Odin holdt til i Asgård, og jeg satser hermed på, at Asgård kan findes et sted nær Trondheimsfjorden, der er Norges tredjelængste fjord efter Sognefjorden og Hardangerfjorden.
Den påstand vil selvfølgelig provokere voldsomt, for vi er jo alle opdragede til at tro, at historierne om de nordiske guder er ren fiktion, og ”skulle nogle af dem have levet i virkeligheden engang, så var det nok omkring Indusfloden i nærheden af Karachi” - eller "i Azerbadjan", som nordmanden Thor Heyerdahl foreslog.
Jeg baserer min nye opfattelse på tre forhold: 1. At millioner af mænd i Nordeuropa har en fælles forfader, der levede for kun cirka 2000 år siden, 2. At der i Illerup Ådal i Østjylland er gjort fund af resterne af en stor angrebshær fra omkring år 200, som kom fra Vestnorge, og hvorved der er fundet runeindskrifter, 3. At den nordiske gud Odin er fremhævet som ophavsmand til runerne, og at han fik mange sønner.
Ideen er så, at Odins sønner og deres kammerater senere er draget mod syd og øst for at sprede fortællingerne om Odin og de andre guder, hvilket de jo fik held med.
Min egen grundopfattelse er ellers præget af min opvækst i Danmark. I Danmark har alle fået at vide, at vi danskere er indvandret sydfra. Vi kom vandrende over grænsen mod Tyskland, og lidt senere nåede vi til Fredericia ved den jyske østkyst. Her stod der et skilt med påskriften, Til Storkøbenhavn – og måske også Till Sverrig - og dem der kunne læse satte kursen mod øst over øen Fyn og videre. Dem, der ikke kunne læse, fortsatte videre nordpå. Sådan lyder beretninger udsendt fra miljøet omkring Københavns Universitet.
Jeg husker tydeligt, da jeg første gang hørte om fundet i Illerup Ådal. Det var den 4. september 1981. Jeg sad i en bus, der kørte mod syd, og så fortalte guiden, en mand fra Thisted, at ”her i dalen til højre for vejen er man i gang med arkæologiske udgravninger, og der er gjort store fund af romerske våben”. Guiden slog sig i øvrigt senere ned som hedning i København.
Derfor var det et decideret chok at høre i slutningen af 1990erne, at disse krigere var kommet nordfra. For har vi danskere nogensinde hørt, at noget er kommet til Danmark nordfra? Måske er lidt kommet rullende østfra, Volvo og Saab, men ellers er alt kommet ind over grænsen fra syd: mennesker, sprog, religion, ALT.
Jeg har samlet nogle indicier på, at Asgård - og sikkert også Midgård – og tilmed Udgård - lå ved Trondheimsfjorden, og dem vil jeg gerne præsentere lidt senere.
Asgård kan findes ved Trondheimsfjorden
Re: Asgård kan findes ved Trondheimsfjorden
Det er så sandt som det er sagt, og Asgård er der mange af.Odin holdt til i Asgård,
Som jeg lige har skrevet i en anden tråd, findes 6 ud af 7 kendte udgaver af stednavnet ”Áseimr” (Ás + heim) i Hordaland. 4 ud af 5 kendte udgaver af stednavnet ”Asseimr” (Áss + heim) findes i Rogaland 1
1 Frode Korslund: Forleddene i norske vin- og heim-navn. (s. 1, 10, 11)
Herudover har du "Asboheret syndræ" (i dag Södra Åsbo Herred, Helsingborg Len) og Asumheret (i dag Aasum/Åsum ved Odense).
Af "Asgårdene" øst for Tanais-floden, kan jeg foreslå at Google efter "Asirgarh” vest for Nagpur i Satpura bjergkæden, 20 km nord for Burhanpur, Madhya Pradesh Stat i den indoeuropæiske del af det nordlige Indien, samt efter "Terras Ascade" (Asgårds Lande).
Jeg er så heldig at jeg bor lige ved siden af denne vej:
"Asgaardsvej" som set i Væggerløse, Falster.
mvh
Flemming
Re: Asgård kan findes ved Trondheimsfjorden
Jeg vil nok ikke i særlig grad benytte mig af sproglige analyser i jagten på Asgård, Midgård og Udgård, for dertil er sprogvidenskaben for usikker i udlægning af ord fra forhistorisk tid, hvortil kommer, at sprogvidenskab jo ofte bruges i politisk agitation.Odinkarr skrev:6 ud af 7 kendte udgaver af stednavnet ”Áseimr” (Ás + heim) findes i Hordaland. 4 ud af 5 kendte udgaver af stednavnet ”Asseimr” (Áss + heim) findes i Rogaland. Af "Asgårdene" øst for Tanais-floden, kan jeg foreslå at Google efter "Asirgarh” vest for Nagpur i Satpura bjergkæden, 20 km nord for Burhanpur, Madhya Pradesh Stat i den indoeuropæiske del af det nordlige Indien, samt efter "Terras Ascade" (Asgårds Lande).
For eksempel kan ordet
Danmark betyde en sump, når det drejer sig om sognet i Uppland (Stockholm-udlægning), mens Danmark kommer af drengenavnet Dan, når det er landet, det handler om (København-udlægning).
Visby kommer af vi, helligt offersted, når det drejer sig om byen på Gotland (Stockholm-udlægning), hvorimod Visby i Thy ved den vestlige Limfjord kommer af et gammelt ord for sump (København-udlægning).
Man kan næsten lige så godt bruge sine egne upålidelige metoder i tolkning af ords betydning. Vi kan for eksempel mindes historien om dengang, da Loke skabte sig om til en laks og gemte sig i Franangsfossen. Hvis vi søger efter Franangsvossen på Google Maps får vi spørgsmålet, om vi mente Vøringsvossen, for den findes med udløb allerinderst i Hardangerfjorden.
Aha – mon Loke da gemte sig under et vandfald i højderne over Hardangerfjorden?
Re: Asgård kan findes ved Trondheimsfjorden
Vi kommer ikke helt uden om at fortolke betydningen af gamle ord, men de kan unægteligt udlægges på mange måder. Af og til synes det at ske efter analytikernes forgodtbefindende. Det er således svært at forstå, hvordan sprogfolk finder ud af, om de gamle runer skal læses fra højre eller venstre. Et af de ældste ord, navnet Wagnijo, er fundet både i Vimose på Nordfyn og i Illerup i Østjylland. Det er ifølge eksperterne ensbetydende med fornavnet Vagn. Eksperterne kunne ellers let have bildt mig ind, at navnet skal læses fra højre, så der står Ojingaw, og at det er det samme som ”Odin gav dette”.
Var Wagnijo nordmændenes leder? Vi kender Wagnijos navn, men hverken hans gård eller grav. Var hans gård måske en af de store høvdingehaller, der i flere tilfælde er fundet i forbindelse med de norske jernalderlandsbyer? Og hans grav? Var det måske den, man fandt på Karmøy, lidt nord for Stavanger? Det er Skandinaviens største høvdingegrav fra 200-tallet.
Hvis vi skal lede efter Asgård må det i første omgang blive langs hele Norges Atlanterhavskyst. Søgningen må også omfatte Bø Steigen helt mod nord i Nordland, hvor der i en grav er fundet en skjoldbule dækket med forgyldt presseblik af en type som man også finder i Vimose og Illerup. Sværdet fra samme grav er med sit ædelmetaldekorerede greb et af de få, som har paralleller til Illerup-fundet. Den døde var iklædt en dragt af samme stof som soldateruniformer i den romerske hær. Sejlede nordmænd allerede dengang til de britiske øer?
Ligheder mellem danske våbenofferfund og fund i Norge går på både kamme og fiskekroge samt ringsmykker af guld, pragtskjolde, sværd og bandolerer. Pragtskjoldene fra Illerup har f. eks. modstykker i en høvdingegrav fra Avaldsnes i Rogaland ved den sydlige vestkyst.
(Kilde: Jørgen Jensen, Danmarks Oldtid, 2004)
Var Wagnijo nordmændenes leder? Vi kender Wagnijos navn, men hverken hans gård eller grav. Var hans gård måske en af de store høvdingehaller, der i flere tilfælde er fundet i forbindelse med de norske jernalderlandsbyer? Og hans grav? Var det måske den, man fandt på Karmøy, lidt nord for Stavanger? Det er Skandinaviens største høvdingegrav fra 200-tallet.
Hvis vi skal lede efter Asgård må det i første omgang blive langs hele Norges Atlanterhavskyst. Søgningen må også omfatte Bø Steigen helt mod nord i Nordland, hvor der i en grav er fundet en skjoldbule dækket med forgyldt presseblik af en type som man også finder i Vimose og Illerup. Sværdet fra samme grav er med sit ædelmetaldekorerede greb et af de få, som har paralleller til Illerup-fundet. Den døde var iklædt en dragt af samme stof som soldateruniformer i den romerske hær. Sejlede nordmænd allerede dengang til de britiske øer?
Ligheder mellem danske våbenofferfund og fund i Norge går på både kamme og fiskekroge samt ringsmykker af guld, pragtskjolde, sværd og bandolerer. Pragtskjoldene fra Illerup har f. eks. modstykker i en høvdingegrav fra Avaldsnes i Rogaland ved den sydlige vestkyst.
(Kilde: Jørgen Jensen, Danmarks Oldtid, 2004)
Re: Asgård kan findes ved Trondheimsfjorden
De to tidligste indskrifter med mandsnavnet "Wagnijo" er, så vidt jeg ved, disse:
Wagnijo (Wagner)
(DR MS1995;334B – Vimose, Odense, Fyn. Dateret til år 210/260 e.Kr.)
Indridset på en lansespids
Wagnijo (Wagner)
(DR MS1995;335A – Illerup, Skanderborg, Jylland. Dateret til år 210/260 e.Kr.)
Indridset på en lansespids
Sandsynligheden taler for at det må være samme person vi taler om, og vi ved at udrustningen i samtiden består af flere spyd/lanser.
Den ene af lanserspidserne kan ses her:
http://www.arild-hauge.com/arild-hauge/ ... LLERUP.jpg
(Fra Arild Hauges aldeles glimrende hjemmeside om runer).
