Hvorfra kom The Danish Vikings?

[Karsten Krambs]

I Historisk Tidsskrift nævnte Aksel E. Christensen, at Poul Nørlund (Trelleborg) havde peget (tøvende gnske vist) paa den romerske lejr, tilflugtsborge paa Øland og rundborge i England, og så skrev han:
”Naar det imidlertid efter min opfattelse er mest sandsynligt, at det er via vore østlige kulturforbindelser, vi til sin tid skal hente forklaringen, hænger det sammen med to ting. Dels er det alene indenfor byzantinsk og arabisk kultur, vi kan vente at finde den nødvendige matematiske tradition, og dels har man samtidig med den første Trelleborg-forskning, men uafhængig af den, kunnet sætte nordisk vikingetids handelsliv og kulturforbindelser ind i en større sammenhæng, saa den har faaet et stort verdenshistorisk perspektiv."

Jan; Måske var Poul Nørlund inde på rette spor? …… den romerske lejr, med baggrund i hele den græske kulturs vugge etcetera, etcetera.
På et tidspunkt gik der måske mode i henvisninger til byzantinsk kultur - også indenfor møntforskningen - hvor hedebymønter med tydelige frisiske træk (Dorestad, Quentowic) pludselig pegede på en byzantinsk tradition.

Man bør spørge sig selv – kan det passe?

Tag f.eks. Mogens Ørsnes analyse i "form og stil" fra 1966 der hævdede, at der i det 8. årh. opstod en selvstændig sydskandinavisk dyrestil og at kontaktområdet sandsynligvis har været de hollandsk/frisiske kystegne omkring Rhinmundingerne.

Nævnes skal år 782 hvor udsendinge fra kong Sigfred mødte op til møde hos Karl den Stores diplomater i Paderborn. Tre udsendinge - Hosmundi, Halptani og Godefridi - forhandlede sig til en handelsaftale, der vitaliserede det rhinske systems handel nordover. Denne aftale blev afsættet til etablering af et bemærkelsesværdigt optimeret handelsnetværk i Østersøen og en senere etablering af de nordiske handelsbyer. Baggrunden for denne aftale var naturligvis arabernes indtog i Middelhavet med efterfølgende begrænsninger af den fri handel i området.
De nævnte nordiske handelsbyer organiseres og orienteres i parceller efter frisisk tradition.

Prøv ydermere at se på vægtningen af vikingetogterne. Togterne til frankerrigets kyster, samt til England, øen Man og Irland vejer tungt til i forhold til togterne østpå.

. . . . . . . . . . . kan det passe?

Karsten

[Jan Eskildsen]

@Karsten
Hvad angår Hedebymønt og byzantinske traditioner, er der vel ikke tvivl. Nogle har billede af en byzantinsk påvirket kongebuste. I et andet tilfælde blev en byzantinsk guldmønt efterlignet som dansk sølvmønt. Originalen menes (muligvis) hjembragt af Harald Hårderåde, fra hans tid i væringergarden. Dette er NatMus opdattelse i 1995. Ellers er jeg i tvivl om, hvad dit 'kan det passe' henviser til, men Sigfred er tidligere sat i forbindelse med Gorms søn. Den omtalte vægtning af vikingetogterne tager jeg mig ikke af; de var også meget aktive i Rus og videre til Byzanz samt Italien – afhængig af deres nationalitet.

[Jan Eskildsen]

@Jens Yde skrev
"Udformningen kunne let antages af være et kompromis fra den hedenske tids hjulkors/cirkelkors og den nye kristne tro, hvor korset sender et tydeligt signal til himlen. Jeg har først nu lært, at der også findes en ringborg på øen Föhr i det jyske vadehav. De danske Trelleborge blev opført præcis 100 år efter de frisiske ringborge."

Ja, og efter Svend Tveskæg var Knud den Store aktiv i området, hvor han skal have finansieret flere kirker.
Helligsteder (Odin) ses også i området.

@Karsten
Din bog er åbenbart udsolgt. Bliver den genoptrykt? Det er jo POD bemærker jeg.

[nabben]

I dagens Bohuslän finns det en tradtion bland "fiskargubbar" att svara på frågan: -Var kommer du ifrån? Att svara med den hamn man lämnade senast.
Då blir logiken att "alla" vikingar var danska därför att de väntade på rätt vind i Limfjorden oavsett om de kom från det som vi idag kallar Norge, Sverige eller Danmark .

