Odin forfader til hver tredje mand i Norden?

[Camilla.dk]

Jeg forstår stadig ikke helt koblingen mellem Odin og DNA-analyserne - hvordan kan en DNA-analyse påvise navnet på den første der havde en bestemt gentype? Hvordan skulle man overhovedet kunne påvise om en fælles stamfader hed Jens, Søren eller Odin?

[Jens Yde]

Men om dina uppfattningar grundar sig på dna, var kommer guden Odin in i bilden?

Det er måske lidt overdrevet, at Odin er stamfader til så mange som hver tredje mand. De svenske konger i Uppsala fortalte, at de nedstammede fra guden Frej, som imidlertid ikke er søn af Odin i ASgård. Frej var fra en anden klan og blev ved en lejlighed taget som gidsel af Odin. Frej og hans søster Freja var børn af Njord.

Mandslinien frem til de svenske konger i Uppsala begynder således: Njord-Frej-Fjølner-Sveigdir- - -og der er flere udlægninger af linien derefter. Åbenbart er en gren af de svenske konger senere vandret fra ”Stockholm” til ”Oslo”.
http://en.wikipedia.org/wiki/Yngling

Det ved svenskere selvfølgelig alt om. Frej var meget populær i Svealand. I Uppsala var der rejst statuer af Odin, Thor og Frej.

I1 er dog stærkt udbredt i Sverige, så måske var Frej også en I1. Han blev gift med jættekvinden Gerd fra de norske fjelde.

Det kunne være interessant at se en dna-fordeling for Jylland og de danske øer. Her er en løs opgørelse for europæiske lande.
http://www.eupedia.com/europe/european_ ... oups.shtml

[Jens Yde]

Jeg forstår stadig ikke helt koblingen mellem Odin og DNA-analyserne - hvordan kan en DNA-analyse påvise navnet på den første der havde en bestemt gentype?

Her er vi næsten overladt til vore egne hjemmestrikkede forklaringer. De fleste diskussioner om dna foregår på et meget højt teknisk og abstrakt niveau med en masse specialudtryk. For at kunne begå sig i dette felt af eksperter skal man være meget dygtig til at regne med tal, atomer og molekyler og til at bruge en computer.

Et menneskes dna-streng i dette spørgsmål består måske af 67 Enheder, som man kan stille op på en lang række. Hver af disse Enheder betegnes med et tal, som der skrives ”DYS” foran. Enhederne på den lange række har alle en gren, der stikker ud til siden, og grenen består af adskillige Elementer, der ligeledes identificeres med et tal. Disse Elementer kan forandre sig, f.eks. kan tallet 12 blive til 13. Der er i så tilfælde opstået en mutation i mennesket, hvilket kan sammenlignes med, at et komma bliver til et punktum i kopimaskinen, når man tager en kopi af et ark papir, og dette nye ”punktum” vil blive bragt videre, når det nye ark kopieres videre og videre. Nogle Enheder muterer kun en gang hvert 5000 år, mens andre Enheder gør det hvert 500 år. Med tilstrækkelig mange tal-oplysninger kan en professor regne sig frem til, hvornår en fælles forfader levede. (Eget hjemmestrik)

Måske kan man sammenligne disse dna-beregninger med trigonometriske beregninger af afstanden til den højeste bjergtop i Jotunheim og til Månen og Mars. I begyndelsen var beregningerne ikke nøjagtige, men med større erfaring og bedre redskaber ramte videnskaben til sidst tæt på den rigtige afstand.

I det nyeste dna-tilfælde har videnskaben fundet ud af, at hundredetusinder af mennesker i Nordeuropa har haft en fælles forfader, der levede for kun cirka 2000 år siden.

Spørgsmålet er så: Hvem var det?

Der er i øjeblikket to svarmuligheder.

A: Spørgsmålet kan ikke og vil aldrig kunne besvares.
B: Det er da muligt, at det var _ _ _ _

[Tyr]

Ha ha ha fast Adam är värre han är förfader till alla!