Du ser at runerne skal læses fra højre mod venstre. Du ser også at kvistenes retning på "*ansuR, Aesc" -runen peger mod venstre, dvs. en læseretning fra højre mod venstre. Derfor må runerne skulle læses som "Wagnijo".
Brugen af udsagnsordet "at give" kender vi fra guldskillingen/Den Gyldne Tavle fra "nær Køge", Sjælland år 385-670 e.Kr. (DR BR61), hvor vi i Ældre Futhark ser ”gibu auja” (giver hjælp). På denne guldskilling /Gyldne Tavle er runerne også rejst fra højre mod venstre.
mvh
Flemming
Wagnijo (Wagner)
(DR MS1995;334B – Vimose, Odense, Fyn. Dateret til år 210/260 e.Kr.)
Indridset på en lansespids
Wagnijo (Wagner)
(DR MS1995;335A – Illerup, Skanderborg, Jylland. Dateret til år 210/260 e.Kr.)
Indridset på en lansespids
Sandsynligheden taler for at det må være samme person vi taler om, og vi ved at udrustningen i samtiden består af flere spyd/lanser.
Den ene af lanserspidserne kan ses her:
http://www.arild-hauge.com/arild-hauge/ ... LLERUP.jpg
(Fra Arild Hauges aldeles glimrende hjemmeside om runer).
Du ser at runerne skal læses fra højre mod venstre. Du ser også at kvistenes retning på "*ansuR, Aesc" -runen peger mod venstre, dvs. en læseretning fra højre mod venstre. Derfor må runerne skulle læses som "Wagnijo".
Brugen af udsagnsordet "at give" kender vi fra guldskillingen/Den Gyldne Tavle fra "nær Køge", Sjælland år 385-670 e.Kr. (DR BR61), hvor vi i Ældre Futhark ser ”gibu auja” (giver hjælp). På denne guldskilling /Gyldne Tavle er runerne også rejst fra højre mod venstre.
mvh
Flemming
Re: Asgård kan findes ved Trondheimsfjorden
Alt (nej, tydeligvis kun ”næsten alt”) peger på, at aserne, vanerne og jætterne levede i det vestlige Norge i romersk jernalder.
Området ved Trondheimsfjorden havde jernproduktion helt fra 500 f. Kr., og produktionen nåede et toppunkt omkring vor tidsregnings begyndelse.
Syd for fjorden - i Heglesvollen ved Levanger og i Meråker - er fundet specielle ovntyper med stenmuring af bedste klasse. I tiden derefter er samme type ovn brugt andre steder omkring kerneområdet i Nord-Trøndelag og Jämtland. Ovntypen ser ud til at være opfundet omkring Trondheimsfjorden og har ikke spredt sig yderligere, så teknologien har utvivlsomt været holdt hemmelig. Et gennemsnitligt anlæg har årligt kunnet producere jern til 10.000 økser, og fabrikkerne har forsynet hele Norge med jern, og der har været eksport til kontinentet til både germanere og romere. Produktion og distribution må have været velorganiseret. I Namsskogan og ved Tunnsjøen i Nord-Trøndelag er fundet klumper af råjern på 20 kilo.
Kun en stor magt i Nord-Trøndelag har kunnet organisere en så omfattende virksomhed. Bautaer, som magteliten fik rejst over sig, ses i dag som monumentale gravhøje i områder som Mære, Alstadhaug, Egge, Stiklestad og Bertnem.
Jernproduktionen krævede stor tilførsel af ved og fik dermed voldsom indvirkning på det trønderske landskab, idet store skovområder forsvandt. Produktionen, der var baseret på udvinding af myremalm, brød sammen omkring år 300, men genopstod med en ny teknologi omkring 400.
(Kilde: Foredag på Namdal Historielags årsmøde 18. april 2009 ved dr. Lars Stenvik, Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet, Trondheim.)
http://www.namdal.info/historielag/2009 ... arsm09.htm
Området er nærmest ukendeligt i forhold til for 2000 år siden på grund af landhævning på omkring 10 meter og som følge af bjergskred og jordskælv. Historien om Loke, der blev anbragt i en hule i Jotunheims bjerge fortæller om disse jordskælv , idet … Loke blev bundet med sin søns tarme til tre skarpe stene og straks blev tarmene forvandlet til jern, og over Lokes hoved placeredes en kæmpe orm, som drypper sin gift og galde på Lokes hoved. Det er meget pinefuldt og Loke ryster og skælver, når det sker, så hele bjerget ryster med.
I søgningen efter Asgård kan her nævnes Alstadhaug, der ligger på en bakke nær byen Levanger ved Trondheimsfjorden. Bakkeryggen er omkring en kilometer bred og særlig på sydvestsiden er der gode jordbrugsforhold. På det højeste punkt ligger Alstadhaug kirke, bygget 1150, med storslået udsigt i alle retninger. Alstadhaug har meget længe været religiøst center og særlig gårdene Eide og Alstadhaug havde en central position i ældre jernalder. Antagelig havde Eide oprindeligt en funktion som både kultsted og økonomisk-administrativt center, en funktion som Alstadhaug overtog. Olveshaugen, senere kaldet Alstadhaugen, er sandsynligvis fra ældre jernalder og har en diameter på 55 meter og er en af de største gravhøje i Midtnorge.
Var det på Eide, det foregik?
Området ved Trondheimsfjorden havde jernproduktion helt fra 500 f. Kr., og produktionen nåede et toppunkt omkring vor tidsregnings begyndelse.
Syd for fjorden - i Heglesvollen ved Levanger og i Meråker - er fundet specielle ovntyper med stenmuring af bedste klasse. I tiden derefter er samme type ovn brugt andre steder omkring kerneområdet i Nord-Trøndelag og Jämtland. Ovntypen ser ud til at være opfundet omkring Trondheimsfjorden og har ikke spredt sig yderligere, så teknologien har utvivlsomt været holdt hemmelig. Et gennemsnitligt anlæg har årligt kunnet producere jern til 10.000 økser, og fabrikkerne har forsynet hele Norge med jern, og der har været eksport til kontinentet til både germanere og romere. Produktion og distribution må have været velorganiseret. I Namsskogan og ved Tunnsjøen i Nord-Trøndelag er fundet klumper af råjern på 20 kilo.
Kun en stor magt i Nord-Trøndelag har kunnet organisere en så omfattende virksomhed. Bautaer, som magteliten fik rejst over sig, ses i dag som monumentale gravhøje i områder som Mære, Alstadhaug, Egge, Stiklestad og Bertnem.
Jernproduktionen krævede stor tilførsel af ved og fik dermed voldsom indvirkning på det trønderske landskab, idet store skovområder forsvandt. Produktionen, der var baseret på udvinding af myremalm, brød sammen omkring år 300, men genopstod med en ny teknologi omkring 400.
(Kilde: Foredag på Namdal Historielags årsmøde 18. april 2009 ved dr. Lars Stenvik, Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet, Trondheim.)
http://www.namdal.info/historielag/2009 ... arsm09.htm
Området er nærmest ukendeligt i forhold til for 2000 år siden på grund af landhævning på omkring 10 meter og som følge af bjergskred og jordskælv. Historien om Loke, der blev anbragt i en hule i Jotunheims bjerge fortæller om disse jordskælv , idet … Loke blev bundet med sin søns tarme til tre skarpe stene og straks blev tarmene forvandlet til jern, og over Lokes hoved placeredes en kæmpe orm, som drypper sin gift og galde på Lokes hoved. Det er meget pinefuldt og Loke ryster og skælver, når det sker, så hele bjerget ryster med.
I søgningen efter Asgård kan her nævnes Alstadhaug, der ligger på en bakke nær byen Levanger ved Trondheimsfjorden. Bakkeryggen er omkring en kilometer bred og særlig på sydvestsiden er der gode jordbrugsforhold. På det højeste punkt ligger Alstadhaug kirke, bygget 1150, med storslået udsigt i alle retninger. Alstadhaug har meget længe været religiøst center og særlig gårdene Eide og Alstadhaug havde en central position i ældre jernalder. Antagelig havde Eide oprindeligt en funktion som både kultsted og økonomisk-administrativt center, en funktion som Alstadhaug overtog. Olveshaugen, senere kaldet Alstadhaugen, er sandsynligvis fra ældre jernalder og har en diameter på 55 meter og er en af de største gravhøje i Midtnorge.
Var det på Eide, det foregik?
Re: Asgård kan findes ved Trondheimsfjorden
I århundreder har svenskere stået i det højeste tårn i Stockholm og spejdet med kikkerten mod øst, hvorfra de mener, at deres forfædre kom.
Men svenskerne kom fra nordvest, og de nedstammer fra de jernaldermennesker, der levede omkring Trondheimsfjorden.
”Alle ansete forskere og deres studenter” mener ganske vist, at de svioner, som historikeren Tacitus omtalte i år 98, var de mennesker, der boede i Mälaren for 2000 år siden. Også Adam af Bremen pegede på Østsverige som svionernes hjemsted, og Snorre fra Island kaldte Uppsvea-området for Svitjod.
Der var imidlertid gået ”tusind år” fra Tacitus skrev sin historie og til Adams og Snorres beretninger, og i mellemtiden var suiones, som Tacitus kaldte dem, flyttet fra ”Trondheim” og til ”Stockholm”. Det mest kendte navn af svionernes stamme er Frej, som blev stamfader til de første svenske konger. Frej fra vanernes klan og Odin, der var af asernes æt, kendte udmærket hinanden fra dengang, da Odin tog Frej som gidsel sammen med hans søster Freja og deres far Njord, som ofte forbindes med havet og skibe. Gidseltagningen fandt sted under en krig mellem aserne og vanerne, og senere blev Frej, Freja og Njord udvekslet med andre gidsler.
Fortsættelsen er så, at suionerne fra Midt-Norge rejste et par hundrede kilometer nordpå og via den lakserige Namsen-floden op til et lavtliggende pas i den skandinaviske højderyg. Herfra går det ned ad bakke ad forskellige vandveje til Den Botniske Bugt/Østersøen. Denne rute har været brugte i årtusinder, og de fleste nordmænd og svenskere har sikkert hørt om den, mens kun få danskere kender den.
