Borani / Heruli

[Starkodder]

Dock är herulernas ursprung före 267 fortfarande höljt i dunkel. Om de då inte skall ses som en undergrupp till chaukerna (vilket jag är tveksam till), eller tillhör haruderna på Jyllands västkust, eller Skandinavien, så finns möjligheten att de utgör en rest av cheruskerna. Dessa försvinner väl ungefär samtidigt som herulerna dyker upp, och enligt wikiartikeln kan cheruskernas namn ha med antingen hjort (herut) eller svärd (heru ) att göra. Båda alternativen är intressanta och man kan ju se hjorttemat som en förlängning både mot England och Sutton hoos hjortspira, som mot hallen Heorot i Danmark. Men en sådan slutledning kräver en förklaring till varför cherusker kunde slå sig ner mitt bland chaukerna så där utan vidare, och dessutom tillägna sig maritima kunskaper som de inte hade innan.

Någon som vet förklaringen till namnet chauker?

[Troels]

Der er stadig endnu en alternativ forklaring på deres opståen. De kan være Naulobates gruppe, som overgav sig til romerne i 267. Vi ved at Naulobates selv blev romersk konsul insignea. Vi ved ikke, hvad der skete med hans folk. Romerne placerede normalt deres lejesoldater langt fra deres hjemegn. De kan være placeret i Frisien - men så er det måske besynderligt, at de 20 år senere angreb romerne.'

Kilderne er imidlertid for svage om de germanske folk på den tid, så det bliver rent gætteri. Det er måske også ligemeget. Jeg mener, at det vigtige er den indvirkning, som herulerne fik på Nordisk kultur, da de ankom først i 500-tallet - for den er antageligt kraftigt undervurderet af de svenske forskere.

[Karsten Krambs]

Ja - og jeg har som tidligere skrevet, set andre tyskere forklare navnet som Herlogango/Heruling - hvad jeg heller ikke kunne få konfirmeret. Der er ikke grænser for, hvad folk kan finde på, når de skal forklare lokalhistoriske navne - for at kunne skrive noget. Som sagt har jeg mistet enhver tro på sprogforskernes udviklings-ræsonnementer, når det gælder folkenavne. Det eneste, jeg tror på, er de faktisk dokumenterbare gamle navne,

Interessant er den af Adam af Bremen nævnte kirkelige inddeling i Østfrisland med navnene Ostraga, Rustri, Wanga, Triesmeri, Herloga, Nordi og Morseti. Som nævnt tidlige, blev denne inddeling ændret fra en ældre Gau-inddeling helt tilbage fra år 787 og Karl den Stores tid.

Ser vi længere tilbage og til Karl Martels tid, besatte denne år 717 det frisiske kerneområde kaldet "Frisia Citerior" til stor fortrydelse for friserkongen Bubo af Poppo, der med kongeslægten trak mod nord til ”Frisia Ulterior” og Midtfrisland. År 729 forsøgte friserne forgæves at tage det tabte land tilbage og år 734 nedkæmper Karl Martel det frisiske oprør og sætter alle deres helligdomme i brand. Det skete i et slag ved Bourre. Allerede på det tidspunkt må frankerne have organiseret den kirkelige mission, da kilderne skriver ’at Martel udrustede en flåde, der pendlede mellem Westergo og Ostego’. Der er her tale om Westergau og Ostergau. Det var munken Bonifacius der allerede år 716 forsøgte at forkynde kristendommen i Frisland og efter en rejse til Rom og pave Gregor 2. blev han sendt til bl.a. Frisland som missionær. Bonifacius var vist en smule for ivrig overfor friserne, da han som ærkebiskop (732) blev myrdet ved byen Dokkum år 754.

Alle Adam af Bremens distrikter i Østfrisland er således Gauen, så de burde oprindeligt hedde Ostraga(u), Gau Rustri, Wanga(u), Gau Triesmeri, Herloga(u), Gau Nordi og Gau Morseti.

