Ląntmąną, landhirðiR, bonda i Vikingetid

[Karsten Krambs]

Ląntmąną, lanmitr, lanmana

Skivum-sten DR-nr.: 133, 900-1020
: þau : muþ(r)kin : | þurui : auk (:) uþinkau(r) : a(u)k : kuþmu|ntr : þri- (:) --is(þ)- (:) kumbl : | þausi : aift : ki-- : (h)in : huþska | hąn : uas : l(ą)nt:mąną : baistr : i : tąn|marku : auk : furstr :

Þau mǿðrgin Þōrvī ok Ōðinkaurr ok Gūðmundr þri[ū] [r]æisþ kumbl þausi æft Gi../Ki.. hinn {huþska}. Han vas landmanna bæstr ī Danmarku ok fyrstr.

Lund-sten 1 DR-nr.: 314, 970-1020
Side A : þu(r)[kisl : sun : i]sgis : biarnaR : sunaR : risþi : sti[ną : þisi] : (u)(f)tiR : bruþr : Side B : siną : baþa : ulaf : uk : utar : lanmitr : kuþa :

Þōrgīsl, sun Ǣsgis BiarnaR sonaR, rēsþi stēna þessi øftiR brǿðr sīna bāða Ōlāf ok Ōttar, landmænnr gōða.

Tyringe kyrka Sö 338, 1070-1100
Sida A: • ketil : auk + biorn + þaiR + raistu + stain + þin[a] + at + þourstain : faþur + sin + anuntr + at + bruþur + sin + auk : hu[skar]laR + hifiR + iafna + ketilau at + buanta sin • bruþr uaRu þaR bistra mana :a : lanti auk: i liþi : uti : h(i)(l)(t)u sini huska(r)la:ui-+ Sida B: han + fiai + i + urustu + austr + i + garþum + lis + furugi + lanmana + bestr

Kœtill ok Biorn þœiR ræistu stœin þenna at Þorstæin, faður sinn, Anundr at broður sinn ok huskarlaR œf[t]iR{?) iafna, Kœtiløy at boanda sinn. Brøðr vaRu þœiR bœstra manna, a landi ok i liði uti, h[eld]u sin[a] huskarla ve[l]. Hann fioll i orrustu austr i Garðum, liðs forungi, landmanna bœstr.

Kommentar: Skivum-stenen er rejst af Thyra, mor, sammen med hendes sønner , Odinkar og Gudmund. Afsnittet på side B skriver, at ”han var af landsmænd den bedste i Danmark og første” dvs. han var den bedste og første af landmænd i Danmark. Udtrykket ’den første’ skal tolkes som, at han var den mest fornemme - og også ’landmand’ har ændret betydning siden vikingetiden. ’ląntmąną’ tolkes som en landsmand dvs., som en indbygger i en landsdel; alternativt kan det være en mand, som har modtaget land af kongen sammen med visse militære forpligtelser. Skivum-stenen har den første forekomst af ordet i Danmark - og måske har denne mand været en af de første kongelige embedsmænd?

Ordet ’landmand’ kendes også fra Lund-sten 1, hvor vi møder de ’gode landmænd’ Olav og Ottar og runestenen i Södermanland skriver:

”Ketil og Bjørn rejste denne sten efter Torsten, deres far, Anund efter sin bror, huskarlene efter den retfærdige, Ketilø efter sin mand. Disse brødre var de bedste mænd i landet og i leding ude. De holdt deres huskarle vel. Han faldt i kamp østpå i Gardar, ledinges fører, den bedste af landmænd”.

Så en 'landmanna' var sandsynligvis en indbygger i en landsdel.

Kilde: Lisbeth Imer og Danmarks Runesten.

[Karsten Krambs]

Lantirþi, lathirþiR

Ravnkilde-sten 1 DR-nr.: 134, 900-1020
ąsur lat:hirþiR : | kukis : sun : raist | runar þasi | at ąs-uþ trunik

Assurr landhirþiR, Køgis(?) sun, rēst rūnaR þessi at Ās(b)ōð/Ās(m)ōð drōttning.