Tacitus skrev i år 98 om suionerne, at de boede ude i selve oceanet, og at deres skibe afveg fra den normale form, idet stævn og agter var ens – altså som ved de senere vikingeskibe. Blandt mange fortolkninger af ordet suiones vælger jeg denne af Schagerström fra 1931, der siger, at ”navnet er afledt af proto-germansk saiwi, der betyder sø eller hav, som bliver til swi-oniz, der betyder sø-folk/hav-folk”.
Sveonerne – og hvad de nu kaldes – er ofte omtalt. Tacitus nævnte imidlertid også et folk ved navn sitoner, som blev beskrevet som naboer til sveonerne. Sveonerne var nærmest identiske med sitonerne bortset fra, at sitonerne blev ledet af kvinder, og her må vi selvfølgelig spekulere over, om sitonerne er et andet navn for aserne, og at disse kvindelige siton-ledere er vølverne, som selv Odin søgte, når han ville skaffe sig indsigt - for det er vel ikke Odin klædt ud som kvinde? Tacitus fortalte endvidere, at disse folk havde en høj kvalitet på deres våben og en stærk flåde.
Her er en Tacitus-tekst på engelsk: Upon the Suiones, border the people Sitones; and, agreeing with them in all other things, differ from them in one, that here the sovereignty is exercised by a woman. So notoriously do they degenerate not only from a state of liberty, but even below a state of bondage.
Here end the territories of the Suevians.
http://www.northvegr.org/lore/tacitus/
Svenskerne af i dag har fint styr på deres stamtræ må man sige:
http://en.wikipedia.org/wiki/Yngling
Men svenskerne kom fra nordvest, og de nedstammer fra de jernaldermennesker, der levede omkring Trondheimsfjorden.
”Alle ansete forskere og deres studenter” mener ganske vist, at de svioner, som historikeren Tacitus omtalte i år 98, var de mennesker, der boede i Mälaren for 2000 år siden. Også Adam af Bremen pegede på Østsverige som svionernes hjemsted, og Snorre fra Island kaldte Uppsvea-området for Svitjod.
Der var imidlertid gået ”tusind år” fra Tacitus skrev sin historie og til Adams og Snorres beretninger, og i mellemtiden var suiones, som Tacitus kaldte dem, flyttet fra ”Trondheim” og til ”Stockholm”. Det mest kendte navn af svionernes stamme er Frej, som blev stamfader til de første svenske konger. Frej fra vanernes klan og Odin, der var af asernes æt, kendte udmærket hinanden fra dengang, da Odin tog Frej som gidsel sammen med hans søster Freja og deres far Njord, som ofte forbindes med havet og skibe. Gidseltagningen fandt sted under en krig mellem aserne og vanerne, og senere blev Frej, Freja og Njord udvekslet med andre gidsler.
Fortsættelsen er så, at suionerne fra Midt-Norge rejste et par hundrede kilometer nordpå og via den lakserige Namsen-floden op til et lavtliggende pas i den skandinaviske højderyg. Herfra går det ned ad bakke ad forskellige vandveje til Den Botniske Bugt/Østersøen. Denne rute har været brugte i årtusinder, og de fleste nordmænd og svenskere har sikkert hørt om den, mens kun få danskere kender den.
Tacitus skrev i år 98 om suionerne, at de boede ude i selve oceanet, og at deres skibe afveg fra den normale form, idet stævn og agter var ens – altså som ved de senere vikingeskibe. Blandt mange fortolkninger af ordet suiones vælger jeg denne af Schagerström fra 1931, der siger, at ”navnet er afledt af proto-germansk saiwi, der betyder sø eller hav, som bliver til swi-oniz, der betyder sø-folk/hav-folk”.
Sveonerne – og hvad de nu kaldes – er ofte omtalt. Tacitus nævnte imidlertid også et folk ved navn sitoner, som blev beskrevet som naboer til sveonerne. Sveonerne var nærmest identiske med sitonerne bortset fra, at sitonerne blev ledet af kvinder, og her må vi selvfølgelig spekulere over, om sitonerne er et andet navn for aserne, og at disse kvindelige siton-ledere er vølverne, som selv Odin søgte, når han ville skaffe sig indsigt - for det er vel ikke Odin klædt ud som kvinde? Tacitus fortalte endvidere, at disse folk havde en høj kvalitet på deres våben og en stærk flåde.
Her er en Tacitus-tekst på engelsk: Upon the Suiones, border the people Sitones; and, agreeing with them in all other things, differ from them in one, that here the sovereignty is exercised by a woman. So notoriously do they degenerate not only from a state of liberty, but even below a state of bondage.
Here end the territories of the Suevians.
http://www.northvegr.org/lore/tacitus/
Svenskerne af i dag har fint styr på deres stamtræ må man sige:
http://en.wikipedia.org/wiki/Yngling
Re: Asgård kan findes ved Trondheimsfjorden
Jætterne betragter vi som kæmpestore væsener, der var asernes modstandere. Deres hjemegn blev kaldt Jotunheim, som strakte sig helt til den yderste verden, Udgård. Der var også venskabelige kontakter mellem jætter og aser, og det kan nævnes, at Odin og hans brødres mor var jætte.
Jætterne kan tydeligt genfindes i vore dages trønderfolk, indbyggerne i Sør-Trøndelag og Nord-Trøndelag. Flere kilder fortæller, at også vikingerne var store af vækst.
Trønderen er nemlig den største af de norske racer og dermed en af de højeste i Europa. Han er en slank type, mens knoglerne er større og tungere end typisk hos nordboere. Panden er meget høj og samtidig bred og skråner ikke så meget. Der ses ofte to små ”buler” over øjenbrynene, et træk som ellers ikke ses i Norden, og for næsens vedkommende kan det være svært at se overgangen mellem ben og brusk. Trønderne er et af verdens mest blåøjede folk. Huden er mere grov end hos andre mennesker i Norden, og der er rigelig behåring af kroppen og rig skægvækst. Typen er koncentreret i Orkdal i Sør-Trøndelag og dominerer alle områder nord for Dovrefjeld og ind i Jämtland. Typen kan følges tværs over Sverige, særligt mellem Ångermanelven och Dalelven, og helt til kysten ved Den Botniske Bugt mellem Ørnsköldsvik og Gävle samt på Ålandsøerne og Finlands vestkyst. Der er forskere, der på baggrund af arkæologiske studier mener, at ”svenskerne” ankom til den finske vestkyst i jernalderen allerede omkring år 200. Trøndertypen kan også følges langs Norges vestkyst mod syd. Trøndernes kystanlæg findes især i de inderste dele af fjordene, f. eks. Hardanger.
Sjældent beretter turistbrochurer om de lokale indbyggeres race. Det gør denne fra Orkdal imidlertid.
http://www.gonorway.com/norway/counties ... index.html
Jætterne kan tydeligt genfindes i vore dages trønderfolk, indbyggerne i Sør-Trøndelag og Nord-Trøndelag. Flere kilder fortæller, at også vikingerne var store af vækst.
Trønderen er nemlig den største af de norske racer og dermed en af de højeste i Europa. Han er en slank type, mens knoglerne er større og tungere end typisk hos nordboere. Panden er meget høj og samtidig bred og skråner ikke så meget. Der ses ofte to små ”buler” over øjenbrynene, et træk som ellers ikke ses i Norden, og for næsens vedkommende kan det være svært at se overgangen mellem ben og brusk. Trønderne er et af verdens mest blåøjede folk. Huden er mere grov end hos andre mennesker i Norden, og der er rigelig behåring af kroppen og rig skægvækst. Typen er koncentreret i Orkdal i Sør-Trøndelag og dominerer alle områder nord for Dovrefjeld og ind i Jämtland. Typen kan følges tværs over Sverige, særligt mellem Ångermanelven och Dalelven, og helt til kysten ved Den Botniske Bugt mellem Ørnsköldsvik og Gävle samt på Ålandsøerne og Finlands vestkyst. Der er forskere, der på baggrund af arkæologiske studier mener, at ”svenskerne” ankom til den finske vestkyst i jernalderen allerede omkring år 200. Trøndertypen kan også følges langs Norges vestkyst mod syd. Trøndernes kystanlæg findes især i de inderste dele af fjordene, f. eks. Hardanger.
Sjældent beretter turistbrochurer om de lokale indbyggeres race. Det gør denne fra Orkdal imidlertid.
http://www.gonorway.com/norway/counties ... index.html
Re: Asgård kan findes ved Trondheimsfjorden
I 200-tallet var runerne kommet til Jylland fra Midtnorge. Omkring den tid dukkede også katten op, huskatten.
Kom katten til Danmark fra Norge? Dyret var i alt fald velkendt ved Trondheimsfjorden.
Freja, der var fra vanernes slægt, var gudinde for blandt andet kærlighed, skønhed og frugtbarhed. Hun havde blå øjne og beskrives som blond og smuk. Freja kunne sidde i sin fine vogn, der blev trukket af et par store katte. Katte var indviet til Freja, sådan som ulve var til Odin.
Engang aflagde Thor et besøg hos Udgårdsloke i Jotunheim. Thor skulle vise, hvor god han var til at drikke, men han klarede ikke prøven. Udgårdsloke fik så Thor til at prøve, om han kunne løfte en kat, og Thor spændte sit stærkmandsbælte og løftede op i katten, som blot skød ryg og ikke løftede sig fra jorden. Thor, nu pinligt berørt, spændte bæltet, alt det han kunne, og løftede af alle kræfter, men katten slap kun jorden med den ene pote.
Altså har man kendt til katte ved Trondheimsfjorden i det første århundrede e. Kr., men der er tilsyneladende ikke fundet spor af disse katte endnu, desværre.
Allerede i det tredje århundrede f. Kr. var katten udbredt i store dele af Europa. Dette var sket ikke mindst gennem græske søfarende købmænd, som brugte kattene til at beskytte deres kornlagre mod skadedyr. Katten kan også være kommet med fønikerne til Cornwall i forbindelse med opkøb af tin. I Danebury i Sydengland er der fundet det tidligst kendte eksemplar af en kat i Storbritannien. Den pågældende kat levede omkring det tidspunkt, da grækeren Pytheas fra Marseille rejste gennem landet, altså i det 4. århundrede f. Kr. Danebury Hill Fort blev brændt ned omkring 100 f. Kr.