[Jurgen Wullenwever]

Ha ha ha fast Adam är värre han är förfader till alla!

Det gäller ju Noak också, och det har ju visats av dna, att mitokondrie-Eva levde långt innan y-kromosoms-Noak, så vetenskapen visar att bibeln stämmer! (Bara man vill, så ... )

[Jens Yde]

Folkestammen, som Odin tilhørte, blev omtalt af den romerske historiker Tacitus i 98 e. Kr. i værket Germania.

Tacitus (ca. 56-117) havde en svigerfar, der havde været general og guvernør på de britiske øer. Tacitus fortæller, hvordan skibene i det vestlige Norge allerede dengang var bygget med begge ender som en forstavn. Suiones hed folket på latin.

Her i en oversættelse af Hans Henrik Lefolii fra 1890erne.

…og alle de her nævnte folk har et særtegn i runde skjolde, korte sværd og undersåtlig lydighed under konger. Derpå kommer midt ude i Oceanet Svionernes stammer, som ikke blot har deres styrke i væbnede mænd men også i skibsflåder. Skibene får en ejendommelig skikkelse derved, at stævnen for begge ender er bygget som en forstavn, der passer til altid at kunne lægge til land. Og de betjener ikke disse skibe med sejl og har heller ikke årene fæstede på rad til siderne; rotøjet er løst som på nogle floder og til at flytte efter omstændighederne fra den ene side til den anden. Hos dem står også rigdom i ære; og derfor er der en enkelt, der har herskermagten, uden at der for nogens vedkommende gøres undtagelse, og uden at hans ret til at finde lydighed er afhængig af andres godtbefindende. Der er heller ikke som hos de andre våben i hver mands hånd; men de er gemte hen under bevogtning, som tilmed besørges af en træl; thi Oceanet sikrer jo mod et pludseligt anfald af fjender; og skarer af væbnede mænd kommer, når de ikke er optaget af krig, let ind på selvrådig udskejelse. Men naturligvis, det ikke at betro tilsynet med våbnene til en adelig eller en fribåren, ja ikke engang til en frigiven, det er et rigtigt kongekneb.

Hinsides Svionerne finder vi et andet hav, som er sejt og næsten uden bevægelse, og som man må tro, omslutter og afspærrer landenes skive på denne side, fordi det sidste skin, solen kaster fra sig, når den er ved at gå ned, holder sig og varer ved, til den står op, med sådan klarhed, at det svækker stjernernes lys.

Således kom senere sveonerne, svearne, fra de folk, der levede i det vestlige Norge. Svealand i Sverige skylder således sit navn ankomsten af svionerne fra Vestnorge.

Her er en svensk oversættelse fra 1929, af Per Persson.

Härefter följa i själva Oceanen svionernas samhällen, som utom genom män och vapen äro starka genom flottor. Fartygens form avviker (från den vanliga) däruti, att en i båda ändar befintlig förstäv bildar en till landning alltid färdig framsida. Man varken betjänar dem med segel eller fäster åror i rad vid sidorna. Roddverket är löst, som på vissa floder, och flyttbart på båda sidor, allteftersom omständigheterna fordra. Hos dem har även rikedomen anseende, och därför härskar blott en, ej mera med några inskränkningar och med ovillkorlig rätt till lydnad (= att bliva åtlydd). Och vapnen äro icke, som hos övriga germaner, i var mans hand, utan förvarade under uppsikt av en väktare, och detta en slav, emedan plötsliga infall av fiender hindras av Oceanen, och vidare beväpnades händer, om de äro sysslolösa, lätt förfalla till självsvåld. Förvisso ligger det ju i konungens intresse att varken sätta en ädling eller friboren, icke ens en frigiven som uppsyningsman över vapnen.

Bortom svionerna finnes ett annat hav, trögt flytande och nästan orörligt, varav jordkretsen omgives och omslutes, vilket bestyrkes därav, att den redan sjunkande solens sista glans varar till morgonen så klar, att den gör stjärnorna matta.