Herlo-gau, hvor ’Herlo’ opfattes som et stednavn så betydningsfuldt at det har givet navn til et distrikt, er af forskerne nævnt som et tingsted - thing - hvor de frie jordejere, på frisisk kaldes ethela eller rika, administrerede deres lokale andel af et fælles frisisk system. På et sådant ’thing’ kunne enhver fri mand stemme for bl.a. vedtagelse af juridiske beslutninger.

Herlogau udvikler sig til Herlingie 1233, Herlingherland 1392, Hairlingerlant 11. årh., terra Herlingia 14. årh. - og dermed Harlingerland.
Kilde ’thing’: ’An Introduction to Old Frisian’, af Rolf H. Bremmer, University of Leiden,1984, side 4.

Kommentar: Der er ikke her tale om lokalhistoriske påfund, men et historisk dokumenteret forløb. Enhver kan se at denne udvikling ingenting har at gøre med en teoretisk udtænkt herulsk bosættelse.

[Karsten Krambs]

En hel del senere vandløb, der refererer til ’Harle’ i forskellige lavlandsområder har sin oprindelse i "Leerhafer Tief" [ . .] Et eksempel er strædet mellem øerne Spiekeroog og Wangerooge der blev kaldt ’Harle’ og tidligere hørte under Gau Diesmeri.

Det vil sige, at da vestherulerne forsvandt fra Harlinger Land efter 478, er det rimeligt at foreslå, at de bragte Herul-/Harle-navnet og bådgravskikken tilbage til Sutton Hoo i England.

Harle-navnet har ingenting at gøre med heruler. Det er et middelalderligt frisisk navn for mange forskellige vandløb i det østfrisiske lavland - og ordet 'harle' er således betegnelsen for en vandløb. Navnet Harlebucht er først opstået sent i middelalderen i forbindelsen med det forhøjede havniveau med maksimum år 1500 - hvor en stor del af bugten skar sig ind i landet.

[Troels]

Jeg er bange for, at du igen har surfet rundt på nettet. Navnet Harle er et simpelt sammensat navn og kan selvfølgelig være opstået af flere ting, men flere af de geografiske navne kan også være opstået af heruler. Jeg kontrollerede lige igen Harle-floderne på Google og konstaterede, at alle positioner på de første 5 sider omhandler den samme flod. For nu at tage dit eget eksempel: "Et eksempel er strædet mellem øerne Spiekeroog og Wangerooge der blev kaldt ’Harle’ og tidligere hørte under Gau Diesmeri." Her er du hoppet lige i vandet. De to øer ligger ud for Harles munding på hver sin side, og strædet er simpelhen Harle-vandstrømmens forlængelse ud i havet.

Bugten har også været der omkring år 500 - derfor er der ingen terper på dette sted.

Umiddelbart ville jeg have sagt, at hvad har frankernes inddelinger i 700-tallet med 2-400-tallet at gøre? Men du har ret i, at det har de i dette tilfælde. Derfor tak for forklaringen på Herloga som Herlo-Gau, døbt af frankerne i 700-tallet eller senere, som også din lokalhistoriske doktor henviste til. Herlo eller Harle er altså sandsynligvis det oprindelige navn, som der blev sat -gau efter, og så er det jo fint, at vi senere i England har en klar dokumentation for, at Harle kunne udvikle sig af Herul på vestgermansk. I Frisien skete det bare tidligere på grund af mange omvæltninger - og altså før den tid, du skriver om.

Men som sagt vælter det ikke min hypotese, hvis herulerne i stedet skulle have boet på den anden side af Wesermundingen i Feddersen Wierde, som netop forsvandt omkring 500 - eller et lignende sted. Jeg har jo fået et stærkt yderligere argument i bådgravene kombineret med runerne.

