Varför blev Irland kristet så tidigt?

Diskussioner kring händelser under medeltiden. Värdar: B Hellqvist & Ralf Palmgren
Användarvisningsbild
ERland
Medlem
Inlägg: 370
Blev medlem: 01 mar 2012 00:11

Varför blev Irland kristet så tidigt?

Inläggav ERland » 09 jun 2016 11:22

Irland tillhörde aldrig Romarriket, ändå blev det kristet redan på 400-talet, efter ganska kort tids kontakt med kristendomen, och kristendomen fick snabbt en så stark ställning att mission utgick från Irland tillbaka till England, vars kristnande tydligen satt lösare.

Detta i stark kontrast till Norden, där det tog flera hundra år från den första kontakten tills kristendomen slog igenom på allvar. I Sverige verkade Ansgar i Birka på 830-talet och lyckades omvända en del, men likväl dröjde det mer än 200 år innan Sverige blev kristet på allvar. I Danmark och Norge skedde det tidigare, men likväl hade det funnits kontakter med kristna i flera hundra år.

Så, varför kristnades Irland så snabbt, i motsats till t.ex. Norden? vad fanns det i det irländska samhället som gynnade kristendomen som inte fanns i de nordiska samhällena?

Användarvisningsbild
Valdemar Sappi
Stödjande medlem
Inlägg: 1456
Blev medlem: 12 dec 2009 14:22

Re: Varför blev Irland kristet så tidigt?

Inläggav Valdemar Sappi » 09 jun 2016 14:07

Dick Harrison beskriver just detta i sina romaner. Men om han har ett försök till svar på din fråga där minns jag inte.
"Eldskytten": http://eldskytten.se "Jag lyfter på min stormhatt i salut för din kringsyn och källkunskap beträffande östersjöväldet och det sena 1300-talet." Historieprofessor Nils Blomkvist.

Wurner
Medlem
Inlägg: 49
Blev medlem: 07 apr 2015 10:21
Ort: Gbg

Re: Varför blev Irland kristet så tidigt?

Inläggav Wurner » 09 jun 2016 15:07

Utan att vara någon expert, delvis rena spekulationer:
Misstänker att Irland sågs som ett bra ställe att bygga kloster på och att de första kristna var munkar. Vid den tiden var klostren ganska isolerade, de la sig inte i vad som hände runt omkring dem och ville mest få vara ifred. Detta kan ha varit ett mycket bra sätt att skapa tolerans och goda relationer mot kristna i ett tidigt skede - man kunde nog ha gott utbyte mellan irländare och klostren och närma sig varandra över tid. När det riktiga missionsarbetet väl började var kanske irländarna positivt inställda till kristendomen och de kanske genomgick långsammare och mer gradvis konvertering.
I Norden däremot var väl kristnandet aggressivare och hårdare kopplat till politik och det blev mer av kulturkrock och kollision mellan religionerna.
Vad gäller England så blev det invaderat av germaner efter romarnas tillbakadragande. Britterna i Wales fortsatte väl vara kristna?

Användarvisningsbild
ERland
Medlem
Inlägg: 370
Blev medlem: 01 mar 2012 00:11

Re: Varför blev Irland kristet så tidigt?

Inläggav ERland » 09 jun 2016 15:39

Det kan säkert ligga mycket i det du skriver, Wurner. Men på Irland hade de S:t Patrick och i Norden hade vi Ansgar. Var deras missionsstilar så olika, tro?

Wurner
Medlem
Inlägg: 49
Blev medlem: 07 apr 2015 10:21
Ort: Gbg

Re: Varför blev Irland kristet så tidigt?

Inläggav Wurner » 09 jun 2016 21:26

De skiljdes åt med flera århundraden, jag kan inte säga någonting säkert om kyrkans missionsverksamhet genom tiderna men skulle nog gissa att saker var ganska annorlunda på 400-talet. Dessutom fanns det vad jag förstått kristna etablerade på Irland redan innan sankt Patrik kom dit. Men som jag sagt, jag spekulerar :D

Varulv
Medlem
Inlägg: 2365
Blev medlem: 03 apr 2004 07:38
Ort: Norge/Norway

Re: Varför blev Irland kristet så tidigt?