[Karsten Krambs]

Hvad angår Hedebymønt og byzantinske traditioner, er der vel ikke tvivl.

Brita Malmer: Nordiska mynt fore år 1000, 1966. Historisk Tidsskrift, Bind 12. række, 3 (1968 - 1969) 3
Citat:
"Medens B. M. lader hovedparten af mønterne, der er fundne i område II (Hedeby-området) eller dog i område 111 (øvrige Danmark), være fra Hedeby (eller andetsteds i Danmark), lader hun sin gruppe K:B1/ (KG 13), der især er fundet i område 111/IV, og som er engelsk/byzantinsk påvirket, være slået i »Målardalsområdet omkring år 995« som Sveriges ældste mønt. Påvisningen er ikke særlig overbevisende, den hører efter sin fabrik til Hedebymønterne; men vi skænker så gerne hende og Sverige denne beskedne mønt, så meget som vi og Fædrelandet har fået til gengæld."
Af Georg Galster.

Danske og svenske numismatikere ang. byzantinsk påvirkning er åbenbart slet ikke enige, specielt ikke den meget dygtige svenske Brita Malmer.

Karsten

[Jan Eskildsen]

@Karsten
"Danske og svenske numismatikere ang. byzantinsk påvirkning er åbenbart slet ikke enige, specielt ikke den meget dygtige svenske Brita Malmer."
Ja, man vi kan da godt starte en venskabelig kappestrid på citater fra "meget dygtige" personer, men vi skriver nok forbi hinanden, og først nu sætter du årstal på de månter du omtaler. Der har senere været andre mønter, (første halvdel af 1000-tallet), som var næsten direkte kopier af byzantinske mønter samt atter med de motiver, jeg skrev i forrige indlæg (i midten af 1000-tallet). I øvrigt er der fundet 600 byzantinske sølvmønter i Norden (mest S), og et halvt hundrede herhjemme. Der er ingen grund til at bruge tid på at skrive citater, for nu ved jeg, hvad du mener.
Og så til det måske mere underholdende:
Da dr. jur. A.F. Krieger fyldte 70 år, bragte Illustreret Tidende sin monumentale hyldest af højesteretsassessoren med et citat fra Andreas Højers disputats Idea Jurisconsulti Danici, hvori han udbredte sig om de fag og færdigheder, som en dansk retslærd efter hans opfattelse måtte være bevandret i, før han kunne indlade sig på studiet af sin specielle videnskab. Ordene faldt således:
„Han maa kunne Sprog, nemlig Dansk, Tysk, Latin, Fransk, Islandsk, Svensk, Engelsk, Græsk og Hebraisk, derpaa Skjønskrivning, Geografi, Diplomati, Historie, baade den kirkelige og den verdslige, saavel Universal- som Fædrelandshistorien, endvidere Genealogi og Heraldik, Filosofi, Logik, Metafysik eller den naturlige Theologi, Psykologi, Filosofiens Historie, Literaturhistorie, Mathematik, Korttegning, Arkitektur, Mekanik, Hydraulik, Fysik, Medicin og endelig Økonomi og Theologi."

[ Hvorfor han ikke nævnte numismatik, ved jeg ikke ] citat fortsat

"Dette er unægtelig en stor Mundfuld Videnskab paa et Bræt, og man synes, at det maa være vanskeligt at naa frem til Juraen bag efter alt dette. Det samme syntes Holberg, hvis satiriske Følelse ufortøvet blev sat i bevægelse. Han udarbejdede en Idea boni Sutoris og paaviste, at en Skomager ogsaa maa være Polyhistor, og at ‘han ikke kand siges at forstaa sit Haandværk, med mindre han er dreven udi alle slags Videnskaber' .…"

Når vi roder med historien, er vi ikke meget bedre stillet ...

Jan

[Karsten Krambs]

Af arkæologiske fund i Danmark i 2009 nævner direktøren for Kulturarvsstyrelsen, Steen Hvass, afdækningen af den ældste kristne kirkegård i Danmark. Den dukkede op i Ribe på en brandtomt tæt ved byens berømte domkirke. Gravene stammer fra 800-900-tallet, og de sætter kristendommens indtog i Danmark i et nyt perspektiv.
- Ifølge de skriftlige kilder kom Ansgar til Ribe i 800-tallet, og fundet i Ribe kan være det første håndgribelige bevis på kristne i Danmark mere end 100 år før Harald Blåtand skriver på den store runesten i Jelling, at han kristner Danmark, siger Steen Hvass.

