Hamburg-Bremen kirken

[Notarius]

Ansgar, Rimbert og de forfalskede grundlag for Hamburg-Bremen. Foranstående er min fordanskning af titlen på en bog, som udkom for tre år siden. Da indholdet kan have interesse for alle, der interesserer sig for Nordens historie, refererer jeg her kort en del af de resultater, som forfatteren er kommet frem til under sin undersøgelse af de relevante dokumenter.
At der er blevet fiflet med Hamborg-Bremen kirkens historie, har historikerne vidst længe, ikke mindst fordi man har konstateret, at ærkebiskop Hartwig (1148-68) forfalskede dokumenter. Den særegne beskæftigelse med at forfalske dokumenter blev dog påbegyndt af ingen mindre end Ansgar, hvis efterfølger Rimbert også mestrede "kunsten". At Adam af Bremens værk om Den Hammaburgiske Kirkes Historie har i mange år været ansat for et politisk propagandaværk, men det er nu påvist, at ærkebispedømmets krav på at være Nordens kirkecentrum helt fra begyndelsen har været opdigtet.
Ansgar samlede en del dokumenter i en mappe, og sendte dem til nogle biskopper i det østfrankiske rige for på den måde at vise dem berettigelsen af hans stift på et tidspunkt, da Ludvig den Tyske (805-876), der var konge i Bayern og Østfranken, ikke længere havde interesse for det. En sådan interesse havde han ellers haft, mens han kunne drille sin nevø Lothar II med det, men nogle private og kirkemæssige forhold ændrede sig, så modsætningen bortfaldt.
1. Et af Ansgars vigtigste dokumenter var et brev fra 831x832, hvori det hævdedes, at pave Gregor 4. stadfæstede Ludvig den Frommes oprettelse af et bispedømme i Hamborg, opløftede det til ærkebispedømme, overdrog dets indehaver Ansgar palliet og gjorde denne til sideordnet med Ebo af Reims, der var pavelig legat blandt sveerne, danerne og slaverne.
2. Et andet vigtigt dokument fra 834 (i Aachen) viste, at kejser Ludvig den Fromme oprettede et ærkebispedømme i Hamborg til Ansgar.
3. Et tredje vigtigt dokument var pave Nikolaus I's brev fra maj 864, som bekræftede, at pave Gregor IV havde gjort Ansgar til ærkebiskop af Hamborg og overdraget ham palliet og legatværdighed.
Dokumenter 1 og 2 var stærkt forfalskede. Det er dokument 3 ikke, men paven udarbejde det efter de forfalskninger, han fik at se. Forfalskningerne omfattede en utroværdig historie om, at Karl den Store ville have haft oprettet et ærkebispedømme i Hamborg, og at Ludvig den Fromme havde genoptaget disse planer.
http://www.denstoredanske.dk/Geografi_o ... den_Fromme
Forfatteren viser gennem omtaler af historien om missionen, Willibrord og Bonifacius, at det ville have været meget unormalt eller ureglementeret, hvis oprettelsen af et ærkebispedømme i Hamborg-Bremen var foregået, som beskrevet. Læseren erfarer også gennem bogen, at Ansgar ikke kunne modtage palliet to gange, og at Rimbert ikke kunne have arvet det efter ham.
Ansgar første kendte missionsgerning var, at han fik den danske konge Harald Klak og hans følge døbt i 826. I 829 tog Ansgar til Sverige, fordi man havde ønsket at en missionær kom på besøg. Få år senere blev missionen for Norden omdannet, da Ebo forlod missionsarbejdet og Gauzbert sendtes til Sverige. Ansgar fik da til opgave som pavelig legat at missionere i Danmark (831).
Ved delingen af Frankerriget i 843 mistede han den økonomi, som klostret i Torhout havde givet ham, men som tilfaldt Karl den Skaldede efter delingen, og vikinger havde ødelagt Hamborg i 845. Ansgar var kort efter 834, efter Ebos afgang og Ludvigs magtovertagelse, blevet indviet til missionsbiskop for Norden af ærkebiskop Drogo af Metz, og altså ikke ærkebiskop.

