Egentlig leder jeg ikke efter netop dét, men er blevet mere opmærksom på datidens forbindelser østpå, som har været nedtonet – i min reol står bogen 'Kristendommen i Danmark før 1050', resultat af et symposium. I den kan man lede længe efter omtale af indflydelse fra den kant, men historikeren/slavisten John H Lind har beskrevet varægernes gradvise overgang til kristendom, og at en del af dem var blevet døbt ved indgåelse af ny aftale i 944. Hvad kalkmalerier angår, har kunsthistorikeren Ulla Haastrup i en artikel "Byzantinsk klædte ærkeengle i danske fresker" skrevet om adskillige kirker på Sjælland og i Skåne. Hun stiller spørgsmålet: Hvorfor og i al verden malede man i Skåne og på Sjælland specielt udklædte ærkeengle, som var de hofmænd hos den byzantinske kejser? (... nævner Hvideslægten og deres kirker ...) . På en eller anden måde må menigheden i det østlige Danmark have forstået betydningen af disse, specielt udklædte engle. (...) Det må have krævet en tæt kontakt med den ortodokse kirke og dens kunst at acceptere sådanne ærkeengle. Men for de skandinaviske varæger, lejesoldaterne ved kejserens hof, var det selvfølgelig naturligt." John H Lind har også gjort opmærksom på, at Thietmar af Merseburg via en meddeler kunne skrive om "snapfodede danskere" i Kiev lidt senere (c 1016).Troels skrev:Nu bliver vi vist lidt off topic, men Hviderne havde to yndede kalkmalere midt i 1100-tallet - Jørlunde-mesteren og Finja-mesteren. Jørlundemesteren malede i Måløv Kirke noget, som mest af alt ligner italienske byhuse - og det harmonerer godt med at Andreas Sunesen fra familien med Knardrup senere studerede i Bologna (sammen med den senere pave). Hans bror byggede i Ledøje en kirke med Karl den Stores paladskirke i Aachen som model. Finja ligger ved skånske Häsleholm i et område, som havde været ejet af Margrethe Fredkullas - og han malede det berømte billede i Fjenneslev. De kulturelle påvirkninger gik på kryds og tværs - og den tidligere danske vikingekultur har været letpåvirkelig, uden at vi skal lægge for meget i det.
Jeg ved ikke, om du i virkeligheden stadig søger efter den byzantinske tankegang bag indretningen af Harald Blåtands byggerier. Jeg mener, at den er sandsynlig - men den kan sagtens være en isoleret dille, da der jo beviseligt var nordisk forbindelse til Byzans dengang. Den behøver ikke at skyldes østkristendommens udbredelse, som det er på mode i Sverige. På samme måde var Rökstenen kraftigt påvirket af kristen frankisk renæssance og klassisk kultur - men ham, som fik den rejst, var overbevist hedning - derfor kan runologerne ikke få den til at falde på plads i deres vante mønster.
https://www.academia.edu/8801396/Byzant ... 100-tallet
og
https://www.academia.edu/12864633/Tissø ... _in_Danish_
I sidstnævnte artikel står også nogle linier om Harald Blåtand og hans (unikke?) muligheder for at sende mandskab østpå, da han var den eneste med en sådan kapacitet. Kristendommen fra øst havde gode muligheder for at blive kendt i Danmark.