Længere inde i teksten får vi lidt mere information:
"Der var 12 grave - børn, kvinder og mænd begravet i både trækister, træbåde, en vognkasse og et trug. Gravene stammer fra 800-900 tallet, og da Ansgars mission kom til Ribe i 860?erne, er det nærliggende at tro, at gravpladsen er en af de første kristne gravpladser i Danmark."

Ribe var, sammen med Hedeby, et kosmopolitisk marked sammensat af handelsfolk af flere nationaliteter, hvor en del sydfra blev tidligere kristnet end nordboerne. Der er intet mærkeligt i at kristne købmænd ønskede en kristen begravelse. Det var netop de kristne missionærers (Ansgar) argumentation overfor kongemagten, hvor den katolske kirkes trosfæller ikke havde adgang til at dyrke deres gud (hvide krist) i nævnte byer.

Kong Erik tillod Ansgar at rejse en kirke i Hedeby år 849 og langt senere - år 856 - får Ansgar tilladelse til at bygge
en kirke i Ribe - af samme konge (kilde: Adam af Bremen)

Karsten

[Karsten Krambs]

Jan;

Tak for lektionen. For sjov afprøvede jeg hvor mange af nævnte færdigheder jeg selv var "bevandret i" (hvad der så tillægges dette udsagn). Det blev kun til 12 - 14 discipliner - så godt det samme jeg ikke er blevet retslærd

Mit forlag stiller sig uforstående overfor din meddelelse om, at bogen skulle være udsolgt. Bogmarkedets fælleslager flytter fra Køge til Frederikshavn - og i den forbindelse opstod 2 "lukkedage" i sidste uge ligesom det samme vil ske i næste uge. Bogen, og 1. oplag, er bestemt endnu på lager.

Karsten

[Jan Eskildsen]

Karsten:
OK, der stod bare på en boghandlers side i går at den ikke var til at få for øjeblikket, men jeg intensiverer jagten.
Mon du har noget med om kristendommen i Västra Götaland?
Jan

[Karsten Krambs]

Mon du har noget med om kristendommen i Västra Götaland?

Carl Löfving udgav i 2007 bogen "Vid nordliga leden" og har ligeledes i 2008 udgivet artiklerne "Kyrkan i Varnhem - en kunglig gravkyrka?" samt "Satt Sveriges förste biskop i Skarke?"

Karsten

[Jens Yde]

”Der savnes en redegørelse for skattefund i det gamle danske område 800-1050”. Det skrev Roar Skovmand i 1942-udgaven af Årbog for nordisk Oldkyndighed og Historie, og så lavede han selv arbejdet.

Der var i 1940erne gjort en del fund af de såkaldte kufiske mønter, opkaldt efter El-Kufa ved Bagdad. Disse arabiske mønter angiver siden år 696 præcist prægningssted og prægningsår. Den ældste kufiske mønt, der forekommer i et dansk skattefund, er præget i 705. Den ældste skat er fundet på Falster indeholdende en yngste mønt fra 846. Alt tyder på, at tilførslen af kufisk mønt til Østersølandene først er kommet i gang efter år 800, og at den først er nået til Danmark i midten af 800-årene. De arabiske mønters optræden var temmelig kortvarig i Danmark. I skatte med slutmønt efter 980 forekommer arabiske mønter yderst sjældent.

Prægningsåret er aldrig angivet på vesterlandske mønter. Derimod bærer de engelske mønter altid kongens billede og hans navn. Den tidligste import til Danmark af angelsaksiske mønter må være begyndt efter år 900. I Danmark med Skåne er der fundet i alt 10 sølvskatte, der rummer angelsaksisk slutmønt ældre end Ethelred II (978-1016), men antallet af angelsaksiske mønter i disse 10 fund er kun 33. Senere skatte fra Ethelred og Knud den Stores tid var langt større, her er fundet omkring 5000 angelsaksiske mønter. Disse angelsaksiske mønter kom dog aldrig til at blive så dominerende, som de arabiske en tid havde været. Kun et enkelt og lille fund på 34 mønter - efter år 978 - i Vester Marie på Bornholm er 100 procent angelsaksisk, antagelig en Danegældbeholdning.