Endvidere kan nævnes Plinius den Ældres beskrivelse af Hilleviones i Scatinavia, der muligvis er en fejlskrivning af ille sviones, akkurat som det må være en fejloversættelse, at visse folk i Nordeuropa har ”ører, der der så store, at de dækker hele kroppen, der ellers er nøgen”. Plinius døde den 24. august år 79 i forbindelse med vulkanudbruddet på Vesuv.

[Jurgen Wullenwever]

Folkestammen, som Odin tilhørte, blev omtalt af den romerske historiker Tacitus i 98 e. Kr. i værket Germania.

Tacitus (ca. 56-117) havde en svigerfar, der havde været general og guvernør på de britiske øer. Tacitus fortæller, hvordan skibene i det vestlige Norge allerede dengang var bygget med begge ender som en forstavn. Suiones hed folket på latin.
...
Endvidere kan nævnes Plinius den Ældres beskrivelse af Hilleviones i Scatinavia, der muligvis er en fejlskrivning af ille sviones, akkurat som det må være en fejloversættelse, at visse folk i Nordeuropa har ”ører, der der så store, at de dækker hele kroppen, der ellers er nøgen”. Plinius døde den 24. august år 79 i forbindelse med vulkanudbruddet på Vesuv.

En tredjedel av skandinaverna idag har alltså så stora öron att de täcker kroppen, och dessa är svionerna, som egentligen är norrmän (fast det brukar ju vara danskarna som härrör från svionerna, och svenskarna från herulerna, när dessa återvände från kontinenten efter att ha lämnat Danmark långt tidigare ... ) och den indoeuropeiske guden Odin var ursprungligen en norsk man som levde flera tusen år efter att guden omtalas. Amasoner och huvudfotingar är nog inte så långt borta heller. Det förefaller hur som helst orimligt att någon person skulle vara Odin, men den här individen med alla ättlingarna kan vara intressant, fast han skulle nog förtjäna ett rimligare namn. En koppling mellan så här vitt skilda saker bör motiveras litet starkare för att kunna övertyga.

[Jens Yde]

En koppling mellan så här vitt skilda saker bör motiveras litet starkare för att kunna övertyga.

Her i weekenden rejste jeg helt til København for at besøge Nationalmuseets udstilling om Danmarks Oldtid, der genåbnede i 2008. Danmarks Oldtid er et omfattende studium, men så vidt jeg kunne se, er der ikke meget om Norge. I afdelingen for de første århundreder e.Kr. er museumsfolkene optaget af relationerne til Romerriget, og der er gjort fund i Danmark med indskrifter på græsk, endda findes et græsk anagram, altså hvor teksten kan læses både forfra og bagfra. Der er tekster på dansk, hvor religionshistorikere fra vor egen tid prøver at afspejle de nordiske guder i de romerske.

På Fyn i Vimose blev der i 3. århundrede foretaget en ofring af udstyr fra mindst 300 soldater. Disse soldater er ifølge museet kommet fra sydlige retninger, selv om deres fyrtøj/lightere ligner noget fra Norge. Om soldaterne blev ofret som i Jylland ved vi ikke.

På en væg er der dog et stort kort over Skandinavien, der med pile viser, at
Jylland blev angrebet fra Vestnorge i det 3. århundrede, og
Sjælland blev angrebet fra Østsverige i det 4. og 5. århundrede.

Følger vi tanken om, at Odin har levet i Vestnorge engang, så falder en bestemt vej i øjnene i udbredelsen af de nordiske tanker til Sverige – og vejen går omkring byen Namsos . I lange tider har der været en forbindelse fra Namsos, der ligger 200 kilometer nord for Trondheim og til Østsverige. Ruten er gået ad floden Namsen til det laveste pas i den skandinaviske højderyg, mindre end 400 meter over havet, og videre ad søer og vandveje helt til Østersøen syd for Örnskjöldsvik.

Sveerkongerne er altså kommet den vej til ”Stockholm”, inden de fortsatte ekspansionen til ”Oslo”.