Inläggav Varulv » 11 jun 2016 11:29

Det er mulig at den keltiske religionen hadde degenererte så sterkt at det kristne budskapet når det kom fredelig uten noe form for press, straks var akseptert av det irske folket, og det var et genistrek av Sankt Patrick å adoptere en tydelig irsk identitet for den lokale kirken gjennom aksept av kulturell trekk. Dermed kunne han og hans etterfølgerne avslutte den langvarige konsolideringen av kristendom på den irske øya som helt siden 200-tallet e.kr hadde blitt kjent med den nye religionen. Da Patrick gikk på land en gang i 400-tallet, var Irland fremdeles hedensk selv om det mer var blitt kulturelt betinget enn tidlig. Deretter startet en misjonærvirksomhet med utgangspunktet i klostre og reiste kirker som stort sett benyttet seg av fredelige midler for å omvende hedenske folk til den nye troen. I de neste århundrene så man hvordan den irske kirken som egentlig aldri hadde blitt sentralisert den gang, utformet en tydelig irsk identitet. Dermed var folk svært kjapt med å oppgi den gamle troen som har blitt skildret for ettertiden - i et negativ perspektiv som virker ganske demoralisert på folk flest.

Dessuten: kristning gjennom voldelige tvangsmidler eksisterte ikke i sankt Patricks tid, dette oppsto med dannelsen av frankerriket og dets ekspansjon inn i sentrale Europa som da var befolket av hedenske folk som i kontrast til middelhavsfolket og det irske folket hadde en meget sterk og selvbevisst religiøs identitet. Inntil da var misjon og omvendelsesarbeid i sosiale omstendigheter den viktigste spredningsmetoden for kristendommen som det hadde vært helt siden begynnelsen i Romerrikets ære. Riktignok hadde kristne i de første to århundrer etter Konstantins seier i 300-tallet vært preget av sterk intoleranse mot disse som praktisere forskjellige tro, men det var gjennom sosial press, frafall av ytelser fra myndighetene og maktkonsolidering hvor de kristne tok definisjonsretten. Det var ikke ofte kristne gikk berserk og forgrepet seg på andre selv om noen av de sentrale skikkelser som sto for dette, har blitt en del av "den mørke arven" for Kirken. I Irland var kristne derimot i fåtall og uten midler eller beskytterne på egne side, så disse måtte dermed tilpasse seg for å bli adoptert av folket.

Användarvisningsbild
Odinkarr
Medlem
Inlägg: 660
Blev medlem: 16 jan 2007 13:44
Ort: Bøtø Nor, Falster

Re: Varför blev Irland kristet så tidigt?

Inläggav Odinkarr » 04 jul 2016 01:48

Det er mulig at den keltiske religionen hadde degenererte så sterkt at det kristne budskapet når det kom fredelig uten noe form for press, straks var akseptert av det irske folket,


Jeg har nu en helt anden forklaring, og den lyder således (klippet fra mit afsnit "Fióni, kimbrerne og omkring"):

http://verasir.dk/show.php?file=chap16-1.html#toc64

I mit underafsnit "Den kimbriske trefoldige gudeverden - Nehalennia, *Teutāto (Teutates) og *Aisus (Esus)" behandler jeg guden "Esus", nævnt af Lucan. Vi kender til to afbildninger af denne gud:

citat

Bild

Til venstre: Uddrag fra "Søfolkenes Støtte" (Pilier des nautes). Gudestøtten stod oprindeligt i civitas Lutetia (i dag Paris, Frankrig), fransk Gallien og nævner Kejser Tiberius (regent 14-37 e.Kr.). Guden "ESVS" er gengivet med skæg, men uden hverken tveskæg eller gylden halsring. Støtten er udstillet på Musée National du Moyen Age, Paris.