Den norske skogkatt findes endnu, i dag kendt som Norges nationalkat. Den er tilpasset de barske omgivelser i Norge og har en fyldig vandafvisende pels og en busket hale. Hankatten kan blive op til 10 kilo tung. Skogkatten er formentlig en slægtning til Maine Coon, en nordamerikansk kat, der muligvis ankom til Amerika med Leif den Lykkelige og hans vikingefolk omkring år 1000.
Kom katten til Danmark fra Norge? Dyret var i alt fald velkendt ved Trondheimsfjorden.
Freja, der var fra vanernes slægt, var gudinde for blandt andet kærlighed, skønhed og frugtbarhed. Hun havde blå øjne og beskrives som blond og smuk. Freja kunne sidde i sin fine vogn, der blev trukket af et par store katte. Katte var indviet til Freja, sådan som ulve var til Odin.
Engang aflagde Thor et besøg hos Udgårdsloke i Jotunheim. Thor skulle vise, hvor god han var til at drikke, men han klarede ikke prøven. Udgårdsloke fik så Thor til at prøve, om han kunne løfte en kat, og Thor spændte sit stærkmandsbælte og løftede op i katten, som blot skød ryg og ikke løftede sig fra jorden. Thor, nu pinligt berørt, spændte bæltet, alt det han kunne, og løftede af alle kræfter, men katten slap kun jorden med den ene pote.
Altså har man kendt til katte ved Trondheimsfjorden i det første århundrede e. Kr., men der er tilsyneladende ikke fundet spor af disse katte endnu, desværre.
Allerede i det tredje århundrede f. Kr. var katten udbredt i store dele af Europa. Dette var sket ikke mindst gennem græske søfarende købmænd, som brugte kattene til at beskytte deres kornlagre mod skadedyr. Katten kan også være kommet med fønikerne til Cornwall i forbindelse med opkøb af tin. I Danebury i Sydengland er der fundet det tidligst kendte eksemplar af en kat i Storbritannien. Den pågældende kat levede omkring det tidspunkt, da grækeren Pytheas fra Marseille rejste gennem landet, altså i det 4. århundrede f. Kr. Danebury Hill Fort blev brændt ned omkring 100 f. Kr.
Den norske skogkatt findes endnu, i dag kendt som Norges nationalkat. Den er tilpasset de barske omgivelser i Norge og har en fyldig vandafvisende pels og en busket hale. Hankatten kan blive op til 10 kilo tung. Skogkatten er formentlig en slægtning til Maine Coon, en nordamerikansk kat, der muligvis ankom til Amerika med Leif den Lykkelige og hans vikingefolk omkring år 1000.
Re: Asgård kan findes ved Trondheimsfjorden
Blev katten bragt til Trondheimsfjorden som en gave omkring 325 f. Kr?Jens Yde skrev:I Danebury i Sydengland er der fundet det tidligst kendte eksemplar af en kat i Storbritannien. Den pågældende kat levede omkring det tidspunkt, da grækeren Pytheas fra Marseille rejste gennem landet, altså i det 4. århundrede f. Kr.. Danebury Hill Fort blev brændt ned omkring 100 f. Kr.
På den tid rejste grækeren Pytheas nemlig rundt i Nordeuropa, og han fortalte, at han havde besøgt Thule, der lå seks dages rejse nord for Britannien og nær det frosne hav.
Pytheas var græker, født ca. 350 f. Kr. i den græske koloni Massalia, vore dages Marseille i Sydfrankrig. Rejsen blev foretaget kort efter, at Alexander den Store havde erobret Ægypten, i øvrigt kattens oprindelsesland. Skibene kan være ført med sejl, som ikke var kendt på det tidspunkt i Norden.
Thule er sandsynligvis identisk med et område i eller ved Trondheimsfjorden. Pytheas er den første, der omtaler midnatssolen og et hav, der kan minde om en grød af is. Han nævner også rav, der har øen Abalus som center, men her skal man nok søge i Jylland. Hans to rejsebeskrivelser er gået tabt, men andre historikere har refereret til Pytheas og til hinanden på kryds og tværs.
Ordet Thule kan have sin oprindelse fra det keltiske ord "tual", forbjerg, og i den latinske version, Ultima Tyle, bliver betydningen ”yderste forbjerg”. Indbyggerne i nord viste den fremmede, hvor solen går til hvile for vinteren. I sommertiden er den kun borte i to-tre timer. Menneskene levede blandt andet af vilde bær og en særlig kornsort. Af urter og honning lavede de en drik, formentlig mjød. Thule-menneskene bragte deres kornneg til store kornlagre, hvor tærskningen blev foretaget, et arbejde der altså ikke foregik udendørs som i syden. Området var fattig på frugt og husdyr, og sol var der heller ikke meget af, mente gæsten fra Middelhavet. Til gengæld var der rigeligt med regn.
En anden græker, matematikeren Eratosthenes ca. 276-195 f.Kr. har ifølge visse kilder med stor sikkerhed peget på, at Thule lå, hvor Trondheim ligger i dag. Det gjorde han på baggrund af Pytheas’ oplysninger, hvori indgik, at Massalia/Marseille lå på samme breddegrad som Byzans/Istanbul, hvilket dog var et par grader forkert. Eratosthenes var den første græker, der beregnede jordens omkreds, hvilket han også gjorde med forbavsende held, nemlig til ca. 45.000 km mod i dag 40.092 km. Historikeren Strabo fortalte, at Erastothenes havde placeret Thule på en breddegrad, der lå 11500 stadier (2100 km) nord for mundingen af floden Borysthenes/Danapris/Dnjepr, hvilket ikke er helt skævt i forhold til Trondheim.
Professor Fridtjof Nansen var overbevist om, at Pytheas var kommet til Norge, og i sin bog fra 1911, ”Nord i Tåkeheimen” siger han på baggrund af oplysningen om, at en sommerdag kan være på 21-22 timers længde, at Pytheas må være gået i land mellem Møre i syd og Helgeland i nord. Midt på denne strækning finder vi indløbet til Trondheimsfjorden. Hvis Pytheas har oplevet både midnatssol, høst, mørke nætter og isfyldte farvande må han have opholdt sig i Norge i mindst et halvt år.
Stavemåderne for Thule kan være blandt andet Thile, Tylen, Thula, Thyle, Thyilea.
Pytheas kan også være nået til Lofoten omkring den arktiske cirkel, selvfølgelig. Følgende skribent, der er mag. art. i forhistorisk arkæologi, peger i retning af Bergen som målet.
http://aigis.igl.ku.dk/2005,1/SST-Pyth.pdf
Re: Asgård kan findes ved Trondheimsfjorden
Hej Jens,
Fordi "Thule" altid har været opfattet som det nordligste nord, undergår landskabsforståelsen en geografisk forandring i takt med opdagelsen af nyt land. Hos Procopius ca. år 550 e.Kr. i ”De Bello Gothico” (VI: XV) er det fra Midt/Nord-jylland mod nord. Fra 700 tallet e.Kr. ved man at der findes øer længere mod nord og forståelsen af "Thule" flyttes til Island (og videre?). Vi kan se at dette stadig er gældende hos Adam af Bremen, da han år 1070-2 e.Kr. skriver sin krønike (Bog 4:XXXVI, Beskrivelse af Nordens Øer, s. 288):
“Haec itaque Thyle nunc Island appellatur, a glacie quae occemum astringit”
(Dette Thule kaldes da nu Island, efter den Is, som binder Oceanet)
I Tomba della Scrofa nera (Gravstedet med den Sorte So), kystprovinsen Viterbo, dateret til ca. år 450 f.Kr. findes et vægmaleri, hvorpå findes en gengivelse af Gråkatten. Denne etruskiske tamkat er gengivet som huskat og menneskets værnende jæger. Hvis jeg har ret i at etruskerne i bronzealderen, ca. 1300 f.Kr. befinder sig et eller andet sted omkring Østersøen, kan det godt være sandt at de har medbragt katten mod syd. Omvendt ved vi jo godt at ”katten sgu er sin egen”, så mon ikke den selv har kunnet finde vej rundt om i Europa uden menneskets hjælp. Som jeg har forstået kattens udvikling kommer den, modsat hunden, fra Mesopotamien, hvilket antyder at udviklingen er fra sydlige breddegrader mod nordlige.
Mvh
Flemming
Det ”Thule” Gaius Julius Solinus: Polyhistor (kap. 22) beskriver for os i 2-300 tallet e.Kr. er identisk med de norske landskaber, der igen svarer til den opfattelse Procopius har ca. år 550 e.Kr.Thule er sandsynligvis identisk med et område i eller ved Trondheimsfjorden
Fordi "Thule" altid har været opfattet som det nordligste nord, undergår landskabsforståelsen en geografisk forandring i takt med opdagelsen af nyt land. Hos Procopius ca. år 550 e.Kr. i ”De Bello Gothico” (VI: XV) er det fra Midt/Nord-jylland mod nord. Fra 700 tallet e.Kr. ved man at der findes øer længere mod nord og forståelsen af "Thule" flyttes til Island (og videre?). Vi kan se at dette stadig er gældende hos Adam af Bremen, da han år 1070-2 e.Kr. skriver sin krønike (Bog 4:XXXVI, Beskrivelse af Nordens Øer, s. 288):
“Haec itaque Thyle nunc Island appellatur, a glacie quae occemum astringit”
(Dette Thule kaldes da nu Island, efter den Is, som binder Oceanet)
Gråkatten, der også har den største lighed med Den Europæiske Vildkat (felis silvestris silvestris), og stadig let lader sig forvilde, er sikkert den oprindelige tamkat. Variationer herfra er Den Sorte Kat (Svarta Katten), Den Hvide Kat (Hvita Katten) og Den Brogede Kat (Brokiga katten). Afhængig af nordlig breddegrad har disse katte udviklet kort- eller lang pels. Når vi tænker på den oprindelige tamkat skal vi derfor tænke på Huskatten (Europæisk Huskat, også kaldet det absolut forfærdelige navn "Europé"), Norsk Skovkat (Norsk Skogkatt, Skaukatt) og Sibirisk Skovkat.lille kat på vejen. Hvis er du, hvis er du? Jeg er sgu min egen!