Mens de angelsaksiske mønter i danske fund kan deles i et meget begrænset antal typer, frembyder de tyske mønter fra 900- og 1000-årene en overvældende mangfoldighed, svarende til det tyske riges dengang løse sammenhæng. Et fund på Bornholm på 1000 mønter fordeler sig på ikke mindre end 56 stæder, 9 konger og 14 verdslige og 27 gejstlige fyrster, og det var været svært at finde rede i dette virvar. Importen af tyske mønter kom først rigtigt i gang efter Kong Otto I (936-973) og var fra slutningen af 900-årene stigende frem til efter 1000-årenes midte. Derefter ophører skattefundene brat at indeholde udenlandsk mønt, og i stedet fremtræder hjemlig mønt. Omkring år 1000 var den danske konge Sven Tveskæg begyndt at slå mønt efter engelsk forbillede, akkurat som Oluf Skötkonung gjorde i Sverige. Svenske og norske mønter er sjældne i danske skattefund.

Roar Skovmand taler mest om handel i forbindelse med møntfundene og ikke om røvertogter.

Fra Gyldendals åbne Encyklopædi berettes senere:
”Fra skattefund i Sverige, især Gotland, kendes ca. 190.000 mønter (1990), fra Skåne, Halland og Blekinge kendes 27.000 mønter, mens der i det nuværende Danmark er fundet over 30.000 mønter (1998). Bornholm er særlig fundrig i slutningen af 900- og 1000-t. Hovedparten af mønterne i fundene fra 800- og især 900-t. består af kufiske mønter, præget i Centralasien. En vis del har vist sig at være volgabulgarske og khazariske efterligninger. Fra ca. år 1000 kom engelske og især tyske mønter til at spille hovedrollen i møntfundene, der for Danmarks vedkommende fra ca. 1065 domineres af danske mønter.”
http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_j ... skattefund

Store Norske Leksikon nævner, hvordan ”danske vikinger” hærgede i England i 870’erne og 930’erne
http://www.snl.no/Alfred_den_store
http://www.snl.no/Athelstan
Og en by nord for Dublin er grundlagt af ”danske vikinger”
http://www.snl.no/Drogheda

Skal vi tro på sådan noget? Kom disse danskere da fra Gotland, Skåne og Bornholm? Eller måske fra Norge?

[Jan Eskildsen]

@Jens
Jeg ved ikke, hvad vi skal tro på, men der er gravet en del op, siden Roar Skovmand skrev sin bog. Mere end 60 procent af hele landets gravfund fra den såkaldte yngre jernalder, der gled over i vikingetiden, findes i Østerlars-Gudhjem-området på Bornholm. Ikke mindst mønter fra mange lande og nedgravede skatte fra de gange, hvor øen er blevet angrebet og hærget af andre. Knud den Store havde opgør med svenskere i 1025 og med svenskere og nordmænd i 1026, og der var en del uro i Østersøen i 1000-tallet og 1100-tallet. Om alle de hærgende var danskere er mere end tvivlsomt, en del var nordmænd. Saxo lagde mere vægt på den gode historie end på at fortælle om virkelige begivenheder, og spørgsmålet er, hvor mange gange "vi" var på togt mod venderne. Men der er vist ingen, der vil påstå, at vi ikke angreb det sydlige England, hvor massevis af byer og steder har danske navne. Læs nogle nyere historiebøger, for eksempel: Nils Hybel: Danmark i Europa 750-1300 (Museum Tusculanums Forlag, 2003). Men husk også at undersøge, hvad Svend Tveskæg og Knud den Store foretog sig, hvor de boede og var konger.

[Jan Eskildsen]

Jens Yde skrev
"Udformningen kunne let antages af være et kompromis fra den hedenske tids hjulkors/cirkelkors og den nye kristne tro, hvor korset sender et tydeligt signal til himlen. Jeg har først nu lært, at der også findes en ringborg på øen Föhr i det jyske vadehav. De danske Trelleborge blev opført præcis 100 år efter de frisiske ringborge."

Sammenligning af kors på mønter fra 1000-tallet og andre kors, som blev benyttet viser, som du skriver, at det kan være taget med fra hjulkorsets tid. At de kristne visse steder har overtaget hjulkorset, (som man også kunne kalde et græsk kors fordi armene er lige lange), ses blandt andet i Irland, hvilketFrancoise Henry fortæller om i sine bøger, herunder 'Irish Art in the Early Christian Period".
Tidlige kors på sten er blevet ændret til kristne kors, hvor den lodrette arm er længere, end den der sidder på tværs, hvilket kan sammenlignes med den samtidige brug af Thors hammer og kors.

