Jellingdynastiet - en illusion

[Karsten Krambs]

Jeg er ikke bekendt med en oprindelig kilde, der nævner en indstilling af Harald Blåtand - til at blive helgenkåret. Jeg kan slet ikke se han skulle kunne komme på tale i den retning, da Harald sandsynligvis var synkretist - én der forholdt sig til flere trosretninger.

Jeg har heller ikke hørt eller læst om, at Harald Blåtand blev forsøgt helgenkåret.

Min baggrund for et muligt forsøg på helgenophøjelse af Harald er bl.a. denne teori i Niels Lunds bog "Harald Blåtands død", 1998

Så kan man overveje, hvornår Haralds omvendelse fandt sted, men det må jo senest være i 973, da Widukind døde, men anses jo mest sandsynligt for at være inden, at han afsluttede første udgave i 967 - dvs. omkring 965. Det er imidlertid underordnet for tanker om at ophøje ham som helgen i 1070, hvor anledningen naturligvis primært ville hænge sammen med hans andel i kristningen - og det er, hvad jeg har beskæftiget mig med i forbindelse med tråden.

Mærkeligt, jeg er næsten sikker på at det var Niels Lund, der på et tidspunkt og i en artikel nævner at Harald Blåtand og danerne var synkretister. I anden anledning har jeg studeret rapporten om 'Kongens Borge' og undersøgelserne af de tre Trelleborge 'Aggersborg', 'Fyrkat' og 'Trelleborg', der er bygget omkring perioden 980/81. Undersøgelserne af gravpladsen på borgen 'Fyrkat' viser, at de døde er begravet som i kristne grave, på ryggen med hovedet i vest og med blikket rettet mod øst. Deres gravgaver fortæller dog, at de også har haft en hedensk tro om en dødsrejse. Om'Trelleborgs' grave skriver Andres Dobat: "All burials were inhumations in rather shallow graves, originally marked above ground, probably by a small mound. The graves are oriented east-west, with the dead generally facing east".

[Karsten Krambs]

Så kan man overveje, hvornår Haralds omvendelse fandt sted, men det må jo senest være i 973, da Widukind døde, men anses jo mest sandsynligt for at være inden, at han afsluttede første udgave i 967 - dvs. omkring 965.

Niels Lund skrev på et tidspunkt en lille artikel ( i Siden Saxo) om 'Harald Blåtands dåb', hvor han bl.a. behandler Widukind's beretning om Poppos jernbyrd og Haralds dåb.

"En langt mere betydningsfuld uoverensstemmelse er det, at i Widukinds version, som er skrevet 967-68 og altså er næsten samtidig med begivenheden, efterfølges jernbyrden ikke af nogen dåb. Det har måske sin naturlige forklaring deri, at Widukinds beretning slet ikke er nogen beretning om Harald Blåtands omvendelse og dåb. Tværtimod, fortæller han, var danerne kristne fra gammel tid, men trods det dyrkede de fortsat deres gamle guder ved siden af Kristus, fordi de på visse punkter holdt dem for stærkere end Kristus. De var altså synkretister, og det var ikke ualmindeligt, at nys kristnede havde svært ved at slippe deres gamle guder fra den ene dag til den anden.

Adam af Bremen har en anden historie om Haralds dåb end Widukind. Poppo var nemlig forbundet med Köln, og det passede dårligt i Hamborg-Bremens kram at lade kölnerne have nogen som helst andel i kristendommens udbredelse i Danmark. Adam lader derfor Poppo omvende den svenske konge Erik Sejrssæl og giver Otto den Store æren for Haralds dåb, idet han lader Otto foretage et sejrrigt felttog op i Jylland til Limfjorden. I den forbindelse påtvang kejseren kong Harald og hans familie dåben; Sven Tveskæg skal ved den lejlighed have fået navnet Sven-Otto.