I Tomba della Scrofa nera (Gravstedet med den Sorte So), kystprovinsen Viterbo, dateret til ca. år 450 f.Kr. findes et vægmaleri, hvorpå findes en gengivelse af Gråkatten. Denne etruskiske tamkat er gengivet som huskat og menneskets værnende jæger. Hvis jeg har ret i at etruskerne i bronzealderen, ca. 1300 f.Kr. befinder sig et eller andet sted omkring Østersøen, kan det godt være sandt at de har medbragt katten mod syd. Omvendt ved vi jo godt at ”katten sgu er sin egen”, så mon ikke den selv har kunnet finde vej rundt om i Europa uden menneskets hjælp. Som jeg har forstået kattens udvikling kommer den, modsat hunden, fra Mesopotamien, hvilket antyder at udviklingen er fra sydlige breddegrader mod nordlige.
Mvh
Flemming
Re: Asgård kan findes ved Trondheimsfjorden
Det lykkedes for menneskene omkring Trondheimsfjorden at hemmeligholde produktionen af jern i århundreder.
Hemmeligholdt de også, at de kendte runerne?
Var det Pytheas og hans medarbejdere fra den fransk-italienske riviera, der lærte trønderne at lave både jern og runer cirka 325 f. Kr.?
Udvindingen af jern i Nord-Trøndelag er dateret til at begynde omkring år 350 f.Kr. Til grund for dateringen ligger tekniske bedømmelser af ovnene og kulstof-14-analyser. De første ”fabrikker” er karakteriseret ved store produktionsarealer bestående af flere ensartede ovne. De er udført professionelt, og der er registreret omkring 300 af denne type produktionsanlæg fra ældre jernalder i de to Trøndelager og i Jämtland. Hvordan har forfædrene til Odin og Thor så hurtigt og professionelt kunnet lære jernproduktion? I dette område er overgangen fra stenalder til jernalder så kort, at man diskuterer, om der overhovedet kan tales om en bronzealder.
”Den ældste jernproduktion i Trøndelag er karakteriseret af en standardiseret ovntype, og det har givet problemer at finde paralleller til disse ”rosetteanlæg” uden for Trøndelag. Den nærmeste parallel findes ved Storsjöen i Jämtland, naboregionen til Trøndelag inde i Sverige. Trøndelag/Jämtland-ovntypen kan dog sammenlignes med ovntyper, der er fundet på kontinentet, og kan siges at være en variant af en europæisk skaktovn fra Mellemeuropa. Ovntypen er registreret i La Tène-perioden i områder fra midten af Donau til centrale dele af Polen og Østkarpaterne. Kendetegnene for ovnene er, at de har en slaggegrube under bakkeniveau, og de bliver karakteriseret som skaktovne med slaggegrube. Men ovnene fra ældre jernalder i Trøndelag skiller sig ud fra den kontinentale skaktovntype, idet ovnene er genbrugsovne og slaggegruben har været en permanent konstruktion”.
(Kilde: Trøndelag i støpeskjeen, jernproduktion og social organisation i Nord-Trøndelag mellem 350 f.Kr. og 500 e. Kr., Kristin Prestvold, NTNU, Trondheim, 1999)
Pytheas kom fra den græske koloni Massalia/Marseilles, og det kan så diskuteres om det område samt etruskerne hørte under La Téne (opkaldt efter lokalitet i Schweiz) men det er vel lige på grænsen.
Fra ”Marseilles” er der ikke så langt til Genova og Pisa, der var under etruskisk indflydelse, og adskillige eksperter peger på, at de nordiske runer er af græsk oprindelse og inspireret af det norditaliske alfabet etruskisk. Hver enkelt af runerne havde fået sit eget navn akkurat som i det græske alfabet. En forklaring forbinder runerne med vest-græsk, som brugtes i Massalia, og med etruskisk, der har sit udspring i vest-græsk. Lingvistiske og fonetiske analyser sætter runernes opståen til 200 f. Kr. Lighederne mellem udformningen af runerne og de etruskiske skrifttegn er for store til, at de kan være tilfældige, siger eksperter.
Professor Carl Marstrander interesserede sig for ”runenes opprinnelse, og var en av dem som var overbevist om runenes opphav i Nord-Italia fra etruskisk opprinnelse, skjønt dette beviset er senere blitt tilbakevist”.
http://no.wikipedia.org/wiki/Carl_Marstrander
Odin har således ikke opfundet runerne. Han hørte i stedet til en indviet kreds i eliten, og efter store besværligheder lærte han den hemmelige kunst at forstå runeskriften. Odin levede længe efter, at Pytheas besøgte Trondheimsfjorden.
Historikere af den arkæologiske skole vil typisk afvise disse forklaringer, ”for der er jo ikke gjort fund, der peger i retning af hverken Pytheas, græsk-etruskisk jernudvinding, runer eller kat”. Hertil kan man så sige, at der netop omkring Trondheimsfjorden findes mange urørte grave og lokaliteter med interesse for oldtidsforskere.
For et par år siden meddelte den tyske professor, dr.-ing. Dieter Lelgemann, at når man kommer sejlende fra syd, så er Pytheas’ ø Thule den første af de tre øer Smøla, Hitra og Frøya, der ligger op til indsejlingen af Trondheimsfjorden. Den historie vakte selvsagt opsigt på Smøla, da oplysningen nåede frem til øen, og en lokal redaktør fortæller: "Vi har vore i kontakt med dei store avisene og med Schrödingers katt på NRK, men dei har ikkje vist interesse".
http://www.dagogtid.no/nyhet.cfm?nyhetid=1456+
http://www.ringeriksporten.no/Nyheter_2 ... 8_608.html
Et af de første steder, hvor førromersk jernalder træder frem, er ved Stjørdal, hvor vejene E6 og E14 i dag mødes. Jernproduktionen i dalen har her haft karakter af monopol, stærkt styret og kontrolleret. Var det mon her, Pytheas lagde til med sine skibe? Der er nogen, der har haft den tanke for længe siden. Her er en, der fortæller om ølbrygningen.
http://www.forn.no/maltol/9908.htm
Men overklassen ved fjorden har nok ikke brudt sig om at bo ved et jernværk og blandt jævne folk og dværge.
Måske Asgård kan findes i Egge ved Steinkjer?
Hemmeligholdt de også, at de kendte runerne?
Var det Pytheas og hans medarbejdere fra den fransk-italienske riviera, der lærte trønderne at lave både jern og runer cirka 325 f. Kr.?
Udvindingen af jern i Nord-Trøndelag er dateret til at begynde omkring år 350 f.Kr. Til grund for dateringen ligger tekniske bedømmelser af ovnene og kulstof-14-analyser. De første ”fabrikker” er karakteriseret ved store produktionsarealer bestående af flere ensartede ovne. De er udført professionelt, og der er registreret omkring 300 af denne type produktionsanlæg fra ældre jernalder i de to Trøndelager og i Jämtland. Hvordan har forfædrene til Odin og Thor så hurtigt og professionelt kunnet lære jernproduktion? I dette område er overgangen fra stenalder til jernalder så kort, at man diskuterer, om der overhovedet kan tales om en bronzealder.
”Den ældste jernproduktion i Trøndelag er karakteriseret af en standardiseret ovntype, og det har givet problemer at finde paralleller til disse ”rosetteanlæg” uden for Trøndelag. Den nærmeste parallel findes ved Storsjöen i Jämtland, naboregionen til Trøndelag inde i Sverige. Trøndelag/Jämtland-ovntypen kan dog sammenlignes med ovntyper, der er fundet på kontinentet, og kan siges at være en variant af en europæisk skaktovn fra Mellemeuropa. Ovntypen er registreret i La Tène-perioden i områder fra midten af Donau til centrale dele af Polen og Østkarpaterne. Kendetegnene for ovnene er, at de har en slaggegrube under bakkeniveau, og de bliver karakteriseret som skaktovne med slaggegrube. Men ovnene fra ældre jernalder i Trøndelag skiller sig ud fra den kontinentale skaktovntype, idet ovnene er genbrugsovne og slaggegruben har været en permanent konstruktion”.
(Kilde: Trøndelag i støpeskjeen, jernproduktion og social organisation i Nord-Trøndelag mellem 350 f.Kr. og 500 e. Kr., Kristin Prestvold, NTNU, Trondheim, 1999)
Pytheas kom fra den græske koloni Massalia/Marseilles, og det kan så diskuteres om det område samt etruskerne hørte under La Téne (opkaldt efter lokalitet i Schweiz) men det er vel lige på grænsen.
Fra ”Marseilles” er der ikke så langt til Genova og Pisa, der var under etruskisk indflydelse, og adskillige eksperter peger på, at de nordiske runer er af græsk oprindelse og inspireret af det norditaliske alfabet etruskisk. Hver enkelt af runerne havde fået sit eget navn akkurat som i det græske alfabet. En forklaring forbinder runerne med vest-græsk, som brugtes i Massalia, og med etruskisk, der har sit udspring i vest-græsk. Lingvistiske og fonetiske analyser sætter runernes opståen til 200 f. Kr. Lighederne mellem udformningen af runerne og de etruskiske skrifttegn er for store til, at de kan være tilfældige, siger eksperter.
Professor Carl Marstrander interesserede sig for ”runenes opprinnelse, og var en av dem som var overbevist om runenes opphav i Nord-Italia fra etruskisk opprinnelse, skjønt dette beviset er senere blitt tilbakevist”.
http://no.wikipedia.org/wiki/Carl_Marstrander
Odin har således ikke opfundet runerne. Han hørte i stedet til en indviet kreds i eliten, og efter store besværligheder lærte han den hemmelige kunst at forstå runeskriften. Odin levede længe efter, at Pytheas besøgte Trondheimsfjorden.
Historikere af den arkæologiske skole vil typisk afvise disse forklaringer, ”for der er jo ikke gjort fund, der peger i retning af hverken Pytheas, græsk-etruskisk jernudvinding, runer eller kat”. Hertil kan man så sige, at der netop omkring Trondheimsfjorden findes mange urørte grave og lokaliteter med interesse for oldtidsforskere.