Søfolkene der rejste støtten er nævnt i indskriften (CIL 13, 03026; RIG L2-1) som "nautae Parisiaci" (Parisii-[stammens] søfolk), hvilken keltisk stamme navngiver den nuværende hovedstad Paris. Samme stamme havde også kontrol med det landskab i Yorkshire der nu kendes som East Riding med hovedbygden værende Petuaria (i dag Brough). Vi kan med andre ord muligvis knytte guden Esus til Britannien, og derfor måske til kimbrisk Skandinavien. Endvidere var naboerne til Parisii-stammen i Yorkhire, på den anden side af Humber-floden, Corieltauvi-stammen, hvis mønter gengiver det identiske kimbriske trefoldighedsmærke, som aftegnet på "Rynkeby-kedlen" fra Rynkeby, Fyn.

Til højre: Uddrag fra Trier Støtten, Rheinland-Pfalz, Tyskland. Byen Trier (Augusta Treverorum) var hovedbygden for den keltiske Treveri-stamme.



Såvel Parisii-stammen, som Treveri-stammens gudestøtte af "Esus" gengiver guden med en økse fældende et træ. Esus er med andre ord træfælder og derfor tømrer. Guden har trimmet fuldskæg, men hverken en gylden halsring eller tveskæg. Tømrer-gudens navn "Esus" tænkes at være fra det indoeuropæiske "*ais" (at ære). Jeg mener at vi med fordel kan forklare ordet ved den senere etruskiske forståelse af samme ord "ais, aiS, eis" (gud). Gudens proto-keltiske navn kan derfor have været "*Aisus" (guden), underforstået Den Hedenske Høje.

Det er absolut umuligt at se bort fra at personificeringen af Jesus-figuren, med den enorme keltiske indflydelse efter den 1. synode maj-august år 325 e.Kr., kan være en stort set uændret videreførsel af tømreren Esus. I Wulfilas Bibel fra slutningen af 300 tallet e.Kr. hører vi på gotisk i Markus-Evangeliet (6:3): "niu þata ist sa timrja, sa sunus Marjins" (er dette ikke denne tømrer, sønnen af Maria's); der i den danske Bibel oversættes til "Er han ikke tømmermanden, søn af Maria". At der var en særlig keltisk teologi videreført fra oprindelig før-kristen tanke bestrides af ingen da konflikten med Rom om kristen teologi foregik over mange hundrede år.

Yderligere kan vi se fra skriftet "Commenta Bernensia, Bern scholia" (sætning 442-455) fra 900 tallet e.Kr., der behandler og har bemærkninger til Lucan: Pharsalia (Bog I:444-446), at guden Esus blev tilbedt ved at hænge et menneske i et træ og tappe ofret for blod. Dette videreføres i mytologien omkring Jesus-figuren ved at Jesus-figuren i Wulfilas Bibel på gotisk i Johannes-Evangeliet (19:10) "ushramjan þuk" (afkræfter dig), dvs. ingen korsfæstning i oprindelig kristen teologi. Drabet finder i oprindelig kristen teologi sted fra en galge, ikke et kors, jvf. det gotiske "galgins Xristaus” (Paulus’ brev til filipperne (3:18), og ”galgan seinana” (Mattæus-evangeliet (10:38). Herefter mangler vi blot blod-tapningen af mennesket, der er navet i det keltiske (kimbriske) rite ved ofringen til guden Esus. Det sker i Johannes-Evangeliet (19:34) der er gået tabt i Wulfilas Bibel, men som siger: "Men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og straks flød der blod og vand ud”.

Den kristne teolog Origines Adamantius (Origin, ca. 182-251): Kata Kelsou (Mod Celsus, Bog I:XLVII) skriver ca. år 240 e.Kr. Jesus-figurens navn på græsk som "Ἰησοῦ" (Iēsoû), der sagtens kan være en forgræskning af et i samtiden keltisk ord "Esus, *Aisus".

