Var det så første gang, angler, saksere og jyder (af Bede kaldet viter) var ved de britiske kyster?
Da jeg for mere end 15 år siden begyndte at argumentere for at der var behov for at definere og forstå den 1. udvandring fra Danmark til de nye kongeriger i Britannien, der finder sted i tidsrummet ca. 447-497 e.Kr., fik jeg tæsk fra stort set alle hjørner. Nu er vi heldigvis kommet videre i genkaldelsen af hvad vi tydeligvis kan se fra kilderne, nemlig at det er os der udvandrer og skaber de nye kongedømmer i Britannien.
Og jeg har selvfølgelig også forsøgt at gennemtænke hvad udløseren var for folkevandringen mod vest, og hvordan man vidste hvortil man skulle sætte sejl.
Folkevandringen sker fra Angel, Jylland og de gamle sakseres landområder fra Ems-floden mod nord via Weserfloden til Elben (Sax-elfr). De gamle saksere omtales som "Suþdenum” og ”Súð-Dena folc” eller ”Syd-danerne/Syd-dane folket" på oldengelsk i Widsith-digtet og Beowulf. Udløseren mener jeg sker som en konsekvens af Frode-freden år 446. Denne fred bremser den hunniske/gotiske angrebsfront mod vor sydlige grænse, men efterlod stadig Angel som et sårbart område.
Samtidigt er der vist også bred enighed om at Vadehavet slugte kæmpe landområder på hele den jyske vestkyst, hvilket har fremtvunget en folkevandring bort fra disse udsatte områder.
Den Galliske Krønike fra år 511 e.Kr. skriver ”Theodositus II XVI (441):
”Britanniae a Romanis amissae in dicionem Saxonum cedunt” eller, at i år 441 e.Kr. blev de romerske provinser i England, der gik under navnet Britanniae, efterladt af romerne og overtaget af Sakserne.
Denne sætning kan bekræftes fra flere forskellige kilder og holder vand, i det saksiske tilfælde med landgang ca. 447 i Kent.
Widsith-digtet omhandlende ca. år 360-450 e.Kr. før udvandringen fra Anglen nævner i sætning 79 ”skotter” (scottum) og ”picter” (peohtum). Det har den betydning af vi i Anglen før udvandringen er fuldt klar over situationen i Britannien, hvilket igen betyder at vi har været derovre for at se landenes lejlighed an før selve udvandringen begynder.
Personen Wecta/Witta/Vitta/Wihtlaeg/Waegdaeg er enten fader eller farfader til Hengest afhængig af om vi læser Snorre Edda eller de angel-saksiske slægtsregistre. Forvirringen skyldes at vi ikke ved om Wihgils/ Witigislaus, der dør i Jylland ca. år 434 e.Kr., er identisk til ovennævnte person.
Hans navn er os givet i Ældre Futhark som "Wecca" på en næsten samtidig bronzespand fra Isle of Wight år 520-570 e.Kr. (”Chessel Down I”).
I ”Nordens Mythologi” (1832, s. 563) beretter Grundtvig, med kildehenvisninger, at denne regionalkonge også kaldes ”Pikte”. Dette tilnavn til Hengest’s fader eller farfader tilskrives ham fordi han tager på ”Pikte-toget” dvs. drager til Øst-Skotland og gør landfald i hvert fald før år 434 e.Kr. Som Grundtvig også skriver er dette tog forspillet til de udvandringer der følger kort tid efter. Det må være en mulighed at der under ”Pikte-toget” laves aftaler om hvilke landområder der senere kan tages i besiddelse uden krigsførelse. Det er derfor Widsith-digtet har kendskab til skotter og picter.
At det netop er et ”Pikte-tog” Wecta/Vitta/Pikte drager ud på før år 434 e.Kr. skyldes at romerne ikke forlader Britannien før ca. år 441 e.Kr. Samtiden er naturligvis klar over at romernes tid som koloniherre i Britannien er ved at komme til en ende, og derfor skal en landfordeling/ fredsaftale indgås med kongen af de stammer der vil blive tilbage når tiden kommer.