For et par år siden meddelte den tyske professor, dr.-ing. Dieter Lelgemann, at når man kommer sejlende fra syd, så er Pytheas’ ø Thule den første af de tre øer Smøla, Hitra og Frøya, der ligger op til indsejlingen af Trondheimsfjorden. Den historie vakte selvsagt opsigt på Smøla, da oplysningen nåede frem til øen, og en lokal redaktør fortæller: "Vi har vore i kontakt med dei store avisene og med Schrödingers katt på NRK, men dei har ikkje vist interesse".
http://www.dagogtid.no/nyhet.cfm?nyhetid=1456+
http://www.ringeriksporten.no/Nyheter_2 ... 8_608.html
Et af de første steder, hvor førromersk jernalder træder frem, er ved Stjørdal, hvor vejene E6 og E14 i dag mødes. Jernproduktionen i dalen har her haft karakter af monopol, stærkt styret og kontrolleret. Var det mon her, Pytheas lagde til med sine skibe? Der er nogen, der har haft den tanke for længe siden. Her er en, der fortæller om ølbrygningen.
http://www.forn.no/maltol/9908.htm
Men overklassen ved fjorden har nok ikke brudt sig om at bo ved et jernværk og blandt jævne folk og dværge.
Måske Asgård kan findes i Egge ved Steinkjer?
Re: Asgård kan findes ved Trondheimsfjorden
Dette nærmer seg jo noget...!
Grattulerer Jens og takk for høyst intressante vinklinger. Dog er det nok "Hålygenes" kultursentra du her nærmer deg. I følge sagaene utviklet de sin kustkultur etter Skandinavias vestkyst, med et kultursete i midten av nåværende norskekyst, altså omrking Trondheimsfjorden.
Under vikingetiden hang imidlertid Trondheimsfjorden ennå sammen med Namsenfjorden og de innenskjærske ferdselsårer forbi Namdalen til Helgeland og Lofoten. Dengang lå hovedsetet på "Almdòlum, ved elva Vigda". Dette plasserer jern- og bronsealderens Håleyg-sete til Namdalen, der man ennå finner den gamle storgården "Almdal" ("Amdal") - et stenkast fra nord-europas reneste marmor (gruve) - like vest for det kjente landmerket "Heimdalshaugen" (1184 m.o.h.) - av arkangelskfarerne kalt "Norges Buk""...
Etter mobiliseringen av den norske leidangen, under Harald Haarfagres tid, ble "lendermans-systemet forandret" og hovedsetet for Håleygene flytte fra Almdal (under Olv Kvite) til Egge (under Olv på Egg). De faste forbindelserne østover
gikk dog fortsatt etter "blå-veien" - der man følger elven Namsen opp till "Tunsjøen", hvorfra man finner "Blåsjön" som fører til Faxälven, Ångermanälven - Helsingland og "Helsinge Haf" (Bottenhavet).
Som du sikkert kjenner til er Heimdal en spesiell skikkelse i den vest-skandinaviske mytologi. Minner samtidig om at Snorre - hvis forfedre tilhørte Håleygenes gamle adel - også beskriver Asgårds beliggenhet geografisk; "... langt bort i Østerlandet, øst for elven Tanakvisl". Dette ledet altså Heyerdahl til Asov-havet og elven Don, pga. av språklikheten mellom Don og Tan/a. Asov kan visselig være knyttet til et folk kalt Aser, og såfremt deres renome omkring Asov-havet bar likheter med den posisjon de synes å ha hatt i NV Europa, så kan man naturligvis - som Heyerdal - tolke "Asov" som en palatering av "As-hov". Men det kan jo innebære at befolkningen omkring Asov-havets nordside, blant "vanerne" i øst så og si, finner et hov til Asernes ære - likt de romerske tempelganger man finner i England...
Skal vi lete etter Asgård får vi vel starte på nytt - også med Snorre. Da får vi nok begynne med den elv som fortsatt heter Tana, - på alle skadinaviske språk, samt på samisk finsk. Kan man så trekke en lengdegrad efter Tana-elven og rett syd så har man ihvertfall undersøkt saken.
Hvilke muligheter finner vi da...?!
Grattulerer Jens og takk for høyst intressante vinklinger. Dog er det nok "Hålygenes" kultursentra du her nærmer deg. I følge sagaene utviklet de sin kustkultur etter Skandinavias vestkyst, med et kultursete i midten av nåværende norskekyst, altså omrking Trondheimsfjorden.
Under vikingetiden hang imidlertid Trondheimsfjorden ennå sammen med Namsenfjorden og de innenskjærske ferdselsårer forbi Namdalen til Helgeland og Lofoten. Dengang lå hovedsetet på "Almdòlum, ved elva Vigda". Dette plasserer jern- og bronsealderens Håleyg-sete til Namdalen, der man ennå finner den gamle storgården "Almdal" ("Amdal") - et stenkast fra nord-europas reneste marmor (gruve) - like vest for det kjente landmerket "Heimdalshaugen" (1184 m.o.h.) - av arkangelskfarerne kalt "Norges Buk""...
Etter mobiliseringen av den norske leidangen, under Harald Haarfagres tid, ble "lendermans-systemet forandret" og hovedsetet for Håleygene flytte fra Almdal (under Olv Kvite) til Egge (under Olv på Egg). De faste forbindelserne østover
gikk dog fortsatt etter "blå-veien" - der man følger elven Namsen opp till "Tunsjøen", hvorfra man finner "Blåsjön" som fører til Faxälven, Ångermanälven - Helsingland og "Helsinge Haf" (Bottenhavet).
Som du sikkert kjenner til er Heimdal en spesiell skikkelse i den vest-skandinaviske mytologi. Minner samtidig om at Snorre - hvis forfedre tilhørte Håleygenes gamle adel - også beskriver Asgårds beliggenhet geografisk; "... langt bort i Østerlandet, øst for elven Tanakvisl". Dette ledet altså Heyerdahl til Asov-havet og elven Don, pga. av språklikheten mellom Don og Tan/a. Asov kan visselig være knyttet til et folk kalt Aser, og såfremt deres renome omkring Asov-havet bar likheter med den posisjon de synes å ha hatt i NV Europa, så kan man naturligvis - som Heyerdal - tolke "Asov" som en palatering av "As-hov". Men det kan jo innebære at befolkningen omkring Asov-havets nordside, blant "vanerne" i øst så og si, finner et hov til Asernes ære - likt de romerske tempelganger man finner i England...
Skal vi lete etter Asgård får vi vel starte på nytt - også med Snorre. Da får vi nok begynne med den elv som fortsatt heter Tana, - på alle skadinaviske språk, samt på samisk finsk. Kan man så trekke en lengdegrad efter Tana-elven og rett syd så har man ihvertfall undersøkt saken.
Hvilke muligheter finner vi da...?!
Re: Asgård kan findes ved Trondheimsfjorden
At vi finder stednavne som Tana-elven så højt mod nord i Lapland er noget af det mest spændende overhovedet. I forbindelse med min argumentering for hvorfor jeg mener at stammeforståelsen "tana, tani" må være fra bronzealderen og tidligere, kan jeg vise jer følgende sammenhæng (jeg sakser lidt fra min historie om dette).
Tanaelva - Eridanus
citat
Den græske geograf Pausanias skriver i sit værk ”Beskrivelse af Grækenland” fra 100 tallet e.Kr. (Bog 1.4.1:IV) i min oversættelse til nudansk:
”Disse gallere bebor den fjerneste del af Europa, nær den store sø der ikke er farbar i dens ydre egne, og har ebbe-og-flod og skabninger helt ulig de i andre farvande. Gennem deres land flyder floden Eridanus, på bredden af hvilken Solens (Helius) døtre siges at beklage hvad vil bekomme deres broder Phaethon. Det var først langt senere at navnet ”gallere” blev moderne; siden arilds tid blev de kaldt keltere både af sig selv og andre”.
Vi ved at når græske, og senere romerske, historieskrivere omtaler et nordeuropæisk farvand med ebbe-og-flod, så mener de altid Østersøen eller Vesterhavet (se f.eks. Plinius den Ældre år 77 e.Kr. i "Naturalis Historiae" (XXXVII:35), aestuarium oceani Metuonidis).
Det ekstremt spændende er benævnelsen af den absolut ældste flod i Norden ”Eridanus, Eridanos”. For de græske historieskrivere betegnede dette den strøm der flød i hvad nu er Østersøen. I geologisk sammenhæng mener man at denne strøm var ca. 2.700 km lang på sit højdepunkt for ca. 1 million år siden. Den udsprang i Lapland, flodede gennem hvad i dag er Den Botniske Bugt og Den Finske Bugt, videre gennem Østersøen, og havde hele Vesterhavet som sit floddelta. Eridanos strømmen forsvandt ved den første istid for 700.000 år siden, men findes stadig f.eks. i Friesland. Der er absolut ingen anden forklaring til stavelsen ”danus, danos” i navnet på strømmen end at dette må have betydningen ”vand” 1.
1 For mere geologisk viden om “Eridanus” (Eridanos) strømmen se:
Irina Overeem, C. Bishop-Kay, C.J. Weltje, Salle B. Kroonenberg: ”The Late Cenozoic Eridanos delta system in the Southern North Sea Basin: a climate signal in sediment supply?” (2001, Basin Research 13, 3, 293-312).
Irina Overeem, Salle B. Kroonenberg: ”De Amazone in de Noordzee” (Natuur & Techniek, Januari 2002)
Floden nævnes ligeledes af Hesiod (d. 800 f.Kr.) i ”Theogony” (7:334) ”..og dybt-hvirvlende Eridanus..”, af Nonnus (4-300 f.Kr.) i ”Dionysiaca” (Bog 2:130,”...langs strømmen af den sørgende Eridanos: ofte vil jeg græde rav fra mine øjenlåg...”), af Herodot (år 484-425 f.Kr) i ”Histories” (III:115), af Ovid (43 f.Kr.-17 e.Kr.) i ”Metamorphoses” (II, 367-380), af Strabo i “Geographika” (skrevet ca. år 7 f.Kr. – år 18 e.Kr., Bog V:I:9), af Gaius Julius Hyginus (ca. 64 f.Kr. – 17 e.Kr.) i ”Astronomica” (Bog II:32) og Virgil i ”Aeneid” (år 70-19 f.Kr., Bog VI:659).