Allerede Edward Williams (Iolo Morganwg, 1747-1826) foreslog at Jesus-figuren var udviklet fra guden Esus, jvf. J. Williams Ab Ithel: The Barddas of Iolo Morganwg (1862, Vol. I, s. 432). Han gør det på navnet alene, og dette afvises alene på navnet som en tilfældighed. Antagelsen er at "Ἰησοῦ" (Iēsoû) er en forgræskning af det hebraiske "Yeshua" (Jeshua).

På navnet alene kan det til nød argumenteres at det kan være en tilfældighed, men tilfældigheden kan falde både til hebraisk og keltisk side. Sammenholdt med hvad vi yderligere ved om guden Esus, mener jeg sandsynligheden taler for at keltisk (kimbrisk) tanke må være det rette ophav for Jesus-figurens personificering og mytologi.

Fra de danske bispebreve kan vi se at de tidligste navneformer er ”Iesu, Ihesu”, jvf. biskop Asser’s brev til Lund dateret 7. januar 1133 (Auctore domino nostro lesu Christo), og biskop Eksil’s brev til Næstved dateret 8. august 1139 (regnante domino nostro Ihesu Christo). Disse staveformer skal sidestilles med, og tager ganske sikkert deres ophav fra, de identiske staveformer i de kølnske bispebreve, hvor vi i breve fra år 1131 og 1138 e.Kr. også har staveformerne ”Ihesu, Iesu”, jvf. ”regnante domino nostro Ihesu Christo; in nomine Christi lesu” 1.

1 Arthur Køcher: Kongebrevet fra 1085 (Historisk Tidsskrift, Bind 9. række, 2 (1921), s. 159)



Manuskriptet ”Book of Kells” (Leabhar Cheanannais) er et irsk skrift med de fire evangelier fra Det Nye Testamente, nedskrevet ca. år 800 e.Kr. Teksterne er hentet fra flere ældre latinske udgaver af Det Nye Testamente, "Vulgata" (400 tallet e.Kr.) og udgaverne kaldet "Vetus Latina", hvorfor navneformen er ”Ihesum, ihesu, Iesum, Iesus”, der ser ud til at være konsekvent i Europa 1.

1 Edward Sullivan: The Book of Kells (1920).




Derimod, på "Kalendarium in the Copenhagen Psalter” (håndskrift KB Ms.Thott 143 4°, Det Kongelige Bibliotek); en meget tidlig engelsk-katolsk kalender, måske fra Northumbria ca. år 1170 e.Kr., ser vi at der ud for 25. marts står skrevet "et Crucifixio eius" (og galgefæstning eius). John Rylands University Library, The University of Manchester, England har manuskriptet kaldet ”Latin MS 15: S. Cypriani Opera” (s. 196r), dateret til 700 tallet e.Kr., hvor samme ”eius” forekommer, jvf. ”Ad Cornelium confessione eius”.

.....fra Bede: De Temporum Ratione (kap. 15) fra ca. år 725 e.Kr. kan vi se at vort oprindelige navn for tidsrummet 21.3-14.4 er "Eostur-monaþ", hvor "Eostur" (Easter) modsvares af Påske. Jeg viser også at haren og indsamlingen af gåseæg i dette tidsrum er en del af det oprindelige rite i keltisk (kimbrisk) og urnordisk skik. Tidsrummet omkring Påske (Eostur) i den keltiske (kimbriske) ceremonielle kalender svarer til tiden omkring Sommersolhverv i vor ceremonielle kalender, hvor Balder/ætlingen ofres for at blive genfødt 6 måneder senere på den 1. juledag om morgenen den 24. december. Det forekommer derfor ligetil at den keltiske (kimbriske ) tømrergud Esus (*Aisus) er blevet ofret i Eostur-ritet, og at navneformen "eius" i kalenderen fra Northumbria er et vidnesbyrd om dette.