Imidlertid er det forlængst erkendt, at Ottos felttog op i Jylland er en konstruktion af Adam på grundlag af Otto 2.s felttog i 973-74. Det fandt ikke sted, og så kan det ikke have ført til Haralds dåb. Man kan heller ikke bruge den udvej, at hvis det var Otto 2., der førte felttoget, så var det nok også ham, der tvangsdøbte Harald Blåtand. Det ville placere begivenheden efter 973, men for det første tyder andre kilder på, at Otto 2.s felttog blot gik til Hedeby, for det andet tilskriver Widukind i sin første redaktion fra 967 ikke danerne eller deres konge noget behov for omvendelse eller dåb, kun for en korrektion af deres religiøse praksis".

https://bibliotek.dk/da/moreinfo/netarc ... 3A88970144

[Karsten Krambs]

"Der findes en nylig offentliggjort doktorafhandling fra Göteborgs Universitet, hvor historiker Sara Ellis Nilsson er dykket ned i kirkebøger og fragmenter af håndskrifter for at undersøge helgeners rolle i middelalderkristendommen.

Citat:

Lokala helgonkulter uppstod under tidig medeltid i en region i Skandinavien som var uppdelad i de lundensiska och uppsaliensiska kyrkoprovinserna, vilket ungefär motsvarar dagens Danmark och Sverige. I båda provinserna etablerades biskopsdömen och andra institutioner under 1000- till 1200-talen och avhandlingen koncentreras till samma tidsperiod.

– Dessa tidiga helgonkulter tjänade flera olika syften. Förutom att firandet av lokala helgon stödde kristnandet var kulter ett sätt att bekräfta heliga platser. Ofta byggdes sedan en kyrka eller ett kloster där. Nya heliga platser kunde också användas för att stödja lokala maktpersoner eller för att skapa nya pilgrimsorter och underlätta vallfärden för de nya kristna, säger Sara Ellis Nilsson som skrivit avhandlingen.

Helgonen var ofta personer som bott på platsen, till exempel Elin av Skövde, Botvid av Södermanland, Thøger av Vestervig och Margareta av Roskilde. De var viktiga förebilder för befolkningen i områden som nyligen kristnats. Alla ansågs ha utfört mirakel, vilka nedtecknades i berättelser. Vissa helgon var martyrer medan andra blev helgonförklarade för sina fromma gärningar. Elin av Skövde samlade till exempel in pengar för att bygga en kyrka.

Sara Ellis Nilsson visar bland annat att Danmark var intresserat av påvlig helgonförklaring mycket tidigare än Sverige, vilket tyder på starkare band till påvestolen.
– I Danmark behövde den heliga personen vara helgonförklarad av påven för att firas officiellt av kyrkan. Det behövdes inte i Sverige, säger hon.

http://www.gu.se/omuniversitetet/aktuel ... cid1274926

[Jens Yde]

Artiklen af forfatter Troels Brandt i "Siden Saxo", 2016, 1, er nu nået til Aalborg.

Harald Blåtands drab på broderen Knud omtales i artiklen, men det nævnes ikke, at det skete ved Limfjorden under et familiebesøg i juledagene.

Artiklen er nemlig en del af det Storkøbenhavnske komplot, der går ud på at placere Gorm den Gamle i Lejre på samme måde, som Holger Danske sidder i Helsingør.

"I al enkelhed fortæller sagaerne, at Gorm blev konge efter faderen Hardeknud i Østdanmark og giftede sig strategisk med en jysk jarledatter", skriver Troels Brandt.