Som Palle Lauring formulerede udviklingen fra den ene religion til den næste:
„For på samme måde som den Kristendom, der i Danmark langsomt tar form op gennem Danmarks middelalder, ikke er en ren importvare, men blir blandet med den ældre tro, på samme måde var den ældre tro, som Kristendommen fandt i Danmark, selv blandet med de ældre lag af livssyn i Danmark, for et trosskifte i et land er aldrig og kan aldrig blie absolut. Det er noget nyt plus det gamle i sjælen. Arven sidder fast, tankegangen, bevidst eller ubevidst, for den skiftes kun overfladisk, ændres uhyre langsomt, og aldrig tilbunds, selv om der glider årtusinder hen.“

vh Jan

[Jens Yde]

Mere end 60 procent af hele landets gravfund fra den såkaldte yngre jernalder, der gled over i vikingetiden, findes i Østerlars-Gudhjem-området på Bornholm. Men der er vist ingen, der vil påstå, at vi ikke angreb det sydlige England, hvor massevis af byer og steder har danske navne. Læs nogle nyere historiebøger, for eksempel: Nils Hybel: Danmark i Europa 750-1300 (Museum Tusculanums Forlag, 2003). Men husk også at undersøge, hvad Svend Tveskæg og Knud den Store foretog sig, hvor de boede og var konger.

Alle disse sproglige analogier giver jeg ikke meget for. Kan "danske" navne i England ikke lige så godt siges at være svenske? Jeg synes, ordparalleller ofte bruges manipulerende. Husk også, at danerne udgik fra sveernes rod.

Og læs lige alle bøger. Ja-ja, jamen, det må jeg jo så gøre.

Antallet af engelske mønter nedlagt i Danmarks jord før 978 var hurtigt talt, fortalte professor, dr. phil. Roar Skovmand i nævnte gamle bog fra 1942, hvor der i en tabel ”Angelsaksisk mønt i Skattefund i Skaaneland”, oplyses, at i Igelösa er gjort et fund af 1058 mønter, hvoraf 900 er angelsaksiske.

Danagälden i Igelösa: De 1058 mønter er senere blevet til 2057 sølvmønter, ifølge ”Skatter i Skåneland”. Skatten i Igelösa blev fundet i en meters dybde, da Jöns Jönsson i 1924 gravede en grav på Igelösa kirkegård 10 kilometer nord for Lund. Mønterne er fra tiden ca. 865-ca. 1005 og er nedlagt kort efter 1005. Af de 2057 mønter er omkring 1850 engelske, fra tiden under englændernes kong Ethelred II (978-1016). Under Ethelred nåede vikingetogene til England et højdepunkt. Det er nærliggende at antage, at de engelske mønter i Igelösa-skatten oprindeligt indgik i den danegæld, hvormed Ethelred forsøgte at frikøbe landet fra yderligere overfald. I England prægedes dengang mønter i alle byer af betydning, og i Igelösa-skatten er mange af disse engelske byer repræsenteret, hvoraf de største er London, Winchester, Lincoln og Exeter. En af de mest interessante mønter i dette fund er norsk og fremstillet under Olav Tryggvason, der var konge 995-1000, og ikke engang i Norge er fundet en sådan mønt – de fire eksisterende eksemplarer befinder sig i Tyskland, Danmark og to i Sverige. Olav var en fremgangsrig vikingehøvding i begyndelsen af 990-årene, hvor han kæmpede sammen med blandt andre den danske Svend Tveskæg. Olav Tryggvason havde ladet sig døbe i England og arbejdede derefter for kristningen af Norge og Island. Han døde i år 1000 i det berømte slag ved Svold, hvor den norske jarl Eirik Håkonsson havde allieret sig med Svend Tveskæg og den svenske konge Olof Skötkonung.

I 1880 fandt man en stor sølvskat i Hurva, Esløv kommune, Skåne, bestående af 8446 mønter, hvoraf der var ca. 4400 tyske og 3000 engelske, hvortil kom andet sølv. Den var nedlagt under Svend Estridsens regeringstid, 1047-1074.
(Kilde: Skatter i Skåneland, udgivet af Lunds Universitets Historiska Museum, 2009)

Så vidt jeg kan se er det småt med vikingeskatte fra før 978, selv om mange kilder hævder, at danske vikinger hærgede i England i 800- og 900-årene. Endvidere er de fleste af de senere nedlagte skatte fundet i Skåne og på Bornholm – og muligvis på andre øer i Østersøen.