Netop Feddersen Wierde modbeviser jo i øvrigt alt, hvad du tidligere skrev om beboligheden af Harlingerland. Jeg har desuden set i en nyere artikel, at noget af det, du skrev om, foregik i den hollandske del af Vadehavet (vi taler her om den tyske del). Saxerne og andre stammer gik senere mod vest og fyldte op, da friserne trak sig fra terperne - og saxerne forsvandt igen, da angelsalserne (og herulerne) drog til England. Saxer kaldes af forskerne et samlebegreb for piraterne i dette område.

[Karsten Krambs]

Troels, du har nok ikke fundet den rigtige litteratur om Harle-navnet endnu - en sådan research kan godt tage lidt tid. Du havde jo heller ikke selv fundet frem til en verificering af Herloga-stednavnet, som du blot overlod til mig. Derfor har jeg tænkt på, at det egentlig er din artikel om heruler og derfor din sag at dokumentere en sammenhæng mellem Harle-navnet og heruler. Det afventer jeg med interesse. Jeg påstår stadig at Harlebugten først bliver nævnt i litteraturen engang langt inde i middelalderen.

Med hensyn til forhistoriske, vikingetidige og middelalderlige bosættelser i Østfrisland har jeg stadig den holdning, at majoriteten af 'terpen' hører til middelalderen - med undtagelse de få kendte steder arkæologerne allerede har afdækket.

[Troels]

Jeg er da kun glad for dit arbejde med at angribe mine hypoteser - det kan kun styrke slutresultatet.

Historisk navneudvikling kan sjældent bevise noget, men den kan forklares og give fingerpeg - og arbejdet har så bragt andre sammenhænge ind. Derfor bruger jeg ikke tid på at forsøge at bevise noget om navnene, som jeg ikke kan. De professionelle historikere har dummet sig rigeligt med navneræsonnementer før kildekritikken - og det er i min sammenhæng ligegyldigt om vestherulerne skulle vise sig at have boet 50 km længere mod øst eller vest, da kombinationen af de romerske kilder ikke giver denne nøjagtighed, og da den ikke er nødvendig for det videre forløb.

Jeg har aldrig haft som ambition at forklare "ga" i Adams Herloga i 1000-tallet. Det var dig, som brugte det som et argument mod mig - og så er det jo fint, at du selv bringer den forklaring frem, som viser, at det ikke udgør noget modargument - tværtimod.

[Karsten Krambs]

Du har tidligere sagt, at herulerne intet skriftssprog havde. Efter at have læst Lisbeth Imer's bog om runesten virker det usandsynligt at heruler skulle have udført de nævnte 'erilaR' indskrifter på runesten. Runeindskrifter generelt er knyttet til en stormandsslægt eller -ætt, og slet ikke til en enkelt kriger af en mulig gruppe krigere. Hvordan skal det forstås?

Jeg påstår da heller ikke, at vestherulerne skrev disse indskrifter. Tværtimod - i så fald ville de også have skrevet dem, hvor de kom fra. De kom ikke med runerne, men bestilte dem hos de lokale runemestre i Skandinavien, hvor de blev ansat som officerer og militære rådgivere, da de jo havde været frygtede lejesoldater hos romerne. [ . .] men selvfølgelig huggede eller skar de dem ikke selv, men betalte runemestre for at gøre det. De havde andet at lave.

Järsberg-stenen Vr 1

ubaR hite : harabanaR hait
ek erilaR runoR waritu

Jansson (1978) tolker teksten som: "-[lj]uv(?) heter jag. Ravn heter jag. Jag, eril, skriver runorna"

Moltke (1981) læser teksten som: ek erilaR ubaR h[a]ite : harabanaR hait[e] runoR waritu som oversættes til ”jeg, eril, kaldes den stridbare [men] jeg hedder Ravn [jeg] skriver runer”

Thomas Birkmann (1995) ser runeteksten skrevet i to dele, en tekstdel skrevet med meget store runer - og en mindre og efterfølgende anbragt tekstdel skrevet med små runer:

Store runer: ”ek erilaz ..ubaR h[a]ite : harabanaz”
Adskilt af punkterne repræsentere Hrabnaz den person som mindesmærket er rejst over, hvorimod det mangelfulde ubaz refererer til personen eril selv.