Det er måske her værd at erindre at den uden sammenligning største teologiske strid mellem den romersk-katolske kristendom og den keltiske kirke (Celtic Church) i Irland og Britannien var beregningen af netop "Eostur"-ritet. De afvigende beregninger af tidspunktet for ritet medførte at fejringen fandt sted på forskellige tidspunkter, hvilket særligt i Britannien var åbenlyst for alle. Denne strid varede ved helt frem til år 716 e.Kr., hvor Iona klostret, nordvestlige Skotland til sidst antog den romersk-katolske beregningsmetode.

Bede: Historia Ecclesiastica Gentis Anglorum (H.E., Bog II:II) fra år 731 e.Kr. skriver om året 603 e.Kr.:

"INTEREA Augustinus adiutorio usus Aedilbercti regis conuocauit ad suum colloquium episcopos siue doctores proximae Brettonum prouinciae in loco, qui usque hodie lingua Anglorum Augustinaes Ãc, id est robur Augustini, in confinio Huicciorum et Occidentalium Saxonum appellatur; coepitque eis fraterna admonitione suadere, ut pace catholica secum habita communem euangelizandi gentibus pro Domino laborem susciperent. Non enim paschae diem dominicum suo tempore, sed a XIIII usque ad XX lunam obseruabant; quae computatio LXXXIIII annorum circulo continetur".

Med andre ord, med bistand fra den jyske konge Æðelberht (Ethelbert, Regent 560-616), der var konverteret til kristendommen år 595 e.Kr. og var Bretwalda (vælder af Britannien), indkaldes der til synode blandt kelterne (briterne). Pave Gregory I. (pave 590-604) sendte år 597 e.Kr. Augustine til Britannien, hvor han bliver den 1. ærkebiskop til Canterbury. Han udbeder sig at de keltiske præster ophører med at beregne Påske Søndag (paschae diem dominicum) fra den 14. til den 20. måne med en cyklus på 84 år. Hvad kelterne beregner er "Eostur", og hvad den romersk-katolske kirke vil have beregnet er en helt anden størrelse kaldet ”paschae” (Påske), ritet der er skabt til at overtage det oprindelige "Eostur"-rite.

Såvel skriftet "Commenta Bernensia, Bern scholia" (sætning 442-455) fra 900 tallet e.Kr., som Arnulfus Aurelianensis: Glosule super Lucanum (sætning 442-456) fra 1100 tallet e.Kr. sidestiller guden Esus med den romerske gud Mars; sidstnævnte muligvis med førstnævnte som kilde. Det ser ud til at være en ret forståelse da indskriften på alteret i Cumberland (RIB 1017) understøtter dette.

....."Tani” (Daner)-folket i Bronzealderen har Tyr som Den Hedenske Høje, og denne er identisk med ”guden” (Baal), der visuelt gengives som en guldkalv (tyrekalv). Jeg viser også at den etruskiske gud Maris oprindeligt er identisk til Den Hedenske Høje Freyr. På et eller andet tidspunkt undergår Maris en forandring og bliver til krigsguden Mars, der i ugedagen modsvarer Tyr. Herfra udleder jeg at Tyr (Týr, Tiw, Tiu, Tio, Tyz, Ty, Ti), i den oprindelige forståelse ”guden”, ligeledes oprindeligt var Den Hedenske Høje Freyr’s modsvar for ”Tani” (Daner)-folket. Det ser for mig ud til at guden Esus for kimbrerne (kelterne) skal opfattes på helt samme vis, og derfor for kimbrerne (kelterne) er Den Hedenske Høje Esus.