Sveerkongerne er endvidere sejlet til "København" i det 4. århundrede med Odin i bagagen? Jeg besøgte i weekenden også den oldgamle by Lejre på Midtsjælland, hvor der står skrevet: ”Ifølge myten sendte Odin spædbarnet Skjold på et øde skib lagt på et korneg til danernes rige. Skjold blev kronet til den første konge, og hans efterkommere regerede fra deres kongsgård i Lejre”. Kort efter år 1000 blev Lejre betegnet som danernes hovedstad af den tyske biskop Thietmar af Merseburg.

Den 29. oktober 2009 meddelte Ken Nordtvedt at have beregnet et "interclade aldersestimat for AS1 og N". Den mest udbredte Anglo-Saxon-gruppe AS1 (Odins?) og den meget udbredte Norse-gruppe (Njords?) har således også en fælles forfader, og han levede for 124 generationer siden. Regnes med, at en generation er 30 år, vil det sige, at Odins og Njords forfader levede i år 1700 f. Kr.

Men hvor præcis i Norge levede Odin og Thor og Njord og Frej? Hvor finder vi Asgård, Midgård og Udgård?

Alle skriftkloge skal være velkomne med ethvert indicium, der peger i retning af Norges kyster.

[B Hellqvist]

Den 29. oktober 2009 meddelte Ken Nordtvedt at have beregnet et "interclade aldersestimat for AS1 og N". Den mest udbredte Anglo-Saxon-gruppe AS1 (Odins?) og den meget udbredte Norse-gruppe (Njords?) har således også en fælles forfader, og han levede for 124 generationer siden. Regnes med, at en generation er 30 år, vil det sige, at Odins og Njords forfader levede i år 1700 f. Kr.

Men hvor præcis i Norge levede Odin og Thor og Njord og Frej? Hvor finder vi Asgård, Midgård og Udgård?

Alle skriftkloge skal være velkomne med ethvert indicium, der peger i retning af Norges kyster.

Menar du på fullt allvar att asarna ska ha funnits så som de beskrivs i Eddan?

[Odinkarr]

Menar du på fullt allvar att asarna ska ha funnits så som de beskrivs i Eddan?

Mener du i fuldt alvor at dette ikke skulle være tilfældet?

Jeg er ikke enig i Jens Yde's fortolkning af begrebet Odin eller fortolkning af hvem og hvorledes vi får kontrol med landområderne.

Ptolemy's "Firaesi" mener jeg dog er "*Ver Asir/*Wer Ése” eller ”Asefolket", og han placerer dem i Skåne år 127-148 e.Kr.

Kong Valdemars Jordebog viser os hvor disse ætter havde deres hjemsted:

Skåne

Othænsheret (i dag Onsjö Herred, Landskrona)
Asboheret syndræ (i dag Södra Åsbo Herred, Helsingborg Len)

Fyn

Othænsheret (omkring Odense)
Asumheret (i dag Aasum/Åsum ved Odense) 1

1 En af hovedbygderne har været området mellem Toruplund og Lundsgård nord for Aasum. I dette område er der udgravet spor efter 16 treskibede huse. Tidsrummet dækker fra ca. år 600 f.Kr. til 500 e.Kr. med hovedvægten på år 150-450 e.Kr. jvf. Jesper Hansen: Spændende offerfund (januar 2005).

"um"-endelsen er altid fra "heim".

Det kræver stor samtidsforståelse at bryde igennem det troskifte jeg mener finder sted år 600-630 e.Kr., og som frembringer det sennordiske røgslør af tegneserieaktive alt-mulig-mænd. Vidnesbyrdene er overvældende i skrift og arkæologi, og jeg kan kun opfordre til videre læsning for at komme til bunds i sagen.

mvh

Flemming

[Camilla.dk]