Små runer: ”hait … runoz waritu”
Som kan tolkes som ’kender værdien af runerne’.

Kommentar: Et flertal af forskere - sidst Wolfgang Krause (2014) - mener, at teksten skal forstås som > jeg, eril, ristede runerne <. Det konflikter med den holdning Troels har til, at herulerne intet skriftsprog havde? og ikke selv ristede runerne?

I bogen „Studien zu Literatur, Sprache und Geschichte in Europa“, redigeret af Albrecht Greule, Röhrig Universitätsverlag GmbH 2008, har Klaus Düwel på siderne 70, 71, 72 en gennemgang af erilaR indskrifter.

https://books.google.dk/books?id=lW3WRf ... tu&f=false

Sammenfatningen lyder sådan - men det er selvfølgelig bedst at tjekke op på hele artiklen om eril-indskrifter:

”Zusammenfassend ist damit für erilar festzuhalten: Es handelt sich um einen Titel, deren Träger, die Runenmeister, runenkundig und schriftmächtig sind, in priesterlicher Funktion weihen können und wohl einen hohen, wenn auch nicht den höchsten sozialen Rang einnehmen“.

Oversat til dansk:
„Sammenfattende kan fastslås om erilar: Det drejer sig om en titel, der bæres af en runemester, der er både rune- og skriftskyndig, er indviet i (en form for) præstegerning og sikkert befinder sig på et højt, hvis ikke det højeste sociale rang-niveau".

[Troels]

For det første vil en ErilaR- indskrift i Norden ikke være ensbetydende med, at herulerne havde haft et skriftssprog sydpå, som var det, jeg talte om. Det er derfor, der ikke er nedskrevet meget om dem. De beslægtede goter fik derimod det gotiske alfabet.

For det andet har det nok været almindeligt, at runologerne ikke kunne overskue mere end runemesterniveuet, men kun 2 ud af 11 erilar-indskrifter bruger vendingen om at lave eller riste indskriften. Der gør derimod Varin på Rökstenen, og er der noget, der er sikkert, så er det, at Varin må have haft en position i samfundet, så han har fået andre til at lave runeindskriften for sig. Udtryksmåden må dække over, at han fortalte en runemester - eller snarere en runemester og en frankisk renaissance-kyndig - hvad han ville have skrevet. Han foranledigede simpelthen mindestenen rejst. Du har selv fornylig citeret Lisbeth Imer for, at de tidlige runer tilhørte en snæver kreds omkring stormændene, som også stod for kulten, og runeristerne. Stormændene stod næppe selv og mejslede runer. I 2011 kom der en artikel, som ændrer på billedet. På en sten i Strängnäs står indskriften ".rilar . wodinR". Det skjulte runologerne i 50 år, fordi indholdet ikke passede dem, men så gik den afgående chef for Runverket til bekendelse. Det er vanskeligt at se, hvad en runemester har med Odin at gøre - men det har jarlen. Ved fundet af den seneste ErilaR-indskrift var Magnus Källström i tvivl i artiklen i 2013 om jarl eller runemeste. Havde han tænkt lidt mere over jarlens navn, MariþeubaR, ville han have opdaget, at vi har Maringer på 3 forskellige sprog - Vestheruler - folkene fra Mar-floden - Mähren.

Antageligt er Eril er simpelthen Erul oversat fra latin til runisk, da de herulske lejesoldatofficerer jo har kendt deres navn stavet på latin. Slutstavelsen -aR er et almindeligt suffix i egenavne. Og du har jo selv set, hvordan Herul kunne blive til jarl/earl i et bynavn ved Sutton Hoo.