Gundetrupkedlen's yderplade c og d gengiver samme mandlige gud med den gyldne halsring og trimmet fuldskæg, dog ikke tveskæg. På yderplade c danser en kimbrisk mand og en kimbrisk kvinde for guden, medens en kimbrisk rytter rider bort fra guden. På yderplade d har guden et jerngreb omkrng halsen på to drager, dvs. guden forsvarer kimbrerne mod fjenden. Modsat os, hvor dragen er vor store beskytter, ser det ud til at dragen i kimbrisk tanke er fjenden. Den gengivne gud på Gundestrupkedlens yderplade f til venstre (til højre set fra læseren) har derfor nøjagtigt de egenskaber vi forbinder med Tyr, som han oprindeligt blev opfattet. Til dette må vi erindre at Tyren er fysisk gengivet på "Rynkeby-kedlen" fra Rynkeby, Fyn; "Ringsebølle-kedlen" fra Sydlolland; "Rå-kedlen" fra Rå, Sydlolland; samt ikke mindst den udvendige bundplade på Gundestrupkedlen, der viser Tyren i sin helhed. Derfor mener jeg den mandlige gud med den gyldne halsring og trimmet fuldskæg, dog ikke tveskæg, på yderplade f til venstre (til højre set fra læseren) gengiver guden "*Aisus" (Esus).

Vi kender ikke til navnet på den kimbriske kvindelige Moder Jord-gudinde og må derfor, som er tilfældet med Alfader-guden og Den Hedenske Høje, gøre brug af tilnærmelser fra andre landskaber, hvor vi ved der fandtes keltiske (kimbriske) ætter. Til alt held træder navnet på en enkelt gudinde særligt frem i det nordlige Europa, med over 160 indskrifter på altre fundet med hendes navn, fortrinsvis i det nuværende Holland. Alle er dateret til 1-200 tallet e.Kr. Gudindens navn er "Nehalennia" (DEAE NEHALENN, DEAE NEHALENNIAE). Fortrinsvis er hendes navn knyttet til altre fundet i Zierikzee (Schouwen-Duiveland); Domburg (øen Walcheren), samt Colijnsplaat (Noord-Beveland); alle i landskabet Zeeland. Jeg har argumenteret for at kimbrerne befinder sig i alle tilfælde fra Weser-floden til Ems-floden fra år 5-98 e.Kr., og derfor er i området.

Gudinden er i langt de fleste tilfælde gengivet med en hund og en frugtkurv med æbler.

Gundetrupkedlen's yderplade e og g gengiver samme kvindelige gudinde med den gyldne halsring og pandebånd. Det er den samme kvindelige gudinde der går igen på "Rynkeby-kedlen" fra Rynkeby, Fyn og "Ringsebølle-kedlen" fra Sydlolland. På yderplade e er gudinden gengivet med en hund, holdende en fugl i sin højre hånd. På yderplade g danser en kimbrisk kvinde for gudinden, gengivet identisk til kvinden dansende på yderplade c for guden Esus. Derfor mener jeg den kvindelige gudinde må være "Nehalennia". Der er ikke givet nogen god forklaring til hvilket keltisk (kimbrisk) ord der er ophavet til gudindens navn.

citat slut

Kelternes efterfølgere, irerne, fortsætter derfor deres oprindelige religiøse skikke uændret med et lille Troskifte, der lader tidlig kristendom overtage deres guddom og ændre forståelsen af denne.

mvh

Flemming

Varulv
Medlem
Inlägg: 2365
Blev medlem: 03 apr 2004 07:38
Ort: Norge/Norway

Re: Varför blev Irland kristet så tidigt?