Ok nu tror jeg forstår lidt bedre hvor det er man vil hen med det her: kernen er altså om aserne ikke oprindeligt "bare" var guder, men et egentligt folk, som så siden er guddommeliggjorte, som det jo kendes fra mange tidlige religioner med forfædredyrkelse. Indenfor forskningen har man længe opreret med, at omtalen af slagene mellem aserne og vanerne, oprindeligt henførte til kampe mellem to folk, der havde hver sine guder som så slog sig sammen og accepterede begge sæt guder og at dette havde hændt langt tilbage i tiden. Dog mener jeg ikke der har været teorier om at det i virkligheden var de to folk, der var aser og vaner og folkene der gav navn til guderne. Det er en interessant teori, men nok temmeligt svært at bevise, for der findes uendeligt lidt materiale, er dels kan påvise trosforestillinger dels betegnelser for folk i perioden før år 1000. Der har levet mange forskellige folk eller folkegrupper rundt om i Danmark i tidlig jernalder, men vi aner intet om hvad de kaldte sig, om de betragtede sig som et eget folk eller en del af et større folk, hvad deres religiøse overbevisning var osv.
Spørgsmålet er også om opkaldene efter guder på byer og områder, således henviser til et opkald efter en gud fordi der var et særligt religiøst helligt sted der, eller om det er et endnu ældre navn givet efter en levende person og som senere har gjort stedet helligt. MAn kan lege med tanken, men andet end teori kan det næppe blive. Helt skåret ud i pap kan man jo også sige at det er umuligt at diskutere om Gudhjem har fået sit navn fordi der engang boede en Gud eller om det tog navn efter sine guder.
I vore dage er de naturligvis de folk som endnu eksisterede op i nyere tid, som er blevet bevaret omtale om. Vi ved således at Jylland (Jydland) har fået sit navn efter folket jyderne, hvis jyderne havde været forsvundet som folk i jernalderen men der havde eksisteret myter, religiøse eller ikke religiøse, om en der hed Jyde, så havde man stået overfor samme probalematik - var Jyde en gud elelr et oprindeigt folkefærd. Det er da ganske muligt at aserne oprindeligt betegnede et folkefærd, der forsvandt, men det er ligeså muligt at de alle dage blot var guder i "himlen" og aldrig havde mere at gøre med virkelige personer og hændelser end Zeus og Hera. Hvis man sammenligner med jødedommen, så var deres Gud jo heller aldrig en historisk person, der blev gjort til gud, men alle dage en skaberkraft. Det bliver måske nok svært at påvise om Aserne var "naturguder" eller oprindelige historiske mennesker.

[Odinkarr]

Spørgsmålet er også om opkaldene efter guder på byer og områder, således henviser til et opkald efter en gud fordi der var et særligt religiøst helligt sted der, eller om det er et endnu ældre navn givet efter en levende person og som senere har gjort stedet helligt. MAn kan lege med tanken, men andet end teori kan det næppe blive. Helt skåret ud i pap kan man jo også sige at det er umuligt at diskutere om Gudhjem

Netop denne tanke er spændende at tænke helt igennem fordi der, så vidt jeg kan se, opstår en logisk brist.

Hvis vi kan nå frem til en nogenlunde enighed om at Herat (herred) og Sysla (Syssel) inddelingen af De Gamle Kongeriger, dvs fra Ejder-strømmen nordpå og før udvandringen til Britannien og opdagelsen af øerne i Atlanten, er endeligt færdig senest ved 500 tallets begyndelse, så lad os gennemtænke hvad vi ser.

Det gør ikke så meget om vi tager fejl +/- 100 år, så længe syssel- og herredsinddelingen er foregået før det troskifte jeg mener finder sted år 600-630 e.Kr., hvorunder der sker store omfortolkinger af gudeforståelse og ordenes betydning.

Guthumheret (Gudme herred) på det sydøstlige Fyn. Det er her vi finder handelspladsen ved Gudme og Lundeborg, samt Gudbjerg. Området efterlades ved udvandring senest i slutningen af 400 tallet e.Kr. Sker navngivningen efter mandsnavnet Guthorm eller Guderne?