Herodot viser os i ”Histories” (III:115) hans problemer i 400 tallet f.Kr., hvor Eridanus (Eridanos) åbenlyst er blevet en sagnomspunden flod fra en fjern fortid (min oversættelse til nudansk):
”..Om det ekstreme vestlige Europa har jeg ingen sikre oplysninger, for jeg kan ikke godtage beretningen om en flod der af ikke-grækere kaldes Eridanus, som flyder ind i den nordlige sø, hvorfra rav siges at komme; ej kender jeg til eksistensen af de øer der kaldes Tin Øerne, fra hvor vi modtager vort tin. For det første er navnet Eridanus klart ikke udenlandsk men græsk, og blev opfundet af en eller anden digter; og for det andet, til trods for mine anstrengelser i denne henseende, er det aldrig lykkedes mig at finde nogen der kunne give mig førstehånds beretninger om et hav nord for Europa og mod vest. Dog, det er uden for tvivl sandt at tin og rav kommer til os fra hvad man kan kalde verdens ende...”
Men i sin kritiske holdning ender Herodot op med at bekræfte Eridanus (Eridanos) eksistens og at det er den sagnomspundne strøm der løber ud i Vesterhavet. Det er kun i og omkring Østersøen; fra esterne til friserne, fra kimbrerne og de gamle "Tani" (Daner), at rav oprinder som eksportvare. Tin Øerne er tin-minerne i Cornwall og derfor en henvisning til Britannien.
Da stjernebilleder er urmenneskets tavle på himlen og et spejbilllede af Jorden som den var i arilds tid, bør det ikke overraske os at Ptolemy år 150 e.Kr. i ”Almagest” (Bog 7 og 8) nævner Eridanus (Eridanos) som én blandt de 48 stjernebilleder.
Det er her kort værd at tilføje at geologien i nutiden giver den urnordiske flod navnet Eridanus da forskningen bliver klar over at en sådan strøm rent faktisk fandtes, og at den allerede er navngivet i antikken.
Det fører til en mulig logisk brist i hvorledes Det Gamle Menneske, og efterfølgende Det Nye Menneske, har kunnet erindre og viderebringe forståelsen for Eridanus (Eridanos), hvis ikke der fysisk har været mennesker til stede i Skandinavien medens floden flodede. Heldigvis har vi et utal af bopladser i Skåne og Halland, herunder ”Skatmossen” i Åsby nord for Varberg, Halland dateret til 11-10000 f.Kr. I dag ligger landskabet 65 meter over havets overflade, men i tidsrummet 11-10000 f.Kr. lå bopladsen på en østlig del af en ø i en skærgård ved kanten af indlandsisen.
Da Det Nye Menneske opstår er den oprindelige strøm allerede forsvundet og sagnomspunden, men er forbundet med Norden. Derfor ser vi gradvist historikerne forsøge at stedplacere strømmen med floder de kendte til i samtiden. Det er af denne årsag at Strabo afviser at den overhovedet fandtes, men skriver at nogen peger på Po-floden (Padus). Hyginus peger på Nilen. Da Hesiod år 800 f.Kr. i ”Theogony” (7:334) nævner såvel Nilen, som Eridanus (Eridanos) kan Nilen udelukkes, og Hyginus er da også forsigtig i sin udtalelse (Bog II:32) i min oversættelse til nudansk:
”Eridanus eller flod
Somme kalder denne Nilen, dog mange kalder det Havet (Ocean). De der er fortaler for Nilen fremhæver at dette er den rette som følge af dens store længde og megen nytte, og særligt fordi under tegnet er en stjerne, der skinner lysere end de andre, kaldet Canopus. Canopus er en ø i Nilen”
Den faktiske strøm Eridanus (Eridanos) der flodede for 1 million til 700.000 år siden fra Lapland gennem Den Botniske Bugt og Den Finske Bugt, videre gennem Østersøen og ud i Vesterhavet (Nordsøen) ved Ejder Strømmen. Jeg har overført det nøjagtige stjernebillede Eridanus (Eridanos) på et geografisk kort af Norden i to mulige udgaver; 1 med udspring gennem Den Botniske Bugt og 1 med udspring gennem Den Finske Bugt. I forhold til hvorledes vi normalt anskuer Eridanus (Eridanos) astronomisk har jeg sat stjernen Alpha Eri som strømmens udspring i Lapland (alternativt nordlige Rusland) og stjernen Rigel i stjernebilledet Orion som mundingen ved Ejder Strømmen/Vesterhavet (alternativt med udløb langs Norges sydvestlige kyster). Britannien er i samtiden landfast med Danmark/Friesland. Det er først ca. år 6-5000 f.Kr., som følge af isens tilbagetrækning og virkningen af ”vippelinien”, at vandet fra Eridanus (Eridanos) bryder igennem og skaber Den Engelske Kanal. Denne begivenhed mener jeg er én af de store vandfloder, der betegner overgangen fra Det Gamle Menneske, jætter, til Det Nye Menneske. Et af de navne der er blevet givet til det gamle sammenhængende ”Britannien/Skandinavien” er ”Nordsølandet, Nordsjölandet”. Eftersom vi har det nuværende stednavn "Tanaelva" på elven i Lapland, et stednavn jeg er sikker på er et ekko af Eridanus (Eridanos), mener jeg vandføringen med udspring i Lapland må være den rette. Ferskvandsstrømmen Eridanus (Eridanos) kaldes også ”Eemhavet” (tidsrummet 130000-115000 f.Kr.) og ”Den Baltiske Issø” (10600-8300 f.Kr.), der afløses af brakvandslignende forhold i hvad kaldes ”Yoldiahavet” i tidsrummet år 8-7000 f.Kr. Stjernebilledets "omvendte" placering skyldes at Det Gamle Menneske, og Det Nye Menneske, gengiver Jorden på Himlen set ovenfra og ned. Stjernebilledet Eridanus (Eridanos) er det 6. største på Himlen, hvilket viser hvor absolut enorm denne strøm har været.
Billedkilde: Google Earth 24. oktober 2007.
Men hvorledes skal vi forstå stavelsen ”Eri” i ”Eridanus” (Eridanos)? Ikke helt tilfældigt kan vi f.eks. efterse etruskisk og ordet for ”by”. Dette kaldte etruskerne ”śpur”, jvf. f.eks. bystaten Sparta, sanskrit ”pur” (mur) og det senere græske ”spartê” (by). Etruskerne gradbøjede dette ord til ”śpur-eri” med betydningen ”til byen, for byen” 1.
1 Jacques Heurgon : The Inscriptions of Pyrgi (The Journal of Roman Studies, Vol. 56, del 1 og 2, 1966, s. 1-15)
Den ældste by i sumerisk opfattelse var byen ”Eridu”1, der ligger syd for helligdomsbyen Ur. Byens skytsgud var ”Enki” (Ea), der var ”herre af ferskvand der flyder under jorden”. Det må give os et praj om at byen ”Eridu” opnår sit navn, og placeres hvor den gør, fordi der her er overflod af livgivende ferskvand, modsat saltvand. I den Sumeriske Kongeliste staves byen ”[eri]du-ki”, hvor ”ki”- betegner landområdet uden for byens mure. Byen ”Eridu” lå år 5.000 f.Kr. ved Euphrates-flodens udløb i hvad i dag kaldes Den Persiske Gulf. Spørgsmålet er hvad ”Eridu” betød? Det ser ud til at det sumeriske ”Er.i.” skal opfattes som ”stedet/hjemmet ved”. Det må være en mulighed at ”du” på sumerisk i virkeligheden er det samme grundord som ”Tana” (Dana), og har betydningen ”vand”, måske underforstået ”ferskvand”.
1 og ”Eridu” er oprindelsen til ”eorðe” (oldengelsk) og ”jörð” (oldnordisk) fra indoeuropæisk ”*er-”, der i sin etymologiske oprindelse ser ud til at være det modsatte af ”himmel”, dvs. ordet betegner noget fysisk eksisterende i nutiden.
........
Jeg er sikker på at den sproglige forbindelse mellem sumerisk og proto-nordisk sker gennem proto-finno-ugrisk. Henved 1700 sumeriske ord kan spores til proto-finno-ugrisk. Derfor er der netop tanker om at sumererne udvandrede fra det ekstreme nord til hvad blev Mesopotamien.
Er ”Eridanus” (Eridanos) identisk til urvandet ”Élivágar” i Vafþrúðnismál (vers 31, Ældre Edda), som set af os geografisk et helt andet sted på Jorden?
citat slut
mvh
Flemming
Tanaelva - Eridanus
citat
Den græske geograf Pausanias skriver i sit værk ”Beskrivelse af Grækenland” fra 100 tallet e.Kr. (Bog 1.4.1:IV) i min oversættelse til nudansk:
”Disse gallere bebor den fjerneste del af Europa, nær den store sø der ikke er farbar i dens ydre egne, og har ebbe-og-flod og skabninger helt ulig de i andre farvande. Gennem deres land flyder floden Eridanus, på bredden af hvilken Solens (Helius) døtre siges at beklage hvad vil bekomme deres broder Phaethon. Det var først langt senere at navnet ”gallere” blev moderne; siden arilds tid blev de kaldt keltere både af sig selv og andre”.
Vi ved at når græske, og senere romerske, historieskrivere omtaler et nordeuropæisk farvand med ebbe-og-flod, så mener de altid Østersøen eller Vesterhavet (se f.eks. Plinius den Ældre år 77 e.Kr. i "Naturalis Historiae" (XXXVII:35), aestuarium oceani Metuonidis).
Det ekstremt spændende er benævnelsen af den absolut ældste flod i Norden ”Eridanus, Eridanos”. For de græske historieskrivere betegnede dette den strøm der flød i hvad nu er Østersøen. I geologisk sammenhæng mener man at denne strøm var ca. 2.700 km lang på sit højdepunkt for ca. 1 million år siden. Den udsprang i Lapland, flodede gennem hvad i dag er Den Botniske Bugt og Den Finske Bugt, videre gennem Østersøen, og havde hele Vesterhavet som sit floddelta. Eridanos strømmen forsvandt ved den første istid for 700.000 år siden, men findes stadig f.eks. i Friesland. Der er absolut ingen anden forklaring til stavelsen ”danus, danos” i navnet på strømmen end at dette må have betydningen ”vand” 1.