Inläggav Varulv » 06 jul 2016 09:47

Odinkarr skrev: Kelternes efterfølgere, irerne, fortsætter derfor deres oprindelige religiøse skikke uændret med et lille Troskifte, der lader tidlig kristendom overtage deres guddom og ændre forståelsen af denne.

mvh

Flemming


Knapt overraskende, en viktig suksessoppskrift for den kristne spredningen i tidlig tid var en villighet til å adoptere riter, seremonier og helligfeiringer som jødenes påske og den førhedenske julen, dessuten betyr århundregamle sameksistens der man praktiserte handel og kontakt over lange avstander at det oppsto synkretiske religionspraksis hvor man assimilerte sentrale trekk fra hverandres religion - vi ser fremdeles eksempler på dette i Afrika - og kristendommen hadde lenge stått sterkt på den romerske Britannia. For en nordmann vil det være meget rart å komme ut for fremmedartede og stundom merkelige kristne riter og praksis i sentraleuropeiske land selv i ledd med felles kristne markering som med julen, ennå hørt dette til regelen fra den tid en ny religion slåss for overlevelse og aksept. Britannia og Gallia i det vestromerske riket i Sankt Patricks tid var først og fremst kjennepreget av en keltisk bakgrunn, og der hadde kristendommen allerede i det første århundret etter Kristus etablert seg til å begynne i hemmeligheten. Mens kelterne fordrives eller assimileres som et resultat av den angelsaksiske invasjonen på Britannia, skulle kelterne og de germanske innflytterne blandet seg med hverandre til dagens franskmennene med et betydelig mindre germansk innpass enn normalt. For irene var britene og gallerne på den andre siden av Irskesjøen og kanalen ikke andre enn fjerne slektninger.

Men i sammenligning med sine keltiske slektningene som ble underlagt romersk sivilisasjon som vektlagt ro og orden var irene stundom anarkistisk og primitiv som på det ny-guineanske høylandet der steinalderssamfunnene inntil nylig hadde levd i en konstant krigstilstand der alle slekteløse menn er fritt vilt, noe som til og med de stridbare vikingene oppdaget var nesten uoverkommelig selv for dem. Da Sankt Patrick skulle ha kommet dit, var det et krigssamfunn i konstant uro med kvegtyveri, plyndringsraid og maktkamp med daglige ofringer av liv og lem med en gudetro som ifølge de nedskrevne beretninger var mer krigersk og mer barbarisk enn det man kjente til hos den norrøne Åsatroen, det fantes ikke en helteberetning med en lykkelig slutt der man måtte gjennomgå den ene prøvelse mer forferdelig enn før, etter den andre uten stans. Derfor er kontrasten til den kristne Irland massiv, den grufulle og steinalderspregede voldskulturen hadde meget brått tatt slutt og blitt utskiftet med en mer rasjonell og jordnær voldskultur med et humant alternativ. Det gjør ikke irene mindre stridbart som vikingene oppdaget, men det gjør dem mer tilregnelig og humant i de rette omstendigheter.

Så det den nye troen gjør var å gi den irske religionpraksisen som hadde tatt en dreining til det verste, en human dimensjon som kunne appellere til de fleste uansett rang, status og klasse. Det var dessuten hjulpet av faktumet om at romerne hadde sørget for pasifistiske tilstander for de romersk-keltiske beboerne i sitt imperium gjennom en systematisk utrenskning av druidevirksomheten og motvillige ritualer som religiøse praksis man mente var "usivilisert", i deres sivilisasjonsoppbygging av sine erobrede territorier a la kolonisasjonen i moderne tid. Romerne hadde følt på egne hånd det verste keltisk religionspraksis kunne tilby, og dermed hadde helt siden Cæsars marsj inn i Gallia arbeidet for å utrenske de verste tendenser og dermed etterlatt seg et vakuum som mer humane religionsretninger - som i tillegg var også motarbeidet av romerne - skulle ta fordel av i de neste århundrer. Så de første misjonærene kom fra relative fredelige samfunn hvor man hadde vært i stand til å utvikle humanitære tenkning og deretter vært også i stand til å oppvise en rasjonalitet som kunne ta rot i keltiske kultur og sinnelag, noe som gjorde det enkelt for den kristne spredningen som hendt uten sterk motstand på Irland.


Återgå till "Medeltiden (476 till 1523)"

Vilka är online

Användare som besöker denna kategori: 0 och 0 gäster