Hur får man överhuvudtaget för sig att det krigiska, mansstyrda, aristokratiska, patriarkala Sparta var matriarkaliskt styret?
Lad mig forsøge at vise dette.
Den spartanske prinsesse Helen (i Ældre Edda kaldet "Gerður") havde to brødre; Pollux (Polydeúkēs) og Castor, samt en ældre søster Clytemnestra. Se Homer:Iliaden (Bog III:260-263).
Helen (Gerður) bliver gift med den udefra kommende brudgom Menelaos (Menelaus).
Fordi Helen (Gerður) er tronarving, og kun derfor, bliver Menelaos konge af Sparta. Se Homer: Odyssey (Bog III: 316-327).
Det fører til en ekstremt vigtig sætning om en af konsekvenserne af Den Trojanske Krig.
Først skal vi vide at Homer i visse tilfælde også gør brug af drengenavnet "Alexandros", når han taler om Paris (i Ældre Edda kaldet "Freyr"). Navnet forekommer på hittitisk som "Alakšandu” i en fredsaftale indgået ca. år 1280 f.Kr. af den hittitiske Kong Muwatalli II. (regent ca. år 1295-1272 f.Kr.). I denne aftale anerkendes “Alakšandu” som konge i og over Wiluša (senere Troja), hvorfor han er konge af Troja ca. år 1280-1250 f.Kr.
Homer gør brug af kenningen "Alexandros" når han flytter rummet "tid" til tiden før Den Trojanske Krig bryder ud, og han gør det for at forklare hændelser der har indflydelse på den efterfølgende krig's form.
Homer:Iliaden (Bog III:280-284), hvor Agamemnon siger, i min oversættelse til nudansk:
”Bær I vidne og våg over afsværgede eder. Bliver Alexandros Menelaos’ bane, lad ham da beholde Helen og al hendes odel; og vi vil drage bort i vore søfarende skibe”.
Dvs. udfaldet af en tvekamp mellem kongen af "Wiluša" (senere Troja) og kongen af Sparta, hvis sidstnævnte taber tvekampen, udløser at kongemagten gennem Helen (Gerður) overgår til sejrherren, fordi Sparta og landskab er hendes odelsjord ved arv.
Vi kan underbygge forståelsen videre. Helen (Gerður) får (med Menelaos) datteren Hermione (etruskisk ”Ermania”), sit eneste barn (Homer: Odyssey, Bog 4:13). Hermed har Gerður (Helen) gjort sin pligt, hvilket kun kan være tilfældet med kvindelig arvefølgeret.
Skilsmisseretten i Sparta's lovgivning kender vi til fra Diodorus Siculus (år 90-21 f.Kr.): Bibliotheca Historica (XII.18).
Han forklarer os at lovgiveren Charondas (?, men før Anaxilas fra Rhegium 494-476 f.Kr.) ændrer denne lov lidt i den nygrundlagte græske bystat Thurii (Thurium), i dag i Coriglioano Calabro, landskabet Calabria, Italien. Det sker fordi “en hvis mand, der var vel op i årene og havde en kone der var yngre end ham og havde forladt ham…” foreslog en lov der forbød dette. Derfor blev der her tilføjet den særlige regel, at man ikke måtte gifte sig igen med en person der var yngre end den fra hvilken man var blevet skilt. Denne lovregel var gældende for begge køn.
Athen tilstod også kvinder fuld skilsmisseret. Det er alene Romerretten der anser kvinden som mandens ejendom i al evighed.
Jeg fornemmer lidt på dit ordvalg at du er fanget i en række fordomme om hvad et matriarkalsk samfund indebærer.
I den ganske ofte groteske forkærlighed for det græske ideal, demokratiet, som man forestiller sig det tog sig ud i de græske bystater i 5-400 tallet f.Kr., er det mest interessante at forstå det ideal de græske bystater selv værdsatte og ønskede sig. Dette ideal var bystaten Sparta, og det spartanske samfund.
Platon (år 427-347 f.Kr.): Staten ("Politeia") gengiver i dette værk Sokrates (ca. år 469-399 f.Kr.)’s fremstilling af det ideelle samfund. Sokrates (og Platon) er naturligvis præget af Den Peloponnesiske Krig, der brød ud år 431 f.Kr. mellem Athen (med forbundsfæller) og Sparta og Korinth (med forbundsfæller). Krigen varede i 27 år til år 404 f.Kr., og endte med sejr til Sparta. Den Peloponnesiske Krig i sig selv var i grunden et opgør mellem to styreformer; Athen’s demokrati, og Sparta’s langt ældre og oprindelige tre-delte samfund.
Sokrates (eller er det Platon, eller dem begge?) opdeler samfundet i tre ætter:
Værnerne – vogterne (vi kender denne æt som ”Jarl æt”).
Tilvirkerne – håndværkerne (vi kender denne æt som ”Karl æt”).
Slaverne (Vi kender denne æt som ”Trælle æt”).
mvh
Flemming