[Karsten Krambs]

Enligt den romerska källan år 286 förintade romarna hela den herulska styrkan. Således ingen möjlighet att hämta några soldater ur dessa. Då hette de rimligen heruler innan de lämnade Harlingerland. Varför nämns de inte tidigare? Verkar som att du placerar herulerna som en undergrupp till chaukerna.

Hvilke kilder har du til, at chaukerne IKKE var der mellem 200 og 500? Måske har Starkodder netop ret. Da herulerne i 286 angreb ved Rhinen fulgtes de med et ukendt folk, som ifølge romerne hed Chaibones. Det skulle vel ikke være en af de andre chaukiske grupper eller chaukerne selv.

Det er romerne der har navngivet både frisere og chaukere, hvor de opdeltes af romerne i ’små chauker’ i området fra Ems til Weser og ’store chauker’ fra Weser til Elben.

Tacitus 54 e.Kr. har en interessant information:

. . . . . eoque Frisii iuventutem saltibus aut paludibus, imbellem aetatem per lacus admovere ripae agrosque vacuos

"Friserne flyttede derpå den unge generation og deres ikke-kampklare befolkning over søerne og ud i skove og sumpe, hvor de etablerede sig på flodbanker (Rhinen) i ubenyttede landområder".

År 150 e.Kr. berettes om sørøveri af chaukerne.
År 173 e.Kr. indsætter romerne Legio I Minervia mod chaukerne i provinsen Gallia Belgica.
I det 4. årh. hører vi ikke mere til chaukerne i litteraturen.

Frisernes ekspansion mod nord skete i flere trin. Fakta er, at friserne koloniserede både Brabant og Flandern et sted mellem 4. til 7. årh. e.Kr. og at de tidligste boliger i Vest-Frisland er fundet efter år 450 e.Kr. i det nordøstlige område omkring byen Medemblik. Først nu ser det ud til, at
en fælles kultur var under opbygning i et frisisk ø-domæne, der strakte sig nordover 150-200 km. I det 3. og 4. århundrede faldt befolkningen i vadehavsregionen støt og i det 5. årh. faldt det drastisk. I Østfrisland har man konstateret en væsentlig tilbagegang i bosættelser frem til det 5. årh. hvor majoriteten af 'terpen' hører til middelalderen.

[Karsten Krambs]

Omkring indsøen Lacus Flevus (Almere, Zuiderzee) - og som i dag hedder Ijsselmeer - levede et proto-germansk folk, der endnu ikke i perioden 400-200 f.Kr. var navngivet. Dette folk kan udmærket være Pytheas nævnte folk guionerne (han nævnte også teutonerne). Selvom oplysningerne om guionerne og teutonerne måske ikke kommer fra selve Pytheas, må Plinius have kendt til det forhold, at guioner og teutoner var naboer.

I perioden 12-9. f.Kr. gennemførte romerne det første fremstød til den østfrisiske kyst. Lucius Cassius Dio skriver:

ἔρ τε τὸν ὠκεανὸν διὰ τοῦ Ῥήνου καταπλεύςαρ τούρ τε Υπιςίουρ ᾠκειώςατο, καὶ ἐρ τὴν Φαυκίδα διὰ τήρ λίμνηρ ἐμβαλὼν ἐκινδύνευςε, τὠν πλοίων ὑπὸ τήρ τοῦ ὠκεανοῦ παλιπποίαρ ἐπὶ τοῦ ξηποῦ γενομένων,
efter at han (Drusus) var sejlet ned ad Rhinen til Oceanet og efter at have krydset søen (Lacus Flevus) [på vej] til chaukernes land kom han i fare, da skibene blev taget af tidevandet. Herefter indgik han en aftale (tribut) med friserne.

I perioden 4-6 e.Kr. foretog Tiberius Claudius Nero en germanerekspedition frem til floden Elben. Der nævnes germanske stammer som kimbrerne, charyderne og semnonerne.

