheden ”Christo”, som vi skal opfatte som ”mashiah”.
Tacitus gør nøjagtigt det samme i Annales (Bog 15:44) 3 år senere år 115 e.Kr.:
”... Derfor gav (kejser) Nero (regent 54-68 e.Kr.) skylden til og udførte den mest gennemførte pinsel af denne gruppe hadet for deres vederstyggeligheder, kaldet kristne af folket. Christus, fra hvem navnet tager sin oprindelse..”
Der er stor kontrovers om disse sætninger er senere forfalskninger, eller ifald de er sande, om Tacitus har oplysningerne fra en tidlig kristen der allerede er i gang med at omskrive sandheden. Det er umuligt at sige mere om. Hvad vi kan sige er at ej heller her forekommer andet end heitet ”Christus”. Tacitus, med sine ufattelige verdenskundskaber, ville have kendt navnet på en faktisk person med dette tilnavn havde denne været kendt eller til.
Det er tydeligt at vi ikke skal opfatte ”
Jesus” som ”Kristus”, der ser ud til at være en anden enhed eller person.
Det korrekte hebraiske ord ”mashiah” ser i Det Gamle Testamente oprindeligt ud til at have forståelsen at en person engang i fremtiden vil blive ”salvet af Herren (Solen), og lede stammerne fra Judæa/komme dem til undsætning/redde dem ud af deres elendighed.
Da Huset David i tiden op til Joseph og Maria’s levetid ikke har en konge er det nemt at se at en af deres sønner bliver eller har muligheden for at blive givet dette i samtiden gamle tilnavn.
Vi ved dog stadig ikke hvilke af tronpåkræverne dette måtte være, og det i sig selv bør være altsigende. Enten blev der aldrig udnævnt en konge eller tronfølger eller også er det en af de andre brødre, som ikke alle var enige om var den rette. Alternativt var romerne klar over at dette kunne medføre uro og slog dem alle ihjel. Gengivelsen af dette i Det Nye Testamente som en korsfæstelse og genopstandelse er i måde, tid og sted hentet ordret fra en lang række langt ældre filosofier, og skal opfattes i filosofi, ikke som en faktisk hændelse. Det kan være disse drab, og romernes erstatning af èn gud/konge med en anden gud/kejser, der medfører den jødiske opstand år 66-73 e.Kr.
Flavius Josephus (37-93+) var ud af en præste-æt og voksede op i Jerusalem. Han blev i sit voksne liv anset som forræder af sine egne da han var på romernes side i den jødiske opstand i Jerusalem. I hans 20-binds værk ”Jøder i antikken” (Jewish Antiquities/Antiquities) findes der henvisninger til mere end 12 forskellige personer kaldet
Jesus, og fra forskellige familier inden for konkurrerende præste-ætter.
Det er følgende sætning fra Josephus, der er interessant og stærkt omstridt:
”.....broderen til
Jesus, der blev kaldt Kristus, hvis navn var James....”
(bog 20.9.1)
Den romersk-katolske verden mener, ikke overraskende, at dette er forbindelsen mellem enheden ”
Jesus” og enheden ”Kristus” og dermed er den sag afsluttet.
Siden det overhovedet blev tilladt at tænke selvstændigt over denne sætning med Reformationen, har man fra 1600-tallet anset denne sætning for enten tilføjet senere eller omskrevet i forståelsen.
Det tidligst overlevende skrift med sætningen er på græsk fra 800-tallet e.Kr. Det i sig selv gør det stort set skudsikkert at der er manipuleret med indholdet så det passer med røverhistorierne vedtaget på den 1. Synode maj-august år 325 e.Kr.
Hovedproblemet for den romersk-katolske kirke i dens fortolkning af sætningen, at
Jesus er Kristus, er at dette modsiges af Origin.
Origines Adamantius (Origin) (ca. 182-251) var en kristen teolog af den mest ortodokse og dogmatiske slags. Hans fader blev dræbt fordi han var kristen. Derfor, hvis nogen overhovedet i samtiden skulle kunne finde på at forsvare enheden ”
Jesus” som enheden ”Kristus” må det være Origen.
Origen skriver om Flavius Josephus ca. år 240 e.Kr. specifikt at Josephus ”ikke troede på
Jesus som Kristus” (Mod Celsus, Bog 1:XLVII) og ”han accepterede ikke
Jesus som Kristus” (Kommentar til Mattæus-evangeliet, Bog X:17).
Fra oprindeligt at have været anset som en af kristendommens grundlæggere ser vi, efter den 1. Synode maj-august år 325 e.Kr., at Origin og al hans lære og skrifter erklæres for kætterisk på Synoden år 553 e.Kr. Det er nemt at se hvorfor den romersk-katolske kirke er nødsaget at gøre dette.
Lad os gentage den omstridte sætning:
”.....broderen til
Jesus, der blev kaldt Kristus, hvis navn var James....”
(bog 20.9.1)
Problemet er at ifald Josephus ikke mener at enheden "
Jesus" er lig enheden "Kristus". da må det være broderen James der er lig enheden "Kristus". Og det uden at vi behøver at tage stilling til om sætningen i sig selv er en senere falsk tilføjelse.
Derfor, og uden at ville fratage kirke-kristne deres ret til blind tro, ser jeg ingen særlig grund til at
Jesus-figuren i oprindelig kristen tanke overhovedet knyttes til Mellemøsten. Omvendt mener jeg at kunne vise at kelterne (kimbrerne) har en gud af samme navn og rituel opbygning, samt at den keltiske kirke ser ud til at følge den keltiske guds riter helt frem til 700 tallet.
mvh
Flemming