"Det enkle" fremgår dog ikke af den 13 sider lange tekst, der nævner op mod 80 navne fra vikingetiden. Det er tilfældigvis samme antal, som vi så i tråden om Regnar Lodbrog, og det kan få et emne til at fremstå temmelig uoverskueligt.
viewtopic.php?f=36&t=37166&hilit=uoverskueligt

En anetavle letter heldigvis arbejdet for læseren, hvor forfatteren drister sig til at opliste den fædrene linje for Harald Blåtand:

Radbert - Randvere - Sigifred I - NN - Sigifred II - Regnar Lodbrog - Sigurd Ormøje - Hardeknud - Gorm den Gamle - Harald Blåtand

[Troels]

Ja, men det påstås ikke, at sagaerne er historie - og figuren er bl.a. med henblik på at konstatere, hvad Sven Estridsen sandsynligvis har frygtet. Derfor er det afmærket på figuren, hvilke af personerne, som bekræftes af frankerne og hvilke linjer, som er usikre - og så kommer man kun tilbage til Sigfrid II, som døde i 812.

[Karsten Krambs]

Artiklen af forfatter Troels Brandt i "Siden Saxo", 2016, 1, er nu nået til Aalborg. Artiklen er nemlig en del af det Storkøbenhavnske komplot, der går ud på at placere Gorm den Gamle i Lejre på samme måde, som Holger Danske sidder i Helsingør. "I al enkelhed fortæller sagaerne, at Gorm blev konge efter faderen Hardeknud i Østdanmark og giftede sig strategisk med en jysk jarledatter", skriver Troels Brandt.

Det er en gammel myte, som TB har taget op igen. Det er Roskildekrøniken der anfører, at det var Gorm den Gamle, som opslog sit kongesæde på Sjælland. TB er ikke nået længere i sin Danmarkshistorie. Sagnhistorie bliver aldrig til historie.

[Karsten Krambs]

Igen har jeg læst lidt i din bog ’Danernes Sagnhistorie’ - Saxos sagn i sagaernes kronologi, udgave 2004. I kapitel 16.2 om Gorm den Gamle oplistes på siderne 283 til 295 hele din argumentation med den Skjold-lignende beretning om Knud den Fundne samt Sct. Cuthbert-legendens Hardeknud (s. 289).

Interessant er det, om der er kommet reaktioner på Troels Brandts artikel i Siden Saxo omhandlende 'Harald Blåtands slægt'. En søgning på nettet pt. bragte ikke nyere kommentarer frem. Derimod tonene Karsten Gabrielsen's lektørudtalelse af ovennævnte bog (’Danernes Sagnhistorie’) frem. Man må sige at Karsten Gabrielsen i 2004 fik spidset blyanten. Generelt, er der her en række interessante betragtninger i relation til nærværende debat og den metode, som TB åbenbart stadig anvender i sin ny artikel.

Fra tid til anden har der været forsøg på at komme bag om Saxos beskrivelse af sagnhistorien, i regelen som forsøg på at relatere Saxos oplysninger til bestemte europæiske forhold, ikke mindst i folkevandringstiden. Påvisningen af, at Saxo har anvendt en række af de klassiske, senantikke og tidligmiddelalderlige forfattere som forlæg for sine egne historier, har naturligvis yderligere svækket grundlaget for at benytte hans oplysninger til at fortælle Danmarks historie før år 1000. De andre nordiske kilder er stort set alle samtidige med Saxo – eller senere og viser afhængighed af ham – så alene kilderne fra rigerne i Vesteuropa har med en rimelig sikkerhed kunnet inddrages af historieforskningen i moderne tid til at relatere til danske forhold inden Harald Blåtand.

Men der har altid siddet folk tilbage, som gerne vil prøve, om ikke der alligevel skulle være nogen sandhed gemt i alle de mange ord, som Saxo ofrer på den grå fortid. Forfatteren til Danernes sagnhistorie, Troels Brandt, revisor og finansdirektør, er en af dem. Men for at kunne gøre det må han erklære, at han ikke skriver historie, men udvikler et ”eksempel” indenfor sagnhistorie – som altså ikke må forstås som historie, fordi historikerne afviser at beskæftige sig med personer og handlinger i Saxos ni første bøger. [ . .]

