Kære Roger Klang,
Jeg har efterset mange ting omkring vor tidlige historie, men desværre ikke de sennordiske slagorden fra slutningen af 700 tallet fremefter.
Men jeg kan give mit bud på hvad jeg mener er oprindelig militær tanke.
Den bedste vis at forstå, og efterprøve, oprindelig slagopstilling er ved at have indsigt i brætspillet ”Cyningtaefl” eller ”Hneftafl”. (Det behandler jeg i mit afsnit ” Cyningtaefl eller Hneftafl – det strategiske brætspil”):
http://www.verasir.dk/show.php?file=chap30.html#toc170
Fra dette spil, og de ganske mange kilder vi har til rådighed omkring spillet, er det klart at kongen har en livgarde af thegne, herunder kvindelige ryttere (skjoldmøer), omkring sig. Antallet er altid 12, da kongen (Odin) skal være nr. 13.
En oprindelig ”fylking”, der jo bare er et andet ord for ”følge” består derfor af 12 krigere.
Antallet af ”fylking” kan, efter behov, mangfoldiggøres med faktor 10 og da har du et "Herat" (herred). Derfor skriver Snorre i Snorre Edda (Skáldskaparmál, 82. Hópaheiti) at ”herr er hundrað”, hvor hundrað = 120.
I forsvarstaktik er jeg sikker på at nøgleordet er ”gudering”, jvf. Beowulf-kvadet (sætning 1501), hvor den kaldes "gúðrinc". Det er helt tydeligt fra ”Cyningtaefl” at den eneste vis at forsvare kongen på er ved at danne en ubrydelig ring, der aldrig er stærkere end det svageste led i kæden.
Fordi de oprindelige ”fylking” kun var 12 krigere stor tror jeg de oprindelige krigslister mere er opbygget efter de korps, der i 1780’erne bliver til ”Jægerkorpsene” i Danmark/Norge (100 mand + officerer, dvs. stort set det oprindelige Herat).
Flådens opbygning med hovedvægten på ”skeid” (skeið) og ”snekke” (snekkja) synes jeg ligeledes understøtter at hovedideen var ”hurtighed” (snabbhet); ind- og -ud før fjenden fik bukser på.
Jeg tror ikke man gjorde brug at store slagorden med kilometer brede fylkning, bueskytter med pileregn etc. Det havde vi ikke folk nok til, og først med Slaget ved Hastings år 1066 e.Kr. er der kritisk masse i hærene til den form for strategisk krigsførelse.
Udover de kvindelige ryttere er der, så vidt jeg kan se, to former for krigere til fods; Ulvhednar og Berserkar.
”Ulvhednar” (ulveskindskapper) har overraskelsesmomentet som taktisk våben og skal sidestilles med SAS, Delta Force og vore egne specialstyrker. Dette har været folk bag fjendens linie eller operative i meget små grupper i skovene lands adelsvejene.
Berserkar –kampformen ved vi ganske nøje hvorledes ErilaR (Jarl) æt gjorde brug af.
Paulus Diaconus/Paul Warnefried (år 721-799 e.Kr.) nævner i ”Historia gentis Langobardorum” (Bog 1: kap. 20) om ErilaR (Jarl) æt, hvorover Rolf Krake i samtiden er konge, i optakten til det afgørende slag mod Longobarderne år 494 e.Kr.:
”Erant siquidem tunc Heruli bellorum usibus exerciti multorumque iam strage notissimi. Qui, sive ut expeditius bella gererent, sive ut inlatum ab hoste vulnus contempnerent, nudi pugnabant, operientes solummodo corporis verecunda”
Som jeg oversætter til:
”Så sandt som at de krigsglade Jarler (Heruli) på den tid gjorde brug af [krigs]øvelser i deres talrige allerede kendte nedslagtninger. For enten at kæmpe frigjort eller for at vise deres foragt for et sår tilføjet af fjenden, kæmpede de nøgne, kun dækkende den skammelige del af kroppen”
Jordanes skriver ca. år 550 e.Kr. i ”Getica sive De Origine Actibusque Gothorum (Goternes oprindelse og dåd, Bog XXIII:118) om ”Heluri” (fejl for ”Heruli”. I XXIII:117 kalder han dem for ”Erulorum”):
”Nulla siquidem erat tunc gens, quae non levem armaturam in acie sua ex ipsis eligeret.