Der er dog gjort fund i Jylland også. I Enner ved Horsens Fjord i Østjylland er fundet en skat på over 1300 mønter, heraf 680 engelske, nedlagt efter 1024.

Er det ikke som om, at der er sket et skift i ”handelen”, efter at tilførselen af kufisk mønt fra øst sluttede omkring 980?

[Odinkarr]

danerne udgik fra sveernes rod

Jens,

Her mener jeg du, og mange andre, ikke opfatter kenningen ret. Ufatteligt mange har foreslået at Jordanes beretning om at Danerne udgår fra Svea-folket, der udgår fra de ukendte Vinoviloth, skal opfattes som et biologisk stamtræ. Det er åbenlyst således Jordanes selv opfatter det, hvorfor det er naturligt at mange mener dette. Jeg mener derimod at Jordanes ganske enkelt har hørt beretningen om Gefion og Sølund, og om hvorledes vi tager land fra hvad Svea-folket år 40-77 e.Kr. anser som landskaber under deres herredømme. Jordanes har godt kendskab til Rolf Krake (Scyldinga-æt nr. 19, før 494), hvorfor sagnet om Gefion og Sølund er kendt i dette tidsrum.

Jordanes, med en lidt andet ordlyd, ca. år 550 e.Kr. gengiver i ”Getica sive De Origine Actibusque Gothorum” (Goternes oprindelse og dåd, Bog 3:23) sagnet om Gefion og Sølund således:

"..., Finni mitissimi, Scandzae cultoribus omnibus mitiores; nec non et pares eorum Vinoviloth; Suetidi, cogniti in hac gente reliquis corpore eminentiores: quamvis et Dani, ex ipsorum stirpe progressi, Erulos propriis sedibus expulerunt (quibus non ante multos annos [H]Rod-wulf rex fuit,..."


Som jeg oversætter til:

”..., De Venlige Finner, de mest afdæmpede af alle Scandia's indbyggere; ej heller og synes på samme punkt Vinoviloth-[folket]; Svea-[folket], kendt som udgået fra denne slægt, rager i legemsstørrelse op: selvom også Danerne, der er udgået af deres stamtræ, har fordrevet Jarlerne (Erulos) fra deres landskaber 1 (over hvem for ikke mange år siden [H]rod-wulf konge var 2,..."

1 dvs. fra vore landskaber nord for Ejder-strømmen.
2 dvs. Rolf Krake var konge af Erulos (Jarlerne) – ikke Danerne, som mange misforstår.


Jordanes beskriver derfor ikke et biologisk stamtræ, men den kronologiske folkeretlige ophavsret til land. Det er jo netop kendetegnende for sagnet om Gefion og Sølund, at vi ikke ved ankomsten gør landnám (tager ubeboet land i besiddelse), men tager beboet land i besiddelse.

Hele din overvejelse om stednavnes ophav i de engelske landskaber mener jeg er alt for simpel.

Det er os selv der udvandrer og bosætter Britannien fra år 446 e.Kr. og 50 år frem. Og "os" er alle landskaber nord for Ejderstrømmen bortset fra det gamle Svea-rige (Uppland + Västmanland) . Du kan ganske enkelt se landskaberne ved at tage det nuværende England og fratrække alle landskaber med "sakser" i landskabsnavnet (dvs. bortset fra Essex, Sussex, Middlesex og Wessex). De oldengelske stednavne, som de tidligste love, er beviseligt under stærk indflydelse fra østdansk, dvs. sprogligt fra Fyn til og med Skåne, Halland og Blekinge.

Jeg har opdelt tidsrummene i vor historie på denne vis:

=== 1. udvandring til de nye kongeriger i Britannien (446 - 793 e.Kr.)

=== Borgerkrigstiden og 2. udvandring til Britannien, Normandiet, Færøerne, Island, Grønland og Nýaland (793-1200 e.Kr.)

Udvandringen til England (Britannien) fortsætter, uden nogensinde at stoppe, frem til massemordet på alle dansk-norske ætter i England 13. november år 1002 e.Kr. på ordre af Kong Æthelred II (978-1016), også kendt som "Danemordet".

Hvad vi kan sige er at Svea-folket ikke rejser mod vest - deres udvandring er mod øst - mod Garðaríki fra 600 tallet e.Kr.

Som indskriften på guldskillingen fra Tjurkö, Blekinge (DRBr75), dateret til år 385-670 e.Kr. viser, var der naturligvis masser af udvandring mod Britannien, også fra Skåne, Halland og Blekinge.

mvh

Flemming