Vikingerne kunne ikke læse runer

[Karsten Krambs]

Berlingske Tidende bringer i dag en artikel under overskriften ’Vikinger ristede runer i blinde’. Artiklen er baseret på en ny doktorafhandling om ”runestens visuelle udtryk” af Marco Bianchi, forsker fra Uppsala Universitet.

Ifølge Marco Bianchi giver runerne på nogle af de mange sten ingen mening og han har studeret og undersøgt ca. 1000 runesten rundt om i Sverige. Runestenene, eller vrøvlestenene, står bl.a. i Uppland i Østsverige, hvor der ifølge Bianchi formentlig ikke levede mange vikinger i 1000-tallets begyndelse. Og de vikinger der levede i Uppland, havde sandsynligvis ikke lært at læse runer.

Marco Bianchi, der er forsker i nordiske sprog, mener ikke det betød så meget hvad der blev ristet på stenene – det var vigtigere at vise at man kunne skrive og ikke hvad man skrev – der var alligevel ingen der kunne læse det.

Men stenene gav alligevel en slags mening for vikingerne selvom teksten ikke var vigtig, da en stor del af budskabet måske ligger i det optiske, det visuelle. En kombination mellem tekst og billeder.

Marco Bianchi tilføjer at der, som i Sverige, findes sten med meningsløse tekster i Danmark.

Mvh
Karsten

[Camilla.dk]

Men jeg forstår ikke helt. Mener forfatteren at kun vikinger - altså folk der drog på viking, ristede runer? Kan der ikke have været andre velhavende folk i yngre jernalder der fik opstillet runestene og måske ikke lige var superseje til det med at skrive (eller rettere overlod det til en lokal stenhugger, der ikke var superøvet udi stavningen).

Selvom der måske ikke lige boede mange vikinger i Upland i 1000-årenes begyndelse, så har der vel stadig være fornemme folk, der har haft lyst til at opstille runestene over dem selv. Hvorfor denne bestemte konklusion om at kun vikinger opstillede runestene? En del runestene ved man jo også var kvinders værk og de var vel ikke vikinger og deres mænd heller ikke nødvendigvis? Hvad skriver han om det?

[skrivare]

Jag tror det är Marco Bianchi som kommer med rappakalja. Han har nog inte förstått att runor kunde skrivas som chiffer.

Artikel i SVD om detta:

http://www.svd.se/nyheter/inrikes/runsk ... 832517.svd

[Karsten Krambs]

Marco Bianchi nævner at i begyndelsen var det magthavere og velhavere der rejste sten, men senere også mere almindelige vikinger, der ikke har haft samme fortrolighed med kunsten at riste og rejse runesten.

Jeg har netop fundet artiklen her -

http://www.berlingske.dk/danmark/viking ... r-i-blinde

Karsten

[Camilla.dk]

Tak for linket Skrivare.
Forskellen mellem den danske og den svenske artikel viser nok at det ikke er Bianchi der har misforstået ordet "viking" men nok snarere den danske journalist. Han tror tilsyneladende at enhver beboer i vikingetiden var viking, altså også almindelige bønder, folk i byerne, gårdfolkene mm. Der hvor der snakkes om "almindelige vikinger" menes altså "almindelige folk i vikingetiden" og ikke "almindelige" krigere, der drog i viking. En lidt forvirrende artikel, når forfatteren ikke har forstået forskellen på ordene "person" og "viking".
Men nuvel, jeg skal ikke kunne sige om Bianchi har er ude på dybt vand eller ej, det er en ganske interessant betragtning og ganske fascinerende hvis det stemmer.

[Karsten Krambs]

Tjaa, måske - måske ikke.

Følgende tekst fremgår af Ansgars Levned -

År 831; Ansgar rejser hjem og medbringer vidnesbyrd på sine gerninger underskrevet af kong Bjørn med egen hånd og med bogstaver, der var formet efter deres skik (runer).

Her tyder det på at sveakongen Bjørn i Birka beherskede runeskriften allerede i 800-tallet.

mvh
Karsten

[Odinkarr]

Doktorafhandlingen findes her:

http://uu.diva-portal.org/smash/record. ... va2:311050

Han behandler emnet i kap. 5:

5. »Runkunnig, men knappast språkkunnig»
– icke-lexikala inskrifter

Det er absolut kritisk at forstå at hans behandling af egenskaben at kunne runer ret alene omhandler sennordisk forståelse, lang tid efter Troskiftet år 600-630 e.Kr. Absolut intet om oprindelige egenskaber kan sluttes fra et så snævert historisk indblik.