Som jeg oversætter til:
”Så sandt som der var på den tid ingen folk, som ikke let bevæbning i front fra disse selv ville vælge”.
Jordanes skriver ca. år 550 e.Kr. i ”Getica sive De Origine Actibusque Gothorum (Goternes oprindelse og dåd, Bog L:261):
”...contis pugnantem Gothum, ense furentem Gepidam, in vulnere suo Rugum tela frangentem, Swavum pede, Hunnum sagitta praesumere, Alanum gravi, Erulum levi armatura aciem struere”.
Som jeg oversætter til:
"...[med] køller kæmper goterne, [med] sværd raser Gepiderne, i deres sår Rugierne vævende afkortede, Svevi-folket til fods, Hunnerne førende pile, Alani svært [bevæbnet], Jarlerne let bevæbnet i front ophobet”.
Ved udelukkelsesmetoden kan vi nu se at Jordanes med ”let bevæbning” mener spyd, økse og scramasax, dvs. ikke sværd eller bue og pil.
Procopius skriver ca. år 550 e.Kr. i ”History of the wars” (Bog II: XXV) om Slaget ved Anglôn i Armenien år 543 e.Kr. Slaget i bjergbyen stod mellem den armenske general Narses (Nerses, Nerseh) (år 478-573 e.Kr.), der var i Byzans’s tjeneste under Kejser Justinian I., og den persiske fjende under general Nabedes. Allerede på dette tidspunkt er der væringer i Byzans for livgarden omkring general Narses er ErilaR (Jarl) æt, af Procopius kaldet ”eruli”.
Procopius skriver i min oversættelse:
”..Og først tog Narses med Jarlerne (Eruli) og de af romerne under ham slaget med fjenden, og efter en hård nærkamp jagede han perserne foran ham på flugt..... men pludseligt kom mændene der lå i baghold ud fra hytterne langs den snævre gade og dræbte nogle af Jarlerne (Eruli) ved et pludselig anfald, og de ramte Narses selv med et slag på tindingen. Og hans broder Isaac bar ham bort fra de kæmpende mænd, dødeligt såret. Og han døde kort tid derefter....Perserne, skydende ind i den store mængde af fjenden i de snævre gader, dræbte et stort antal uden besværligheder, og i særdeleshed blandt Jarlerne (Eruli) der havde først angrebet fjenden med Narses og som for det meste kæmpede uden beskyttelse. For Jarlerne (Eruli) havde hverken hjelm eller brynje eller anden form for beskyttende krigstøj, bortset fra et skjold og en tyk jakke, som de slog omkring sig før de gik i slag. Og Jarlernes (Eruli) trælle går i slag uden selv et skjold, og når de har vist deres værd i krig, så gives de af deres herre tilladelse til at beskytte sig selv i slag med skjolde. Således er Jarlernes (Eruli) sæder”.
Vi kan nu tage opfattelsen af ”let bevæbning” til dens endelige forståelse; at ErilaR (Jarl) æt kæmpede med spyd, økse, scramasax og skjold, og i en brynje der ikke var gjort af jern eller bronze. Denne ”serk” kalder vi troligen for ”berserk” (bjørneserk), hvilket ord i så fald kan have udviklet en afledet betydning som ”uden brynje” gennem en direkte forståelse som ”bera” (bærer) + ”serk” (serk) da ”bera” også har betydningen ”være udrustet med”. Et andet ord for samme synes at være ”gráklæði, gránserk” (gråklæder, gråserkr).
I år 871 e.Kr. begynder Alfred Den Store at opbygge sin hær i 2 fylking/folc, som var vor vanlige vis at gøre det på. Dette inkluderer rytteri.
En helt anden historie er at vi fra Mestrius Plutarchus (”Plutarch”, ca. 46-127 e.Kr.) i ”Marius Liv” (25) har en fin beskrivelse af hvorledes kimbrenes slagorden var.
Jeg har også forsøgt at rekonstruere den ekstremt spændende hesterytterdans ”Troja”, som jeg mener gengiver den etrustiske slagorden af 3 x (12+ 1) ryttere. Denne rytterdans kan forbindes til Skandinavien.
Mvh
Flemming