Egå-sten, DR-nr.: 107, 970-1020
alfkil : uk : hns : suniR : risþu : stin : þansi : ift : | : mana : sin : frinta : þans : uas : lantirþi : kitils : þis : | nuruna :

Alfkæll ok h[a]ns syniR rēsþu stēn þannsi æft Manna, sinn frǣnda, þann’s vas landhirðiR Kætils þess norrøna.

Kommentar: I Ravnkilde har Asser, Køges/Kugges(?) søn, været landhirþiR, dvs. ’landbestyrer’ for Asbod/Asmod, hans drōttning. Det olddanske ord drōttin betyder ’drot’ eller herre, så en drōttning er det kvindelige modstykke til en drōttin. Drōttning var man i kraft af ens egen slægt selvom flere forskere antager, at man kan sidestille drōttning med ægtefælle. I Egå rejste Alfkel og hans sønner en sten efter deres frænde Manne, som var ’landbestyrer’ hos Ketil den Norrøne.

Interessant er Roskildekrøniken’s (Chronicon Roskildense, ca. 1138) omtale af personen Ulf, der var ’landsdelsstyrer’ i hjemlandet under Ivar ’Inguar’ Benløs’ englandstogt (årene 865-70). Det tyder på et struktureret bagland med magtfulde stormænd (embedsmænd?) der gjorde det muligt, i perioder, at tage på vikingetogter i udlandet.

Så en ’landhirþiR’ kunne være en kongelig embedsmand og landsdelsstyrer eller blot en bestyrer over et større landområde.

[Karsten Krambs]

Bonda

buna, buta, boanta, bunta, buha, buanta, buata, buita, buanti, boanti, buana, bohnta, boana

U 16 - Uppland: Gunni ok Kári reistu stein eptir ... Hann var bónda (buta) beztr í róði Hákonar.
Der findes ca. 111 runesten med ’bonda’ fra Uppland.

SÖ 8 - Södermanland: Gylla ok Ragnþrúðr þær reistu stein at Vreið, fôður sinn, bónda (buna) Ólôfar, bróður Bjarnar. Guð hjalpi sálu hans.
Der findes i alt 27 runesten med ’bonda’ fra Södermanland.

ÖG 29 - Östergötland: Ása lét gera kuml eptir Þorgísl, bónda (bonta) sinn, ok Þorgunnr eptir fôður sinn.
Der findes i alt 19 runesten med ’bonda’ fra Östergötland.

VG 128 - Västergötland: Hákon ok Þorgautr reistu stein þenna eptir fôður sinn ..., bónda (bu(t)(a)) góðan.
Der findes i alt 10 runesten med ’bonda’ fra Västergötland.

Dr 277 - Skåne, 970-1020: Kāta gærði kumbl þǿsi æftiR Svēn Ballungs sun, bōnda (bunta) sinn. SāR vas þegna fyrstr.
Dr 338 - Skåne, 970-1020: Svēni satti stēn þessi æftiR Tōsta hinn Skarpa, fǫður sinn, harþa gōðan bōnda (buta). Verði at rǣdda(?) hvas/hverr’s of briūti.
Der findes i alt 5 runesten med ’bonda’ fra Skåne.

ÖL 19 - Öland: Ástríðr lét reisa stein þenna eptir Bjôrn, bónda (bounta) sinn. Guð hjalpi hans sál.
Der findes i alt 4 runesten med ’bonda’ fra Öland.

SM 64 - Småland: Þórunnr setti stein eptir Áskel, bónda (buta) sinn, ok eptir sonu sína Svein ok Tófa. Guð hjalpi sálu þeira.
Der findes i alt 3 runesten med ’bonda’ fra Småland.

Dr 399 - Bornholm, 1075-1125: Gunhildr let resa sten þænsa æftiR Øþbiorn, bonda (bonta) sin. Kristr hialpi siolu ØþbiarnaR i lius ok paradis. Kristr hialpi siolu ØþbiarnaR ok GunhildaR ok santa Mikael i lius ok paradis.
Dr 402 - Bornholm, 1075-1125: ØlakR let resa sten þænna æftiR Sazur, faþur sin, bonda (bonta) goþan. Guþ hialpi siol hans ok santa Mikael.

Dr 99 - Jylland, 970-1020: Gyða rēsþi stēn þannsi øftiR Þōrbiorn, bōnda (buta) sinn, miǫk gōðan þegn. En Þōrðr rēst rūnaR þessi.