1 For mere geologisk viden om “Eridanus” (Eridanos) strømmen se:
Irina Overeem, C. Bishop-Kay, C.J. Weltje, Salle B. Kroonenberg: ”The Late Cenozoic Eridanos delta system in the Southern North Sea Basin: a climate signal in sediment supply?” (2001, Basin Research 13, 3, 293-312).
Irina Overeem, Salle B. Kroonenberg: ”De Amazone in de Noordzee” (Natuur & Techniek, Januari 2002)
Floden nævnes ligeledes af Hesiod (d. 800 f.Kr.) i ”Theogony” (7:334) ”..og dybt-hvirvlende Eridanus..”, af Nonnus (4-300 f.Kr.) i ”Dionysiaca” (Bog 2:130,”...langs strømmen af den sørgende Eridanos: ofte vil jeg græde rav fra mine øjenlåg...”), af Herodot (år 484-425 f.Kr) i ”Histories” (III:115), af Ovid (43 f.Kr.-17 e.Kr.) i ”Metamorphoses” (II, 367-380), af Strabo i “Geographika” (skrevet ca. år 7 f.Kr. – år 18 e.Kr., Bog V:I:9), af Gaius Julius Hyginus (ca. 64 f.Kr. – 17 e.Kr.) i ”Astronomica” (Bog II:32) og Virgil i ”Aeneid” (år 70-19 f.Kr., Bog VI:659).
Herodot viser os i ”Histories” (III:115) hans problemer i 400 tallet f.Kr., hvor Eridanus (Eridanos) åbenlyst er blevet en sagnomspunden flod fra en fjern fortid (min oversættelse til nudansk):
”..Om det ekstreme vestlige Europa har jeg ingen sikre oplysninger, for jeg kan ikke godtage beretningen om en flod der af ikke-grækere kaldes Eridanus, som flyder ind i den nordlige sø, hvorfra rav siges at komme; ej kender jeg til eksistensen af de øer der kaldes Tin Øerne, fra hvor vi modtager vort tin. For det første er navnet Eridanus klart ikke udenlandsk men græsk, og blev opfundet af en eller anden digter; og for det andet, til trods for mine anstrengelser i denne henseende, er det aldrig lykkedes mig at finde nogen der kunne give mig førstehånds beretninger om et hav nord for Europa og mod vest. Dog, det er uden for tvivl sandt at tin og rav kommer til os fra hvad man kan kalde verdens ende...”
Men i sin kritiske holdning ender Herodot op med at bekræfte Eridanus (Eridanos) eksistens og at det er den sagnomspundne strøm der løber ud i Vesterhavet. Det er kun i og omkring Østersøen; fra esterne til friserne, fra kimbrerne og de gamle "Tani" (Daner), at rav oprinder som eksportvare. Tin Øerne er tin-minerne i Cornwall og derfor en henvisning til Britannien.
Da stjernebilleder er urmenneskets tavle på himlen og et spejbilllede af Jorden som den var i arilds tid, bør det ikke overraske os at Ptolemy år 150 e.Kr. i ”Almagest” (Bog 7 og 8) nævner Eridanus (Eridanos) som én blandt de 48 stjernebilleder.
Det er her kort værd at tilføje at geologien i nutiden giver den urnordiske flod navnet Eridanus da forskningen bliver klar over at en sådan strøm rent faktisk fandtes, og at den allerede er navngivet i antikken.
Det fører til en mulig logisk brist i hvorledes Det Gamle Menneske, og efterfølgende Det Nye Menneske, har kunnet erindre og viderebringe forståelsen for Eridanus (Eridanos), hvis ikke der fysisk har været mennesker til stede i Skandinavien medens floden flodede. Heldigvis har vi et utal af bopladser i Skåne og Halland, herunder ”Skatmossen” i Åsby nord for Varberg, Halland dateret til 11-10000 f.Kr. I dag ligger landskabet 65 meter over havets overflade, men i tidsrummet 11-10000 f.Kr. lå bopladsen på en østlig del af en ø i en skærgård ved kanten af indlandsisen.
Da Det Nye Menneske opstår er den oprindelige strøm allerede forsvundet og sagnomspunden, men er forbundet med Norden. Derfor ser vi gradvist historikerne forsøge at stedplacere strømmen med floder de kendte til i samtiden. Det er af denne årsag at Strabo afviser at den overhovedet fandtes, men skriver at nogen peger på Po-floden (Padus). Hyginus peger på Nilen. Da Hesiod år 800 f.Kr. i ”Theogony” (7:334) nævner såvel Nilen, som Eridanus (Eridanos) kan Nilen udelukkes, og Hyginus er da også forsigtig i sin udtalelse (Bog II:32) i min oversættelse til nudansk:
”Eridanus eller flod
Somme kalder denne Nilen, dog mange kalder det Havet (Ocean). De der er fortaler for Nilen fremhæver at dette er den rette som følge af dens store længde og megen nytte, og særligt fordi under tegnet er en stjerne, der skinner lysere end de andre, kaldet Canopus. Canopus er en ø i Nilen”
Den faktiske strøm Eridanus (Eridanos) der flodede for 1 million til 700.000 år siden fra Lapland gennem Den Botniske Bugt og Den Finske Bugt, videre gennem Østersøen og ud i Vesterhavet (Nordsøen) ved Ejder Strømmen. Jeg har overført det nøjagtige stjernebillede Eridanus (Eridanos) på et geografisk kort af Norden i to mulige udgaver; 1 med udspring gennem Den Botniske Bugt og 1 med udspring gennem Den Finske Bugt. I forhold til hvorledes vi normalt anskuer Eridanus (Eridanos) astronomisk har jeg sat stjernen Alpha Eri som strømmens udspring i Lapland (alternativt nordlige Rusland) og stjernen Rigel i stjernebilledet Orion som mundingen ved Ejder Strømmen/Vesterhavet (alternativt med udløb langs Norges sydvestlige kyster). Britannien er i samtiden landfast med Danmark/Friesland. Det er først ca. år 6-5000 f.Kr., som følge af isens tilbagetrækning og virkningen af ”vippelinien”, at vandet fra Eridanus (Eridanos) bryder igennem og skaber Den Engelske Kanal. Denne begivenhed mener jeg er én af de store vandfloder, der betegner overgangen fra Det Gamle Menneske, jætter, til Det Nye Menneske. Et af de navne der er blevet givet til det gamle sammenhængende ”Britannien/Skandinavien” er ”Nordsølandet, Nordsjölandet”. Eftersom vi har det nuværende stednavn "Tanaelva" på elven i Lapland, et stednavn jeg er sikker på er et ekko af Eridanus (Eridanos), mener jeg vandføringen med udspring i Lapland må være den rette. Ferskvandsstrømmen Eridanus (Eridanos) kaldes også ”Eemhavet” (tidsrummet 130000-115000 f.Kr.) og ”Den Baltiske Issø” (10600-8300 f.Kr.), der afløses af brakvandslignende forhold i hvad kaldes ”Yoldiahavet” i tidsrummet år 8-7000 f.Kr. Stjernebilledets "omvendte" placering skyldes at Det Gamle Menneske, og Det Nye Menneske, gengiver Jorden på Himlen set ovenfra og ned. Stjernebilledet Eridanus (Eridanos) er det 6. største på Himlen, hvilket viser hvor absolut enorm denne strøm har været.
Billedkilde: Google Earth 24. oktober 2007.
Men hvorledes skal vi forstå stavelsen ”Eri” i ”Eridanus” (Eridanos)? Ikke helt tilfældigt kan vi f.eks. efterse etruskisk og ordet for ”by”. Dette kaldte etruskerne ”śpur”, jvf. f.eks. bystaten Sparta, sanskrit ”pur” (mur) og det senere græske ”spartê” (by). Etruskerne gradbøjede dette ord til ”śpur-eri” med betydningen ”til byen, for byen” 1.
1 Jacques Heurgon : The Inscriptions of Pyrgi (The Journal of Roman Studies, Vol. 56, del 1 og 2, 1966, s. 1-15)
Den ældste by i sumerisk opfattelse var byen ”Eridu”1, der ligger syd for helligdomsbyen Ur. Byens skytsgud var ”Enki” (Ea), der var ”herre af ferskvand der flyder under jorden”. Det må give os et praj om at byen ”Eridu” opnår sit navn, og placeres hvor den gør, fordi der her er overflod af livgivende ferskvand, modsat saltvand. I den Sumeriske Kongeliste staves byen ”[eri]du-ki”, hvor ”ki”- betegner landområdet uden for byens mure. Byen ”Eridu” lå år 5.000 f.Kr. ved Euphrates-flodens udløb i hvad i dag kaldes Den Persiske Gulf. Spørgsmålet er hvad ”Eridu” betød? Det ser ud til at det sumeriske ”Er.i.” skal opfattes som ”stedet/hjemmet ved”. Det må være en mulighed at ”du” på sumerisk i virkeligheden er det samme grundord som ”Tana” (Dana), og har betydningen ”vand”, måske underforstået ”ferskvand”.
1 og ”Eridu” er oprindelsen til ”eorðe” (oldengelsk) og ”jörð” (oldnordisk) fra indoeuropæisk ”*er-”, der i sin etymologiske oprindelse ser ud til at være det modsatte af ”himmel”, dvs. ordet betegner noget fysisk eksisterende i nutiden.
........
Jeg er sikker på at den sproglige forbindelse mellem sumerisk og proto-nordisk sker gennem proto-finno-ugrisk. Henved 1700 sumeriske ord kan spores til proto-finno-ugrisk. Derfor er der netop tanker om at sumererne udvandrede fra det ekstreme nord til hvad blev Mesopotamien.
Er ”Eridanus” (Eridanos) identisk til urvandet ”Élivágar” i Vafþrúðnismál (vers 31, Ældre Edda), som set af os geografisk et helt andet sted på Jorden?
citat slut
mvh
Flemming
Re: Asgård kan findes ved Trondheimsfjorden
Der pekte du lige på en spennende frbindelse til; Eriler-eruler-heruli... 