Inlägg
av Camilla.dk » 20 september 2009, 16:13
Det er vældigt gode spørgsmål Giancarlo, og også svært at svare på. For skånsk er jo siden blevet stærkt påvirket af svensk eftr 1658, mens bornholmsk er stærkt påvirket af dansk, og Bornholm har også haft besøg af skåninge i århundreder efter at Skåne blev svensk og derveder de også kommet svenske ord til Bornholm men som ikke hidrører noget gammelt eller naturligt svensk tilhørsforhold.
Jeg tror ikke at "urskånsk" havde mere tilfæles med svensk end dansk. Svenske bøger kalder af og til bestemte ord som svensk dialekt, men som snarere burde hedde skånsk dialekt eftersom de ikke ellers findes i Sverige.
Angående Bornholm så er Sandvigsvensk bestemt påvirket af svensk og ikke urskånsk - eller måske rettere forsvensket skånsk. Det er således svenske og ikk skånske ord, der blev indoptaget, det urskånske talte man på Bornholm længe før Sandvingsvensk blev en dialekt. Sandvigsvensk er den yngste dialekt på Bornholm og tales nu kun af et fåtal, jeg er født i den region (Nordbornholm) men taler ikke dialekt, udover jeg siger ønte når jeg er hjemme, men ikke når jeg taler normalt. Min mormor taler næsten Sandvigsvensk, men også blandet med andet bornholmsk. Det er kun i sandvigsvensk at man finder svenske ord, det forekommer ikke ingen af de andre bornholmske dialekter.
Det er også svært at svare på hvad som er urskånsk og om det er en østdansk eller egen dialekt. Skånsk og bornholmsk betegnes i Danmark som et eget sprog, men i Sverige hedder det en dialekt. Det som taler for at det er et sprog er at det har egen ord, som ikke findes på hverken dansk eller svensk, men størstedelen af disse er oldnordiske termer, som forsvandt fra Danmark og Sverige i middelalderen, men altså bibeholdtes i Skånsk. Der findes tillige ordsammenfald med mange islandske ord, uden at man ville sige at skåninge taler islandsk eller at islændinge taler skånsk. Hvis vi snakker urskånsk så ser vi at ord som "påg" kun findes på Bornholm og i Skåne, men ikke i Danmark og Sverige, og det findes belagt i tekster fra 15- og 1600-tallet - længe inden Sverige påvirkede sproget.
Så er der tillige det faktum at Danmark havde flere sprog, nemlig et overklassesprog og et almuesprog. Dette kendes fra de fleste dele afverden men der er forsket meget lidt i det. Kun i England hvor man bibeholdte en sådan "flersprogethed" og hvor man helt op i nyere tid kunne bedømme en persons klasse og sociale tilhørsforhold - overklasse, middelklasse, arbejderklasse - alene på sproget.
I almuesproget var der forskelle de enkelte regioner i Danmark, i Østdanmark taltes således urskånsk i alle Skånelandene (Bornholm, Skåne, Hallnad, Blekinge, del af Småland - samt tillige en del af Dragørområdet på Sjælland)
Samtidigt havde man overklassedansk, som var en slags rigsdansk, og det er dette sprog der kendetegner det officielle Danmark. Skriverne i de enkelte egne af Danmark skriver rigsdansk, men alligevel ser man diverse lokale termer indsnige sig i det rigsdanske. man skriver altså lokalt anderledes i Jylland end på Sjælland og Lolland-Falster. Rigsdansk kommer ret sent, faktisk først efter reformationen hvor man beslutter at der skal være en fælles regel for stavning og grammatik og udtryk. Det vil sige ikke retsskrivning som vi forstår det i dag, for man har stadig lov til at stave ordene på adskillige måder. I Danmark sad de mest etablerede skriver og skrivekyndige i Skåne, og derfor blev det skånsk rigsdansk der indførtes som skrivenorm i hele Danmark. Men hvis man hører skånsk i dag skulle man jo ikke tro at det var skånsk der var baggrund for den moderne danske grammatik og retsskrivning. Det er fordi det var skånsk rigsdansk og ikke skånsk almuesprog, der blev grunden.
Tilbage til Bornholm og Skåne, kan man altså sige at der fandtes et oprindeligt urskånsk, som i løbet af middelalderen eller senere blev en sags almuesprog som anvendtes sideløbende med skånsk rigsdansk. Dernæst blev skåne forsvensket og der indoptoges svenske ord i almueskånsk, mens skånsk rigsdansk afløstes helt af rigssvensk. Bornholm undergik ikke denne forsvenskning og det bornholmske almuesprog blev ikke forsvnsket.
Dernæst kom der en mængde skåninge med forsvensket skånsk til Bornholm i 1800-tallet, og da begyndte svenske ord at blive optaget i den nordbornholmske dialekt, der så fik navnet Sandvigskånsk eller sandvigsvensk, men ikke på resten af Bornholm.
Jeg tror ikke at bornholmsk og skånsk oprindeligt havde mere til fælles med svensk end med dansk, denne påvirkning er først kommet i nyere tid. Men eftrsom den først er kommet i nyere tid mener jeg godt man kan argumentere for at sandvigsvensk derfor er en slags svensk dialekt som er kommet til Bornholm med en indvandringsbølge. Eller hvad?
Camilla