Monumentum Ancyranum: cla[ssis m]ea per Oceanum] ab ostio Rheni ad solis orientis regionem usque ad fines Cimbroru]m navigavit, quo neque terra neque mari quisquam Romanus ante id tempus adit, Cimbrique et Charydes et Semnones et eiusdem tractus alii Germanorum popu[l]i per legatos amicitiam meam et populi Romani petierunt
Fra Rhinens munding sejlede min flåde på Oceanet mod solopgangen til kimbrernes land, som ingen romer før havde nået til, hverken på landjorden eller på havet. Kimbrerne, charyderne og semnonerne og andre germanske folk fra den samme egn bad gennem deres udsendinge om mit og romerfolkets venskab.

I perioden 15-16 e.Kr. foretog Germanicus Iulius Caesar et germaner-felttog til mundingen af floden Ems. Af taktiske årsager delte han sine styrker, da han forventede stor germansk modstand. Han selv og fire legioner sejlede ad Norsøen til Ems mens præfekten Albinovanus Pedo og kavaleriet tog den længere, men sikre vej gennem de allierede frisers område. Endnu 40 kohorter under Aulus Caecina marcherede direkte gennem brukterernes land. Chaukerne lovede - som romerske allierede - at stille med hjælpetropper.

Tacitus: et ne bellum mole una ingrueret, Caecinam cum quadraginta cohortibus Romanis distrahendo hosti per Bructeros ad flumen Amisiam mittit, equitem Pedo praefectus finibus Frisiorum ducit. ipse impositas navibus quattuor legiones per lacus vexit
Da krigen måske ikke brød ud med al sin kraft, sendte han (Germanicus) Caecina med 40 kohorter gennem Brukterernes [land] til floden Ems, for at sønderrive de fjendske (styrker), mens præfekt Pedo førte kavaleriet gennem frisernes område. Han, [Germanicus] indskibede fire legioner og førte dem gennem søerne (Lacus Flevus).

Kommentar: Efter at have gransket alle de romerske sørejser nordpå - og den behandlende forskningslitteratur - viser resultatet, at romerne aldrig kom længere end til Elben. Ved floden Ems munding lå romernes nordligste landingssted og garnison ved navn Bentumersiel, som var sidste led i deres forsyningskæde. For flåden ville det medføre en stor risiko, at sejle videre mod nord uden mulighed for supplerende forsyninger.

Bentumersiel er interessant. Se link på tysk https://de.wikipedia.org/wiki/Fundplatz_Bentumersiel

Uddrag af teksten:

Die germanische Siedlung hatte bis in das zweite oder dritte Jahrhundert nach Christus Bestand. Vereinzelte Funde aus dem obersten, bereits durch den Kleiabbau gestörten Boden datieren auf das vierte und fünfte Jahrhundert. [ . .] Möglicherweise stand Bentumersiel in enger Beziehung zu der wenige hundert Meter nördlich gelegenen Wurt Jemgumkloster. Diese war in der älteren vorrömischen Eisenzeit, dann seit etwa 100 v. Chr. bis in das 2./3. Jahrhundert n. Chr. und schließlich seit dem 8./9. Jahrhundert besiedelt. [ . .] Rolf Bärenfänger von der Ostfriesischen Landschaft nimmt an, dass die Einwohner von Jemgumkloster den Warenverlauf über die Ems kontrollierten. [ . .] Bei der Dame von Bentumersiel handelt es sich um einen 2006 im Block geborgenen Grabfund aus der Zeit um 300 nach Christus. Er hat nichts mit den frühkaiserzeitlichen römischen Funden aus der Siedlung zu tun. Das Grab gilt als ein Beleg für die soziale Differenzierung der Germanen an der unteren Ems.