Da Brandt beskæftiger sig med sagnhistorie og ikke med historie, er det tilsyneladende heller ikke nødvendigt med en grundlæggende metodisk bevisførelse. Det vigtigste er, at han finder sammenhængende forløb, der harmonerer med det arkæologiske billede og at han kan kombinere elementerne tilbage til deres naturlige pladser i kronologien. Imidlertid er det sammenhængende i bogen primært de meget lange uddrag af Saxos tekst – ikke Brandts kommentar.

Beskæringen af Saxo til egne specifikke formål er altså ikke bare et middelalderligt fænomen. Det sker selv i dag, og Danernes sagnhistorie må betragtes som endnu et forsøg i samme fantasioverbelastede genre. Bagved ligger der i dette tilfælde tilsyneladende en tyrkertro på skjaldekvadenes uforanderlighed og på, at der før de første danske historiske optegnelser (og før kirken iværksatte sine manipulationer) ligger færdige kongerækker, der strækker sig tilbage til 400-tallet. Det første hersker der nu til dags stor tvivl om, det andet er nok rimelig umuligt: De første kendte forsøg – Sven Aggesens – er mildest talt sparsomme, resten er forholdsvis sene og bygger på Saxo – og det var først den lærde senmiddelalder og renæssance, der for alvor gjorde kongerækkerne til en genre. Og som Arne Søby Christensen nyligt har vist i sin disputats om Cassiodorus og Jordanes, så er genealogier for kongeslægter noget, som man allerede i senantikken konstruerer, når der er behov for det, og uden at føle sig bundet af andet end de seneste tre led. Så hvis sagnhistorie er kendetegnet ved, at man starter med at konstruere sit regnskab ved at beslutte, hvordan regnskabets bundlinie skal se ud, så må man også forvente, at revisionen vil få problemer med at finde de relevante bilag og give antegning om, at regnskabet er retvisende.

Link: http://www.historie-online.dk/nyt/bogfe ... ersagn.htm

[Notarius]

Man kan da naturligvis basere sit arbejde på en teori, som Niels Lund har, hvis man mener, at det har nogen særlig betydning, hvad han teoretiserer om. Det mener jeg ikke, at det har.

[Karsten Krambs]

Artiklen af forfatter Troels Brandt i "Siden Saxo", 2016, 1, er nu også nået frem til mit skrivebord ad ’tilslørede veje’, da et velvilligt medlem af Skalman har doneret mig Magasinet.

[Karsten Krambs]

Siden Saxo nr. 1 2016, artikel ’Harald Blåtands slægt’ af Troels Brandt.

På side 21 i artiklen skriver Troels Brandt, ”- så vi kan med god samvittighed fjerne Erik fra pladsen efter Sigurd i Saxos slægtsrække, som derefter kommer til at lyde Sigurd Ring - Regnar Lodbrog - Sigurd (Ormøje) - (Harde)Knud, dvs. præcis samme slægtsrække som i sagaerne”.

Forsøget med at opstille en entydig kongerække ud fra nordiske sagaer og krøniker, er dømt til mislykkedes, da der i tiden før Gorm den Gamle ikke fandtes et samlet rige med kun én konge, men en række småriger og dermed småkonger.

Det dokumenteres allerede ved en fredsslutning ved Ejderen år 811:

"Den aftalte fred mellem kejseren og kong Hemming af Danmark (Danorum regem) blev på grund af vinterens strenghed, som lukkede rejsevejen frem og tilbage mellem parterne, foreløbig kun svoret på våbnene, indtil ved det tilbagevendende forår vejene, som havde været lukkede af streng kulde, atter åbnedes, og der nu fra begge folk, franker og daner, trådte tolv fornemme mænd sammen (congredientibus ex utraque parte utriusque gentis, Francorum scilicet et Danorum, XII primoribus) ved Ejderen, mænd, som bekræftede freden efter ret og sædvane med indbyrdes aflagte eder. Stormændene på frankisk side var: greverne Walach, Bernhards søn, Burchard, Unroc, Uodo(1), Meginhard, Bernhard, Egbert(2), Theoteri(3), Abo, Osdag, Wigman; fra dansk side (de parte vero Danorum) især Hemmings brødre, Hankwin, Angandeo, dernæst andre ansete landsmænd (deinde cetreri honorabiles inter suos viri) Osfrid med tilnavnet Turdimulo, Warstein, Suomi, Urm, endnu en Osfrid, søn af Helge, Osfrid fra Skåne (de Sconaove), Hebbi og Aowin" (Kilde: Annales Regni Francorum 741- 829. s. 400-11.).
Note 1: Uodo havde år 810 befalingen over borgen Hobuoki (Höhbeck) ved Gartow (Annales Ein¬hard, Bertiniani, Metenses).
Note 2: Egbert fik år 809 til opgave at anlægge fæstningen Esesfeld (Itzehoe).
Note 3: Theothar blev år 823 sendt til Daneland for at undersøge klagerne fra Harald Klak.

Senere årene 865 og 869 - og "den store hærs" fremmarch i England - nævnes følgende konger og jarler:

År 865: Sidroc, Ivar, Ubbe og Halvdan.
År 869: En talrig hær under ledelse af 5 konger Gudrum (Guthrum), Bagseg, Oskitel, Halvdan og Hamund og jarlerne Frene, Ivar, Ubbe, den ældre og den yngre Sidoc, Asbjørn og Harald.
(Kilde: Angelsaksiske Krønike).

Det er årsagen til den mangfoldighed af konger, der florerer i det norrøne materiales forvirrende kongerækker. Flere konger regerede samtidig.

I sin ny artikel om ’Harald Blåtands slægt’ anvender TB helt den samme metode med beskæring, som i sin bog om ’Danernes Sagnhistorie’ og formålet har her fokus på, at konstruere en entydig kongerække for at dokumentere Gorm den Gamles herkomst. For at nå frem til denne anvendes begrebet ’kanonist incest’ for at bringe Adam af Bremens og dermed Svend Estridsens informationer i miskredit. Der insinueres ”at Harald (Blåtand) var resultatet af et incestuøst forhold”, hvilket skulle skjules, da Svend Estridsen agtede at ophøje Harald Blåtand til helgen.

Den eneste historiker, der har spekuleret i et sådant scenario, er ifølge TB Niels Lund og hele denne spekulation bygger på et yderst usikkert og løst grundlag. Mange rigtige indsigelser er allerede sagt på denne tråd og efter en gennemlæsning af artiklen kunne mange flere bringes op. Dog fortjener emnet ikke mere opmærksomhed og der henvises til den - på denne tråd - tidligere viste lektørudtalelse af Karsten Gabrielsen (2004), der stadigvæk passer fint på TB’s ny artikel.

viewtopic.php?f=36&t=46078&p=744034#p743964

[ERland]

Jag tycker allt detta verkar intressant, men jag har svårt att hänga med, och jag förstår inte riktigt vad det är ni pratar om. Dels tycks jag sakna en del nödvändiga förkunskaper, dels har jag lite svårt med danskan.

Skulle ni kunna förklara på en elementär nivå vad stridsfrågan handlar om...?

Vadå "illusion"? Skulle inte Harald Blåtand och hans släkt ha funnits?

Vad är det egentligen som påstås om de källkritiska historikerna på 1930-talet angående detta, och vad säger Saxo och andra tidiga källor?

Tacksam om ni kan förklara detta på ett enkelt sätt för mig, då det verkar intressant....

[Odinkarr]

Nu har jeg læst denne lange tråd igennem en gang til, og vil gerne gengive en lille fodnote fra mit afsnit "Nationalstaten Danmark":

http://verasir.dk/show.php?file=chap5-1 ... toc12-14-2

Min synsvinkel er en helt anden, nemlig skjoldunge-ættens fald med Harald Hildetand's "land Dena" (Dane land, Danernes land), og genopståen med Harald Blåtand's "Danmarkar" (Danmark).