GS 1 - Gästrikland: Snjólaug lét reisa stein eptir Véleif, bónda (bunta) sinn, en Eynjótr.

NÄ 32 - Närke: Ulfr ok Ônundr létu reisa stein eptir Ho[lma, fôð]ur sinn, bónda (boana) Gunnu.

Kommentar: Substantivet bo, fsv. bō n. betyder ’bolig, bosted, gård, ejendom’. Ordet bonda kommer af ’at bo’ eller ’være bosiddende’ og må ikke forveksles med den nutidige brug af ordet, hvor 'bonde' betegner en person, som dyrker jorden. I de tidligste landskabslove var bonden en bosiddende mand, der havde sin egen husholdning, og han havde bedre juridiske rettigheder end en voksen mand, der var en del af en andens husholdning. Vi møder de første bønder i den sene vikingetid og møder her denne - sikkert betydningsfulde titel - i mange tekster på runesten.

[Karsten Krambs]

De tre norrøne ord ‘landmanna’ (ląntmąną), ’landbestyrer’ (landhirþiR) og ’bōnda’ (būaną) vidner om en tidlig form for samfunds strukturering - og muligvis har der eksisteret et ældre territorielt system.

Skivum-stenens ‘landmanna’ fra perioden 900-1020, var en højtstående person i sin del af landet (landsdel) som samtidig var en del af Danmark (Danmarku). Den lidt senere Lund-sten fra perioden 970-1020 nævner brødrene Ōlāf og Ōttar, der begge var respekterede ’landmænnr’. I Södermanland og ved Tyringe kyrka har en hel familie i perioden 1070-1100, rejst en runesten efter ’landmanna’ Torsten. Hele teksten viser, at denne ’landmanna’ var en højtstående person i sin del af landet, leder af ledingen og respekteret af sine huskarle.

Lisbeth Imer vurderer at denne titel måske kan knyttes til militære forpligtelser og at en ‘landmanna’ kunne være en tidlig kongelig embedsmand - af en art. Oprindelsen kan hidrøre fra tidlige militær-administrative og -judicielle behov, som f.eks. ledingsvæsenet, der er den ældste form for centraladministration i de nordiske lande. Generelt må konkluderes, at mange af vikingetogterne fra midten af 800-tallet var af en sådan størrelsesorden, at der må have stået en politisk, militær plan bag og at de individuelle togter og militære tog mod England i både Svend Tveskæg og Knud den Stores tid, næppe var mulige uden en centraliseret organisation og koordination.

Krigerne blev reguleret af ’Witherlogh, Withærlagh’, som betyder straffelov, dvs. withe er lig med bøde. ’Laget’ eller ’Vederlaget’, som loven kom til at hedde i Danmark, indeholdt nøje regler for hvilken bod, der skulle gives for hver udåd begået af en hirdmand. Netop de på Tyringe-stenen nævnte huskarle (hemþægi) refererer til Vederlaget som har rod i de gamle danske hærlove. Selve ordet er ikke oldnordisk men sammensat af hem, heimr dvs. ’hjem’ og et led - þægi - som betyder ’at modtage’.

Begrebet ’landbestyrer’(landhirþiR/landhirðir) fremgår af både Ravnkilde- (900-1020) og Egå-stenen (970-1020) og i begge tilfælde informeres om én person, der var ’landbestyrer’ for en anden. Her er der sikkert tale om en person, der er bestyrer eller forvalter over et større gods og landområde - og hos en højtstående person. Begrebet er kun fundet i Jylland: >Randers (Amt), Øster Lisbjerg (Herred), Egå (Sogn)<; >Ålborg (Amt), Års (Herred), Ravnkilde (Sogn)<.

Begrebet og titlen ’bōnda/bōndi’ er måske oprindeligt fra det proto-germanske *būaną - og er partic. presens af verbet bōa, (oldn. būa) og fremgår af mere end 180 indskrifter på runesten fra sen vikingetid. Ingen tvivl om, at 'bonden' var en betydningsfuld fri, bosiddende mand, der havde sin egen husholdning. Lena Peterson har følgende betydninger for 'bōndi': ’bonde; make, äkta man; husbonde’.