Med min beskedne forståelse for vore forfædre i samtiden finder jeg ikke at vi ville have navngivet et landskab efter vore guder som et samlet hele, med mindre det sydøstlige Fyn er det første område overhovedet vi får kontrol med efter ankomsten til vore nuværende landområder. Sidstnævnte mener jeg ikke er tilfældet da denne ære tilfalder Slesvig/Holsten. At forståelsen af ”Guthum” skulle være ”guderne” giver også et forklaringsproblem med navngivningen af bl.a. ”Othænsheret” (Odin’s Herred ), ”Thosland” (Thor’s Land, i dag Taasinge) og ”Othenshyllæheret” (Odin’s Hylde Herred, i dag Onsild Herred).

Det er samme logiske brist i forståelsen af Asboheret og Asumheret. Begrebet "Asum", der kun kan betyde "Asernes hjem", kan umuligt være en henvisning til, og derfor en geografisk begræsning af, guderne.

"Asum" skal sidestilles med "Tanum" (to kendte stednavne af slagsen), hvor endestavelsen "um" betegner "heim", og angiver hvor førstestavelsen hører hjemme; "Asir" og "Tani".

Der er masser af eksempler på dette; Guthium (Gudhjem), Guthæsboheret (Gøinge Herred), Gutland (Gotland). Man kan tænke tanken, men i oprindelig tanke sker der ikke en indsnævring af gudernes område til Herat-størrelse.

Konflikten i kenning mellem Aser og Vaner og Tani kendes allerede fra Rig Veda, og er så vidt jeg kan se en kenning mellem forskellige stammers sæt og vis at leve og tænke på, der derfor samtidig må tage sit ophav netop i forskellige stammers sæt og vis at leve og tænke på.

Hvis man sammenligner med jødedommen, så var deres Gud jo heller aldrig en historisk person

Men det er jo, så vidt jeg kan se, netop ikke rigtigt. Før jødedommen opfinder en monoteistisk gudelære efter flugten fra Egypten i 1500 talllet f.Kr. ved vi de havde Tyr som Den Hedenske Høje, jvf. Guldkalven osv. "Den Gyldne Tyrekalv/Guldkalven" er den visuelle afbildning af urokse-gudinden. For os er den visuelle afbildning runen ”*uruR, Ur” (urokse, okse).

Jødedommen, der er langt fra er enige om fortolkninger af Det Gamle Testamente og Talmud, synes enige om at Jesus-figuren ikke er ”Mashiah” (Christo, Kristus). Den Ortodokse jødedom mener at ”Mashiah” (Christo, Kristus) vil komme på et eller andet tidspunkt i fremtiden (Ani Maamin B'emunah Sh'leimah B'viyat Hamashiach). Hasidiske jøder ser ud til at mene at ”Mashiah” (Christo, Kristus) snart vil komme, i tid lidt tidligere. Hvorvidt ”Mashiah” (Christo, Kristus) er en fysisk person, en kongesøn fra Huset David, eller hvorvidt begrebet er en filosofisk tanke, der vel bedst kan siges at være en tilstand af Valhal på Jord (Sejrstunet – Sigtuna) med fred, frihed og sejr, er uklart. Perserkongen Cyrus den Store (590/576-530 f.Kr.) blev erklæret ”Mashiah” (Christo, Kristus). I den danske Bibel kaldes han ”Kyros” og den danske udgave har, ikke overraskende, omskrevet ordet for ”Mashiah” til ”salvede” (Se Esajas’ Bog 45:1). Her burde retteligt stå ”Kristus”, men det vil jo så gøre Det Nye Testamente overflødigt. Og "Kristus" er hvad der oprindeligt stod om Cyrus. Det fremgår af den latinske udgave med ”Hœc dicit Dominus Christo meo Cyro” (Isa., XLV:1). Der sker formentlig en kopiering fra Isidor af Seville/Isidorus Hispalensis (år 560-636 e.Kr.), der skriver ”Diz quad truhtin mînemo christe cyre” (De fide catholica contra Judaeos, libri primi, fragmenta monseensia, B., Cap. III. §2), til genberetningen i ”Konúngs skuggsjó” (”kongens skygge” eller ”kongespejlet”, kap. XLII) fra ca. år 1154-1200 e.Kr. Her skrives ”Christo meo Sciro” (Kristus min Cyrus). Se: Speculum regale. Konungs-skuggsjá. Konge-speilet (1848, s. 97).