Jeg tror min fodnote kan forklare de fleste af de tilsyneladende uoverensstemmelser mellem vore kilder (og jeres fortolkninger).

citat

Harald Klak forekommer som "Clac Harald" (Chronicon Roskildense, Roskildekrøniken), første del af hvilken er fra ca. år 1140 e.Kr.; "Haraldur jarl, Klakk-Haraldur" (Jómsvíkinga saga, kap. 2): ”Haraldur er nefndur jarl einn er réð fyrir Hollsetulandi; hann var kallaður Klakk-Haraldur”, dvs. han havde kontrol med Holsten; ”Klakk-Haralds konungs af Jótlandi” (Snorre: Heimskringla, Hálfdanar Saga Svarta, kap.5), dvs. lokalkonge over Jylland. Tilnavnet ”klakkr, clac, cleac” (oldnordisk, oldengelsk, olddansk) betyder ”fjeldspids, brat klippe”, og er derfor som tilnavnet ”tan”(tand) i tilnavnene ”Hildetand” og senere ”Blåtand”, en kenning for ”sværd, kriger”; formentlig et tilnavn der skal vise skjoldunge-æt.

Antager vi at kenningen ”sværd, kriger” som kongeligt tilnavn skal vise skjoldunge-æt, og at Harald Blåtand dermed er skjoldunge, må vi overveje om andet kildemateriale kan understøtte denne antagelse.

Der drages ingen tvivl om at Harald Blåtand er søn af Gorm den Gamle og dronning Thyra – det fremgår af runeindskriften i Yngre Futhark på Store Jellinge-sten: ”haraltr : kunukR : baþ : kaurua | kubl : þausi : aft : kurm faþur sin | auk aft : þąurui : muþur : sina”.

Gorm den Gamle’s herkomst er vi til gengæld ikke sikker på.

Adam af Bremen: De Hamburgske Ærkebispers Historie” (bog 1:55) skriver: ”Apud Danos eo tempore Hardecnudth Wrm regnavit” (Hos Danerne på denne tid Hardeknud [’s søn?] Gorm regerede).

Saxo: Gesta Danorum (Bog 9.9.0.1 på latin); nævner ham som ”Gormo, cui, quod ex Anglia oriundus exstitit, Anglici cognomen incessit (Gorm, der stammede fra England, og derfor fik tilnavnet ”den Engelske”).

Roskildekrøniken skriver: ”Gorm, crudelissimus rex, sedem regni apud Selandiam constituit” (Gorm var en ond konge [= ikke-kristen]; han opslog sit kongesæde på Sjælland).

Vi kan sige at Gorm den Gamle var søn af Kong Hardeknud I. Det ser ud til at Gorm voksede op i England, men hvorvidt han blev født eller opfostret der ved vi ikke. Var Gorm den Gamle, som vi her synes at kunne slutte, af skjoldunge-æt, kan vi sagtens forklare de sikkerhedsmæssige årsager til at en skjoldunge må holdes uden for Danmark ind til tronen er genvundet. Denne forståelse fører samtidig til forklaringen på hvorfor Gorm den Gamle jf. Roskilde-krøniken havde kongesæde på Sjælland – dette er skjoldungernes sæde fra arilds tid, og må have været den ring der skulle lukkes fra Harald Hildetand’s død.

citat slut

Bemærk i øvrigt at mange oversætter Saxo's brug af det latinske "oriundus" forkert til "født", dvs. det antages at Saxo mener at Gorm blev født i England. Oversættelsen er forkert. Ordet betyder "stammer", dvs. Saxo skriver at Gorm stammer fra England, underforstået han er ikke englænder, men enten født eller opfostret i England.

mvh

Flemming

[Jens Yde]

Illusion - betyder sansedrag, forestilling uden realitet bagved.