*
Eric Knibbs: Ansgar, Rimbert and the Forged Foundations of Hamburg-Bremen. Ashgate. London 2011.
http://www.ashgate.com/isbn/9781409428824

[Notarius]

Med jævne mellemrum fremføres forskellige teorier om, hvordan kristendommen kom til Skandinavien, før Ansgar kom hertil. Emnet er blevet behandlet af flere, herunder Niels Lund.
Widukind hævdede, at danerne var kristen fra gammel tid, da Ansgar kom hertil, men at de også dyrkede afgudsbilleder. Hvad Widukind rent faktisk vidste om dette, kan ikke dokumenteres, og hans danske oversætter J.P. Jacobsen, ”gav ikke meget for hans orientering om verden uden for klostrets mure; han betegnede ham som en ”Hjemmesidder og en aandelig Almuesmand”, hvilket ikke giver megen tillid til, at han havde særlig viden om Danmark.
En sober teori om indflydelse fra England har været fremført af Olaf Olsen, der har gjort opmærksom på, at danskerne i Danelagen hurtigt gik over til kristendommen, hvorfor de ved rejser kunne have bragt troen til deres familie og venner i Danmark. Det kniber dog med at sandsynliggøre, at kolonisterne bevarede en kontakt med hjemlandet, som kunne medføre en kristen påvirkning af betydning i Danmark.
Hvad Lund kalder den mindre sobre mulighed – ”for nu dog at udtrykke det sobert”, er at Danmark via en forbindelse med goterne skulle have modtaget påvirkning fra ariansk kristendom som bl.a. har været fremført af Mads Lidegaard. Om goterne kan man hos Jordanes læse, at de i 1491 f.Kr. udvandrede fra Skandinavien og bosatte sig i Gothiscandza, som de kaldte egnene omkring Weichsels udmunding i Østersøen. Men i sin disputats har Arne Søby Christensen ”dokumenteret så minutiøst”, at den gotiske historie indtil 200-tallet er en myte, som er opfundet af Cassiodor og Jordanes i 500-tallet. Forestillingen om, at goterne skulle have bevaret en samhørighedsfølelse med deres gamle hjemstavn fra tiden for deres udvandring ”hen over ophold i Polen og Sydrusland til ind i germansk jernalder, er så indlysende implausibel, at den ikke fortjener seriøs overvejelse. Lidegaard er modsagt af andre historikere, mens teorierne sluges råt af ubefæstede sjæle.
Med mellemrum kan man se teorien om ariansk indflydelse i Skandinavien beskrevet, som om det var fakta; hvis andre historikere nævnes i samme forbindelse, hedder det sig at de har løjet, eller er mentalt underfrankerede, når de ikke kan eller vil erkende sandheden. Man kan kun ryste på hovedet af dette og koncentrere sig om de mange tilgængelige kilder, som fortæller andre historier.

[Notarius]

Påvirkning fra kristendommen kunne teoretisk også være kommet ad "vikingernes silkevej", men det er ikke sandsynliggjort, at noget sådant skete før missionen nåede os fra syd.

http://dailyscandinavian.com/viking-silk-route/

[Karsten Krambs]

Om goterne kan man hos Jordanes læse, at de i 1491 f.Kr. udvandrede fra Skandinavien og bosatte sig i Gothiscandza, som de kaldte egnene omkring Weichsels udmunding i Østersøen. Men i sin disputats har Arne Søby Christensen ”dokumenteret så minutiøst”, at den gotiske historie indtil 200-tallet er en myte, som er opfundet af Cassiodor og Jordanes i 500-tallet. Forestillingen om, at goterne skulle have bevaret en samhørighedsfølelse med deres gamle hjemstavn fra tiden for deres udvandring ”hen over ophold i Polen og Sydrusland til ind i germansk jernalder, er så indlysende implausibel, at den ikke fortjener seriøs overvejelse. Lidegaard er modsagt af andre historikere, mens teorierne sluges råt af ubefæstede sjæle.

Ja, denne del tages ligeledes op i et digert værk fra 2012 om 'Nordens Gotiske Storhedstid'. Cassiodor's værk "Historia Gothorum" er ikke bevaret og Jordanes præsenterer sit eget værk som en forkortet gengivelse af Cassiodor's værk. Ingen er i stand til at kontrollere rigtigheden af denne påstand. Jordanes identificerer 'goterne' med 'geterne' og adopterer dermed geternes historie. Geterne er et kulturfolk af trakisk afstamning. Getica er yderst upålidelig især om beretningen om udvandringen fra Scandza.

Kilde: Nordens Gotiske Storhedstid, Peter Andersen Vinilandicus, Syddansk Universitetsforlag, 2012.

[Notarius]

Det er denne, jeg henviser til:
Arne Søby Christensen: Cassiodorus, Jordanes and the History of the Goths.
Studies in a Migration Myth. Museum Tusculanum Press.
University of Copenhagen 2002.