1928 stieß man beim Abbau von Ziegelton auf zahlreiche Funde, darunter eindeutige Militaria und Importkeramik, die sich in spätaugusteisch-frühtiberische Zeit datieren ließen. 1929 erfolgte eine erstmalige Erkundung des Geländes durch Archäologen. 1971 bis 1973 sowie von 2006 bis 2008 (unter Leitung von Dr. Erwin Strahl) ließ das damalige Niedersächsische Landesinstitut für Marschen- und Wurtenforschung Wilhelmshaven (heute Niedersächsisches Institut für historische Küstenforschung) umfangreiche Grabungen ausführen. Bisher hat das Institut etwa 20 Prozent der bebauten Fläche untersucht. Den Ergebnissen zufolge nahm der bebaute Bereich der Siedlung Bentumersiel über 190 Meter in nord–südlicher und mindestens 100 Meter in ost-westlicher Richtung ein.

Google ’oversæt’ - kan oversætte den tyske tekst udmærket til engelsk.

[Karsten Krambs]

Tineke Looijenga er forsker ved 'University of Groningen' indenfor 'Archaeology and Anthropological Linguistics'. På academia.edu https://rug.academia.edu/TinekeLooijenga findes en del af hendes artikler med hovedvægt på runeindskrifter.

Fra artiklen 'Frisian runes revisited' har jeg klippet et par uddrag der belyser debatten:

The situation lasted until in the 5th century new inhabitants began to occupy the area; people coming along the coast from easterly regions: Denmark, Schleswig Holstein, Northern Germany: the area between the estuaries of Elbe – Weser - Ems. They settled on the abandoned terpen – since these clearly were suited for habitation, better than the land and marshes in between. [ . .] Frisia still was known as Frisia – the name was kept alive in classic sources, known and studied by Merovingian and Frankish scholars. The new inhabitants accordingly were called Frisians, after the land the newcomers occupied, but who initially were part of larger groups that went under the name of Saxones, indicating a variety of tribes and people, in changing compositions.

At the end of the 3d century, a string of fortifications was built by Emperor Constantius Chlorus: the famous Litus Saxonicum. From then onwards these Saxones are mentioned in classic sources, as living near the Franci and Chauci, next to the sea and acting as pirates. According to De Boone it would seem highly improbable that the Frisians would have been able to retain an independent position between Saxones and Franci; their name is not mentioned anymore in the 4th and 5th centuries. Archaeologically, the material culture in Frisia is deeply influenced by a “Saxon” style in the 5th century, whereas the “Frisian” pottery style already disappeared in the 3d century (Taayke, 2013:163f.).

Consequently, the new Frisians who resettled the coastal area in the 5th c were not related to the people who left during the 3d and 4th centuries. The migrating people along the North Sea shores became known in history as Anglo-Saxons. Depopulation of the source regions on the south-eastern part of the North Sea coast (the German Bight) has only archaeologically been demonstrated (any historical documents about these population movements are lacking). It probably does not concern mass emigration, but even with small amounts of invading people important cultural changes can occur. The Adventus Saxonum is part of the Migration Period, a complex affair during which many and a variation of societal and cultural shifts occur, not only around the North Sea, but in the whole of Europe following the decline of the Roman Empire.

One of the typical features these Anglo-Saxons brought with them was the knowledge of runes. Even if we have very few attestations left, the evidence is clear. Runic objects from the 5th century onwards are found in the eastern and southern parts of England. As regards Frisia, all finds are without a context – the tiny objects are stray finds from the terpen, occasionally found during excavations of the mounds for the fertile soil in the three decades before and after 1900. Some objects did not emerge from Frisian soil, but are recorded from elsewhere: from England and Ostfriesland. These objects are considered Frisian because of some characteristic traits, which we will discuss below.

Interessant er denne forskers undersøgelse af runerne fra Dorfwurt Fallward i Wremen, Landkreis Cuxhaven, Niedersachsen; som Varulv tidligere beskrev på et indlæg om bådgraven. Den runetradition som Angel-Saksere og Friser påbegyndte som en fælles tradition, har sin oprindelse i den ældre 'North Gmc' tradition. Fallward inskriptionen fra ca. 425 på en fodskammel lyder ksamella lguskaþi tilhører denne 'North Gmc runic' tradition. Kun [a]lguskaþi kan runetolkes, da ksamella eller snarere scamellus ikke er germansk - men latin. Dette er et 'North Gmc' navn.