Jeg troede, at alle monumenterne i Jelling blev opført på en bar mark efter år 950. Hvad har jeg misforstået?

Ved at læse på Nationalmuseet, 2013, får jeg at vide af lektor Andres Dobat:

Jelling i Midtjylland var et af magtcentrene i Jelling-kongernes rige, og her etablere-
de de første konger en storslået kongsgård. Den var omkranset af et palisadehegn
bygget af mere end 1000 egestammer. Midt i det omhegnede areal fandtes en cen-
tral halbygning, midtpunkt for selve kongsgården, og rundt om den flere mindre
langhuse til forskellige funktioner. Med sin stringent symmetriske opbygning og det
standardiserede længdemål, det samme som anvendtes ved de lidt senere ringbor-
ge, var kongsgården et helt unikt bygningskompleks. Ud over at fungere som mili-
tært og politisk magtcenter var Jelling et symbol, som for alle forbipasserende under-
stregede Jelling-kongernes magt.

Den store centrale halbygning blev senere til en af Danmarks første kirkebyg-
ninger – først bygget af træ og senere af sten. Til kongsgårdkomplekset hører des-
uden en gigantisk skibssætning og to gravhøje. Skibssætningen var sandsynligvis et
gravmonument over stamfaderen til Jellingdynastiet, Hardeknud, som var kommet til
Danmark fra det mytiske sted Northmannia, formentlig enten Normandiet eller Nor-
ge. Gravhøjene er rejst over Gorm den Gamle og hans kone Thyra.

Kunne man kritisk spørge, om lektoren her benævner hele kirkegården med dens kapel, redskabshuse og boliger for vagter og gravere samt kirkegårdskontor for en kongsgård?

Der er i alt fald barokt at andre professionelle stadig leder efter "den kongsgård, som Harald må have haft et sted i nærheden af Jelling".

http://natmus.dk/fileadmin/user_upload/ ... isning.pdf

[Jens Yde]

Jag tycker allt detta verkar intressant, men jag har svårt att hänga med.

Skulle ni kunna förklara på en elementär nivå vad stridsfrågan handlar om...?

Vadå "illusion"? Skulle inte Harald Blåtand och hans släkt ha funnits?

Tacksam om ni kan förklara detta på ett enkelt sätt för mig, då det verkar intressant....

Tråden er en lille del af den i Danmark velkendte centralisme: at alt skal knyttes til København.

Også den danske konge Gorm den Gamle, der blev begravet i Jelling i Jylland ca. 958, arbejder konspirationen på at få placeret på det østlige Sjælland.

Kræfterne i konspirationen udgøres især af meget højt uddannede ældre mænd fra Københavns-området.

Denne tråd blev startet 12. marts af Troels, som straks skrev, at Jellingdynastiet slet ikke eksisterede i kilderne og er et produkt af et "opgør med den romantiske historieskrivning og ukritiske brug af sagaerne". En vældig snedig formulering af den type, som giver anseelse på de højere læreanstalter.

Samtidig omtaltes den 12. marts en ny artikel, som Troels fik publiceret i det temmelig ukendte blad "Siden Saxo" den 22. marts. Bladet udgives af Rigsarkivet.

Ikke uventet kunne vi her konstatere, at Troels skrev: I al enkelhed fortæller sagaerne, at Gorm blev konge efter faderen Hardeknud i Østdanmark og giftede sig med en jysk jarledatter.

Det er kernen i sagen.

[ERland]

Aha, det är alltså platsen det handlar om, och illusionen skulle alltså vara att Harald enligt Troels inte regerade från Jylland utan från Själland. Då förstår jag. Tack Jens!

Det är alltså en parallell till den svenska debatten om huruvida det svenska rikets uppkomst skedde i Svealand eller Götaland...