Helt utroligt kan vi faktisk komme endnu nærmere på hvad der sker i optakten til den 1. udvandring. Den græsk/romerske historieskriver Ammianus Marcellinus, hvis overlevende værker omhandler tidsrummet år 353-378 e.Kr. behandler bl.a. situationen i de romerske kolonier i Britannien, hvor ikke alt helt går som det skal. Han skriver at i år 360 e.Kr. angriber barbarerne fra nord, dvs. ned over Hadrians mur/Antonie muren, mod syd. I den første invasion er barbarerne beskrevet som ”gentes Scotorum Pictorumque". Dvs. skotter og picter. I den anden invasion år 364 e.Kr. består barbarerne af ”picti, saxonesque, et Scotti et Attacotti” eller picter, sakser, skotter og attacotti. I den tredje invasion år 368 e.Kr. består barbarerne af ”Picti in duas gentes divisi Dicaledones et Vecturiones, itidemque Atticotti bellicosa hominum natio, et Scotti per diversa vagantes" eller picter opdelt i 2 stammer, caledoner (det senere navn for Skotland), vecturiones, atticotti og skotter”.
Derfor kan vi faktisk vise at sakserne var i Britiannien på Pikte-tog allerede år 364 og derfor har den viden der skal til for at beslutte en udvandring.
Mit andet bud på hvorfor Anglerne drager fra Angel til Øst-Anglen kigger jeg på i mit afsnit "Legion IX Hispania og Legion VI Victrix, Britannien – de sarmatiske ryttere der forsvandt":
http://verasir.dk/show.php?file=chap14-1-0.html#toc50
Her argumenterer jeg for at sarmatiske ryttere der skulle have været sendt til Britannien i romersk tjeneste aldrig når frem, men i stedet flygter nord for Germania Magna til vore landområder, hvor vi finder dem i Angel og Sønderjylland. Jeg mener det sker således:
År 71-108 e.Kr. mangler ca. 5.000 mand fra Legion IX Hispania i Eburacum (Eoforwícscír, Jórvík)
År 175-244 e.Kr. mangler 5.100 mand fra Legion VI Victrix i Bremetenacum (Lancashire i det nordlige England)
Er dette sandt, og det mener jeg kan argumenteres ganske godt, så har vi 100% styr på hvad der sker i Britannien fordi vi har sarmatiske styrker på begge sider af Vestervejen (Vesterhavet).
Vi kender årsagen til at Øst-Anglen er tømt for indbyggere i 400 tallet e.Kr.
År 60-61 e.Kr. gør Iceni-folket (Icenorum, på mønter ”eceni, ecen, ic.”) i Norfolk, Øst-Anglen oprør under ledelse af deres dronning Buoudicea (Boudicca, Bodil). Deres hovedbygd kan have været i omegnen af Norwich.
Tacitus: Annales (Bog 14:37) skriver år 115 e.Kr. at oprøret blev nedkæmpet, og at Buoudicea (Boudicca) begår selvmord med gift efter hun har set 80.000 af sine landsmænd dræbt, ud af en samlet hær på 120.000 iflg. Cassius Dio: Romersk Historie (62:2) år 170 e.Kr.
Udover Iceni-folket, boede også Trinobantes (Trinovantibus)-stammen i Øst-Anglen, deres hovedbygd værende Camulodunon (Colchester, Essex). Deres landskab strakte sig over Suffolk og Essex. Også denne stamme deltog i oprøret og blev fuldstændigt udslettet.
Fra år 60-61 e.Kr. har Øst-Anglen og Essex været mennesketom og klar til ny landnám.
Derfor ved man i Danmark fuldstændigt hvornår man kan drage afsted, og hvor man kan gøre landnám. Sakserne vælger at fordrive britterne i flere slag og får derved Essex, Sussex, Wessex og Middlesex.
mvh
Flemming