[Troels]

Jeg er åbenbart gået glip af Warulfs omtale af runerne i Fallward. Hvor finder jeg dem?

Tineke Looijenga har jeg brugt en del, men hendes problem er, at hun hele tiden skal feje bort, at hun i sin disputats i sin tid mente, at runerne kom fra Rhinen. For os andre kommer det vest ikke som nogen overraskelse, at de frisiske og engelske runer har en oprindelse hos nordgermanerne.

I øvrigt er jeg, så langt jeg pt. kan komme, færdig med mit notat om Lister, som denne diskussion er en del af: www.gedevasen.dk/lister.pdf

Jeg år ud fra at dit kort over terperne er offentligt tilgængeligt på nettet.

[Karsten Krambs]

Tineke Looijenga er forsker ved 'University of Groningen' indenfor 'Archaeology and Anthropological Linguistics'. [ . .] One of the typical features these Anglo-Saxons brought with them was the knowledge of runes. [ . .] Interessant er denne forskers undersøgelse af runerne fra Dorfwurt Fallward i Wremen, Landkreis Cuxhaven, Niedersachsen. Den runetradition som Angel-Saksere og Friser påbegyndte som en fælles tradition, har sin oprindelse i den ældre 'North Gmc' tradition. Fallward inskriptionen fra ca. 425 på en fodskammel lyder ksamella lguskaþi tilhører denne 'North Gmc runic' tradition. Kun [a]lguskaþi kan runetolkes, da ksamella eller snarere scamellus ikke er germansk - men latin. Dette er et 'North Gmc' navn.

Tineke Looijenga har jeg brugt en del, men hendes problem er, at hun hele tiden skal feje bort, at hun i sin disputats i sin tid mente, at runerne kom fra Rhinen. For os andre kommer det vest ikke som nogen overraskelse, at de frisiske og engelske runer har en oprindelse hos nordgermanerne.

Jeg kan ikke se din kommentar er relevant for de viste eksempler, da Tineke Looijenga tolker indskriften som værende nordgermansk. I hendes generelle beskrivelse i artiklen påpeger hun desuden, at Angel-Sakserne som tilflyttere til Vadehavskysten medbragte viden om runeskriften. Dette er i overensstemmelse med forskningen.

Jeg har i mit bibliotek en bog med titlen 'Runes and Their Secrets' fra 2006, hvor Klaus Düwel redegør for runerne fundet i Fallward (s. 315-332). I samme bog forklarer Marie Stoklund dialektet i 'North Gmc'.

https://books.google.dk/books?id=USIpSl ... c'&f=false

Denne side omhandler fundet i Fallward og specielt afsnit 4. og 5. er interessante.

http://www.runenprojekt.uni-kiel.de/abf ... findno=211

[Troels]

Nu er der ingen grund til, at vi diskuterer disse bøger i detaljer, da jeg jo selvfølgelig for længst har læst eller surfet dem - og også er enig med dem i at runerne kom nordfra til Frisien og England via de nordligste af angelsakserne. Det var Tineke Looijenga som tidligere gav udtryk for en anden opfattelse. Det er sådan set derfor, jeg tvivler på, at vestherulerne havde lært runer, mens de arbejdede for romerne. De begyndte antageligt først at bruge dem for alvor, når de drog nordpå, hvor der ikke var noget latinsk skriftssprog - men de kendte til dem og kunne derfor bruge dem straks ved hjælp af nordiske runemestre.

Det, som var nyt for mig, var at vestherulerne geografisk kan knyttes så tæt til Fallwird, for jeg troede faktisk før, at de var fra Nordfrisien.

I øvrigt var skamella ikke blot latin, som du skrev forrige gang. Den kaldes en schemel på tysk - uafhængigt af Fallward.