Så jødedommen har, igen så vidt jeg kan se, absolut dyrket faktiske personer som forfædrende superhelte.

Dog mener jeg ikke der har været teorier om at det i virkligheden var de to folk, der var aser og vaner og folkene der gav navn til guderne

Den tanke er vist så gammel som alle vore skriftlige kilder. Så vidt jeg kan se er det vist først i det 20. århundrede at man iklæder sig "jeg alene vide" briller i nutiden og lystigt afviser alle gamle kilder som vås og uvidende. Det tror jeg vist stadigt er god skoling på de højere læreranstalter. Jeg mener det rette spørgsmål bør være; ikke om det var et eller to folk, men hvem det var - og jeg tror svaret er en flertalsforståelse. Der er for mange "Vani"-folk i Veda til at disse kan være een stamme.

mvh

Flemming

[Camilla.dk]

Odinkarr skrev: Men det er jo, så vidt jeg kan se, netop ikke rigtigt. Før jødedommen opfinder en monoteistisk gudelære efter flugten fra Egypten i 1500 talllet f.Kr. ved vi de havde Tyr som Den Hedenske Høje, jvf. Guldkalven osv. "Den Gyldne Tyrekalv/Guldkalven" er den visuelle afbildning af urokse-gudinden. For os er den visuelle afbildning runen ”*uruR, Ur” (urokse, okse).

Mon ikke det er omvendt du mener? Jøderne havde en monoteistisk gud inden, men efter flugten fra Ægypten havde nogle af jøderne taget de ægyptiske guder til sig, heribalndt tyreguden. Men jeg har svært ved at se at guldkalven skulle kunne tilbagevises til en virkelig person.

Mener du der er sammenfald mellem ægyptiske og nordiske guder? altså fælles indoeuropæisk gods? Jeg ved der har været lignende teorier om sammenfald mellem old-persiske guder og aserne mm. og at disse måske baserer sig på fælles trosgods.

[Jurgen Wullenwever]

Odinkarr skrev: Men det er jo, så vidt jeg kan se, netop ikke rigtigt. Før jødedommen opfinder en monoteistisk gudelære efter flugten fra Egypten i 1500 talllet f.Kr. ved vi de havde Tyr som Den Hedenske Høje, jvf. Guldkalven osv. "Den Gyldne Tyrekalv/Guldkalven" er den visuelle afbildning af urokse-gudinden. For os er den visuelle afbildning runen ”*uruR, Ur” (urokse, okse).

Mon ikke det er omvendt du mener? Jøderne havde en monoteistisk gud inden, men efter flugten fra Ægypten havde nogle af jøderne taget de ægyptiske guder til sig, heribalndt tyreguden. Men jeg har svært ved at se at guldkalven skulle kunne tilbagevises til en virkelig person.

Mener du der er sammenfald mellem ægyptiske og nordiske guder? altså fælles indoeuropæisk gods? Jeg ved der har været lignende teorier om sammenfald mellem old-persiske guder og aserne mm. og at disse måske baserer sig på fælles trosgods.

Judendomen var inte monoteistisk förrän bortåt 600 f.Kr., när de heliga skriftrullarna "upptäcktes" i templet, och religionen modifierades för att stämma mer med deras instruktioner.

Vad gäller samband mellan diverse länders och kulturers religioner i forntiden, så borde det gälla att de är likvärdiga, och att det alltså rör sig om samma gudar. Det var åtminstone vad människor i allmänhet tänkte sig dåförtiden. Religionsvetenskapen har nog en mer precis inställning, men för lekmannen kan det rimligtvis räcka med att det var samma gudar som skapade världen överallt. (Mer än en skapelse behövs väl inte?)