Navet i vurderingen er "runristarnas Misstag" , der rejser spørgmålet om "runristarnas kompetens".

s. 214 byder så på dette udsagn:

I runstensglesa områden har det uppenbarligen funnits mer utrymme
för inskrifter med skriftimitationer. En rimlig förklaring härtill är att
skriftkunnigheten både bland runristare och läsare har varit mindre god.
Eller om man så vill: risken att bli avslöjad som illitterat var säkert mindre
i områden med färre publika skriftdokument än i områden med viktiga
kommunikationsleder och många offentliga runtexter

Der bliver skrevet stolpe og stolpe ned for at fylde siderne ud i doktorafhandlingen, men hovedpointen er vel egentlig om den sennordiske runemester kunne sin runegrammatik.

Det har vi allerede svaret på fra to kilder:

I Egils saga (kap. 73) er Egill Skallagrímsson (ca. år 910-990 e.Kr.) i Värmland og er ankommet til Þorfinns gård i Eiðaskóg (Landtunge-skoven). I min oversættelse til nudansk siger Egill:

"Skal mennesker runer riste,
skal de lære at tyde og kunne det vel,
Det sker for mange mænd
at alt formørket stav vildfares;
sagskyldig at tilsnitte fiskeben
10 hemmelige staver ristet,
dette haver lukket bæltet
længe overbedrøvet fanget."

Med andre ord; i 900 tallet e.Kr. kniber det gevaldigt med at Jarl-æt dannes som skikkene tilsagde, herunder at kunne runer vel og ret.

I Orkneyinga Saga har Rognvaldr Jarl Kali Kolsson (Jarl af Orkney ca. 1119-1157 e.Kr.) denne beskrivelse og vise om sig selv, i min oversættelse til nudansk:

"Tafl rask jeg starter,
(af) idrætter kan jeg ni,
taber nødigt runer,
fortrolig er jeg med bøger og smedning,
skride kan jeg på ski,
skyde og ro, svært nyttigt;
hver to kan jeg (med) (om)hygge:
harpelyd og digtning.”

Rognvaldr erkender at han iblandt har svært ved at huske runernes betydning eller måske at riste dem.

I oprindelig tanke er dannelsen omkring runer helt klar.

Rígsþula (vers 36,37 og 44, Ældre Edda) forklarer os at Jarl-æt skal kunne runer. Hávamál (vers 144, Ældre Edda) giver os prøven som Jarl-æt, og alle andre, skal kunne svare bekræftende på, før man udtaler sig endeligt om runer.

Jeg har brugt rimeligt mange kræfter på Ældre Futhark og de indskrifter vi har til rådighed frem til Troskiftet år 600-630 e.Kr.

Jeg kan kun tænke på to tilfælde, hvor jeg har fundet en grammatisk fejl. Den første findes i indskriften på guldskillingen fra Väsby (DR BR 66) og fra Eskatorp (DR BR 74), begge dateret til år 385-670 e.Kr.

De to ”*ehwaR, Eoh”-runer (lydværdi ”e”) i ”eerila” er ridset som binderuner. Dette er mærkværdigt derhen at der i runegrammatik normalt ikke rejses to ens runer efter hinanden, hvorfor runemesteren burde have udeladt den ene ”*ehwaR, Eoh”-rune. Jeg er ganske sikker på at runemesteren har manglet plads til at kunne riste alle runerne. Han/hun vælger derfor at tillade en grammatisk fejl ved at udelade ”*kauna, Cen”-runen bedømmende at vi stadig kan tolke runerne ret.

Denne grammatiske foreteelse er identisk på begge guldskilinger. Her er der derfor ikke tale om en fejl, men en kunstnerisk tilpasning pga pladsmangel.


Den 2. fejl, og her er det nok en fejl, er indskriften på et sølvspænde fundet ved Etelhem, Gotland, og dateret til år 475-525 e.Kr. (originalen nu på Historiska museet i Stockholm)

Indskriften lyder:

”mk mrla wrta”

Moltke og Antonsen fortolker også at runemesteren her rejser runer fejl. ”*mannaR”-runen og ”*ehwaR”-runen ridses begge som et ”M” og runemesteren rejser ganske enkelt den forkerte rune. Havde han ristet ”*ehwaR”-runen i stedet for ”*mannaR”-runen ville indskriften lyde:

”ek erla wrta” eller ”ek erilaR wraita” eller ”Jeg Jarlen rejste”

Helt samme evolution vil sikkert kunne skrives om latinkundskaber fra Reformationen fremefter, eller Middle English i tiden før Shakespeare.

mvh

Flemming

[Valdemar Sappi]

Det har hittats massor av runstavar i trä. Minns inte just nu från vilken period. Men dom tyder då i varje fall på ett utbrett läsande, även om det kanske främst handlade om räkenskap och bokföring. Det ksenare unde som alltid många fler än de som läste löpande text. Förmodligen var det så som vi det var senare, att betydligt fler kvinnor än män skrev. Något de behövde som gårdsförvaltare.